Universitetet har nu været lukket en måned. Selvom den situation vi lever i, på mange måder virker ekstrem, kommer næsten alle til et punkt, hvor det hele bare bliver hverdag.
Tekst Dianna Korshøj
Verden er lukket ned, og dødsfaldene har nået enorme højder. Det er noget der er til at tage at føle på. Tror man. Ofte glemmer vi desværre at den subjektive livsverden har individet i centrum. Vi er ikke børn; vi har lært at træffe egne valg og tage ansvar for egen læring. De kompetencer er noget af det grundlæggende for vores hverdag som studerende.
Hvis man husker tilbage på de helt unge år, så var det da ikke altid sjovt at mor eller far fortalte hvad vi skulle. For de fleste blev deres ord dog oftest til handling. Måske med brok, men vi var klar over at der ikke var et alternativ.
Mor Mette sagt at vi skal blive hjemme. Det er ikke sjovt. Hun har også lukket legepladsen. ØV. Heldigvis har kan vi træffe vores egne valg, og selv finde ud af hvordan vi skal gebærde os i et delvist nedlukket samfund. Vi træffer en rationel beslutning på baggrund af en blanding mellem Mettes ord, vores egen sunde fornuft og hvad vi SER (og hører) andre gøre.
Problemet med det er dog, at selvom gaderne er mere øde, er der stadig mange mennesker rundt omkring. Vi ser ikke at de er på vej til arbejde på apoteket. På vej til at hente børn fra bedsteforældre. På vej til supermarkedet. På vej til at overholde retningslinjerne. Vi ser bare, at de ikke er hjemme, som Mette ordret beordrede.
Alt dette gør valget om hvordan vi handler i stor grad op til os selv. Vi ser alle sammen covid-19, og vi respekterer den farer den udgører. Alligevel har skabt vores egen rationelle måde at se smitterisikoen.
I starten fik vi at vide, at det var sikkert at gå ud, hvis bare man ikke har symptomer. Det kender vi fra forkølelse. Så længe vi ikke nyser nogen i hovedet, så går det nok. At covid-19 er mere aggressiv skal vi så forstå på hver vores subjektive måde.
Snakken falder nu på inkubationstid, og det er igen en usynlig fjende. Sygdommen har 2-3 ugers inkubationstid. Det betyder at det er den tid der kan gå, før man udviser symptomer. Nu får vi derfor stadfæstet, at selvom man ikke har symptomer, bør man virkelig reducere sin tid i det offentlige rum og med andre mennesker. Men ændrer den viden menneskers handlemønstre? At vurdere ud fra Bilkas kundestrøm, er svaret ”nej”.
De fleste kan nok nikke genkendende til det uændrede handlemønster. Det logiske her ville nok være, at e bare ikke har hørt det om inkubationstuden og risikoen, men ser man ud fra et rationel choice perspektiv, giver det god mening.
Kurven er begyndt at falde trods mange flere tests. Det betyder i bund og grund, at det vi gør, er det rigtige. Spørgsmålet er bare hvem ”vi” er. Der er nemlig to (og flere) perspektiver på den betegnelse. Vi som samfund gør det rigtige. Vi som individer kan til gengæld være en broget flok.
Nogle mennesker har gjort dirket, som vi har fået besked på:
- Arbejdet hjemmefra eller gået direkte hjem efter endt arbejde.
- Kun ses med mennesker i egen husstand, eller mødtes offentligt og holdt minimum 2 meters afstand på alle tidspunkter.
De mennesker der her er tale om, er dygtige! Mange af os andre har gradbøjet det. Enten har man fx fortsat med at ses med sin kæreste, forældre eller en enkelt dedikeret corona-buddy. På den måde er smittekæden meget snæver. Så er der situationer, hvor den subjektive livsverden spiller mere ind. Den følelsesmæssige fornuft. Man kender og har tillid til sine venner eller gruppemedlemmer. Det er selvfølgelig stadig kun de nærmeste venner. Fornuftige mennesker. Vi føler os sikre, for det udgør vel ingen risiko?
Problemet opstår når de jo som minimum også ser deres forældre, kæreste eller lignende. Alle sammen. Hver især. Den håndfuld mennesker du har tillid til – lad os sige at det er ti, har hver deres håndfuld. Denne håndfuld mennesker har også hver deres håndfuld osv. Så er smittekæden pludselig svær at tracke.
Heldigvis er det ikke noget vi bliver konfronteret med, så den bekymring sætter vi stille hen i hjørnet. Der hvor vi ikke behøver at tænke på den. Hvorfor? Fordi den bliver for svær at se på. Hvis vi skal kigge den i øjnene, ved de fleste, at handlemønsteret bør ændres. Til noget, der er langt mere træls eller sågar ubehageligt, end den situation man allerede står i, og har tilpasset tilværelsen.
De fleste mennesker traf disse beslutninger på baggrund af fornuft da Danmark lukkede ned. En måned siden. Det er rigtig mange dage, hvor man skal vænne sig til en ny situation. En ny vane som man skal gentage hver eneste dag. Derfor bliver det også til hverdag. Ikke altid en sjov hverdag, men den hverdag situationen tillader.
Nu begynder genåbningen af samfundet. Det kan godt være, at der også har været snak om inkubationstid, men nyheden om genåbningen fylder meget mere. Nu er der lys for enden af tunnelen. Et glædeligt gensyn med den hverdag vi kender så godt. Den hverdag hvor Mor Mettes ord ofte er et spørgsmål om holdning. En hverdag, hvor vores eget valg igen kommer i højsædet.
Bekymringen fylder ikke nødvendigvis så meget længere, fordi vi har truffet det rationelle valg, som passer til vores livsverden. Derfor kan genåbningen desværre også åbne op for et nyt valg.
Mor Mette har fortalt at det er børnene der ”får lov”. Imidlertid er vi andre også blevet frihedsberøvet, og vi vil også have lov. Hvad end man er utilfreds med Mor Mettes prioritering, eller man blot har mere lid til sin egen beslutning, kan denne lille åbning gøre, at vi igen selv har brug for at bestemme. Selv træffe valg for vores liv. Selv bestemme vores handlemønstre.
Vi er voksne mennesker. Vi er flyttet hjemmefra, og er lige så berettiget (hvis ikke mere berettiget) til at træffe valg, som vores forældre. Også Mor Mette. Hvem er hun til at bestemme hvem der må hvad? Debatten er kommet ind i det politiske spektrum. Holdningerne og meningerne. Genåbningen er mindre end de mindste anbefalinger i forhold til smitterisiko. Hvem er Mor Mette, siden hun skal begrænse vores frihed endnu mere end alle tallene og sandsynlighederne foreskriver?
Vi er voksne mennesker. Vi er kompetente til at træffe vores egne valg. Derfor kan vi igen rationalisere vores valg og vores livsverden. Det valg, vi tidligere traf, som normaliserede sig, ser vi nu igen en mulighed for at genoverveje.Børnene handler jo langt mindre fornuftigt, end vi gør. Voksne, kompetente og handlestærke mennesker. Vi træffer jo stadig vores valg ud fra vores fornuft. Tallene.
Desværre glemmer vi, at de valg vi træffer oftest, er ud fra vores egen kalkulerede, rationelle beslutning – med et snært af følelser. En magnetisk tiltrækning mod den verden vi forstår, kan lide og hvor vi ikke længere behøver at tænke.
Den tavse lille følelsesmæssige beslutningstager er nok en, vi bedst kender bedst fra forelskelsen. Der hvor vi træffer beslutninger, hvor trangen til en eller noget, trækker mere end fornuften. Selvom vi ikke nødvendigvis er forelskede i den tilværelse vi havde før, ligger den stille forelskelse mere i det nemme og rare. Den hverdag, vi igen er herre over.
Derfor skal vi stadig gøre hvad vi kan, for at modstå fristelsen. Den farer og risiko vi er konfronteret med, er blevet hverdag. Den råber ikke lige så højt længere. Hvor stor forelskelsen er, er individuelt, og hvis dine følelser for hverdagen også er at finde i den tilværelse du lever nu, så er dit valg nemmere. Så skal du blot fortsætte. Ellers bliver det en kamp. Vi skal alle sammen modstå forelskelsens fristelse, og lytte til Mor Mette.
Voksne, kompetente mennesker skal igen lytte til hvad mor siger. Det er svært. De fleste husker den trodsige teenagetid. Det er ikke den vi skal tilbage til. De fleste trådte ud af den, da nedlukningens normalisering satte ind omkring uge 2-3. Derfor er det nu igen vigtigt at huske på, at vi er voksne kompetente mennesker. Mennesker, som respekterer det valg, som Danmarks overhoved: Statsministeren, har truffet for os.
