Frivillig: Det nye sort
Skribent & Fotograf: Jeanne Wislund Hansen
Velgørenhed er altid ”in”. Sandheden er bare, at det er de færreste studerende, som har råd til at bidrage økonomisk til velgørenheds- og nødhjælsorganisationer såsom Røde Kors. Måske tænker du samtidig ”jeg vil gerne hjælpe til i mit lokalområde” for at kunne se den synlige forskel. Samtidig, mens du allerede føler dig fattig og egentlig mest har brug for et lønnet studiejob, så hører du, hvor vigtigt det er at have et ulønnet og frivilligt arbejde på CV’et – fordi frivilligt arbejde er det nye sort. Men hvor finder man et frivilligt arbejde? Og hvad giver frivilligt arbejde egentlig dig som person?
”Vil du gerne arbejde med mennesker, og brænder du for at gøre en forskel?”. Sådan kunne en introduktion til et jobopslag lyde. Artiklen her er ikke en salgstale om, hvorfor du skal vælge at være frivillig i Røde Kors. Den er et indblik i, hvorfor du kunne vælge at tage Røde Kors’ frivillige initiativ ”Friend Match” med i dine overvejelser, hvis du vil have et frivilligt arbejde. Agenda har mødt aktivitetsleder Casper Østergaard og det matchede par, Sofie og Batoul, til en snak om Friend Match.
Det nye sort
Frivilligt arbejde er virkelig det nye sort. Du hører ofte, at arbejdsgivere i høj grad vægter frivilligt arbejde på CV’et som positivt, fordi det viser, at du er engageret, og du har overskud. Det er svært at give et entydigt svar på, hvor man skal finde et frivilligt arbejde, men måske er Røde Kors i Aalborg med deres initiativ ”Friend Match” et godt sted at starte. Der kan man være med til at gøre en forskel for de flygtninge, der er kommet til Danmark og som nu bor i Aalborg.
Friend Match
Når man hører ordene ”Friend Match”, får man den umiddelbare association, at det bare er endnu et match making program. Det er i og for sig også korrekt, men Friend Match er mere end bare et program, hvor man matcher mennesker. Friend Match er Røde Kors i Aalborgs svar på et integrationsprogram, hvor danskere møder flygtninge, der skal integreres i det danske samfund. Det er forholdet mellem to mennesker, hvor den ene er indfødt i den danske kultur – og den anden helt udefrakommende i den danske kultur. Aktivitetsleder i Friend Match, Casper Østergaard, siger, ”at det vil ofte være en mentorordning, hvor man hjælper med det praktiske – men der er også kommet nogle virkelig gode venskaber ud af det.” Casper fortæller, at de i høj grad har unge mennesker i alderen 16-35 år som deres målgruppe. Man bliver derfor matchet efter interesser og alder og sommetider køn. Man bliver dog ikke bare kastet ud i det – man vil komme til opstartsmøde og samtale. Da jeg spørger, hvad den ideelle frivillige er, så er Casper klar i mælet: ”Det er en, der har lysten. Bare du tør, og du vil.” Motivation er med andre ord enormt vigtigt – så kan det være ligegyldigt, om du læser medicin eller pædagogik. Han fortæller, at han lige har haft en frivillig samtale, før jeg ankommer til mødet. Parret han lige har haft samtale med, er matchet på ufatteligt få kriterier, men de er gået ind til det med en indstilling om, at danskeren kan hjælpe – og flygtningen gerne vil have hjælp.
Sofie og Batoul
Sofie er frivillig i Røde Kors’ Friend Match, og Batoul er hendes ’match’. Sofie er biologistuderende på Aalborg Universitet, og hun er i gang med at skrive sit speciale. Batoul er en syrisk flygtning, der kæmper for at lære dansk på VUC. Det lyder som udgangspunkt som et meget ulige forhold, hvor Sofie klarer sig bedre end Batoul. Alligevel opfatter man ikke forholdet mellem Sofie og Batoul som ulige, når man møder dem. I stedet møder man to smilende piger, der synes at have det godt sammen – omend at de lider lidt under en sprogbarriere, da Batoul endnu ikke er helt flydende på dansk. Sofie blev frivillig i Røde Kors, fordi hun syntes, ”det kunne være spændende at lære nye personer og nye kulturer at kende. Man lærer andre mennesker at kende på andre måder end normalt.” Batoul blev på opfordring fra sin kontaktperson i kommunen tilrådet at bruge Friend Match. Hun siger, at hun særligt gerne vil lære mere om danske traditioner, ”fordi nu hvor jeg bor i Danmark, så føler jeg, jeg skal lære mere om Danmark og danskerne.” Når Sofie og Batoul ses, så har de spist sammen, og en enkelt gang har Sofie hjulpet Batoul med hendes dansklektier. Batoul har spist ved Sofie, og Sofie har ligeledes spist hos Batouls familie, hvortil Sofie siger, at ”det var meget sjovt at smage syrisk mad.” Hun fortæller, at de bl.a. fik vinblade med ris, hvilket for den gængse danskers smagsløg måske er lidt til den eksotiske side. Da jeg spørger ind til, om de så fik traditionel dansk mad hos Sofie, så griner Sofie og siger, at det var det ikke, da Batoul er vegetar. I stedet fik de falafel, madpandekager og salat.
Danske venner og at gøre en forskel
Sofie føler, at hun er med til at gøre en forskel som frivillig, fordi ”jeg kan hjælpe Batoul med at få snakket mere dansk, end hun ellers ville gøre. Jeg kan hjælpe hende med at lære om Danmark. Jeg tror også, at det er vigtigt, at man har en ven i Danmark, fordi man kommer væk fra alle ens venner og normale rammer. Jeg tror, at det er vigtigt, at man føler, at der er nogen i Danmark, som er åbne overfor, at man kommer herop.” Hun tilføjer ligeledes, at ”der er nogle ting, man som dansker bare tager som en selvfølge, at ”sådan er det”. Der er bare nogle ting, man skal fortælle, at ”sådan er det ikke i Danmark”, fordi Batoul ved det ikke nødvendigvis.” For Batouls vedkommende, så handler matchet om, at ”det er spændende.” Sofie er ligeledes med til at lære Batoul om det danske samfund, hvilket Batoul finder relevant. Da jeg spørger dem ind til deres forhold, om de er mere venner, eller om Sofie er en mentor for Batoul, så er Sofie meget afklaret: ” Lige nu kender vi ikke hinanden så godt, men jeg tænker, at vi godt kan blive venner, og det ikke bare er et ”jeg skal lære dig noget”-forhold”. Batoul tilføjer, ”vi har mødtes tre gange.” Med andre ord, så er relationen mellem Sofie og Batoul relativt ny, men det afskrækker ikke pigerne. Da Batoul siger, at hun synes, dansk er svært, så fortæller Sofie, at hun synes, at Batoul er kommet lang med dansk i de fem måneder, hun har boet i Danmark. Selv mener hun ikke, at hun ville have kunnet nå at lære så meget arabisk på fem måneder, som Batoul har lært dansk.
Blod på tanden
Hvis du sidder derude som læser, og du har fået blod på tanden efter at gøre en forskel og samtidig få et ”frivilligt arbejde, som fremtidige arbejdsgivere er så vilde med” på CV’et, så er Friend Match måske sagen for dig. Det er måske ikke der, hvor du får brugt flest af dine akademiske evner, men at være frivillig i Friend Match er en måde, hvorpå hvor dine menneskelige kompetencer kommer i brug og formodentlig forbedres. En ting er i hvert fald sikkert med Friend Match: du får lidt ekstra på dit CV, og du kommer til at være med til at gøre en forskel for flygtninge i Aalborg. Ligeledes vil du på bedste vis blive udfordret i forhold til din forståelse af din egen kultur såvel som lære en anden kultur at kende på nært hold.
Kontakt Friend Match
E-mail: friendmatch@rodekors-aalborg.dk
Facebook: ”Friend Match – Røde Kors Aalborg”
Hjemmeside: www.aalborg.drk.dk