Tekst: Alexander Kokkedal

Klyngen i centrum

Som led i kommunernes økonomiaftale for 2015, indgået mellem den daværende SR-regering og KL tilbage i 2014, blev det besluttet, at pr. 1. januar 2016 skulle landets 87 beredskaber være reduceret til 20. Disse nye beredskaber er organiseret som kommunale selskaber, hvis status udspringer af § 60 i kommunestyrelsesloven og som sådan falder under betegnelsen § 60-fællesskaber.

Nordjyllands Beredskab hører blandt de godt et år gamle beredskaber, spænder over hele Region Nord og er en sammenlægning af de 11 nordjyske kommuners tidligere beredskaber.    Beredskabet anvender for vores regions vedkommende en særlig model, man ikke finder paralleller til andre stedet i landet, idet der på det operative område reelt er fire beredskaber eller ’klynger’, hvor vi for Aalborgs vedkommende har Klynge Midt, der har hovedkvarter inde på Thomas Boss Gade, hvor det nu hedengangne Beredskabscenter Aalborg lå.

Skulle man som udefrakommende beskrive deres job, kunne man umiddelbart være tilbøjelige til at sige ’brandmænd’, og så er det det, men faktisk spænder deres arbejde over mange funktioner og indsatsområder, hvor rednings- og miljøopgaver også fylder en del af hverdagen, ligesom de gennem oplysningskampagner og ved at samarbejde med videnscentre om ny teknologi sætter aktivt ind på at forebygge ulykkers opståen og slå ned på blinde alarmer, så vigtig tid ikke spildes.

Det har været muligt for Agenda at besøge personalet på Beredskab Nordjylland, og deres hverdag med alle dets udfordringer, projekter og arbejdsområder er der skrevet om i det følgende.

 

Beredskabet i en politisk verden

Tommy Johansen er beredskabsmester, og som sådan er han den daglige leder på vagtholdet. Når alarmen går, er han leder på skadesstedet, og han sammenligner det selv med at være både anfører og træner på et fodboldhold.

Han fortæller om Beredskabscenter Aalborg frem til strukturreformen i 2014: ”Hvis vi kigger historisk på det, var vi et brandvæsen, der blev lagt sammen med et civilforsvar tilbage i ’94, og der fik vi en selvstyreaftale med kommunen, der gjorde, at vi havde været rigtigt innovative, langt fremme i skoene og finansieret meget af vores indtægtsområde og dermed havde et pænt råderum.”

Der kom imidlertid en rapport fra rådgivningsfirmaet Deloitte, der gav liv til den tanke, at man skulle spare på beredskabet. Dermed gav den umiddelbart fornuftige planlægning bagslag, fortæller Tommy Johansen: ”Generelt set er organisationen lidt i chok, hvilket ikke skal misforstås, men man lavede en lovændring, der bygger på, at man skulle optimere på landsplan, og vi havde optimeret, men vi skulle spare oveni, så vi blev ramt af, at vi var fremsynede. Man kan nok ikke sidde på Christiansborg og kigge op på lille Aalborg, men jeg synes, at det har ramt os på en dum måde.”

 

En brand er lettest at slukke, før den starter

But the show must go on, og Nordjyllands Beredskab står nu for at slukke regionens brande, udføre redningsaktioner og give folk redskaberne til at hjælpe sig selv, indtil professionelle når frem, og Tommy Johansen nævner, hvordan man møder op på skoler med brandbilen for at køre brand- og evakueringskurser ud fra den tanke, at brandsikre børn bliver brandsikre voksne.

Han fortæller om det sociale elements betydning ved, at visse befolkningsgrupper er væsentligt mere udsatte for brandfare, og for at modvirke det sociale aspekt i brandes opståen og deres hærgen på liv og ejendom er beredskabet aktivt på banen og arbejder med deres image udadtil: ”Det er en Gordisk knude, vi forsøger at løse, men vi har været ude at sætte røgalarmer op hos ældre mennesker, som har svært ved at komme i sikkerhed ved egen hjælp, og så gør vi rigtigt meget ud af at have en positiv profil i det, man kalder ’ghettolignende områder’.”

Særligt presset har forholdet været mellem redningsfolk og marginaliserede grupper i mange andre danske byer, større såvel som mindre. Det har Aalborg for det meste været forskånet for, men problematikken viser nogle gange sit ansigt. ”Der kan godt være kontrast fordi, at der kommer folk i uniformer og kører ind i områder, hvor der er nogle etniske minoriteter eller grupperinger, som har et lidt andet billede af det at støde på uniformerede personer.”

Beredskabet forsøger at komme dette problem til livs gennem oplysende arbejde: ”Hvor vi kan, griber vi chancen for at oplyse. Vi har været ude med nogle foldere i brandbilen, vi kunne dele ud i området – om røgalarmer og den slags ting. Det er meget bredspektret, men det er lidt spydspidsprojekter. Hvis vi havde den gyldne løsning, så var vi kørt benhårdt på dér, men vi prøver os frem,” siger han.

 

Når intet brænder

Når der ikke er udrykning, og arbejdet på beredskabet ellers får lov at køre efter skemaet, er der fast tidsplan for, hvad der skal gøres og hvornår.

Dagen starter med en morgensamling, hvor arbejdet bliver delt ud, og så går dagen ellers med forskellige serviceopgaver som at kigge materialet efter. Kl. 16:15 slår den over i fysisk træning, så personalet er rustet til det fysisk udmattende arbejde, som brandbekæmpelse kan være. Ved en røgdykkeropgave er man iklædt 20 kilo værnemidler – hvilket i øvrigt er den maksimale belastning, som Arbejdstilsynet skønner det forsvarligt at bære. Oveni kommer så det øvrige udstyr og mindre kan desværre ikke gøre det.

Arbejdsdagen slutter formelt set kl. 18, hvor man spiser aftensmad sammen og stadigvæk står til rådighed for øvrige service- og ad hoc-opgaver.

De ansatte befinder sig dog på stedet i vagter af op til 24 timer, så det bryder lidt med normaliteten. ”Det følger egentlig meget rytmen i dit studieliv: du har en tid, hvor du studerer og går hjem, og den rytme, du har derhjemme, har vi også hernede – vi er bare ”varetægtsfængslede” her på stationen, da vores målsætning er, at vi skal kunne køre efter 60 sekunder, og det lever vi kun op til ved at være klar og tæt på stationen,” fortæller Tommy Johansen.

Det hører med til jobbet, at beredskabsfolkene jævnligt følger op på de behov, der gør sig gældende i netop deres omgivelser: ”Der er et lovkrav til, at vi vedligeholder vores beredskabsfaglige niveau, og der er krav om, at vi målretter vores øvelser, uddannelse og materiel til byens risikoprofil. Aalborg er anderledes end Aarhus, og Aarhus er anderledes end Odense.”

 

Simple hensyn

Jobbet er farligt, det siger sig selv. Men udover de bidende flammer, findes dræberne også i det usynlige. Specielt nævner Tommy Johansen den tendens, man på beredskabet opfatter til, at de af brandmændene er særligt udsatte for kræft: ”Der er tilsyneladende en øget forekomst af sygdom. Det er ikke 100 % dokumenteret endnu, men der er nogle finske undersøgelser og dansk forskning, der indikerer, at der er noget om snakken. Vi er ikke i tvivl – det kan man bare se, alt for mange er døde af kræft og blevet syge af kræft.”

For at imødekomme dette problem vil der til juni rulle en ny bil ind på beredskabet, som redningsfolk kan vaske sig og skifte tøj i øjeblikkeligt, når de kommer ud fra røgfyldte områder, så de skadelige stoffer, der potentielt kan optages gennem huden, skylles væk.

Andet end de menneskelige tab er brandskader på ejendom, specielt produktion, en stor omkostning for samfundet, og her efterlyses mere fokus på sikkerheden, som godt kan halte nogle steder. ”Den lidt tilfældige holdning til beredskabet blandt medarbejderne skaber en hændelse, der gør, at man genopretter virksomheden i Østeuropa eller i Asien, fordi det er en produktionsvirksomhed, så det er ikke bare altid liv, det er også noget med værdier og arbejdspladser,” slutter Tommy Johansen.

 

Falsk alarm!

Noget andet er så, når man rykker ud i brandbil og fuldt udstyret, og der så ikke er nogen brand at slukke. Dette har også vist sig at være en tilbagevendende problematik i et sådant omfang, at man i beredskabet arbejder på at minimere antallet af de såkaldte blinde alarmer.

Per Højriis Vedsted er beredskabschef i Klynge Midt og står som sådan for alt det operative og med al forebyggelse som sit ansvarsområde. Han og Anders Brosbøl, der er teamleder i myndighedsafdelingen, kommenterer på det problem, som blinde alarmer udgør: ”Hvis en stor virksomhed skal stå stille i en time eller to på grund af en blind alarm, har det kæmpe omkostninger, hvis der står 100 mand derinde og er i gang med en produktion til flere millioner.”

Også her påføres samfundet et stort, økonomisk tab. ”Omkostningen er svær, og det er sådan, at man opkræver et engangsgebyr på de blinde alarmer på cirka 5.500 kr. Vi ser på formålet med, hvorfor vi er her, og det er ikke at køre til blinde alarmer, og der er netop en risiko i at køre udrykningskørsel igennem byen med et tungt køretøj i høj fart. Derfor vil vi gerne minimere de blinde alarmer på grund af mange forskellige forhold,” fortæller Anders Brosbøl.

Så hvordan gør man noget ved dette problem? Det er her, teknologien kommer i spil.

 

Det 21. århundrede gør sit indtog

Dels for at ruste lægmænd til at håndtere ulykker ved egen hjælp, indtil beredskabet når frem, dels for at kunne reagere hurtigere på ulykker og dels for ikke at få spildt tid og resurser grundet blinde alarmer, har Nordjyllands Beredskab indledt et samarbejde med Aalborg Universitet, der på tidspunktet giver sig udslag i tre projekter.

Det første projekt relaterer til opkvalificering af borgere i forhold til brandbekæmpelse ved, at man sætter aktivt ind via mobile læringsenheder, der som det ovenfor nævnte kører ud på skoler. Håbet er at kunne undervise børn, mens de er i det aldersinterval, hvor de har allerlettest ved læring – altså for børn i omkring 3. til 10. klasse.

Som noget mere teknisk arbejder man med at installere kameraer på havnen, der kan registrere, når noget falder i vandet, og om det i så fald er et menneske eller ej. Hvis det er et menneske, skulle teknologien i princippet virke sådan, at beredskabet tilkaldes øjeblikkeligt uden mellemliggende 1-1-2-opkald.

Endeligt kommer samarbejdet til udtryk ved udviklingen af såkaldt intelligent AVA-alarmering, hvor akronymet står for ’automatisk varslingsanlæg’. Blinde alarmer er en stor tidsmæssig og økonomisk omkostning for beredskabet, og håbet er at kunne give alarmen noget, der tilnærmelsesvist minder om deduktiv tænkning, så at hvis eksempelvis døren står åben, vil det være i maskinens overvejelser, når den skal tage stilling til, om beredskabet bør alarmeres.

 

Så hvad kan du gøre?

Når det er konstateret, at beredskabet styrkes gennem viden og teknologier, bliver det næste at se på, hvad studerende med mod på at omsætte deres faglighed til løsningen af problemstillinger i beredskabets tjeneste ville kunne bidrage med.

”Man kan godt gennem den her artikel opfordre til, at hvis der er nogen, der har tanker i forhold til noget teknik, vidensindsamling og måske statistik, så må de meget gerne henvende sig. Det tager vi meget seriøst, og så kan vi altid finde ud af, om der er et projekt, man kan binde sammen,” fortæller Anders Brosbøl.

Adspurgt om det kunne være ingeniører, der er behov for, svarer Per Højriis Vedsted med, at også humaniora kan vise sig nyttigt: ”Det kunne være ingeniører, men det kunne også være i forhold til en udviklingsenhed, som vi gerne vil have er med til at udvikle nogle projekter, så vi måske snakker ph.d.-projekter og nogle, der går mere over i det humanistiske. Vi er egentlig meget åbne, og det er fordi, vi kun er ét år og tre måneder gamle, så vi er ved at undersøge, hvad retning vi udover kerneydelsen skal gå i.”

Statistikere kunne gøre stor gavn eksempelvis ved at hjælpe med kortlægningen af, hvilke rum og installationer typisk bryder i brand, og hvilke ovne og emhætter er særligt udsatte. Anders Brosbøl påpeger den nytte, der allerede har vist sig at være ved gennem statistikken at kunne afklare, hvilke personer er mest udsatte: ”Hvis man er en mand, 80 år gammel, enlig og ryger, så bonner det ud på alle de parametre, der er farlige. Chancen for så at omkomme i en brand er temmelig stor i forhold til en, der er bevidst på det med brand.”

Det understreges dog, at alle vinkler – den statistiske, den tekniske, den humanistiske, den juridiske mv. – har deres at bidrage med i forhold til håndtering af uheld og samspillet med kommunen.

”Vi vil gerne sælge budskabet om, at vi har en innovativ tilgang – vi begynder at tænke noget forskning ind. Nu vil jeg rigtigt gerne fortælle om vores forebyggelsestiltag, både teknisk og taktisk, fordi det er en side, man ikke kender. Alle kender til nogle brandbiler, der kører, og ved, at de laver noget med brand, men hele forebyggelsen, som vi egentlig vægter endnu højere, det synes jeg er vigtigt at få med,” slutter Per Højriis Vedsted.