Tekst: Jeanne Wislund // Foto: Jens Albæk

 

Jokes. Grin. Klapsalver. Flere jokes. Flere grin. Flere klapsalver. Han er en komiker, som tager pis på sig selv, og som inddrager sit publikum i sine jokes. Han hader at blive kaldt ’Danmarks klogeste komiker’, og han forsøger stadig at opnå barndomsdrømmen om at komme i Guinness Rekordbog. Agenda har mødt komikeren Lasse Rimmer til en snak om alt og intet.

 

Lasse Rimmer beriger Skråen i Aalborg på en kold og klam forårsdag i marts måned, som ligner de fleste andre dage året rundt i Danmark: Det regner. Han er på Comedy Zoo on Tour sammen med Jakob Svendsen, og Agenda er på gæstelisten til showet.

 

Behind the curtain

Efter showet, hvor vores kinder gør ondt af at have grinet så meget over at have hørt om Lasses nuværende kæreste, ekskæreste, ekskone, det spinkle håb om at komme i Guinness Rekordbog, kommer vi ind bag ved scenen for at tale med Lasse. Vi hilser og giver hånd.

”Hej, jeg er Lasse”, siger Lasse.

”Hedder du alligevel Lasse?”, spørger jeg.

”Ja, det gør jeg faktisk”, svarer Lasse. Mit forsøg på en joke er ikke just velfungerende – nogle ting skal overlades til komikere. Vi spørger, hvorvidt han trænger til at hvile stemmebåndet og helst vil fotograferes først, inden vi skal snakke. Det viser sig ikke at være nødvendigt, da Lasse hjertens gerne vil snakke lidt mere.

 

Komikeren & (eks)kæresten

Som det første er jeg nysgerrig omkring, hvordan man som komiker på en gang både kan formidle meget personlige ting og være sjov omkring det. Vi tager udgangspunkt i historien om Nanna, Lasses ekskæreste. Ved et break-up kan det være svært at se den anden person glad. Lasse formulerede i showet smukt metaforisk følelserne omkring det: ”Det er træls, når man tager sydpå for at få sol og varme, at det samtidig er godt vejr hjemme i Danmark.”

Nanna har fundet sammen med ”Luciano”, som Lasse krænger det ud, og hun har egentlig forladt Lasse. Alligevel er hun ikke helt glad for, at Lasse kort efter har fundet sammen med Line. Jeg spørger om, hun måske ikke kunne unde ham det at være glad, hvilket Lasse er uenig i: ”Jeg tror egentlig godt, hun kunne unde mig at være glad, men det er svært. Hun ville vide, at hun kunne få mig tilbage, men da det kom til stykket, ville hun egentlig ikke alligevel, og det var problemet”, forklarer han og fortæller hvordan, at metaforen er en reference, som publikum kan forstå, mens det sjove samtidig bliver integreret med det personlige element.

 

Danmarks klogeste komiker?

Flere steder på nettet, i aviser og ugeblade, står det skrevet, at Lasse Rimmer er Danmarks ubestridt klogeste komiker. Jeg forhører Lasse, hvordan det forholder sig og spørger ordret, om han reelt set føler sig klog. Det fører os ud i en længere samtale.

Det viser sig, at Lasse hader betegnelsen ”Danmarks klogeste komiker”. Det gør han hurtigt opmærksom på, da han føler, det sætter ham i bås. ”I halvfemserne sagde Frank Hvam også, at han var den grimmeste komiker. Det satte bare ikke samme stempel på, fordi ingen sagde, at de kendte en komiker, som var grimmere, og det fortalte ikke noget om hans underholdning”, forklarer Lasse. Han fortsætter med at sige, at man skal se på typerne af humor, som eksisterer, eksempelvis sort humor, plat humor og intelligent humor.

Lasse mener, at særligt sidstnævnte sætter høje forventninger, fordi publikum forventer, at humoren er intelligent, så den passer til dem. Derfor, med titlen som Danmarks klogeste komiker, er der høje forventninger til, at han ligeledes performer derefter. At han performer ’klog’ humor, som tiltaler de mennesker, der skal se hans show.

Samtidig er der folk, som mener, at han taler ned til dem med hans ’intelligente’ humor og sprog, hvilket ingenlunde er Lasses intention. ”Ja, se nu igen. Jeg siger, at det er omstændeligt i stedet for at bare sige det lidt mere simpelt. Sådan taler jeg simpelthen bare”, siger Lasse. Han forklarer, at der desuden er samtlige komikere i branchen, som er klogere end ham selv, og fortæller hvordan det at kunne gøre sig selv dummere end man reelt er – og stadig gøre det sjovt – kræver talent og intelligens. ”Du skal ikke undervurdere, at en fyr som Thomas Hartmann er en af de klogeste i den her branche”, fortæller Lasse. Han pointerer, at han ikke selv kan lave ’dummere end man er’-humor, fordi folk forventer, at han performer ’intelligent humor’ og andet vil virke underligt.

Efter samtalen tilføjer jeg, at jeg nok ikke skal inkludere ”Danmarks klogeste komiker” i titlen, hvortil Lasse muntert siger: ”Du kan selvfølgelig altid bare transskribere de ti minutter, hvor jeg brokker mig over at blive kaldt ’Danmarks klogeste komiker’ og lave en artikel om det.”

 

Stoltheden over sine børn

Det er tydeligt, at Lasse ikke just er stolt af at blive kaldt Danmarks klogeste komiker, og spørgsmålet er da, hvad han er mest stolt af? Lasse tænker over spørgsmålet.

”Jeg har fået to børn. Det kan man vel godt være stolt af. Hvis vi ser rent biologisk set på det, så er meningen med livet også, at vi skal forplante os”, siger han. Vi snakker lidt videre om det, fordi der er mange ting, han umiddelbart godt kan være stolt af. Han har taget en akademiker-uddannelse på trods af, at han gik på en ikke særlig velfungerende skole og realiteten, at han kommer fra en familie med få midler.

Undervejs i showet fortalte han, at han gjorde minimalt ud af gymnasiet – start ud med at få gode karakterer og slap så af. Ikke det han er mest stolt af at fortælle, men det var realiteten og at studere bare ikke var Lasse. Alligevel mener han virkelig, at succes kommer med hårdt arbejde og indsats. ”Jeg er nok lidt old fashioned. Jeg tror på, at man skal arbejde hårdt. Det er nok lidt den protestantiske etik, som taler”, siger komikeren og griner. Han fortsætter: ”Så for at vende tilbage til dit spørgsmål… Hvad var spørgsmålet egentlig? Nå ja, hvad jeg var mest stolt af.” Det griner vi lidt af – samtalen har det med at køre lidt ud af en tangent, hvortil Lasse siger, at han nok skal stoppe med at bare snakke ”derud af” nu.

Lasse vender tilbage sit oprindelige svar: Sine døtre. Han fortsætter: ”De er gode børn. De er empatiske. De er gode mod andre mennesker.” Lasse tøver lidt, men siger så: ”Ja, det er jeg faktisk rigtig, rigtig stolt af. Jeg har lært dem at være gode mennesker. Om de bliver gode til at være mennesker, det er en anden sag. Det vil kun tiden vise.”

 

Om at møde sig selv og Guinness Rekordbog

Vi har lige talt om, at hans piger er gode mennesker, hvorefter jeg spørger Lasse, om han ville kunne lide at møde sig selv. Det mener han, at han godt ville. Han har venner, som har mange af de samme karaktertræk som ham selv, hvor han kan se både de svage og stærke sider i sig selv i andre.

”Jeg burde være bedre til at lytte. Men jeg er blevet bedre. Meget bedre”, siger han og fortæller, at han selvsamme morgen har været ude at få brunch med Christian Fuhlendorff. Han forklarer, at deres venskab og samtaler er lidt unikke, da de ikke har decideret samtale og dialog. De kører i stedet skiftevis monologer, hvor den ene fortæller noget om sine projekter og ideer, hvorefter den anden fortæller, og de sparrer omkring det.

De har om morgenen drøftet Guinness Rekordbog. Lasse fortalte undervejs i showet, at han er vild med Guinness Rekordbog og har været det siden barndommen. Han vil frygtelig gerne i den, men har opdaget med alderen, hvor ’ordinær’ han er (og rekorden for at have de længste negle tiltaler tilsyneladende ikke just hans mor). Ideen var derfor blevet lagt på hylden, men han har nu set sit snit. Lasse fortæller, at hans kæreste, Line, har fået et nyt hjerte, hvilket gør det svært at få børn – og de kunne være det første par i verden til at få et barn, hvor moderen har fået nyt hjerte, hvilket måske kunne få dem i Guinness Rekordbog. Det ville også passe godt ind i fortællingen til showet.

Samtalen om morgenen med Fuhlendorff handlede derfor blandt andet om, hvorvidt man bare skal få et barn, fordi det vil passe godt ind i showets historie. Det ville Fuhlendorff afgjort gøre, siger Lasse. Det ville han nok ikke selv, siger han.

Problemet med Guinness Rekordbog er, at Lasse er blevet i tvivl om, hvorvidt de faktisk ville blive det første par alligevel – og om de har hørt forkert på Skejby Sygehus, eller ikke lyttet ordentligt efter. Lasse griner: ”Måske ender min fortælling i showet med, at jeg siger, at vi ikke kommer i Guinness Rekordbog alligevel, da 100 amerikanske par allerede har fået børn af en mor med nyt hjerte.”

 

”Godt det ikke er mig”

Jeg forklarer Lasse, at vi i interviewet bevæger hen imod den del, som handler om irrelevant, men sjov viden om ham. Blandt andet hvad hans secret guilty pleasure er.

”Jeg bryder mig egentlig ikke om ordet, da jeg ikke synes, man skal være flov over noget, man godt kan lide at gøre”, forklarer Lasse. Alligevel kommer der et par indrømmelser om et par serier, som han mener er lidt soap opera – blandt andet ’Scandal’ og ’Friday Night Lights’. Sidstnævnte snakker vi lidt om, da den var med at til at starte Taylor Kitsch’ karriere. ”At han så ødelagde den igen med ”John Carter”… Det er en anden side af sagen”, pointerer Lasse tørt.

Svaret er til min ærgrelse. Det havde været utvivlsomt været sjovere, at det var Paradise Hotel, som var Lasse Rimmers guilty pleasure, hvilket jeg fortæller ham. ”Men netop Paradise Hotel er genialt. Det er undtagelsen. Der er både for dem, som tænker ”gid det var mig” – og dem, som tænker ”godt det ikke er mig”. Min kæreste har en veninde, som har været til audition”, forklarer Lasse. Hernæst indskyder han, at hans kæreste selvfølgelig ikke selv tænker på at tilmelde sig.

Der opstår en lille pause, før Lasse så nævner Luksusfælden. Han forklarer, at han virkelig oprigtigt er glad for, at det ikke er ham i den situation. ”Der står nogle mennesker og gerne vil hjælpe dig – du skal bare holde op med at ryge, og så er du gældfri om syv år, men det skal du lige nægte, og så græde og køres helt ned”, siger han. Jeg spørger, om det ikke bare er showbizz og et set-up. Det er det, siger han. ”Det er ikke et show, før man græder”, forklarer Lasse. Så kommer han i tanke om Extreme Horders: ”Det er grundlæggende virkelig synd for de mennesker, fordi de har virkelig nogle problemer i deres liv”, siger han, hvorefter vi snakker lidt videre om emnet og egentlig er enige om, at det er ret synd for de mennesker – og at man er klistret til skærmen undervejs i programmet. Lasse siger derfor om sin guilty pleasure: ”Nej, ved du hvad? Ret svaret til ”Godt det ikke er mig”-reality shows.”

 

Bøf og Barcelona

Blandt den irrelevante, men sjove viden om Lasse, er det nødvendigt at vide, hvad den ideelle lørdag aften ville være for ham. Lasse siger: ”At min kæreste og jeg kunne blive enige om, hvad vi skulle have at spise!”

Lasse forklarer, at hans kæreste er ret kræsen, hvilket kan være lidt problematisk. Han begynder hernæst fortællingen om, da de var en tur i Barcelona i sommers, og hotellet kunne skaffe dem et bord på en gourmetrestaurant. Genialt, hvis Lasse selv skulle sige det. Bortset fra at Line ikke kunne lide samtlige dele af den mad, de fik serveret. Vi bliver vist nogle af billederne af maden, heriblandt et kolonarisk mesterværk med blæksprutter. Lasse udbryder: ”Fair nok, hvis man ikke har lyst til at spise blæksprutte, hvor sugekopperne stadig er på. Det forstår jeg godt. Men se lige hvor lækkert resten er!”

Mit spørgsmål er bare, hvad Line så kan lide at spise. ”Bøf. Hun er meget glad for bøf”, siger Lasse og fortsætter: ”Så for at vende tilbage til dit oprindelige spørgsmål: Den ideelle lørdag aften er bøf og comedy. Hun får bøf, jeg får comedy”, forklarer han grinende og indskyder til sidst: ”Jeg ved godt, at bøf ikke er godt for klimaet, men… Jeg holder op med at spise bøf, når Maldiverne synker. Ikke før. Men så skal jeg nok også spise kylling!”, griner han.

 

Hvis livet var et Haribo Mix

Vi er ved at nå til vejs ende i interviewet, men der et fundamentalt spørgsmål endnu. Hvis Lasses liv var en Haribo-slikpose, hvilken ville det så være?

”Det var da et godt spørgsmål”, anerkender Lasse og mener, at det ville være en Click Mix. ”Det føles så varieret… Der er egentlig alle tingene fra de andre poser, men det er i miniudgave. Det er illusionen. Man føler i Click Mix, at variationen egentlig er større, end den er, tror jeg, fordi er det i miniudgave”, siger Lasse og fortsætter: ”Hvis man ser på ens humør, så er det tit labre larver eller saltbomber, men det er i perioder. Så er man træt af det ene, så spiser man det andet – og omvendt. Saltbomber kan bare godt have en mærkelig konsistens”, siger han og filosoferer videre. Jeg pointerer, at det er lidt ligesom Piratos – det sidder fast i tænderne. ”Lige nøjagtig!”, siger han. Ufatteligt irriterende er vi enige om.

 

Farvel til Lasse Rimmer

Vi får besvaret det sidste spørgsmål, og jeg slukker diktafonen. Vi ser på, hvor lang tid det har taget at snakke sammen: En time og 23 minutter. Da vi efterspurgte interviewet, havde vi skrevet 45 minutter inklusiv fotografering. ”Se, man kan sagtens få et interview med mig på 45 minutter – man skal bare sætte en time og 23 minutter af”, siger Lasse henkastet og griner, som vi går ud for at fotografere ham. Det giver tid til at reflektere over, hvordan jeg skulle præsentere Lasse i den her artikel.

Lasse Rimmer er utvivlsomt et menneske, som bryder med nogle sociale normer: Han har en del år yngre kæreste – så ung faktisk, at han kunne være hendes far. Det bryder med de ubevidste regler i samfundet, og som han ironisk nok sagde undervejs i aftenens show: ”Man kan ikke være en mand på fyrre og have en kæreste fra Korea, der hedder Rikke, og som har boet i Randers hele sit liv. Det kan man bare IKKE!” På samme måde som man grundet normerne ikke kan have kæreste, man aldersmæssigt kunne være far til. Samtidig er Lasse en far, som er umådeligt stolt af sine to døtre, fordi de er gode mennesker. Han er ligeledes en komiker, der gerne ville slippe for titlen ”Danmarks klogeste komiker”, da det sætter ham i bås. Sidst, men ikke mindst, så er han en mand med en nostalgisk barndomsdrøm om at komme i Guinness Rekordbog – og hvad det angår, så må vi andre væbne os med tålmodighed og vente på at se, om det kommer til at ske.