Lægens Syrien tur-retur
29-årige Haifaa Awad er anæstesilæge, eksilsyrer og kom til Danmark som 6-årig ved familiesammenføring. Hun er stærk som en vejrbidt mole i stormvejr, men på sin færd som udsendt læge til et krigshærget Syrien med faldende bomber er hun også som en ubeskyttet bordtennisbold i Vesterhavets voldsomme brus.
Tekst: Maria Boll Hansen // Foto: Kaali M. Karolussen
Advarsel: Ubehagelig læsning.
Uddrag gengivet fra Information med Haifaas tilladelse.
Der er gået stoledans i kampen om pladserne til foredraget. Men det er mindre hyggeligt, når man har sat sig. Vi skal nemlig ikke hygge os. Vi skal åbne øjnene, slå ørerne ud og høre en personlig stemme fortælle det, som nyhederne ikke viser os om krigen i Syrien.
Baggrunden
”Mennesket er lige værd, uanset hvem man er.” Sådan indleder Haifaa sit foredrag og efterfølgende interview i november 2015. Hun giver en saglig gennemgang af Syriens historie og optakten til krigen sammen med historier og billeder fra felthospitalet og den sorgens slagmark, som Syrien er blevet degraderet til.
I Idlib-provinsen i det nordlige Syrien ved Tyrkiets grænse ligger det felthospital, som Haifaa blev udsendt til. Men det var ikke et hospital, som du kender det med de fornødne redskaber og hvide vægge. Det var et gammelt plejehjem, men der var tag over hovedet og døre, der kunne lukkes. Om det var Gud eller naturformationer, der gjorde, at samtlige forsøgte bombeangreb mod plejehjemmet mislykkedes, lader hun stå til egen fortolkning. Det er forfærdelige tilstande, lægerne befinder sig i, men det er intet i forhold til befolkningen. 50 % af lægerne er flygtet fra Syrien, så der er desperat brug for kyndige hænder. I slutningen af november 2015 ser billedet af Syrien sådan ud: Over halvdelen af befolkningen er under 35 år, 250.000 mennesker er slået ihjel og 500.000 er såret i krigen.
Men for at kunne følge med skruer vi tiden tilbage til 2011. Bashar al-Assads diktatoriske jerngreb ligger over landet som en tung dyne, der langsomt men sikkert kvæler folket. Mange gnister forenes, og der opstår en samfundseksplosion med horrible følger. Oprøret bryder ud i marts i byen Daraa. 10-15 unge drenge skriver i nattens mulm og mørke ”Folket vil vælte regimet” på murene. I dagslyset finder man dem, og de tages til afhøring. De afleveres derefter hos forældrene i ligposer, kastreret, parteret og brændt. Det apatiske svar til forældrene lyder ”gå hjem, knald konen og få nye børn.”
Kvinden
På hospitalet er Haifaa ikke en almindelig kvinde men læge, og når hun af en mandlig patient befales at dække håret til, svarer hun: ”Hvis mit hår generer dig, må du lukke øjnene. At jeg ikke bærer tørklæde, må Gud straffe mig for, ikke dig.” Denne skelnen af ekstremisterne mellem kvinder og autoriteter møder hun flere gange. Hun ved dog, hvornår hun skal tage bladet fra munden, og hvornår hun skal udføre sit arbejde professionelt: ”Det betyder meget for mig som en moderne syrisk kvinde, at religiøse fanatikere i krigstid undertrykker den syriske kvinde. Men det var helt klart mit lægevirke, der havde højeste prioritet, og derfor valgte jeg ikke at gøre meget ud af min egen feminisme. Jeg var ikke nede for at omvende ekstremister men for at redde civile liv.”
Lægen
Det kan være svært at forestille sig, at selv de mænd, der foretager forfærdelige forbrydelser med menneskelige omkostninger, kommer på hospitalet og forsøges reddet. Men den hippokratiske lægeed blomstrer i Haifaas hjerte, og derfor behandler hun også oprørere fra forskellige oprørsgrupper, hvis ideologi hun ikke deler. ”Jeg fokuserer på at redde et menneskeliv. På hospitalet har vi en klar holdning til, at alle må behandles og skal behandles. Vi er ikke dommere eller bødler men læger, der skal helbrede og lindre. Vi redder alle.”
Men i krig kan ikke alle reddes blandt andet på grund af de sparsomme lægemidler. Kirkegårdene bugner, men Haifaa sætter det ene ben foran det andet og arbejder videre. ”Der er massiv lægemangel, og derfor betyder min tilstedeværelse som læge også meget for lokalbefolkningen, som ikke har muligheden for at flygte. Det betyder også, at vi tit står i håbløse medicinske situationer, hvor vi må opgive behandling på civile, og det kan være nogle hårde episoder, hvor vi bruger hinanden som læger og kollegaer.”
Sorgen
Sorg er en gennemgående følelsestilstand i det krigshærgede Syrien. ”Syrien har længe haft en politisk historie fyldt med undertrykkelse under dette siddende diktatoriske regime. Det er dog nu blevet et sorgens land, hvor befolkningen i stedet for at blive bakket op i deres kamp imod et diktatur er blevet efterladt til sig selv og dermed også til ekstremister, som har udfyldt et desperationsvakuum.” Haifaa indåndede sorgen dagligt, som hun beskriver i Information, ”at føle sorg er en belastende, men styrkende oplevelse i livet. Men at føle sorg hver dag er traumatiserende”. Men hvornår græder man så på et felthospital? ”På felthospitalet har vi ikke tid til at græde. Oftest er der rigtig meget run på med at behandle og operere. Men det er helt klart om aftenen, når roen sænker sig en anelse, at man kan mærke, man har brug for at sunde sig. Jeg græd, når jeg kom hjem om aftenen. Nogle gange sparede jeg på gråden, til jeg kom hjem til Danmark, og begivenhederne fik lov at synke i min bevidsthed.”
Haifaa fortæller historier, omend de er ubehagelige men nødvendige for tilhørerne. Kan du f.eks. forholde dig til, at kvinder aborterer deres fire måneder gamle fostre, da de ikke kan få den rette næring til at udvikle sig? Der toner sig på hendes slides et røntgenbillede frem taget af en britisk krigskirurg i Aleppo. Det er af et ufødt barn. Men noget er galt. Der er skudt et projektil i barnets hoved. Sådan går det, når snigskytternes leg går med at skyde gravide kvinder i maven. Næste dag er spillereglerne at skyde ældre mennesker for at få lidt afveksling. Disse dage sejrer sadismen.
Barnet
“The test of the morality of a society is what it does for its children.”.
– Teolog Dietrich Bonhoeffer
Danske børn leger med biler. Syriske børn leger med pistoler. Og det går galt. Hvad der starter som en leg mellem to venner ender, da den ene drukner i sit eget blod fra sine skudsår. ”Våben flyder overalt i Syrien nu, især efter at det fredelige oprør blev til et bevæbnet oprør, og oprører, som især er unge mænd, anskaffede sig våben. Børn leger også med ammunition og bomberester. F.eks. 2 drenge der på vejen havde fundet en ikke-detoneret klyngebombe, som sprængtes under deres leg.”
Hvordan tror hun, at børnene påvirkes i deres voksne liv ved at være centrum i dette helvedesvirvar? ”Allerede som børn er børnene nu i Syrien påvirket af massive krigstraumer. De leger krig og rekrutteres nemt væk som unge fra de sørgelige rester af et skolesystem og i oprørsgrupper. Krigen i Syrien og det internationale samfunds manglende handling har nu efterladt en hel generation af børn i stikken under bomberne eller i bundløse teltlejre.”
I skolen kan børnene ikke finde et oplysende, trygt fristed, og i Information beretter hun om en fars fortælling: ”I skolelokalerne udførte regimet tortur, imens skolebørn sad i lokalet ved siden af og kunne høre det. Det var en del af den kollektive afstraffelse. Vi kunne ikke lade børnene blive hjemme, de skulle jo i skole. Men da de så kom hjem om aftenen, kunne vi høre de unge mænds skrig tage til.” Medmenneskeligheden findes dog, for børnene regnede ud, hvornår soldaterne kom og gik. ”Når de så deres snit til det, smuglede de deres madpakker ind gennem vinduerne til de anholdte. Vi begyndte at give dem ekstra mad med i skole, og de udtænkte metoder til at hjælpe de torterede unge på.”
Uddannelsen
Hun kalder Syrien for et land, ”der nu vander sine træer med blod, og ammer sine børn med håbløshed.” Tror hun, at oplysning og uddannelse vil kunne bane vejen frem til et demokratisk Syrien i fred og harmoni? ”Det må man håbe. I hvert fald skal der satses massivt på uddannelse og sundhed i nærområderne. I Syrien er alt kaos lige nu, omend forskellige civile projekter, skoler og felthospitaler forsøger at gøre en indsats under bomberne”. Onde vinde blæser hårdt over ruinerne af byer, og Syriens håb er uddannelse som det fundament, demokrati og overlevelse bygger på.
Politikken
Haifaa oplevede venner gennemgå uhyggelige forandringer, men hvordan kan et menneske ændres fra et være fortaler for mindst mulig skade på sine medmennesker for så at forkynde ISIS’ ord? ”Det kan man nemt, hvis der ikke er andre, der giver dig nogen form for beskyttelse imod bombardementer, kemiske våben og at din familie sulter ihjel. Folk gik på gaden for demokrati og frihed, ikke for ekstremisme. Men da det internationale samfund har valgt at efterlade syrerne under massive bombardementer, så tyede de til ekstreme grupper som ISIS og Al Qaeda, som lover civile beskyttelse i dagligdagen.”
Assad kommer ligeledes ikke for en krigsdomstol, da hun mener, at der skal ske en massiv international moralsk vækkelse. ”Det ser vi ikke nu. Vi ser at Putin, som ligeledes begår krigsforbrydelser i Syrien, resolut låser FN’s sikkerhedsråd, og at Iran sender militser til Syrien, som bekæmper den civile opstand imod regimet. Dette kompliceres af ISIS og Al Qaeda i Syrien, og gør det rigtig svært at navigere politisk for at Assad skal fjernes fra magten.”
Politikerne sidder på Christiansborg og beslutter, at flygtningene skal sendes tilbage til disse rædselsforhold. Hvad er det, hun ser, som politikerne ikke ser? ”Jeg tror ikke mere på, at politikerne ikke har indset, hvilke massakrer folk i Syrien flygter fra. Denne krig har stået på i 5 år og har været dækket massivt. Jeg ser lige nu et regeringsparti, som skærer ned til hjælp i nærområderne ved at skære ned i ulandsbistanden og samtidig opretholder en sultekrise i de områder. Folk flygter fra bomber, som ingen regeringer har forsøgt at stoppe. Derfor er det for mig ren symbolpolitik og leflen for højrepopulismen i hele Europa at tro, at vi kan stoppe flygtningestrømmen ved at bygge højere mure eller stramme reglerne. Flygtninge stopper med at flygte, når man fjerner årsagerne til flugt, nemlig bomber og sult. De flygter ikke for sjov.”
Man har ikke interveneret før, og det mener hun skyldes, at ”der skulle en flygtningekrise til, for at politikerne rettede fokus mod Syrien, for den samme fokus og søgen efter løsninger har ikke været så klar tidligere, før vi selv stod med flygtninge. Politisk må vi insistere på at tale syrernes ret til demokrati. Vi må ikke adressere Syrien blot ud fra, hvad der kun er godt sikkerhedsmæssigt for os men adressere den syriske civilbefolknings interesser.”
Hjælpen
Syrerne læner nakken tilbage, tager et dybt åndedrag og kigger mod den blå himmel, men i stedet for skyer ser de jagerfly som har til hensigt at slå dem og deres familie ihjel. At være et sted, hvor ens uddannede hænder virkelig gør en forskel er en øjenåbner. Ens selv- og verdensopfattelse opnår en astronomisk fart, du ikke kan få igennem en skærm. ”Det har modnet mig som menneske at stå ansigt til ansigt med så horrible forhold, men også som læge. Ingen tvivl om at man er dybt rystet, når man står under bomberne, men det giver mig en styrke at kunne gøre noget konkret som menneske.”
Hvad kan du som privatperson gøre? Hjælp i dit nærområde. Det lyder som en kliché, men asylcentrene er dér, hvor du skal henvende dig og overveje at blive flygtningeven, siger Haifaa. Hjælp dem ved at lytte, vise dem tryghed og få dem til at smile. De skal og vil integreres. Hun husker selv tilbage på, hvordan deres danske vennefamilie lærte hende at pakke noget så simpelt som en madpakke. Når man hjælper i syrernes nærområder, er der tale om vores fjernområder. Der skal bygges universiteter og hospitaler for at få et samfund stablet på benene igen. ”Det er ikke nok at sende 1 liter vand og 3 kg. ris afsted mere.” Nu skal der i stedet ske noget. Man skal ikke overleve. Man skal videre.
”I Danmark halter vores ældre-, sundheds-, miljø- og uddannelsessektor, men hvis vi var kommet den store flygtningeindvandring i forkøbet og havde startet med at hjælpe syrerne, imens de stadig befandt sig på syrisk jord, ville vi have været forberedt. Hvis man vil stoppe krigen, så må man intervenere aktivt, redde nærområderne fra sult eller leve med at vi alle skal tage flygtninge ind.” Det er mange europæiske lande og deres befolkning ikke indstillet på. Det er svært at se udover sin egen næsetip selv i akutte krisetider. Men hvis vi zoomer ud, tager tidsmaskinen tilbage og ser swastika blafre for øjnene, tog man da ikke flygtninge ind? I kældre, loftet eller videre over grænserne?
Mennesket
At hjemvende betyder at omstille sig: ”Jeg lever i to virkeligheder, og dette er mit normale liv her med julepynt. Livet går videre også i Danmark for mig.” Selvom hun er modig, skræmmer hendes frygtløshed af at bevæge sig ind i Syrien hende også. ”Jeg rammes altid af en sund portion skepsis og frygt efterfølgende, men når jeg beslutter mig for at dykke ind i landet, gør jeg det ofte resolut.”
Med sin unikke indsigt spørges hun om, hvad der skræmmer hende mest ved mennesket? ”Vores uoplysthed i et moderne videnssamfund i år 2015. Mange ved ikke, hvad der sker i Syrien, hvor horrible tilstandene er, og de er præget af fordomme om, at ’syrerne skal bare blive hjemme og kæmpe’ uden at vide, hvad der foregår i landet af massakrer. Det skræmmer mig, at mange basale fordomme, der nærer fremmedfrygten, stadig eksisterer, omend indvandrere og muslimer har været en del af det danske samfund i flere årtier nu.”
Fremtiden
Lad os slutte med at vende ansigtet mod solen. Selvom mennesket er i stand til grusomheder, ser hun positivt på ”vores evner til at danne relationer og heldigvis stå solidarisk sammen, når det er påkrævet. Rødby-gate viste os, hvor hurtigt og effektivt civilsamfundet fandt sammen på og tilbød hjælp til flygtninge.” For Haifaa skinner én ting igennem: ”Jeg spørger ikke mig selv, hvad jeg får, men hvad jeg giver.” Det flimrer. Lige dér, langt ude. Kan du se det? Det er et lille glimt af håb.
