Tekst: Alexander Kokkedal

Velgørenhed for en sund og aktiv fritid
Den 23. september afholdt Tobias Bøgeskov Eriksen, byrådskandidat for Socialdemokratiet, et velgørenhedsarrangement til fordel for BROEN Aalborg, der hjælper udsatte børn og unge med at få et aktivt fritidsliv.

First Hotel Aalborg på Rendsburggade havde stillet deres stueetage gratis til rådighed for begivenheden, og underholdning haltede det ikke på, med bl.a. musikeren Morten Berntsen fra Andy’s i Jomfru Ane Gade og komikeren Janus Madsen fra Event Aalborg – Comedy Club, der holdt gang i den gode stemning – free of charge.

Om hvorfor arrangementet skulle være til fordel for netop denne forening, fortæller Tobias Bøgeskov Eriksen: ”BROEN Aalborg gør lige præcist det, som jeg synes er vigtigt. De får folk ind i fællesskaber. Det er vigtigt, at man kan gå til badminton eller fodbold, hvis man har lyst til det som dreng eller pige. For hvis du ikke får mulighed for det, så kan det være, at du ikke bliver en del af fællesskabet, og så får du det måske svært.”

Mennesker er flokdyr og skal agere i fællesskaber, pointerer Tobias Bøgeskov Eriksen. Af den grund giver det mening at understøtte netop indtræden i fællesskaber.

”Alle har ret til at have en sund og aktiv fritid, som er fodbold, håndbold eller ishockey. Det er ikke ens sociale baggrund, som skal afgøre, om man har mulighed for at få en sund og aktiv fritid. I den forbindelse gør Broen Aalborg et fantastisk stykke arbejde med at støtte børn til at komme ind I disse fællesskaber.” siger han.

 

En sundere folkeskole, hvor der er mad til alle
Ligesom familien ikke skal være afgørende for adgangen til et fritidsliv, skal forældrenes økonomi heller ikke have som konsekvens, at børn på Aalborgs folkeskoler går sultne.

I 2009 lancerede Københavns Madhus, i samarbejde med Børne- og Ungdomsforvaltningen i København, EAT-ordningen.

Det er en skolemadsordning med det særtræk, at priserne på mad differentieres efter forældrenes indkomstniveau. Hensigten er at fremme lighed i sundhed blandt elever på hovedstadens skoler.

Noget lignende burde vi forsøge i Aalborg, mener Tobias Bøgeskov Eriksen og peger på, at der kan laves en forsøgsordning med tilskud fra staten.

”Det blev implementeret i 2009 og fungerer stadigvæk i dag, og over en tredjedel af elever i folkeskolerne i Københavns Kommune bruger det faktisk, så jeg synes helt klar, det er et tiltag, vi skal forsøge at implementere i Aalborg, da sund kost er alfa og omega for børns indlæringsevner.” siger han.

 

Større fokus på adgang til gratis psykologhjælp
Den mentale sundhed er også et område, hvor Tobias Bøgeskov Eriksen ønsker at sætte ind, og han ser adgangen til gratis psykologhjælp som noget, der ville kunne gøre en forskel.

Han peger på tal fra Psykiatrifondens ”Tal til psyken” fra september 2016, som viser, at ca. 400.000 danskere mellem 18 og 65 år har symptomer på angst. Den udbredte forekomst af angst, tilskriver Tobias Bøgeskov Eriksen en hverdag præget af krav til perfektion, og at fremtiden er usikker i en verden med mange valgmuligheder.

”Vi har ikke nogen retning til, hvad vi skal lave. Vi bliver stressede. Vi skal både have et studiejob, vi skal være lækre, så vi kan putte et billede på instagram, vi skal have gode karakterer, vi skal kunne det hele, vi skal leve sundt.” siger han.

Lige nu har man i Aalborg gratis psykologhjælp gennem Ungerådgivningen for folk i alderen 12-26 år. Tobias Bøgeskov Eriksen mener, at der skal investeres endnu mere i det pga. lange ventelister. Desuden ser han det som ufordelagtigt, at man afskæres fra hjælp, når først man fylder de 27 år.

”Jeg tænker ikke, at du er gammel som 27-årig. Du er også ung som 27- eller 28-årig, for hvornår er du voksen? Derfor mener jeg, at psykologhjælpen skal gøres tilgængelig for flere, hvor det ville give gode mening at lave den for 12 år og så op til 30 år.” siger han.

 

Tobias Bøgeskov Eriksen kan følges på Facebook og instagram, begge steder @tobiasboegeskov, og på Snapchat, Tobiasbogeskov. Han kan desuden kontaktes pr. telefon på 53 61 71 76, hvor han altid er klar på at aftale et møde og fortælle om den politik, han gerne vil føre i Aalborg Kommune over kaffe eller en øl.