Vi har alle sammen brug for det. Vi ved det måske ikke, og vi har måske heller ikke altid lyst til det gensidige behov for andre.

Tekst Katrine Dethlefsen

I det samfund, vi lever i, er der kommet større fokus på, at vi skal være selvstændige, fleksible og engagerede. Vi skal kunne præstere på et højt niveau og hele tiden blive bedre. Problemet er bare, at vi ikke kan være alt dette, uden at blive anerkendt for vores handlinger og de personer vi hver især er.

Anerkendelse i samfundet
Jeg har i forbindelse med min bacheloruddannelse på sociologi beskæftiget mig med teori om anerkendelse, særligt i forhold til Axel Honneths perspektiv på det. Honneth er i dag kendt som værende en af hovedpersonerne i den såkaldte Frankfurterskole, hvor kritisk teori er i højsædet. Det vides, at anerkendelse er omsiggribende, og faktisk fylder meget i store dele af samfundet. Det er vigtigt i forhold til eksempelvis selvstændighed og ligeværdighed på den måde, at hvis vi ikke anerkendes for dét, vi gør, så får vi følelsen af, at vi  ikke har gjort det godt nok. Den følelse kender I måske fra jer selv. 

Hvordan fungerer det der med anerkendelse så? Jo, for Honneth handler det om gensidighed og identitet. Jeg har min identitet som studerende, fordi underviseren anerkender og dermed behandler mig som en studerende – omvendt har underviseren kun sin identitet som (dygtig) underviser, fordi vedkommende behandles sådan af de studerende. Dette vil også kunne komme til udtryk i et venskabsforhold: jeg er ikke en god ven, bare fordi jeg siger jeg er det: Jeg er det, hvis min ven bekræfter mig som sådan. Vi kan nemlig kun opfatte os selv, som dem vi er, i kraft af vores omgivelsers anerkendelse af vores handlinger og væsen. Derfor er det også vigtigt, at vi husker at anerkende hinanden i det daglige og ved særlige lejligheder. Når du sidder sammen med din projektgruppe, og du synes én (eller flere) af de andre har lavet en godt stykke arbejde, så sig det til dem, for det vil gøre jeres projekt bedre. Hvis du derimod lader være med at anerkende et godt stykke arbejde, så ved vedkommende ikke, at du synes det er godt, og på den måde kan vedkommende komme i tvivl om det overhovedet er godt nok. Hvis du anerkender andre, så vil andre også anerkende dig! Det er anerkendelse, der er med til at få vores samfund til at hænge sammen.

Hvis du gerne vil vide mere om, hvordan Honneth selv forklare det, så kan du læse mere om hans syn på herren og slaven.

Forskellige former
For Honneth findes der forskellige former for anerkendelse, og jeg vil prøve at sige lidt om nogle af dem her. Den, der handler om kærlighed kaldes for den følelsesmæssige anerkendelse, og handler om anerkendelsen i vores sociale relationer, hvilket vi kunne se i sidste eksempel. Dernæst har han dét, der kaldes kognitiv respekt, der bygger på, at du har visse rettigheder – dette er særligt i forhold til det samfundsmæssige. Disse forskellige former for anerkendelse har betydning for, hvordan du opfatter dig selv og dermed også din selvtillid og selvværdsættelse. Som vi så i eksemplet med venskab, så er det kun i kraft af anerkendelsen fra din ven, at DU kan opfatte dig selv som en god ven og omvendt.

Ingen anerkendelse – hvad så?
Men hvad sker der så, hvis jeg ikke anerkendes? Jo, det har Honneth også et svar på. Du oplever nemlig dét at blive krænket. Jeg ved godt, at der i vores samfund er kommet en overdreven brug af ordet ’krænkelse’, men hvis vi skal tage det i denne kontekst, så argumentere Honneth for, at vi er i en konstant kamp om at få anerkendelse. Hvis vi ’taber’ denne kamp, eller ikke får den anerkendelse, vi har brug for, så siger Honneth, at vi er blevet krænkede. Dét at blive krænket er dermed den negative side af anerkendelsen, som vi alle har brug for, hvilket også er det, vi ser i dag med hensyn til MeToo kampagnen, der netop også omhandler dét ikke at opnå den anerkendelse man har brug for og dermed føle sig krænket.

Nu prøver vi lige at se på, hvordan krænkelser kan komme til udtryk inden for de forskellige former for anerkendelse, som vi har været igennem her. Hvis vi ser på krænkelser i de sociale relationer, kan det eksempelvis komme til udtryk gennem voldtægt, som påvirker den grundlæggende selvtillid hos et menneske. Hvis vi derimod ser på det i forhold til de samfundsmæssige rettigheder, så kan det komme til udtryk som diskrimination af grupper i et juridisk system.

Hvad nu?
Jeg håber, at du er blevet klogere på noget af det grundlæggende vi – som mennesker – har brug for, for at kunne overleve i samfundet. Min opfordring til jer er derfor, at du husker dine medmennesker, og at du husker at give en anerkendende bemærkning til andre, så vi alle har det godt!