Interview: Mads Duedahl

Tekst: Alexander Kokkedal Foto: Lars Horn

En tidlig mandag morgen ankommer jeg til Sundheds- og Kulturforvaltningens hovedsæde på Danmarksgade 17. Jeg er her for at interviewe politikeren Mads Duedahl, rådmand for Kultur- og Sundhedsforvaltningen i Aalborg Kommune. Den yngste rådmand i Danmark og samtidig den yngste i Aalborgs historie.

Kandidat i Politik og Administration fra Aalborg Universitet. Han har udmærket sig inden for Venstres Ungdom og efter studietiden været ganske kortvarigt ude på det store arbejdsmarked, inden han fik sit rådmandskab.

Kl. 8:30 træder jeg indenfor, tager elevatoren op og bliver taget godt imod af den unge rådmand. Jeg inviteres ind i det skønne kontor, hvor der er stillet fint an med kaffe og chokolade. ”Fair Trade. Sig ikke, at vi ikke er politisk korrekte,” lød det om udbuddet af skønne sager. Vi fandt os godt til rette, og interviewet gik i gang.

Det første spørgsmål er til dit job. Hvad indebærer det at være rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen?

– En stilling som rådmand betyder, at man er politisk og administrativt ansvarlig for en hel forvaltning. Det kan sammenlignes lidt med borgmesterstyret i København. Vi har én borgmester, der sidder i toppen af kommunen, og så har vi seks rådmænd, der har hver deres forvaltning. Det betyder faktisk, at jeg er ansvarlig for hele Sundheds- og Kulturforvaltningen med 400 ansatte og med 1,3 mia. i budget.

I de fire store kommuner har rådmændene hvert deres ansvar. Det vil sige, det er mig og ikke borgmesteren, der er ansvarlig for denne forvaltning. Borgmesteren har ansvaret for at få lavet budgettet, men det er mig, der har ansvaret for, at det bliver ført ud i livet. Så hele kulturlivet, fritidslivet, bibliotekerne, sundhedsindsatsen, landdistriktsudviklingen og buskørsel, det er under mit ressortområde. Det har jeg det fulde ansvar for.

I forbindelse med kommunalvalget i 2013 nævnte du, at der var mange kulturtilbud, hvor den økonomiske støtte ikke matcher den reelle efterspørgsel, hvor du brugte Aalborg Symfoniorkester som et eksempel. Er det blevet bedre siden?

– For mig er det vigtigt, at kultur også koster penge, fordi hver gang du prioriterer en krone til kultur, så tager du den fra andre velfærdsområder. Så er det noget, vi prioriterer, og siger, at det er noget, borgerne ønsker frem for en ekstra SOSU eller en ekstra folkeskolelærer, eller hvad det nu måtte være.

Symfoniorkesteret er et eksempel, jeg har brugt før. Det udgør ca. 20 % af hele vores kulturbudget, og jeg synes, det er vigtigt, når noget er så stort, at vi samtidig får bevisliggjort, at det er noget, folk ønsker. Det eneste, jeg og mit udvalg kan styre, er deres tilskudsstørrelse, og den har jeg så været med til at sætte ned, fordi jeg på den måde stimulerer dem til at sikre, at de får en større egenindtjening, om så det er sponsorer, private eller hvem det er, der skal betale, det er i og for sig op til dem.

Vi har også kulturinstitutioner, som er helt fantastiske til at generere penge. Når vi giver dem en krone, så tjener de den syv gange igen. Skråen er et godt eksempel på nogen, som genindtjener mange penge, og det synes jeg er et godt eksempel på noget, som folk virkelig efterspørger, og det synes jeg, alle kulturinstitutioner bliver nødt til at stå på mål for.

Synes du, at støtte til kultur skal ses som en investering, der skal tjene sig selv ind igen, eller har kultur en værdi i sig selv, som gør den værd at støtte, uanset om det er rentabelt?

– Kultur har også en værdi i sig selv, hvis det er den rigtige kultur – hvis den er efterspurgt. Bare se Aalborgs transformation. Hvordan vi i løbet af de sidste ti år er gået fra at være en – synes jeg – ganske klassisk provinsby til at være en moderne uddannelses-, videns- og oplevelsesby. Her spiller kulturen helt sikkert en kæmpe rolle i den udvikling, vi har været igennem.

I disse år har vi over 2.500 borgere, der hvert eneste år ønsker at bo i Aalborg. Det gør altså, at vi er den by i Danmark, der procentvis har den største vækst. Det er helt vildt. Og vi skaber arbejdspladser som aldrig før, og der er jeg sikker på, at kulturen også har en enorm rolle at spille. Man bør derfor betragte kultur mere holistisk end bare med fokus på indtægter og udgifter. For kulturen spiller også en rolle i forhold til at gøre byen attraktiv, i forhold til at fastholde studerende, men også i forhold til at tiltrække arbejdskraft udefra. Der er rigtigt mange elementer i kultur, der gør, at det er interessant at investere i en by som Aalborg. Men man skal naturligvis altid have for øje, om det er noget, folk efterspørger, eller om det bare er noget, man putter penge i, fordi man altid har gjort det.

I og med at Aalborg hele tiden forandrer sig og hele tiden er i omstilling i disse år, bliver jeg også nødt til som kulturrådmand at være opmærksom på, hvad det er, det nye Aalborg efterspørger. Eksempelvis er vi gået i gang med at lave en byfestival om sommeren, som vi prøvede for første gang i år. Den skal sikre, at der er mere liv på gaden og også tiltrække den unge del af befolkningen, som måske har en efterspørgsel i forhold til mere musik i gaderne og mere rytmisk musik generelt. Så på den måde prøver vi hele tiden at omstille og imødekomme den efterspørgsel, der er for det nye Aalborg.

Angående vækst i Aalborg, så har du i Appetize omtalt Aalborg som ”Danmarks Klondike” som udtryk for byens tilvækst i arbejdspladser, studerende og også det blomstrende kulturliv. Hvad for et potentiale ser du i byen?

– Jeg ser, at Aalborg har et enormt potentiale. Et potentiale, der er ved at blive forløst i lige præcis de her år. Siden jeg skrev mit indlæg i Appetize for bare et par år siden, kan vi se, at byen nu er i endnu mere vækst end nogensinde før. Jeg ser også, at arbejdspladser begynder at dannes i Aalborg i højere grad end før. Vi har skabt langt over 3.000 arbejdspladser i år, hvilket er helt fantastisk.

Men udfordringen er også, at vi skal huske at skabe de arbejdspladser til vores egne borgere. Når vi skaber 3.000 arbejdspladser i Aalborg, så er det faktisk kun de 1.000 af dem, der går til aalborgensere. Alle andre er til folk, der kommer udefra og som bor uden for kommunegrænsen, og det siger jeg, fordi vi bliver nødt til at have fokus på, hvordan vi skaber og understøtter udviklingen af arbejdspladser til vores egne borgere. Vores borgere er på mange måder anderledes end den traditionelle nordjyde. Der er rigtigt mange højtuddannede, der bor i Aalborg, og når jeg ser på, hvad der er den største gruppe af arbejdsløse i Aalborg, så er det ikke længere de ufaglærte; så er det dimittender.

Det er en advarselslampe, der burde blinke rigtigt kraftigt for alle os politikere. Ikke at vi skal ud og skabe arbejdspladserne. Det kan vi ikke. Men vi skal i hvert fald understøtte eller stimulere virksomhederne til at skabe arbejdspladser til de mange dimittender. Vi kan ikke have alt for mange eksempler på folk, der læser eksempelvis humanistisk informatik eller sociologi, der får et arbejde i Skoringen fem år efter endt uddannelse og ikke kommer videre. Vi skal simpelthen også vise, at vi er en by, der ikke bare kan lykkes i at uddanne. Transformationen af Aalborg er først fuldendt, når vi også skaber arbejdspladserne til alle de unge mennesker.

Du studerede Politik og Administration på Aalborg Universitet og har før rost AAU for stædigt og fornuftigt at holde fast i egne læringsprincipper. Hvilke læringsprincipper er det, som AAU har?

– Jeg synes, at problemorienteret projektarbejde er hele kernen til, hvordan man passer ind på et moderne arbejdsmarked. Og jeg mener, at lærdommen om at kunne arbejde sammen med andre mennesker, og få dem til at udløse deres fulde potentiale, vil blive mere brugbar end nogensinde før i en hyperkompleks verden, hvor man bliver nødt til på tværs af faglighed og på tværs af menneskelige egenskaber at arbejde sammen.

Som rådmand oplever jeg dagligt problemstillinger, der ikke baseres på ja/nej-spørgsmål. Det er ofte dybt komplekse problemstillinger, man står over for. Og hvordan angriber man så dem? Jamen det gør man ofte ved at arbejde problemorienteret. Finde ud af, hvordan jeg operationaliserer min problemstilling. Hvordan jeg kommer videre med den. Hvordan kan jeg knække koden på et meget højt abstraktionsniveau, det er jo de ting, det handler om, når man arbejder problemorienteret. Og det tager jeg med mig fra Aalborg Universitet.

Oplever du, at der er et samspil mellem de studerende, der går på Aalborg Universitet, og så erhvervslivet, som der er synligt?

– Jeg oplever selv, at man rigtig gerne vil. Jeg oplever, at der er større og større forståelse for, at det er dimittenderne og de studerende, der er nøglen til Aalborgs fremtid. Men jeg må også sige, at vi producerer utroligt mange dimittender, og da vi slog en sundhedskonsulentstilling op her i sidste måned, så var der altså 250 ansøgere, hvoraf rigtigt mange var nyuddannede, og det er bare for at sige, at der også er stort pres, og der er ingen tvivl om, at den offentlige sektor absolut ikke kan løfte den her udfordring alene.

Små ejerledede virksomheder bliver nødt til i fremtiden rundt omkring i hele Nordjylland at se værdien af og ansætte den første akademiker. Det kan godt være svært nogle gange at åbne døren op for én, der er længere uddannet end bossen, men det bliver vi nødt til at åbne op for, hvis vi skal skabe vækst og arbejdspladser til mange studerende.

Det tror jeg er den største omstilling, vi skal igennem, fordi Aarhus og København traditionelt, qua de er meget gamle universiteter, er vant til det, og virksomhederne er vant til, at de skal tage akademikere ind og forstår akademikernes bidrag til en virksomhed. Der mener jeg, vi i Aalborg har et skridt endnu at tage. Men når det så er sagt, så synes jeg, virksomhederne gør meget, og jeg føler, vi er på rette vej. Der er bare et stykke til målet endnu.

Mit næste spørgsmål er, om du skulle have kendskab til, om man har andre erfaringer med indlemmelsen af studerende i erhvervslivet andre steder i landet?

– Jeg tror, at meget af det er betinget af traditioner. Alle de statslige arbejdspladser, styrelser og nævn ligger i København. Det er klart, at de kan absorbere utroligt mange studerende fra statskundskab, jura, sociologi og alle mulige andre, som derved får første skridt ind på arbejdsmarkedet.

Og vi kan se, hvad det betyder i Aalborg med de statslige arbejdspladser. Nu er Ankestyrelsen kommet til Aalborg. Der er i omegnen af, så vidt jeg husker, mellem 50 og 100 juriststillinger, der er ganske nyoprettede inden for de sidste par år. Hvad det ikke har betydet for jurastudiet i Aalborg, at mange af de nyuddannede kan komme ind og få et højt kvalificeret arbejde, hvor du kan blive specialiseret i nogle mere svære, komplekse, juridiske problemstillinger fra dag ét, det kan man slet ikke overvurdere.

Det har virkelig betydet, at mange unge jurister får et arbejde lige fra starten frem for at skulle gå rundt og søge og rejse væk. Så derfor er de statslige arbejdspladser begyndt at flytte ud i landet. Nu kan jeg også se, at de er begyndt at flytte til Viborg og Hjørring. Det er vigtigt, hvis vi skal bevare akademikerne i nærområdet.

Jeg vil gerne snakke om projektet ABC for mental sundhed, som du arbejder for og søger at afvikle her i byen. Hvad går projektet ud på?

– I Aalborg sætter vi fokus på mental sundhed, og det gør vi fordi, vi kan se, at man i mange år har sat fokus på den fysiske sundhed – KRAM-faktorerne, altså Kost, Rygning, Alkohol og Motion. Det gør vi ud fra devisen, at hvis man har et fysisk sundt liv, så kan man leve længe. Men nu begynder sundhedspendulet altså også at svinge den anden vej. Vi begynder at have fokus på det mentale og det indre og på det faktum, at det ikke bare handler om at leve længe. Det handler også om at have det godt, mens du er her. Derfor taler vi om det dobbelte KRAM, altså Kompetencer, Relationer, Accept og Mestring.

Det er lige præcist noget af det, som ABC handler om. ABC handler om Act, Belong og Commit. Act handler om, at vi alle sammen skal gøre et eller andet, Belong handler om, at vi skal have et tilhørsforhold til noget, og Commit handler om, at vi skal forpligte os til noget. Og rent faktisk handler det om meget af det, som vi kender. Det grundlæggende foreningsliv, andelsbevægelsen og alle de ting, der er vokset op, som kendetegnes ved at være meget danske.

Og det er jo hele grundlaget for alt det, som jeg er blevet politiker af. Det er Højskole-Venstre, det er Grundtvig. Det handler om, at man skal forpligte sig til at være noget for andre. Ikke fordi man bliver tvunget til det af et samfund, men fordi man gerne vil.

Vi gør rigtigt meget for folk, der er ramt af stress og depression. Der er tal, der viser, at hver eneste dag er der 35.000 danskere, der ikke møder ind på arbejde og har meldt sig syge på grund af stressrelateret sygdom. Det er helt vildt, både hvis man ser på samfundsøkonomien, men i særdeleshed også, hvis du ser på de menneskelige skæbner, der ligger bagved.

Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor det er, at de har det skidt. Det kan Svend Brinkmann og mange andre kloge mennesker helt sikkert fortælle bedre, end jeg kan. Men jeg kan konstatere, at kommunerne ikke har særligt gode redskaber til at gøre noget. Hvis du ser rundt omkring i danske kommuner, så er der kommuner, der gør alt lige fra at lave løbetræning til krystalterapi og meditation, og der er ikke nogen evidensbaseret viden om, hvad der lige præcis er den gode indsats.

Når det kommer til det mentale helbred, ved vi altså meget lidt om virkning, og derfor er vi blevet en spydspids i forhold til at gå forrest med at lave initiativer som ABC. Vi har også andre initiativer som Åben og Rolig, der også er et evidensbaseret projekt, og også Kultur på Recept, hvor vi arbejder med at forbedre din mentale sundhed gennem kultur.

Omkring det med de frivillige fællesskaber udtalte du på Venstres Ungdoms hjemmeside, at du hylder de fællesskaber, der er opstået af fri vilje. Hvad forstår du ved fri vilje?

– Jamen fri vilje er der, hvor staten ikke går ind og tvinger. Det her er et godt eksempel på, at vi kommer med et tilbud, og man siger ja, fordi man har lyst, og ikke fordi man skal. Det er en grundlæggende ideologisk tilgang til, hvordan man bygger et stærkt samfund. Det er ikke fordi, at folk kommer og stopper noget ned i halsen på en. Det er fordi, man kan se meningen ved at være en del af et fællesskab.

Sådan har jeg det generelt med al politik. Jeg synes ikke, vi skal tvinge folk. Men jeg synes til gengæld, at vi skal være der, når de har brug for hjælp. Et menneske, der har behov for hjælp, skal kunne bede om det, og der skal vi være klar med vores indsats. Når vi ser, at folk får ondt i livet, og vi tager en snak med dem om det, så efterspørger de også, at vi kan gøre noget for dem.

Hvilken særlig rækkevidde har frivillighed og de frivillige fællesskaber i forhold til det, man kan opnå gennem forvaltningen?

– Vi er faktisk en forvaltning, der arbejder med frivillige fællesskaber. Hele foreningslivet ligger baseret herunder, og derfor er det altid godt for os at gå i dialog. Jeg skal ikke bestemme over de frivillige foreninger, over de frivillige i kulturlivet eller noget andet. Men jeg kan være med til at stimulere og være med til at sikre, at vi laver nogle initiativer, der understøtter de frivillige fællesskaber. Det er en af de roller, jeg også har som rådmand.

Født 14. august 1984 i Bredsten uden for Vejle

Cand.scient.adm. fra Aalborg Universitet

Rådmand for Sundheds- og Kulturforvaltningen i Aalborg Kommune

Tidligere sundheds- og frivilligkonsulent for Jammerbugt Kommune

Tidligere landskasserer for Venstres Ungdom