Mange tanker går igennem hovedet før, under, og efter et stort event man har været med til at arrangere. Dette er et lille udpluk af mine tanker og oplevelser til UniRun19. Jeg håber du vil få et indblik, og måske selv overveje at være med næste år. Lad mig starte på dagen hvor det hele skulle stå.  

 Tekst Jacob Blasius

Ved daggry den 27. september så det ud til at de mange ugers arbejde ville blive skyllet væk i regn, men som timerne gik og solen steg højere på himmelen blev det skyfrit. Det skal være godt vejr før at deltage i et løb er rigtig sjovt. Folk glæder sig til at løbe med deres venner. De glæder sig til at prøve at slå deres personlige rekord. Eller måske, glæder de sig til at kunne ligge de trætte ben velfortjent op i sofaen. Hvad end folks grund til at deltage i UniRun19 er, indbefatter det ikke et ønske om at blive gennemblødt.

Alt det her var vi koordinatorer klar over, og jeg afslører gerne at de rundstykker vi i fællesskab spiste den morgen løbet skulle afholdes ville have smagt betydeligt bedre var jeg på cykelturen derhen ikke blevet mødt at en stærk og regnfuld modvind. Vejret er et problem vi ikke havde kunne forbedre os på og det måtte vi jo bare acceptere. Alle andre problemer og udfordringer derimod, dem kunne vi løse på forhånd.

Hvilke udfordringer kan der ligge i at arranger et løb? Hvis man tager udgangspunkt i at tage ud at løbe med sig selv, er det faktisk ikke skudt langt fra. Det er bare størrelsen der er skaleret op. Så let er det faktisk, man skal bare gå fra at tænke på én løber til 700. Dette kræver planlægning, og planlagt det blev der. Første gang vi mødtes var i foråret, hvor vi satte os sammen, præsenterede os, og lagde en slagplan. Frederikke Schou Truesen, den ubetingede Ms UniRun, har gjort det før, ved hvad det kræver, og undervurdere ikke opgaven. Med hende ved roret var vi fra starten i sikkert farvand. De specifikke opgaver kan inddeles i nogle forskellige ansvarsområder. Selv stod jeg for PR, sammen med Mads Corfixen. Vores opgave bestod først og fremmest i at gøre folk opmærksomme på UniRun19. I internettets informationsoverload kan det at promover en fysisk begivenhed som et løb være lettere sagt end gjort. Vi måtte prøve at tiltrække folk. Et løb i sig selv er måske ikke det mest iøjnefaldende eller epokegørende, så hvilken grund havde folk til at deltage i vores løb? Vi måtte vise folk at UniRun er noget særligt. Noget der er værd at bruge hele 50kr. Sågar noget som man glæder sig til.

Det handler om at kommunikere hvad man får ud af at være med. Vi nåede frem til at det var fællesskab, sundhed, og muligheder for præmier. Disse tre kategorier blev PRs rettesnor for hvordan vi ville tiltrække folk. De to første handler om at skabe følelser, de er dermed ikke lige så konkret som den tredje. De præmier man kan vinde, er sandelig noget folk kan forholde sig til. Hvordan får man så nogle præmier at give af? Ja, hvordan får man overhovedet ting til at putte i den goodiebag som troligt hentes flere dage inden løbet?

Her kommer sponsorerne ind i billedet. Arbejdet med at finde sponsorer handlede om at kontakte mulige sponsorer, fortælle om eventet, og dets berøring. Det er utroligt hvor villige folk er til at sende 800 chipsposer afsted efter et event de virkelig tror på. Processen gentages og raffineres, og til sidste står man med en af de mest fyldte goodibags i UniRuns historie. Så er det trøjer der skal designes, tilladelser der skal indhentes, forventninger der skal afstemmes. Kort sagt, kaffe der skal drikkes. 

Som jeg skriver det her slår det mig nu om jeg virkelig ønsker at fortælle om alle dele af processen. Dette ville i så fald blive en meget lang artikel. Jeg vil derfor nu lade det være en lille teaser om hvad arbejdet indeholde. Noget som jeg virkelig føler nødvendigt at understrege er at eventet altså er drevet af studerendekræfter. Nogle tror måske det er AAU der står bag, det er det ikke. De støtter og hvor er vi glade for det! Men, selve benarbejdet bliver lavet at studerende i Studentersamfundet, som vover at tænke at et event for 700 mennesker med et vildt budget er noget man kan stå for. Er det vovemod eller dumdristighed? Til det må vi spørger om UniRun19 var en succes. Dette kan der uden tvivl siges JA til.

Vender vi tilbage til hvor vi startede. Ved vejret. Det danske vejr, med alt dets luner og overraskelser. Vi kunne næsten ikke have bedt om bedre vejr. Når man har hørt vejrudsigt på vejrudsigt der forudser forskellige grader af jammerlighed, bliver man det mere glad når solen så bryder igennem, og med alt sin glans bader græsset i varme. Selvom der kom varme, var det dog ikke for varmt. Der var balance. Lige indtil altså at himlen åbnende sig netop som førstepræmierne skulle overrækkes. Som havde vejrguderne netop stoppet deres velsignelse blev pladsen først formørket da et gardin af sorte skyer trak over solen. Vind som af gammeltestamentlig kraft rullede hensynsløst over os. I det øjeblik blev vi utroligt glade for opfindelsen af konceptet ’indendørs’. Vi trak over i kantinen i Krogstræde 3, og lod vind og vejr være sig, mens vi fik uddelt præmier og lykønskninger. Med store opgaver må man også nogle gange sige til sig selv, at ikke alt kan man gøre noget ved, og så er intet så skidt at det ikke er godt for noget. Vi havde for eksemplet ikke leget ’Find Simon og Vind en Google Home’, hvis det ikke havde været for regnen. Vinderen, han blev glad.

Her vil jeg slutte mit tilbageblik. Jeg kunne sikkert have talt mange sider ting endnu, men tiden er knap og det næste projekt står for døren. Jeg håber du havde en god oplevelse til UniRun19, og at du næste år vil være med, enten som løber, frivillig, eller endda koordinator.

Tak skal lyde til de frivillige på dagen, vores sponsorere, AAU, og det øvrige Studentersamfund. En særlig stor tak går til mine fantastiske medkoordinatorer: Camilla Pedersen, Line Bente Kristensen, Mads Corfixen, og Frederikke Schou Truesen. Uden jer var det ikke lykkes.