Tekst Kirstine Marie Nielsen 

Som en voldsom vind fra østen, bredte en hidtil uset sygdom sig over verdens befolkning. Som vind spredte den sig med hast og trængte ind i vores luftveje – og vores livsførelse. En sygdom som ingen havde forudset, og som “slet ikke ville nå Europa”. 

Nu sidder vi her, snart er 365 dage kommet og gået, siden vi hørte ordene ”Danmark lukker ned”. Den 11. marts 2020 er en dag, som mange husker, og som mange vil huske for altid. Den danske befolkning var samlet derhjemme, og nervøsiteten fik stuerne til at sitre, mens Mette Frederiksen gjorde sig klar til at komme med den udmelding, som alle havde frygtet. Vi kunne ikke længere leve det liv, som vi plejede, og for mange betød det, at livet ikke var nemt. Det var tydeligt, at der var en frygt hos danskerne, en frygt for at maden ville slippe op, en frygt for at venskaber ville forsvinde, en frygt for at man måske selv ville forsvinde lidt?

Frygten for at sulte

Samme aften som Danmark lukkede, måtte alle dagligvarebutikker holde længere åbent. Danskerne gik amok, og kampen om madvarer og toiletpapir fyldte alle sociale medier og nyhedskanaler. Det var set i Italien, hvordan mennesker sultede, fordi der ikke var nok mad til alle. Dette prægede danskerne, og den samme kamp om mad fortsatte til supermarkederne. Det er en vild tanke, at nogle mennesker var så egoistiske, da frygten trådte ind. Tænk at tage så meget mad, at hylderne blev tomme, at dem der kom sidst ikke kunne nå at få. Tænk hvis der ikke havde været mere mad, og du havde taget 10 pakker pasta, kun dig selv. Jeg tror, at mange mennesker havde dårlig smag i munden dagen efter, eller det håber jeg i hvert fald. For der var jo mad nok, som der blev sagt til pressemødet: “Lad hver med at hamstre”, “Lad hver med at handle når der er mange mennesker”. Det første mange gjorde, var netop dette, blot for at sikre, at de selv kunne overleve derhjemme. Dette var ikke samfundssind, det var en handling styret af egoisme og frygt. 

Danskerne viser samfundssind

Netop ordet samfundssind har været et af de mest brugte i Danmark det sidste år. For at komme igennem krisen har det krævet, at hver eneste dansker viser samfundssind. Tænk på dine nærmeste, pas på hinanden, pas på dig selv. Det er ikke kun en krise, der rammer dig, det er en krise, der rammer os alle. Vi er alle frustrerede, vi er alle bange, vi har alle brug for et kram fra vores nærmeste. Men hvis ikke vi viser samfundssind, så kommer det kram ikke inden for nærmeste fremtid. Men som året er gået, har vi lært at tilpasse os. Alle har det samme ønske om, at alt bliver normalt igen. Ensomheden har for mange aldrig været større, og dagene har aldrig være længere. Det er hårdt at leve i en krise, hvor alle kan være til fare for hinanden. Det er hårdt ikke at se smil på folk læber, for smilene er gemt bag en maske. Det er vigtigt, at vi husker at smile, at vi husker at være glade, selvom tiderne er svære. 

Vi har i det seneste år oplevet et andet Danmark, og vi har skulle vænne os til at leve på nye måder. Det har været ensomt. Det har været enormt ensomt at sidde derhjemme alene, ikke kunne møde på arbejde, ikke møde i skole, ikke at kunne se dine nærmeste, som du plejer. Men vi har taget det med oprejst pande, vi har fundet alternativer til det, der har været svært. Aldrig har der været så mange virtuelle samtaler, så mange gåture, eller så meget sang. Sangen er netop et bevis på det samfundssind, som begyndte at brede sig, da chokket havde lagt sig. Mennesker der synger på altanen til genboen, mens genboen og underboen stemmer i. At se hele boligblokken stå og synge en sen aften bare for at vise, at ingen er alene. Det var noget, der ramte mig. Det er noget af det mest rørende, jeg har oplevet, og det er sådan, vi skal huske første år med Coronakrisen. Vi håber alle, at blæsten snart stopper, og vi alle kan stå roligt igen. Forhåbentligt kan vi i fremtiden huske corona som en krise, hvor alt blev ændret på kort tid, men hvor danskerne holdt hovedet oppe. Hvor vi alle stod sammen hver for sig.