TEKST & FOTOGRAF: Andreas Rytter
Du kender det. Det er en af de dage, hvor alt føles meningsløst. Du har for tredje gang shoppet rundt på Mascha Vangs elendige blog blot for at erfare, at hun har migræne, og konservative Rasmus har hentet hendes barn. Der er noget råddent i Danmarks rige. Du mærker ingen følelse i kroppen, og overvejer om dette liv nu også er værd at leve. På randen af selvmordet forsøger du dig med en film, men hvad skal det være? Den evigt voldelige The Notebook? En dyb film som Die Hard? Eller en kærlighedsklassiker som Braindead?
Den åndelige stimuli er svært tilgængelig i nutidens forbrugersamfund, og du føler dig magtesløs. Bedst som du står med strikken om halsen, får du øje på rushåndbogen. Tilfældigvis er den slået op på side 28, og du ser en reklame. Inden du kaster dig ud fra bordet, tænker du, at en reklame måske ikke er det værste at slutte på, som en slags ironisk statement overfor livet. Du læser den og er straks fanget. Det koster 2x fyrre’ at komme ind pr. studerende. Det hedder Aalborg Teater. Du har ikke været i teater siden 1. G, hvor din skøre dansklærer i rullekravesweater tvang dig til at se Søren Ryges opsætning af Babettes Gæstebud, en improteaterforestilling i ti akter udspillet på en pløjemark i Herning. Det var koldt dengang, men Aalborg Teater lokker med en indendørs lokation og en intens livsoplevelse . Det var jo netop dette, du manglede. Livet skal have en chance til. Frejdig ringer du til teateret og bestiller to billetter og inviterer straks din gode ven Andronicus med. Han er skeptisk i starten, men da du fortæller den tragiske historie om Mascha Vang og din deraf afledte nærdødsoplevelse, så forbarmer han sig over dig og lokkes med i teaterets sal.
Med fornyet livsenergi er du hurtigt ude af døren. Du bestiger straks din trofaste jernhest, og fluks går det af sted til mødet med Andronicus foran teateret . Men hvem er nu det, du møder på din vej? Det er din gamle ven, den evige aalborgensiske modvind, som vil invitere dig til en dyst på udholdenhed samt forsøge at modarbejde dit nøje tilrettelagte tidsskema. Du træder hårdt i pedalerne og kæmper dig hele vejen fra Aalborgs yderste grene frem mod byens tidligere centrale strøg, hvor slagter Grøntved i 1878 lod teateret opføre, tids nok til at møde Andronicus, som har redet apostlenes heste derhen.
Sammen entrerer I teateret og lægger i forbifarten mærke til den nyistandsatte facade. En overmåde flink mand tager imod jer, og I guides sikkert igennem det første møde med Aalborg T eater. Denne ser jeres billetter og kan se, at du selv er studerende, hvorfor han straks informerer om teaterets nye samarbejde med Studentersamfundet, som sikrer rolige, æstetiske og særdeles smukke omgivelser at læse i, i foyeren. Dette kan man gøre i dagtimerne hver dag, når blot man sørger for sin egen kaffe. Det er altså en prima lokation i centrum af Aalborg, som ud over at være inspirerende og smukt indrettet også har den ro, der skal til, når den anatomiske grundbog, Shakespeare eller Basic Physics skal læres udenad.
Videre går snakken med den flinke vagtmester, men da der kaldes ind i salen, bliver I nødt til at forlade manden. På vejen ind til salen bliver du opmærksom på omgivelserne, hvilke jo ikke ligefrem er, som du havde forestillet dig dem. Forventningen om den teaterrøde dominerende farve er bristet, og i stedet ser du et moderne og smart teater, hvor en ny stil er lagt som et lag beskyttende, forvandlende og fornyende lag fernis på den gamle bygning. Grå farver dominerer foyeren, råt træ med lækre puder udgør siddepladserne, og et stort citat af Orwell pryder væggen: ”I en tid med universelt bedrag er det at sige sandheden en revolutionær handling. ” Den moderne indretning spiller utroligt godt sammen med den gamle bygning, hvor søjler med lodrette ornamenter og et prægtigt loft med den skønneste arabeske stuk står i smuk kontrast til den nye lysekrones charmerende lys. I fællesskab indtager I den store sal og opdager til din indre tilfredsstillelse, at noget originalt, de røde sæder, dog er bevaret. Afslappet lader du dig dumpe ned, og med en biografgængers vanlighed fortrækker du til den observerende afslappethed, som du så ofte har indstillet dig til i biografen. Med et begynder din sidemand, som ikke er Andronicus, dog at tale, ikke til dig, men hans stemme giver genlyd i hele salen. Du undrer dig, det virker lidt upassende pludseligt at være så højrøstet, en slags overtrædelse af de Goffmanske spilleregler, og du forsøger diskret at få ham til at dæmpe sig. Typen giver dog ikke op, og pludselig går det op for dig, at du har sat dig ved siden af Hamlet. Han rejser sig og går på scenen, mens du febrilsk forsøger at smile som undskyldning for at have afbrudt ham i replikken.
Det tager lidt tid at vænne sig til forestillingen, du ser på skuespillerne og forsøger at vænne dig til, at der ikke er specialeffekts, farvefiltre, og at de virkeligt står her. De opfører ”Hamlet” til perfektion, de kan ikke bare tage en scene om, og fejl på dette niveau svarer til, at Ronaldo brænder et straffespark i en Champions League finale, de er uoprettelige. Du fascineres af det gode skuespil, de vedkommende replikker og det sug, det giver i maven at være så tæt på et opført stykke. Du begejstres af det vedkommende stykke teater, som sætter magtkampe til skue og stiller de svære spørgsmål om, hvad skal man gøre med et stykke farlig viden, som kan styrte en stat, men også tage livet af den, som siger det højt.
Efter halvanden time går I til pause, en forfriskende lemonade byder du Andronicus, mens I diskuterer stykket og relationen til dagens samfund. Den flinke vagtmester fra før dukker igen op og fortæller jer om muligheden for, at man som studerende kan få en gratis rundvisning på teateret. Man kan komme ”backstage”, se skuespillernes gemakker, og se hvordan arbejdsrummet er for teaterets daglige medarbejdere. Når du tænker på den første halvanden time, så har antallet af rekvisitter, forskellig sminke og opsætningen virket overvældende, og en sådan rundvisning virker spændende og vedkommende for at forstå teaterets betingelser nøjere. Der ringes igen til forestilling. I angriber den sidste times forestilling med et sjældent begær. Hamlet står på scenen, kigger ud over publikum, kigger på dig, giver dig et lille skævt smil, som påmindelse om din lille seance i starten af stykket, og siger: ”At være eller ikke at være – det er spørgsmålet”.
