Af Thomas Skov
Det har taget mig flere døgn at skrive de her linjer.
Ikke fordi jeg ikke havde tid.
Ikke fordi jeg ikke havde en ide om, hvad kronikken her skulle handle om.
Heller ikke fordi jeg havde spildt en cola ned i mit tastatur, eller fordi mine fingre var blevet klistret sammen af superlim, hvilket derfor ville bevirke, at jeg ikke ville kunne ramme bogstaverne enkeltvis, men i stedet ville skrive noget ala “herj mkrg msbnn erg nrgbhkmnsas”, når jeg i virkeligheden bare ville skrive “Hej. Jeg hedder Thomas”.
Der findes kun en eneste undskyldning i verden for, at det har taget mig alt for lang tid at skrive den her tekst.
JEG ER DOVEN
Jeg er doven, og jeg er ikke stolt af det. Jeg er i virkeligheden træt af det.
Desværre er jeg for doven til at gøre noget ved det.
Er det så et problem, at jeg er doven? Ikke for andre end mig selv. For jeg lider heldigvis af ansvarsbevidst dovenhed, hvor jeg får lavet det, jeg skal – i hvert fald det andre forventer, at jeg skal lave, og jeg får det afleveret i tide, om end jeg altid sidder de sidste timer op mod en deadline og skriver og skriver for at nå det, jeg kunne have nået flere uger tidligere.
Da jeg studerede på Journalisthøjskolen, var det samme mønster, der udspillede sig, når jeg havde en opgave, der skulle afleveres.
Jeg arbejdede lidt på den, når jeg fik opgaven. Så lod jeg den ligge indtil aftenen før, den skulle overdrages til underviseren, for så at tilbringe hele natten med at sidde og svede ned i de enormt mange taster, der i grunden er i sådan et tastatur.
Det gik jo altid. Den blev afleveret til tiden. Jeg fik fine karakterer, og jeg fik sågar et voksenjob og tænkte så ved mig selv, at det var den gamle Thomas, der sad sådan og sløsede med sin tid og udskød alt til 11. time. Det måtte være fordi, jeg var studerende. Fordi jeg hellere ville drikke øl med mine venner. Jagte kvinder, der ville lukke mig ind i sig.
Når jeg nu flyttede til København og begyndte at møde et sted, hvor jeg rent faktisk fik løn for at være, ville det jo være en helt ny mand, der flyttede ind i min krop.
Jeg møder ind i DR Byen i starten af august måned 2008. Jeg skal starte på P3. Det var mit drømmejob, som jeg ved hjælp af en feberredning af en ansøgning havde fået tiltusket mig.
Jeg bliver spurgt af en af cheferne på P3, om jeg har lyst til at være praktikant på De Sorte Spejdere, som Anders Lund Madsen og Anders Breinholt er værter på.
Jeg kunne ikke have ønsket en bedre start på mit liv som voksen med et “rigtigt” job.
På den hjemmeside, jeg oprettede som 13-årig, står det, at jeg har to idoler på daværende tidspunkt. Anders Lund Madsen er det ene. Pamela Andersson er så den anden, men det har formentlig været et andet organ end hjernen, der har ført an i den beslutning, og jeg tør også godt afsløre, at jeg ikke får akut rejsning, når jeg ser Pamela Andersson længere… hvilket jeg i øvrigt sjældent gør.
Det får jeg til gengæld, når jeg ser Anders Lund Madsen – og det gør jeg stadig den dag i dag.
Jeg elsker ham virkelig højt, og jeg er ham evigt taknemmelig for at have banet vejen for den karriere, jeg har i dag.
For jeg starter som praktikant hos De Sorte Spejdere og er der i det sidste halve år af deres levetid, hvor jeg bliver sendt afsted mod den ene mere vanvittige opgave efter den anden.
Mest vanvittig og grænseoverskridende, når man – som jeg – egentlig bare er en genert dreng fra Jylland, der godt kan li’ at sige noget sjovt, var det, da jeg blev sendt til Aarhus for at deltage i daværende statsminister Anders Fogh Rasmussens Facebookløb.
50 unge Venstresympatisører, en statsminister og en flok PET-agenter. Og så mig – udstyret med en direkte telefonforbindelse til Anders og Anders i radiostudiet i København.
For at gøre en lang løbetur kort, endte det med, at jeg, mens jeg var direkte igennem på radioen, stiller statsministeren et spørgsmål, for så at spurte alt, hvad jeg kan væk fra ham og hele følget til stor morskab for Anders og Anders og forhåbentlig også lytterne.
Det var mere eller mindre der, jeg fandt ud af, hvad det var, jeg allerhelst ville lave.
Nemlig præcis det, jeg gjorde. Jeg ville lave sjov. Jeg ville stikke af fra statsministeren. Jeg ville stille dumme spørgsmål. Jeg ville bare have det sjovt.
Så det havde jeg. Sammen med De Sorte Spejdere, og da programmet lukkede, spurgte Anders Lund Madsen, om jeg havde lyst til at lave et talkshow sammen med ham.
Så et halvt års tid senere var der premiere på Det Nye Talkshow, hvor Anders med fast hånd styrede det ene interview efter det andet, mens jeg blev sendt i marken som praktikant for at lave sjove indslag.
Et af de mest mindeværdige var et lille stunt, jeg lavede i Vild med Dans-studiet, hvor jeg listede mig ind bag dommerne og viste et skilt, hvorpå der stod “Juhuu Lisa Lents. Du gør mig våd”.
Det var der ikke de store tanker bag. Vi ville bare gerne drille TV2. Og det gjorde vi så.
De blev enormt sure, og der var sågar en kameramand, der ville slå mig ihjel, hvilket han dog ikke lykkedes med.
Det lykkedes til gengæld mig at kravle længere og længere ind i fjernsynet og faktisk så langt ind, at det ikke er lykkedes mig at komme ud igen. Ikke endnu i hvert fald.
Og jeg vil heller ikke ud. For det er verdens bedste job for mig.
Jeg får en hulens masse oplevelser i hele verden, og jeg møder en forbandet masse mennesker.
Men jeg har været heldig. For en ting er, at jeg har talent. Det kan du have nok så meget af – hvis folk ikke opdager det, så kan du ikke bruge det til noget.
Jeg var heldig, at Anders Lund Madsen så mit talent og troede på mig og gav mig en platform til at vise, hvad jeg kan.
Men det hele dumpede ligesom bare ned foran mig – og det er jeg uendeligt taknemmelig for.
Havde jeg ikke mødt Anders, kunne jeg så have fået samme karriere, som jeg har i dag?
Ja, det kunne jeg godt. Men jeg havde været for doven til at opsøge den.
Jeg havde i stedet for at opsøge chancen selv formentlig siddet og ventet på, at chancen opsøgte mig. For det er ofte nemmere at lade være med at gøre noget – og tit er det også mere behageligt – for så er man sikker på ikke at få nej.
Jeg skriver det her af flere forskellige årsager.
1) Fordi jeg er blevet spurgt om det – selv den her tjans var jeg for doven til at opsøge.
2) Som en slags personlig terapi, der skal hjælpe mig til at se mig selv udefra.
3) For at kalde til kamp mod dovenskaben.
For jeg er træt af at være doven, og jeg er træt af at tænke “Mañana mañana”.
For sandheden er, at det er så usandsynligt sjældent, at jeg er en anden i morgen, end den jeg er i dag.
Hver gang jeg har tænkt: “Ej, i morgen siger jeg sgu op og jagter det iværksættereventyr, jeg drømmer om” – er jeg vågnet op dagen efter og har tænkt det samme.
“I morgen maler jeg badeværelset” – Gu gør jeg da ej.
Jeg gør ikke en skid i morgen, bare fordi det er i morgen.
Kalenderen er ikke en motivation for noget som helst.
Det er derfor, at der er så mange, der går i fitnesscenteret i januar, men lige så snart vi er på den anden side af kyndelmisse, så sætter de ikke deres ben i centret inden næste januar.
Et nytårsforsæt er en sød tanke, og det giver mening, at man tænker – nyt år, nyt menneske.
Men det passer bare ikke.
De vigtigste beslutninger i dit liv bliver meget sjældent taget 1. januar.
Kalenderen er en lille falsk løgnhals, der forsøger at sælge dig en version af dig selv, du ikke er.
Du er ikke et andet menneske i morgen. Du bliver ikke en fedtfri fitnessfreak til januar.
Det er først, når du helt inden i kan mærke, at der er noget, du vil ændre ved dig selv, det kommer til at ske.
Det er vigtigt at huske, at der jo ikke er noget i vejen med at være fed og doven, men man gør sig selv en tjeneste ved at falde til ro med det. Indtil man ikke gider det mere. Så må man lave det om.
Du kan lige præcis alt det, du sætter dig for – hvis du bare tager det seriøst og gør noget ved det.
Uanset hvad man så sætter sig for, vil det sikkert blive hårdt – og det er også nemmere at lade være. Men det må sgu godt gøre ondt, når man skal ændre noget.
For mit vedkommende er det kommet til et opgør med dovenskaben. NU må det være slut.
Nu skal det være slut med at udskyde alt til i morgen. Nu skal der handles.
Havde jeg ikke været doven de første 30 år af mit liv, så havde jeg muligvis været universets hersker. Det er jeg ikke. Jeg er ikke engang med i bestyrelsen i min husejerforening. Fordi jeg er for doven til det.
Så det her skriv, kære læser, er et opgør med min dovenskab – og en opfordring til dig, der er i samme båd som jeg.
Sig farvel til den dovne version af dig selv.
Det er jo nemt nok at sige for mig, for jeg har fået min drømmekarriere, som ikke engang min dovenskab kunne spænde ben for – men lige netop derfor vil jeg gerne gå forrest.
Så næste gang du dovner, når du i virkeligheden SKAL noget andet, så skriv til mig, så skal jeg nok gi’ dig et los i røven.
Du bliver ikke et nyt menneske i morgen. Du bliver det, når du beslutter dig for at blive det.
