Tekst: Alexander Kokkedal // Foto: Kaali Karolussen
Dørmænd er der så mange af i lille Jomfru Ane Gade – og forståeligt nok, for hvor mennesker befærdes i hundredvis, drikker og fester vil der altid være såvel unge, der fristes til at begive sig ind på de voksnes territorium, som voksne, der enten ikke kan håndtere sprutten eller føler sig lidt for friske den givne aften og opfører sig tovligt.
I deres arbejde er dørmænd underlagt de samme love som alle os andre og har ingen særlige rettigheder til at anvende magt mod nogen i den forstand. De kan ty til vold for at forsvare sig selv eller andre mod et påbegyndt eller overhængende uretmæssigt angreb, altså nødværge, med de begrænsninger, der er, og foretage civile anholdelser ligesom du og jeg.
En form for beskyttelse nyder de i kraft af straffelovens § 247, stk. 2, efter hvilken straffen kan forhøjes med indtil det halve for den, der udøver vold mod en person, der i kraft af sit job er særligt udsat for vold – og dommere har før fundet, at dørmænd er omfattet af bestemmelsen.
Der er måske nogle usikkerheder omkring, hvad dørmænds job indebærer, og det har været muligt at få to styks dørmænd – begge fra Fame, kendt for sine vandpiber – til at stå frem og fortælle om deres arbejde.
Et kendt ansigt
Kenny Theil Sørensen er dørmand inde på Fame med ledelsesansvar for de øvrige dørmænd og som sådan er den, der rekrutterer og afskediger dem. Vi sidder ved en bænk uden for baren og snakker. Under interviewet modtager Kenny talrige klap på skulderen og et kys på kinden fra de mange stamkunder på deres vej ind til stedet.
Han er såvel vellidt som velkendt og var for nogle år tilbage med i Krimi5-udsendelsen ’Med livet som indsats’. Selv føler han, at holdet bag udsendelsen gik for meget op i at skildre de rå voldsepisoder, hvilket resulterede i et forvrænget billede af dørmænds hverdag.
For hans vedkommende går en typisk torsdagsvagt fra 23-05 og fredags- og lørdagsvagterne fra 23-06 med at tjekke ID og forhindre at gæsterne kommer op at slås – og at skride ind, når de gør.
Kenny Theil Sørensen kommer med et eksempel på det sidste, hvor anvendelse af magt bliver nødvendig: ”Det er ikke alle gæster, der er lige villige til at gå. Så bliver man nødt til at gribe ind med en armlås af en form. Der findes mange forskellige armlåse, man kan lægge dem i, og så følger vi dem ud og siger ’Tak for i aften’. Nogle af gæsterne vælger at sige ’fair nok’ og så gå, men andre vil gerne bare fortsætte, hvor vi så ender med at nedlægge dem på jorden for ligesom at få dem til at forstå, at det er nu, at vi siger ’Tak for i aften’.”
Viden og værktøjer
De tre ugentlige nætter i Jomfru Ane Gade er for Kenny Theil Sørensen et supplement til anden beskæftigelse – noget der mere er undtagelsen end reglen: ”Dørmandsarbejdet er primært en hobby for mange folk. Mange dørmænd har skole eller noget arbejde ved siden af, hvor det så bare er for at få brugt weekenderne til noget fornuftigt med at hjælpe andre folk. Jeg har jo kun det herinde, hvor jeg er her i weekenderne. Jeg er også herinde i hverdagene nogle gange og laver alt muligt forefaldende arbejde.”
For at kunne blive dørmand skal man i udgangspunktet tage et AMU-kursus af otte dages varighed, hvor man lærer om førstehjælp, selvforsvar, jura mv. Spørgsmålet bliver så, om man på godt en uge kan rustes ordentligt til jobbet?
Det mener Kenny Theil Sørensen ikke: ”Nej. Jeg føler ikke, at det gør det, men jeg synes, at der skal komme en ny lovgivning, hvor at du måske skal have det fornyet en gang om året eller hvert andet år, hvor du skal op til en ny prøve. Det ville også hjælpe med at skære ned på antallet af episoder, hvor dørmanden går over stregen.”
Der er også det sikkerhedsmæssige aspekt, og Kenny Theil Sørensen efterlyser bedre redskaber til især at håndtere grupperinger: ”Jeg kunne godt ønske, at vi havde mere værktøj at arbejde med her i nattelivet, for vi er meget udsatte. Jeg ved, at det var på tale på et tidspunkt at lovliggøre peberspray til dørmændene, men jeg har så også hørt, at det ikke bliver til noget, da der er meget debat om lige præcist det emne.”
At debatten er sandet lidt til, skyldes ifølge Kenny Theil Sørensen en mistro blandt nogle til dørmænds kompetence: ”Der er mange folk og politikere, der vil mene, at dørmændene ville misbruge magten, hvis de fik peberspray, men så kunne man jo eksempelvis gøre sådan, at man skal på et peberspraykursus, eller man blev trænet af politiet til at håndtere peberspray rigtigt.”
At lovliggøre anvendelsen af peberspray ville ifølge Kenny Theil Sørensen endvidere kunne forebygge, at dørmanden ender i en situation, hvor han føler sig tvunget til at skride ind med hårde midler. ”For vi er meget udsatte, og mange gange står du jo alene, og hvis du har en gruppering på 10-15 mennesker, der begynder at bryde på en gang, er det svært decideret at gøre noget uden at bruge unødvendig magt,” siger han.
Skiftende temperament
Kenny Theil Sørensen valgte i sin tid at blive dørmand, da han ønskede at gøre en forskel og søgte nye udfordringer. Den samme begrundelse ville de fleste vel give for deres job, men det lægger noget vægt bag udsagnet, når man prøver at forestille sig et natteliv uden dørmænd.
”Hvis der ikke var dørmændene, så Gud nåde og trøste hvad der så ville ske med alle de grupperinger, der er – med alle dem, der har meget let ved at blive hidsige. Og politiet har ikke mandskab nok til at kunne stille med omkring 30 mand herinde i Jomfru Ane Gade hver torsdag til lørdag. Det tror jeg simpelthen ikke på,” siger han.
Og som noget andet er dørmænd oplært i at tale en situation ned, så man når det ideelle scenarie, nemlig at alle er uskadte, og ingen slår nogen: ”Nogle reagerer stille og roligt, hvor man bare kan nøjes med at holde dem, og andre reagerer ved, at du slet ikke behøver gøre noget som helst, bare det at snakke med dem. Jeg vil hellere bruge munden til at snakke med folk, end jeg vil bruge mine muskler til at være magtliderlig, ligesom nogle måske kan være.”
Medmenneskeligheden slår til
Anders, der ikke ønsker sig fulde navn med i artiklen, er tidligere dørmand på Fame. Han fik et godt tilbud og skiftede arbejdsplads for nylig, og det var muligt at interviewe ham i sine sidste dage på stedet, og han kan støtte op om den tanke, at de fleste konflikter kan løses uden anvendelsen af magt.
”8 ud af 10 kan du snakke folk ned fra. Der er selvfølgelig nogen, du ikke kan snakke ud, og der skal du til at have fysisk fat i dem, hvor vi skal til at have dem i førergreb, og vi skal have dem slæbt ud af værtshuset,” fortæller han.
Han påpeger, at der er et omsorgsaspekt ved dørmænds arbejde, som visse medier ikke har udvist nogen større interesse for at belyse.
”Når folk kommer og bløder på hånden, så får de lov til at vaske hænderne inde bag baren, og så får de en klud, hvis det ikke er særligt slemt, og et viskestykke, hvis det er slemt. Hvis de har været i slagsmål og slået hovedet, får de et viskestykke med noget is i,” nævner Anders som eksempler og fortsætter: ”Hvis folk er kommet til skade, kommer de også og siger, at det her er sket. Så tager vi os af det. Sidder udenfor, tager gummihandsker på og begynder at rense sårene, får glasstykker ud af hovedet, fødder og hænder og forbinder.”
De hårde ture
Jobbet er prøvende, og det er ikke enhver forundt at blive dørmand.
”Man skal have en psyke uden lige, da vi får mange trusler, og en god hukommelse, da der kommer mange gæster. Når jeg kommer ind, går jeg som det første lige turen igennem og ser, om vi har nogle stamgæster, og dem hilser jeg pænt på. Jeg hilser på personalet. Man skal være flink og imødekommende, men man skal også kunne udvise noget autoritet,” fortæller Anders, der har blokeret omtrent 70 personer på Facebook for at fremsætte trusler mod ham, og han betegner en vagt uden mindst én eller to dødstrusler som en stille aften.
Værre bliver det selvfølgelig når vi bevæger os fra truslernes område og over i vold, og Anders har prøvet at blive udsat for alt fra spark i skridtet til at blive slået ned, få brækket lille- og pegefinger, sparket i hovedet med sikkerhedssko og forsøgt kvalt, foruden at han har mistet 16 tænder.
Visse episoder står særligt klart i Anders’ erindring. Han fortæller om et drabsforsøg, han har været udsat for: ”Han forsøgte at kvæle mig og fik en dom for forsøg på manddrab, og det endte ud i, at han fik livsvarig karantæne fra Jomfru Ane Gade. Han fik ni måneders fængsel, hvor han så fik tre måneder betinget med fodlænke, så han kunne færdiggøre sin uddannelse. Det var mens, jeg var på arbejde.”
Bitre kunder, man har afvist ved døren, kan finde på at ligge i baghold og udøve på dørmanden, når han er alene. ”Jeg er blevet overfaldet, hvor jeg var på vej op til min bil, og der havde jeg så ikke lært, at når du er dørmand i Jomfru Ane Gade, så følges vi ad til og fra job. Jeg holdt jo bare det sædvanlige sted, hvor jeg plejede, og nogen havde set min bil og stået og ventet på mig, og så mistede jeg nogle tænder i den sammenhæng, og jeg havde et par kollegaer, der kom mig til undsætning.”
Redaktøren er bekendt med Anders’ fulde navn.
