Tekst: Anders Risgård Tranholm
Lige siden dannelsen i 2003 med hitsinglen ”Transparent & Glasslike” har Carpark North på 14 år udviklet sig til at blive Danmarks største electro-rockband, hvor alle i Danmark (og senere hen Tyskland) har sunget med på sange som ”Human”, ”Best Days”, ”Save Me From Myself”, ”32” og mange flere. Bandet, som har sin oprindelse i Aarhus-området, består af forsanger og guitarist, Lau Højen; Søren Balsner på bass, synthesizer og vokal; og endelig Morten Thorhauge på trommer. Med Police, U2, Björk og Coldplay som deres største inspirationskilder har Carpark North (forkortet: CPN) fundet deres helt egen lyd, som er en god blanding af solid rock og elektronisk musik lavet på en synthesizer, der bliver fuldendt af Laus imponerende vokaler.
Mandag den 14. august 2017 offentliggjorde Carpark North en noget speciel form for turné: verdenshistoriens hurtigste Danmarksturné! I denne forbindelse var Agenda hurtig til at skaffe et interview med de tre bandmedlemmer umiddelbart før turnéens første koncert i Oplev (Thingbæk Kalkminer). Bandets popularitet kunne straks ses ved ankomsten til koncerten, hvor kalkminen hurtigt blev proppet til randen med 350 musikglade mennesker, der var kommet for at støtte bandet i dette anderledes rekordforsøg.
Lau definerede ”verdenshistoriens hurtigste Danmarksturné” som en skør idé fundet på af Tak Rock med det formål at få rock ud i de byer, hvor der ikke har været rock i et år. Et band af Carpark Norths format (og andre store bands, for den sags skyld) har spillet en masse store steder, men de små ”blind spots” rundt omkring i landet er blevet mere eller mindre ”glemt” – indtil netop denne idé kom ind i billedet. Da Tak Rock kontaktede CPN’s management, tænkte de: ”Hey, lad os gøre det på 24 timer – det kan vi godt nå”. Det er lige præcis sådan, de har det med dette eksperiment: Sjovt og spændende.
På spørgsmålet om ”rekord”-delen, svarede Lau, Søren og Morten alle lidt grinende, at netop dette rekordforsøg nok ikke ville komme ind i Guinness Book of World Records, men det kunne da være meget sjovt at blive nævnt i Danmarks Rekordbog
Med denne lidt spøjse turné skudt i gang lå det lidt til højrebenet at spørge ind til bandets forventninger med turnéen, hvor der var bred enighed. De så alle tre meget frem til at spille de her lidt skøre steder og spille for alle mulige skønne mennesker, som vi ellers ikke normalt får lov til at spille for, og samtidig er det også fedt for bandet at opleve stemningen fra disse små udkantsområder. Den eneste mulige frygt, der muligvis kan opstå, er trætheden; det er jo en uundgåelig følelse, som alle mennesker oplever hver dag, men det vil nok komme til at spille en lidt større og anderledes rolle på denne turné end hvad vi ellers har oplevet. Trætheden er deres største fjende, men de ved, at de kommer til at kæmpe sig op hver eneste gang. Alt i alt vinder glæderne ved denne turné over denne lille frygt.
Det forpligter at være Danmarks største electro-rockband, og netop på dén front har de aldeles ikke skuffet med en af deres nyeste singler, ”Raise Your Head”, der handler om det øjeblik lige inden, man skal performe, hvilket på mange måder dækker over en masse punkter i livet. Bandet havde et billede af en sportspræstation, eller af lige inden man går på scenen; teksten er skrevet meget i dét univers. Men nogle gange i livet kan man godt trænge til ”at få et los i løgene” og få at vide, at man skal tage sig sammen og gøre sig klar – det har vi alle sammen brug for. Det er en genre, de virkelig mestrer, fordi det virker utroligt naturligt for dem ”at losse folk i nosserne”.
I forbindelse med ”Raise Your Head” fortalte bandet om deres kommende album, der kommer til at blive en god blanding af lidt mere stille sange – såsom ”Feels So Real” og ”When We Were Kids” – til mere rock’n’roll sang som ”Raise Your Head”. ”Feels So Real” og ”Raise Your Head” er to meget repræsentative sange, da det er to vidt forskellige sange. Den nye plade kommer til at indeholde både ballader, sange på dansk og så nogle få lidt mere stille sange. De sætter sig ikke nogen grænser for, hvad de kan tillade rent musikalsk – snarere tværtimod. Det er deres fineste opgave at undersøge, hvad grænserne er for, hvad de kan tillade sig i sangskriveprocesserne.
Som en af deltagerne i ”Toppen af Poppen” i 2016 var det oplagt at spørge Lau, hvad hans oplevelse var. Som musiker var det en super sjov og spændende oplevelse, hvor de både hørte en masse anderledes og dejlige fortolkninger af deres egne sange, og hvor de selv skulle fortolke de andre musikeres sange – og det var meget inspirerende.
På den måde er det dejligt at lave musik med andre kunstnere og opleve den energi, de bringer ind i skriveprocessen. Af en eller anden grund har de ikke lavet noget musik med de andre musikere fra netop den sæson, men man skal jo aldrig sige aldrig – der var en masse gode musikere med sidste år. Nik og Jay var dog ikke med i ”Toppen af Poppen”, men de har kendt dem i mange år og hygger sig altid sammen, så derfor var det oplagt at lave en sang sammen med dem i form af ”You’re My Fire”, som er med på deres seneste plade, ”Phoenix” – det var en rigtig god oplevelse at lave en sang sammen med dem.
De fleste tror, at tourlivet er hårdt og en noget anderledes måde at arbejde på, men lige netop dén fordom afviste bandet på det kraftigste: ”Generelt er det egentlig bare mest af alt fordele med fordele ovenpå.” Det er næsten sjovere nu, end det var for 10 år siden. De har turneret så meget, at de er blevet vant til det; nogle gange kniber man sig selv i armen og tænker: ”Okay, det er faktisk det her, vi lever af.” I bund og grund er det jo bare én stor bustur med alle gutterne; det at optræde foran 10.000 skrigende fans og fri øl backstage er bare nogle dejlige bonusser – det bliver ikke bedre. Det eneste negative ved tourlivet er at få familielivet til at hænge sammen med arbejde og tourlivet, men det kommer faktisk ret automatisk og naturligt: Nogle perioder turnerer og arbejder man nede i studiet; men så er der også andre perioder, hvor man har mere tid til familien.
Med 14 års erfaring, en gennemsnitsalder på 36 år, fem albums (og et sjette på vej), seks hitsingler, medvirken i ”Toppen af Poppen”, en masse store spillejobs på store festivaler i Danmark såvel som i Tyskland og en stadig voksende fanskare kan man vist roligt sige, at CPN har mange år foran sig.