Døden i forskningens regi 

Skribent: Jeanne Wislund Hansen 

Fotograf: Kaali M. Karolussen 

 

Døden er et ord, der giver forskellige associationer, og som fremkalder forskellige følelser. For de fleste mennesker forbindes ordet med sorg. For andre er det et ord, som ligger dem fjernt, fordi de måske har været så heldige aldrig at opleve dødsfald i deres liv. Uanset hvilken følelse man forbinder med ”døden”, så er døden en af de få fællesnævnere, som alle mennesker har. Ligegyldigt om vi anerkender det eller ej, så er døden noget, vi alle kommer til at opleve, fordi vi alle skal dø en dag.

 

Vi møder ph.d.-studerende Jakob Borrits Sabra en kold dag i marts til en snak om døden. Døden er temaet for hans ph.d., hvor han undersøger døden i forhold til teknologi og byrumsdesign. Det er interessant, men samtidig bærer det en snert af at være grænseoverskridende, fordi døden normalt ikke forbindes med forskning. Alligevel skal vi tale om, hvordan døden, kirkegården og de sociale medier udgør en meget aktuel akademisk cocktail. 

 

Kirkegården

Vi starter med en tur på Almen Kirkegård i Aalborg centrum. Kirkegården vil de fleste nok forbinde med bisættelsen af en afdød eller et sted, hvor de har været henne med blomster til gravstedet. Nogle vil sige, at en kirkegård er et sted, der forbindes med uhygge. For os på den kolde dag i marts så er kirkegården scenen for fotografering. Selv om vi er der i et uformelt øjemed, så mærker vi alligevel følelsen af, at man ikke må råbe, man bør tale lavmælt og udvise en form for respekt. Kirkegården skal vise sig at være et essentielt aspekt i Jakobs afhandling. 

 

Døden: En ph.d.-afhandling

Vi sætter os ind i Huset i Hasserisgade, da der er varmt. Efter en kold tur på kirkegården, så virker henholdsvis varm suppe og en kop kaffe som det rigtige at styrke sig på for at tale om døden.

Hvad var din personlige begrundelse for at vælge døden som emne for din ph.d.?

Jeg vil faktisk sige, at det kom lidt som et tilfælde og så alligevel ikke forstået på den måde, at jeg ca. et halvt år inde i mit ph.d. projekt stod og skulle vælge byrum til mit forskningsdesign. En dag hørte jeg et P1-program omkring, hvordan kirkegårdene oplever, at hverdagsteknologien også trænger ind på dødens domæne i form af QR-koder på gravstene. Eksempelvis har de mindeord som bliver skrevet i aviser også har ændret sig over tid fra at være meget stabiliserede og kortfattede såsom ”Hr. Nielsen er afgået ved døden, bisættelsen finder sted på det sted og det tidspunkt” til nu, hvor de i højere grad bærer præg af vidnesbyrd. Nu ville der, udover de traditionelle navne og datoer, også kunne stå, at ”Hr. Nielsen var leder for FDF i Karup”. Alle mulige detaljer som viser, at der er en tendens til, at man opbygger en biografi til efterlivet. Samtidig tænkte jeg på, at jeg i det meste af min barndom altid har været nabo til en kirkegård i Viborg, og jeg har altid følt, at kirkegården var et spændende rum. Både lidt uhyggeligt som barn, men det var også et stort landskab og et sted, hvor vi kunne løbe op og lege gemmeleg. Vi kunne gå og gemme os fra gartnerne og ikke blive set. I mit voksenliv er kirkegården kommet til at have betydning som følelsesrum: Et sted, hvor mennesker kommer i kontakt med de store følelser. 

Så da jeg hørte det program, tænkte jeg, at her har vi måske lige præcis en nerve, jeg både kan ramme i forhold til, at det er et uudforsket område samt i forhold til mig selv. En ph.d. har ofte en eller anden grad af personlig dimension. Det fandt jeg i arbejdet med kirkegården. Det blev ikke bare kirkegården som byrum, men min ph.d. handler også om kirkegårdskultur og forandringer i Danmark, hvor man kan sige, at mindesteder møder mennesker, som møder de digitale medier. Derfor har projektet også arbejdstitlen ”Fremtidens kirkegårdskultur: Mindesteder, mennesker og digitale medier”. Jeg vil gå ind og påvise samt argumentere, at kirkegårdene kommer til at skulle inddrage de digitale medier og moderne teknologier som en del af deres planlægning for at fortsat være kunne et af de byrum, der både kan være attraktive, funktionelle, sorgfulde og rekreationelle. Her i Aalborg, hvor der er vækst, betyder det, at der kommer til at være flere mennesker, og der vil være flere, som skal begraves. Det betyder også, at der et behov for flere boliger og huse. Det vil sige, at de kirkegårde vi har på et tidspunkt vil komme til at blive indlemmet i byen modsat i gamle dage, hvor de blev lagt uden for byen. Nu kommer de til at ligge inde i midten af byen. Det betyder, at i de store byer, hvor man ikke har så mange offentlige parker, grønne områder og små åndehuller, kommer kirkegården til at kunne opfylde det behov. Det betyder, at der kommer nogle andre brugere ind på området, som så skal til at forhandle om retten til at bruge stedet. Spørgsmål og forhandlinger såsom ”hvad er respektfuld opførsel?” og ”er det kun et sted til sorg, eller kan jeg lufte min hund her?”. 

Ja, fordi kirkegården er et smukt område.

Men det viser sig, at der er mange, som ikke kender til de kvaliteter, kirkegården har at byde på, fordi man tænker på den som et sted for døden: Et sted for de store og smertelige følelser, et stille rum, en stille have. Det kan måske være svært at identificere sig med samt finde behov for at træde ind i det rum. Når man træder ind på en kirkegård, så mærker man en bestemt form for atmosfære. Der er en speciel atmosfære på stedet. Det kan være svært at forholde sig til i dag i et samfund, hvor vi har så travlt. Vi skal hele tiden tænke fremad og planlægge, hvordan vi skal selvrealisere os, og hvor vi skal opnå en masse konstant. Så pludselig at skulle være i et rum hvor tiden går lidt langsommere eller faktisk står stille, hvor man er nødt til at forholde sig til den der larmende stilhed og tanker om, at vi også skal herfra en dag, så bliver man måske tvunget til et reality-tjek. Spørgsmål som ”hvad går jeg og bruger min energi på?”, ”hvad er vigtigt her i livet?”, og det kan være hårdt at forholde sig til. 

Men hvad vil du helt konkret opnå med din ph.d.? 

Kommuner og planlæggere skal kunne lære af min ph.d., når man skal planlægge de her fremtidige byrum. Det er måske ikke fremtiden om ti år, men fremtiden om 50 år, når man planlægger kirkegårde. Det kan være, hvordan man skal tage højde for stigningen af de sociale medier til mindekonstruktioner. Gravstederne bliver mindre og mindre, og vi har dem kortere tid, fordi folk ikke genlejer gravstederne. Så der vil komme en større udskiftning. Nogle kirkegårde står halvtomme og har store åbner plæner, fordi folk vælger at blive kremeret – over 80 % af danskerne vælger at blive kremeret. Det skal være viden, som de kan bruge ude i kommunerne, i menighedsrådene og i sognerådene i forhold til planlægningen af de her byrum. Nogle skal måske lukkes ned eller blive sat på pause for midlertidigt at kunne byde på rekreative byrum, indtil man måske får brug for at inddrage det til begravelsesrum igen. Samtidig skal projektet lære den almindelige dansker og borger, at døden har flere dimensioner. Der er en digital dimension. Vi skal kunne forholde os til nye etiketter og normer, hvad angår følelsesudtryk på de sociale medier. Vi skal lære, hvordan vi gør det hensigtsmæssigt overfor os selv, overfor mindet om afdøde men også overfor hinanden. Derfor ser jeg kirkegårdene som én platform for mindet, mens de sociale medier er den nyeste platform, hvor man ikke bare kan gemme uendeligt meget, men man kan også dele det med forskellige netværk. 

 

Generation død og digital

Så de digitale medier og døden er det nye sort. Mindesider om døde mennesker og folk der stadig skriver til afdøde for at bibeholde kontakten, selvom den fysiske krop er død. Jakob siger hertil om de digitale medier: ”Et eksempel kunne være mig selv. Jeg har mit netværk, jeg opbygger, mens jeg er levende. Når jeg så dør, så eksisterer det netværk stadig, men mine børn har også nogle netværk, hvor de deler, at nu er jeg død, og så vil deres netværk og mit netværk blive forbundet omkring min mindeside. De to netværk har ikke nødvendigvis noget med hinanden at gøre, og de har vidt forskellige måder at forholde sig til mig på som levende – og nu også som død – så der kan opstå konflikter i forhold til det, da det kan være belastende at forholde sig til andres sorg på et medie, man normalt bruger til at koble af med.”

Har du ikke haft lavet en undersøgelse om Facebook? 

En del af projektet omhandler en undersøgelse, som gik ud på at spørge, om folk havde erfaring med personlig sorg på online sociale medier, og hvad deres holdning var til det. I den undersøgelse var det bemærkelsesværdigt at se, at der kun var godt 12 %, som syntes, at det var en god eller meget god idé at dele sorgen og mindet om afdøde på Facebook. Der var også en del neutrale, som var indifferente. Og så var der en stor del, som syntes, at det var en dårlig til en decideret meget dårlig idé. De gav i deres begrundelser udtryk for, at det hidsede dem op, at folk kunne gøre det, og de var meget negative omkring det. De kunne ikke forstå det. De syntes, at det var opmærksomhedssøgende og at snylte på et familiemedlems død. Så hvad viser undersøgelsen i forhold til kirkegården? Den kan vise, at på nuværende tidspunkt står de sociale medier ikke til at skulle overtage kirkegårdens funktion for at være et sorgrum. De er et supplement for en lille del af den danske befolkning. Går man ud på kirkegården – hvilket er den anden del af min undersøgelse – får man at vide, hvor stor betydning stedet har. Det fysiske sted har en betydning, fordi så kan man sige ”her ligger morfar”, og man kan lægge en blomst. Det viser, at kirkegården som byrum giver én et sted, hvor man kan gå ind og være i de her følelser, og man kan slippe det igen, når man går ud. Med Facebook kan du måske få hjælp, hvis du ikke ved, hvad du skal gøre der, hvor du befinder dig, hvilket er godt. Men hvis du står et sted i din sorg, hvor du gerne vil kunne separere tingene, så bliver Facebook pludselig et sted, hvor man bliver nødt til at forholde sig til tingene. Det kan være, at faster Anna lige har lagt et billede op af, at hun har været på kirkegården, hvilket selvfølgelig gør én glad, men det kan også give dårlig samvittighed over, at man måske ikke selv har været forbi graven.”

Jeg lytter med. Da Jakob begynder at tale om ”the second death”, står det mig klart, at Facebook måske ikke alene er en biografi til efterlivet. For nogle er det måden hvorpå, de bearbejder deres sorg over en kær afdød samt bibeholder mindet om denne: ”En person kan dø to gange, fordi først er der den biologiske død, hvor kroppen ophører med at fungere, og man bliver fjernet fra de levendes verden. Vælger man så at fortsætte båndet til afdøde ved at lade vedkommende ‘leve’ videre igennem en mindeside, så kan der ske det, at siden går i stykker eller bliver slettet, og så mister man personen en gang til. Man oplever et dobbelttab. Det er væsentligt at tage højde for. Folk skal passe på, hvad de bruger de digitale medier til, og hvordan de bruger dem”. 

 

Den tabuiserede død

Jakob har talt sig varm, og der er ingen tvivl om hans enorme interesse for projektet. Der er heller ingen tvivl om, hvad hans ph.d.-afhandling forhåbentlig vil kunne bidrage med. Om sin begrundelse for emnet slutter han af med at sige, at ”det er ikke pga. af personlige årsager, men jeg finder det relevant at hive fat i de ting som et eller andet sted samfundsmæssigt er nødvendige at undersøge. Også selvom det kan være svært at håndtere fagligt og følelsesmæssigt”.

Det er lidt interessant, fordi det i Danmark er så svært at tale om døden. 

Det er det lige præcis. Man taler om den tabuiserede død. Det kan være lidt svært at forholde sig til begrebet ’tabu’, fordi det har en negativ klang. Er døden et tabu i Danmark? Døden er ikke et tabu på samme måde som nekrofili, incest eller pædofili, fordi vi ved alle sammen, at vi skal dø. Døden er ikke noget, vi går og fornægter, men vi ignorerer den måske. Vi prøver at gemme den lidt af vejen. Rent kulturanalytisk er tabuer nødvendige i et samfund for at kunne have en form for orden. Man kan tale om, hvorvidt man skal bryde tabuet. Det vil måske gøre livet nemmere for nogle mennesker at kunne tale om deres følelser og deres sorg, men det er ikke ensbetydende med, at vi bare skal afmystificere døden. 

Men hvorfor er døden så et tabu? 

Det hænger sammen med, at vi er blevet fjernet fra at skulle forholde os til den. For 200 år siden skulle folk være glade for at blive 50. I dag er vi skuffede, hvis vi ikke bliver 80. Så vi lever meget længere, og samtidig er det professionelle, som tager sig af alt omkring sygdom og død. Vi bor heller ikke længere det samme sted hele livet men er spredt fra vores familie. Nu bor vi inde i byerne, hvor det før var det lille samfund, som oplevede et tab af et medlem, men det sker ikke længere. Så der er heller ikke en fællesskabsfølelse. Vi har måske glemt traditionerne. Vi lever ikke i et samfund, som fordrer, at vi skal dvæle ved døden, fordi samfundet er mere fokuseret på dødelighed end på selve døden. Dødelighed har fået alt fokus. 

Der er måske også nogle ubevidste regler for, hvor lang tid man må sørge afhængig af, hvem det er, der er død. 

Vi har kulturelle koder og sociale normer for sorgstile og sorgperioder. Det har blandt andet med vores religion og tro at gøre, og hvilke ritualer vi har for døden. Danmark har også set en nedgang i ritualer i forhold til den kristne tro. Folk efterspørger i højere grad også brud på begravelsesritualerne. Et eksempel er, at man spiller noget musik til bisættelsen, afdøde godt kunne lide, fremfor orgelmusikken. Det er svært at sige med sikkerhed, men jeg tror måske også, at danskerne er mere private i forhold til, hvad man lukker ud, og hvem man lukker ind. Mange af besvarelserne i undersøgelsen var, at sorg er privat og skal holdes inden for den nære familie – det skal ikke deles offentligt. 

Hvad kunne så være fordelen ved at dele sorg på Facebook? 

Biografien. Man kan få en meget rigere biografi – man kan samle folk fra hele det sociale netværk, og man kan blive forbundet med folk, man ellers både måske var geografisk og socialt adskilt fra. Det kan skabe en rigere fortælling om det menneske, der har levet. Der er også ’forbudt sorg’ eller ’afskærmet sorg’. Sorg som man ikke kan finde trøst for i de nære relationer. Det kan være forældre, der har mistet børn, det kan være et mistet kæledyr eller kommende forældre, som har aborteret. Det kan være svært at få luft for i familien eller fra det sociale fællesskab, man er en del af. På Facebook kan man finde grupper, som ellers er lukkede, men hvor man som medlem kan få diskuteret de ting, som ellers ikke kan blive vendt. Facebook er også med til at forlænge båndet til den afdøde. Det er ulig den psykiatriske tanke, som har domineret siden Freud, at sorg kun er en periode. Man starter et sted, og man slutter et sted. Som regel slutter det sted med, at vi giver slip. Nyere teorier går ind og siger, at det ikke handler om at bryde båndet men fortsat have båndet. Så er det ikke er ’enten eller’ men ’både og’. Man kan bibeholde sorgen, men det næste øjeblik er man måske et andet sted.

Men hvorfor har man kun en vis periode, man må sørge? 

Der er et hierarki for sorg. Noget sorg kan man få fri fra arbejde for, noget kan man ikke, men sorg er individuelt. Det kan slet ikke opgøres på den måde. Eksempelvis den hjemløse, der kun har haft Fido de sidste femten år og som mister Fido, han oplever muligvis en sorg meget mere omfattende end den, han måske følte ved sin fars død, hvis det nu var faderen, der var årsagen til de psykiske problemer, alkoholmisbrug og livet på gaden. Men den slags ‘livsledsager’-sorg er ikke altid legitimeret. Så her kan Facebook være med til at åbne op for nogle kanaler for sorg, som samfundet ellers har nogle normer for.

 

Døden: Et emne til eftertanke 

Efter interviewet med Jakob synes det svært at stoppe med at tænke på døden. Spørgsmålet hænger fortsat: Hvorfor er døden så svær at tale om? Måske fordi det er svært at forholde sig objektiv til døden. Døden har mange facetter. Ikke et dødsfald giver den samme sorg for de efterladte. Sorg er individuel. Graden af sorg er ligeledes individuel. Alligevel synes den at være så normbestemt, fordi det er tilladt at være ked af det i lang tid over at have mistet en forælder, men ved bedsteforældre er den sorgberettigede periode kortere, og kæledyr har nærmest ingen sorgberettigelse. Ligeledes når en kendis afgår ved døden, synes det at være i orden at oprette en side til minde for vedkommende. Hvis det er private, som deler deres sorg offentligt på Facebook i statusopslag, vil det kunne blive anset som akavet og opmærksomhedskrævende. Folk tænker muligvis ‘hold det dog privat”. Døden er derfor en svær sag at greje, men måske ville der ingen skade ske ved at åbne op for at tale mere om den, da den er uundgåelig.