Torsten Gejl
Af Torsten Gejl, medlem af Folketinget, valgt i Nordjylland. Beskæftigelses-, arbejdsmarkeds-, social-, indenrigs- og børneordfører.
Er du fremtidens jobtager eller jobskaber? Findes den jobtype, du kommer til at arbejde i, på nutidens arbejdsmarked? Kræver fremtidens arbejdsmarked, at du kan starte egen virksomhed eller i det mindste udvikle nye produkter, processer og knowhow?
For nogen, ja. Men hvor mange? Det afhænger af, om det lykkes for Danmark at gøre det, som vi mener er nødvendigt, hvis vi som lille land, stort set uden råstoffer, stadigvæk skal ligge i førerfeltet blandt verdens velfærdssamfund. Nemlig at tænke nyt. At være kreative. At producere den viden, som skal føre til fremtidens offentlige og private innovation.
Det afhænger igen af, om Danmarks universiteter kan opfinde, produktudvikle, skabe innovation og iværksætteri og levere deres del af den viden og den innovative kraft, som morgendagen har brug for.
Men spørgsmålet er, om det er der, vi er på vej hen? Er der lyst til iværksætteri blandt de studerende på landets universiteter? Er der en voksende bevidsthed af at være jobskaber eller udvikler af produkter og knowhow blandt de studerende?
Det spurgte jeg de 200 unge i en sal på Aalborg Universitet om under en af valgdebatterne op til folketingsvalget sidste år. Hvor mange af jer har en drøm om at blive iværksættere? Spurgte jeg salen. Til min overraskelse var der meget få, der rakte hånden op. Omkring hver 10. eller 15., så vidt jeg husker. Og meget færre end når jeg stiller samme spørgsmål på erhvervsskolerne. Nu er dette jo langt fra en videnskabelig undersøgelse, men det gav mig et indtryk af, at jeg stod foran en sal, der i væsentlig grad var befolket af unge, som i deres eget hoved var kommende jobtagere.
Og jeg tænkte over, hvordan det passede med Danmarks behov. Jeg tænkte tilbage til dengang, jeg var 20 år og erkendte, at mange af mine venner fra dengang havde gjort karriere i brancher, som ikke fandtes dengang. Det er 35 år siden, og dengang fandtes der ikke personlige computere. Der var meget få computere i verden. En af dem stod hos NASA og var mange meter lang. Og den almindelige opfattelse var, at computere ikke var noget, som almindelige mennesker ville komme til at bruge. Få år efter kom de første personlige computere. Og Internet. Og mobiltelefoner. Og masser af TV kanaler. Bare IT og medier blev til brancher med millioner af ansatte verden over.
Og ja, det var dengang, og det var et IT- og medieboom. Men er det slut med booms? Det vil være dristigt at påstå her på kanten af robotalderen. Og digitaliseringen. Og globaliseringen. Når de ser i krystalkuglen, så spår både Cevea og KRAKA, at vi, i Danmark, kommer til at miste 800.000 arbejdspladser på grund af robotisering, etc. inden 2020. Spørgsmålet er, hvor mange nye arbejdspladser, der så bliver skabt? Nogle mener, at der vil blive genereret flere jobs, end der forsvinder. Andre mener, at vi i løbet af en årrække vil ende med massiv ledighed, blandt andet fordi robotter overtager meget af det manuelle arbejde.
Beskæftigelsesministeriet baserer sin politiske strategi på, at der bliver mangel på arbejdskraft i de nærmeste år. Derfor planlægges endnu flere reformer, som skal udvide arbejdsudbuddet eller højne produktiviteten. Og det er også meget realistisk, at der på kort sigt bliver meget lav ledighed. Men det store ubekendte spørgsmål er, hvad der sker på sigt. Der regner regeringen også ensidigt med mangel på arbejdskraft. For eksempel forsøger man at hæve pensionsalderen, hvilket jo må være en indsats, der skal afhjælpe mangel på arbejdskraft på længere sigt. Og det kan også være, at det er den rigtige måde at læse fremtiden. Vi ved det bare ikke. Menneskeheden har ikke været igennem en lignende fase før. Filmen har aldrig været spillet. Og vi har ingen andre planeter med lignende civilisationer at skele til. Men hvis jeg var regeringen, ville jeg have en plan B klar. Ikke mindst fordi nogle af verdens førende forretningsfolk har helt andre krystalkugler end den, der står i regeringslokalerne på Christiansborg.
For eksempel siger Teslas grundlægger Elon Musk, at vi snart kan ende med et scenarie, hvor vi kan opretholde vores levestandart, uden at vi alle sammen behøver at arbejde. Matt Krisiloff, der er chef for investeringsvirksomheden Y Combinator i Silicon Valley, siger det på en anden måde: – Det er bestemt muligt, at 5% af befolkningen vil stå for 95% af den økonomiske produktion om et par årtier.
Hvis man tænker den tanke til ende, er det jo nedsat arbejdstid, borgerløn og skat på resurser og finanser, det pludselig bliver aktuelt at tale om. Ja, det lyder vanvittigt, men er Elon Musk og Matt Krisiloff vanvittige? Måske.
Det er uvist, hvilke krystalkugler, der ser fremtiden tydeligst. Men jeg tror, det vil være klogt, hvis danske universitetsstuderende indstiller sig på, at verden kan ændre sig ganske hurtigt. Og at man hurtigt kan blive produkt- og procesudvikler eller jobskaber i brancher, vi ikke kender lige nu, i stedet for jobtager i ordets mere traditionelle forstand.
Heldigvis har universitetsstuderende en bred og stærk faglighed, der skaber gode forudsætninger for udvikling og innovation. Jeg har selv et lille firma med fem ansatte, som jeg har skabt i løbet af 7-8 år, før jeg kom i Folketinget. Virksomheden baserer sig på en social innovation, der handler om at validere uformel læring. Eller sagt på dansk, at give folk papir på det, de lærer uden for den formelle skole.
Der er i dag 5 ansatte, og som arbejdsgiver har jeg, før jeg kom i Folketinget, været med til at ansætte en del folk med universitetsbaggrund. Og uanset om de er fra litteraturhistorie eller statskundskab, så har de blandt andet kunnet arbejde selvstændigt, skabe overblik, analysere komplekse situationer, lave skriftlige produktioner og kommunikere/formidle. Det har været uvurderlige færdigheder i den innovative proces, hvor min virksomhed har vokset sig ud af loftsværelset i mit hus og ned på en adresse på havnen i Aarhus.
Det er selvfølgelig svært at udtale sig generelt ud fra mine begrænsede erfaringer, men jeg har i hvert fald haft god erfaring med at kaste akademikere ud i iværksætteriets foranderlige og dynamiske verden. Så jeg er fuld af fortrøstning for, at studerende kan være med til at iværksætte og skabe innovation, selvom jeg slet ikke er sikker på, at de har det sådan i deres egen faglige selvbevidsthed.
Men faglighed er ikke nok. Det er afgørende at universiteterne – ligesom AAU i øvrigt er fremragende til – hooker sig op i nært samarbejde med virksomheders innovative afdelinger, for ikke bare at følge udviklingen, men for at være med til at skabe den.
Og samme universiteter burde have iværksætterkuvøser eller projektvugger på alle fag, så man hele tiden afsøger de udviklingsmuligheder, der kan føre til iværksætteri i ”forkanten” af alle fagene, efterhånden som omverdenen skaber nye krav og behov. Og hvis du så tænker, at det er da ikke muligt at skabe iværksætteri, innovation og nye produkter eller virksomheder på mit fag, så er det sandsynligvis dig, der skal udvide dit mindset. Du kunne jo gå hen og blive jobskaber i fremtidens nye branch
