Klumme af Christina Nielsen

Da vi i foråret vendte tilbage til studierne efter en lille ferie, da eksamen var overstået, var det ikke kun de sædvanlige kurser og projektarbejde, der stod på programmet. Dem af os, der ville i praktik, skulle også finde en praktikplads. Og jeg ville i praktik, med en stor tyk steg under ville. Jeg havde besluttet mig for, at der ikke var så meget at rafle om. Jeg skulle i praktik uanset hvad. Jeg skulle ud i den der Virkelighed. Jeg vil nu tage dig med på min tur til Virkeligheden og fortælle dig om de observationer, jeg har gjort mig og give dig et par tips, hvis du selv overvejer og tage ude i Virkeligheden.

 

Rejsen til Virkeligheden

En af grundene til, at det med praktikken er så vigtigt for mig, er, at jeg ikke har været særlig heldig, når det har handlet om studiejob. Hver gang har jeg fået beskeden: ”Du er dygtig, så vi kunne sagtens have valgt dig, men vi har altså valgt en anden.” Den evige toer. Så det var måske ikke de bedste kort, jeg havde på hånden, når jeg nu skulle ud og søge en praktikplads. Men det lykkedes!

Og jeg er overbevist om, at en af grundene til, at det lykkedes, var, at jeg udelukkende søgte stillinger, hvor de emner, jeg brænder for, var en del af jobbeskrivelsen. Og jeg blev kaldt til samtale ved dem alle sammen. Det er bare nemmere at brænde igennem og mere troværdigt, når emnet virkelig interesserer en.

Da telefonen ringede, og jeg fik overbragt den gode nyhed, var det lidt som de der scener i film, hvor pigerne hviner og danser af glæde. Jeg havde jo lige scoret mig drømmepraktikpladsen i Vejle Kommune inden for velfærdsudvikling og samskabelse – what’s not to like? Det bekræftede mig i, at jeg dels have truffet et godt valg i forhold til specialisering på kandidaten, og dels at jeg nu kunne komme ud og teste, hvad det egentlig er, jeg ved. Planen var lykkedes.

 

Det første møde

Et er at få en praktikplads. Noget andet er, når man rent faktisk kommer ud i Virkeligheden, og man skal udføre et voksenarbejde og arbejde 37 timer om ugen. Det skal man lige vænne sig til. Og især som AAU’er. Vi er jo vant til at være i grupper og arbejde flere sammen. Nu sad jeg i Vejle på mit eget kontor, hvor mit eneste selskab var den halvvisne plante på reolen. Af samme grund sagde jeg også stadig ”vi”, når nogen spurgte, hvilke projekter jeg har gang i for tiden. Ikke jeg, men vi. Jeg er jo vandt til, at vi er flere om det, men efter et par måneder er jeg ved at lære at sige ”jeg”.

Samtidig var det også lidt underligt at komme ud blandt ”de voksne”, og i starten var det lidt vanskeligt at snakke med over frokosten. Hvad ved jeg lige om IKEA-køkkener, børneopdragelse og ægteskabelige diskussioner? Ikke meget. Men på et tidspunkt blev det nemmere, og afstanden mellem de voksne og jeg blev mindre. Måske blev jeg også en af de voksne?

Og det der med aldersforskellen affødte også en sjov kommentar en af de første dage, hvor jeg pænt blev spurgt om, hvor gammel man er, når man er så langt på sin uddannelse som jeg. Da jeg svarede 24, kunne jeg godt se, at det ikke lige var det svar, som vedkommende havde forventet. Men når man lider en smule af babyface-syndromet, så kunne det ikke komme som en overraskelse. Derfor blev jeg også pinlig stolt, da en gæst i huset senere hen spurgte mig om vej til et mødelokale – yes, jeg ligner en, der passer ind her. Jeg ligner ikke bare en 9. klasses elev i erhvervspraktik!

 

Sprog og kultur

Når man sådan kommer ud i en helt ny kultur, kan der naturligvis godt opstå nogle misforståelser eller nogle spøjse oplevelser. Jeg husker særligt en episode en af de første uger, hvor en konsulent havde et spørgsmål til en anden om noget. Vedkommende havde dog lidt travlt, så konsulenten spørger: ”Kan jeg godt lige stille dig et spørgsmål, eller skal jeg booke dig en halv time i Outlook en dag.” Booke i Outlook – hvad er nu det for noget? Hvad jeg senere har erfaret, så er Outlook og ikke mindst kalenderen et vigtigt, hvis ikke det vigtigste redskab. ALT bliver skrevet i kalenderen, for så ved man jo, om de andre har tid, og hvad de laver. Dette oplevede jeg også selv, da en konsulent og jeg havde aftalt, at jeg skulle hjælpe hende med en opgave. Inden hun går tilbage på sin plads, siger hun: ”Husk at skrive det i din kalender, så der ikke er nogen, der booker dig.”

Der er selvfølgelig også de små forkortelser, som man bruger i hverdagen uden at tænke over det. Som udefrakommende skal man dog lige lære det. Første gang jeg så et kommissorium til et projekt, hvor der stod ”VU har godkendt …” skulle jeg da lige tænke mig om en ekstra gang. For nej, VU betyder ikke Venstres Ungdom, men derimod Voksenudvalget. Naturligvis. Det samme gælder SU, som ikke er den ydelse, der ruller ind på kontoen den første, men derimod også et politikudvalg; Seniorudvalget.

Den mest komiske episode omkring sprog og misforståelse var nok, da nogle af konsulenterne talte om VAF, hvor den ene havde set et billede fra et arrangement, som den anden havde deltaget i. VAF – hvad er nu det? Er det sådan en side inde på intranettet? Da det efter lidt tid gik op for mig, at det var det lokale dagblad, Vejle Amts Folkeblad, følte jeg mig godt nok lidt pinlig. Det er både godt og skidt ikke at være lokalt kendt.

 

Tips til rejsen

Hvis du står og overvejer, om du også skal tage i praktik og drage ud i Virkeligheden, så gør det! Gør det! Jeg har lært utrolig meget både fagligt og om mig selv. Jeg har lært, at det ikke er spildt arbejde at have brugt så meget tid på studierne og ikke mindst projekterne. Jeg har lært, at jeg har fået opbygget en solid og værdifuld viden, som rent faktisk kan bruges til noget. Og jeg har lært, at det absolut ikke er en ulempe at komme fra Aalborg Universitet. Vi kan altså noget særligt. Det er ikke løgn, når nogen fortæller dig det. Vi kan noget særligt! Og det gør det altså bare nemmere at være derude i Virkeligheden. Jeg har endnu ikke oplevet, at jeg være gået i baglås over at skulle løse en opgave, og regner heller ikke med at opleve det. Vi ved godt, hvordan man går til en opgave.

Et andet tip til praktiksøgningen er, som jeg også nævnte i starten, at det altså er nemmere kun at søge det, du brænder for. Lav en liste med virksomheder, organisationer eller emner, som falder inden for din interesse, og søg hovedsageligt praktikpladser, som lever op til den liste. Så brænder man igennem, for man mener det rent faktisk. Og samtidig bliver det sandsynligvis 4-5 spændende måneder i praktik, hvor du lærer noget.

Og samtidig vil praktikperioden være en fantastisk mulighed for at teste, hvordan det bliver på den anden side af studierne. I praktikperioden for man en smagsprøve og bliver introduceret. Så har man prøvet det, når man skal søge job og sige farvel til universitetet.

 

Held og lykke til alle jer der skal i praktik eller i gang med at finde en praktikplads!