Tekst: Andreas Rytter // Foto: Søren Rønholt

Jeg træder ind på et bibliotek. Du ved, sådan et hvor viden er tilgængelig. Altså viden som kræver fordybelse. Viden som kræver, at du bruger din tid. Du investerer din tid.

Bibliotek; offentlig institution der udlåner bøger, tidsskrifter, plader, bånd m.m.

Jeg investerer min tid heri. Jeg skal til foredrag med Lea Korsgaard og mediebilledet i Danmark. Og hvem er hun, det kan jeg jo passende spørge hende om.

Hvem er du? Er det evige spørgsmål, man altid stiller i et portrætinterview. Spørgsmålet er jo abnormt svære at svare på.

Hvem er jeg? Jeg… ehhh… Jeg er 38, og så er jeg uddannet journalist. Jeg har en bachelor i journalistik fra SDU og en 2-årig mastergrad i Sociologi fra The New School. The New School for Social Research er den fulde titel. Det er et universitet i New York. Og så… Jamen min karriere kort: Lige efter jeg var færdiguddannet, hørte jeg til på Berlingske Tidende, og så kom jeg til Politiken. Da jeg var på Politiken, tog jeg til New York og læste, og det var i de år, at ideen om at sige op kom, om at springe fra den etablerede mediebranche og lave mit eget sammen med tre vidunderlige kollegaer, eller kollegaer var det faktisk ikke, men studievenner.

Og således er mit interview i gang. Lea har svaret på det umulige spørgsmål. Umuligt, da vi som mennesker er komplekse, og definitionen af os selv er en abstrakt opgave, som vanskeligt lader sig besvare, og hvilken identitet skal vi fokusere på? Den sociale, den arbejdsmæssige eller den offentlige, og lader de sig i det hele taget opdele, når man som Lea Korsgaard er en offentlig person? Og er det overhoved relevant at inddrage Giddens i et interview? Men vi skal længere tilbage. Vi skal helt ind i sindet for at finde drivet til at skabe sit eget frem.

 

Hvad motiverede dig som studerende?

Jeg blev helt klart grebet af… Det er sjovt, jeg læste først litteraturhistorie i Århus, hvor jeg nærmest imploderede lidt indvendigt, fordi jeg bare overhovedet ikke på det studie mærkede nogen som helst lyst til at videreformidle dét, jeg formoder var en glæde ved litteratur blandt underviserne. Altså der var sådan en ulyst til mødet med studerende. En ulyst til sådan lidenskabeligt at lære fra sig. Og det sjove er, hvis det havde været et fedt studie, så var jeg blevet litteraturhistoriker, men fordi jeg ikke var særligt glad for det, så valgte jeg så at flytte til Odense og begynde på journalistuddannelsen dernede. Og der mødte jeg bare den fedeste pionerånd. Det var et ret nyt studie og simpelthen så højt engagement og tårnhøje ambitioner på de studerendes vegne. Det har altid motiveret mig helt vildt, når mennesker har ambitioner på mine vegne. Ligesom vise at, hey, det kan godt være, at du kan det her nu, men tænk hvis du kunne komme herover. Tænk hvis du lige kunne strække den så langt længere, eller lige nå det skridt længere. Det var sindssygt motiverende, det var jeg sindssygt glad for, det studie.

 

Lea er, som hun selv siger, journalist, og hun er redaktør på det nye medie Zetland.

Hvad er din mission som journalist?

Min mission som journalist er helt klart at bidrage til, at vi kan opretholde demokratiet. Altså, så enkelt er det jo. Journalister har jo en kæmpe, kæmpe magt. De tror, at den magt ligger i at være fjerde statsmagt, altså at kunne bide magten i haserne, men for mig at se, er det en mindre del af deres magt. En kæmpestor del af vores magt er, at vi i de historier, vi fortæller, møblerer vores sociale fantasi og vores forestillingsevne om, hvem vi egentligt er. Det er de historier, vi møder i pressen, som gør, at vi er i stand til at forestille os, at vi er en del af den samme befolkning og det samme fællesskab.

Hvad er Zetland?

En zetland er et fusionsdyr, den findes, det er et ægte dyr. Det er en Shetlandspony der har parret sig med en Zebra, så kommer der en zetland ud. Det er et grimt lille dyr, der ikke kan formere sig. Det havde vi ikke tænkt på, da vi tog det navn. Men det er et hybrid dyr. Og vi ser os selv som et medie, som er et hybridmedie.

Vi har taget klassiske dyder som omtanke, langsomhed og grundighed, og så har vi kombineret dem med ny teknologi. Og vi bruger teknologi til at lave et moderne medie. 

Det var ikke helt det svar, jeg havde ventet, men Lea uddyber:

Zetland er også en digital avis, hvis mission er at skære gennem noget af tidens heftige informationsstøj og egentlig bare fokusere på det væsentlige. Få skilt skidt og kanel fra hinanden. Få leveret historier, som ikke nødvendigvis er udvalgt på baggrund af de klassiske nyhedskriterier. Vi kan i lige så høj grad fortælle historier om det, der lykkes, der hvor der er håb og løsninger. Men primært er missionen at bidrage med nuancer, kontekst og substans og få sat de enkelte begivenheder ind i deres rette sammenhæng. Som vi plejer at sige: ”Vi skriver ikke om, at der er noge,t som sker, men hvorfor det sker, og hvad det betyder”. Det er i virkeligheden vores mission, og det er i virkeligheden det eneste, vi skal bruge vores tid på.

 

Og her vil jeg blande mig igen. For der er virkeligt meget støj i tidens mediebillede. Tænk over hvornår du sidst så et breaking news banner, som virkeligt var breaking. Nej! At Jim Lyngvild har fået en ny hund, det er ikke breaking news. Det er ikke breaking news, at Torsten tog en bid af en croissant, og det er ikke breaking news, at Trump fodrer fisk i Japan. En fordanskning af udtrykket ville være brækkede nyheder, og det er i virkeligheden, hvad de er, nyheder som er uden reel substans og indhold, men som vi fodres med konstant i den nye medievirkelighed.

Apropos Trump, så er han muligvis ophavsmand til et nyt begreb om nyheder: fake news. Og det havde jeg egentlig tænkt mig at snakke med Lea om.

 

Hvordan vil du definere fake news?

Det er en stor pulje af ting, vi snakker om, når vi snakker om fake news. Men selve den snævre kategori af fake news er for mig det forhold, at der sidder et menneske hjemme på sit studiekammer og skriver en nyhed, som er opfundet fra første bogstav til sidste punktum, og vedkommende skriver den alene for at tjene penge via Googles annoncenetværk og distribuerer den via de sociale netværk. Det er fake news. Og så er der så et hav af ting rundt om. Altså konspirationsteorier, rygter og u-underbyggede påstande og alt muligt. Men fake news er egentlig kun det.

 

Hvad er det farlige ved fake news?

Det farlige ved fake news er helt klart, at det forstyrrer den offentlige samtale. Det fjerner opmærksomheden fra det væsentlige og får os til at tro noget forkert om virkeligheden. Hvis ikke vi står på nogenlunde samme vidensgrundlag som samfund, så kan vi jo heller ikke blive klogere og træffe beslutninger på hinandens vegne. Så det er vildt farligt. Jeg tror dog, der er en risiko for, at vi kommer til at overfokusere på fake news. Vi kommer til at diskutere det forkerte, hvis vi tror, at det her er nøglen til den offentlige samtales største problem. Det er det ikke. Den offentlige samtales største problem i dag er nyheder. Og nyhedsindustrien sådan som den har udviklet sig, og det der vanvittige tempo, som nyheder bliver sprøjtet ud med, og de kriterier som nyhederne bliver udvalgt på baggrund af. Det er dét, der i første omgang giver os den her offentlighed, hvor vi er meget mere optaget af sensation og konflikt og kaos og skurke og hvad ved jeg end at fortælle om virkeligheden, som den rent faktisk ser ud. Det bekymrer mig sgu mere end fake news.

Et godt eksempel på nyhedssituationen er Støjbergs kageting. Altså her er stramning nummer halvtreds. Og så væltede diskussionen løs om kagen. Og hun opnår præcis det hun vil, nemlig at hun får vist, at hun er en rigtig strammer. Men sandheden nedenunder var nemlig, at den stramning hun havde vedtaget den dag, det var vedtaget af et enigt folketing, inklusiv Enhedslisten. Det kan simpelthen ikke kaldes en stramning. Og at sandheden er, at der er blevet strammet så meget, at der ikke er mere at stramme, og derfor har hun brug for at lufte en kage, for hun har brug for at opretholde imaget som den, der konstant strammer. Det er jo i virkeligheden den egentlige historie der. Der synes jeg bare, at nyhedsmediet har fejlet helt vildt, fordi de bare reproducerede historien om kagen et kvarter efter, at den var kommet. Det kunne de jo bare gå på facebook og se. Vi behøvede sgu da ikke et dagblad til at formidle os den historie, vel?

 

En af mine store kæpheste har altid været realitystjerner. Med min research fandt jeg artikler fra Zetland, som indeholdt mange forskellige ting, herunder også længere rapportager om realitystjerner og andre kendte.

Du siger, at Zetland vil tilbyde substans, nuancer og perspektiver. I skriver, at der er en hel del, der virker fordummende. Men I skriver artikler om Jetsetfester, Gustav Salinas og Hugh Hefner. Hvordan hænger det sammen?

Ja, men Hugh Hefner, der tror jeg vi har videreformidlet en historie. Der har vi jo sådan noget fredagsfagligt, hvor vi finder fantastisk stof, andre har skrevet. Og han er jo en kæmpe historie eller en stor figur i den vestlige verden, så ham synes jeg egentlig godt, man kan pege på som en god historie, andre har skrevet. Vi synes ikke kun politik er vigtigt. Vi skriver rigtigt meget om politik og rigtigt meget om samfund, men vi synes også, at popkultur er vigtigt og kan rumme væsentlige historier om, hvem vi er, og at sådan et fænomen som Gustav Salinas kan sige rigtigt meget om, hvad det er for en medieret virkelighed, vi er en del af. Så vi er ikke på den måde snobber på vores medlemmers vegne. Så længe at det er en historie, der rummer en indsigt om, hvem vi er som samfund, så vil jeg hjertens gerne trykke den.

 

På universitetet lærer man at fordybe sig. Men mange har hang til clickbait på facebook og de tarveligste historier på diverse aviser, og vi klikker lystigt på enhver nyhed, som præsenterer sig som ”breaking”. Dette skal vi lade være med. Vi skal sammen beslutte os for, at vi ønsker gode nyheder. Det er muligt, men det kræver, at vi er villige til at investere i nyheder, og at vi ikke labber ”gratis” nyheder i os, som skidt fra en spædekalv. Eller for at citere Vincent Hendricks og Mads Vestergaard: ”Hvis du ikke betaler for produktet, er du selv produktet” (Hendricks og Vestergaard, 2017).