Tekst: Jeanne Wislund Hansen.

 

Er mit konstante spørgsmål til mig selv for tiden. Svaret er, at der skal der være liv på den anden side af specialet, men det er et svar med modifikationer, fordi hvilket liv er der?

 

Jeg er en af de studerende, som dimitterer til sommer, og jeg skriver derfor på nuværende tidspunkt speciale. Jeg ser frem til at dimittere, men samtidig frygter jeg det. Jeg befinder mig som studerende i øjeblikket i en mental limbo, fordi på den ene side føler jeg, at der ikke er nogen ende på specialet, det trækker i langdrag, og det bare skal ud af verden. På den anden side, så er specialet en tryghed. Rent faktisk er det den sidste tryghed, som er at finde i studielivet, da arbejdsmarkedet ligger og lurer på den anden side, og som for nogle studerende er grænseoverskridende og intimiderende. Mig selv inkluderet.

De studerende, som ikke frygter arbejdslivet, hører et ”godt gået!” fra mig. Jeg er panisk. Jeg frygter såmænd ikke det at arbejde – det har jeg gjort før i diverse studiejob og i min praktik. Arbejde i sig selv er til at håndtere. Derimod er skiftet mellem den fleksibilitet og tryghed, studiet har bragt, til at skulle have et ”rigtigt” arbejde, skræmmende – såfremt jeg altså kommer ud og får et arbejde med det samme og ikke ender på dagpenge.

Jeg tror, at det er svært at skulle videre, fordi indtil videre har næsten ens liv været et stort studie. Arbejde har været en biting – et studiejob. Det er en hel livsstil, giver man afkast på. Lærdommen følger med, men livsstilen som studerende følger ikke med. Jeg kommer ikke til at kunne tage ud at rejse, når jeg vil: Det skal planlægges efter, hvornår jeg kan få fri fra arbejde. Jeg mister mine lange sommerferier. Jeg kommer ikke til at kunne prioritere, hvad der er vigtigst at læse og at lave. På et arbejde skal alle opgaver laves. Du kan blive fyret på et arbejde. På et universitet bliver du ikke fyret eller smidt ud – der dropper man ud af egen fri vilje. Det er særligt skræmmende, fordi det bliver ens tilværelse de næste 50 år. Når jeg slutter med at være studerende og kommer i arbejde, kommer jeg aldrig til at have så meget fleksibilitet i mit liv igen. Aldrig.

Jeg mener oprigtigt, at det derfor er helt reelt at være bekymret omkring livet efter speciale. Til gengæld mener jeg også, at arbejdslivet måske kommer til at give overskud steder, man helt havde glemt som studerende. Du er færdig, når du har fri. Der er ikke lektier eller afleveringer, som venter. Du skal heller ikke op hver halve år og kæmpe dig igennem eksamener og få karakterer, som er afgørende for dit gennemsnit. Du får et større økonomisk råderum – og jeg tvivler på, at de færreste vil takke nej tak til lidt flere hæderlige håndører end bare SU.

For at besvare mit eget spørgsmål: Ja, der er liv på den anden side af specialet. Det vil være et liv med store forandringer – nogle vil klare transitionen bedre end andre – og det er okay at være nervøs, men husk det siges, at forandring fryder. Det er i hvert fald, hvad jeg fortæller mig selv.