Universitetet vil øge de studerendes indflydelse
Efter flere år uden formaliseret fokus på udvikling af universitetets studiemiljø, har vi studerende gennem studentersamfundet fået universitetet til at etablere et studiemiljøudvalg. Studiemiljøudvalgets opgave er at bidrage til forbedringer af studiemiljøet på AAU. Vi ser frem til arbejdet og håber mange af jer vil være med.
Tekst: Camilla B. Christensen og Michael S. Trabjerg, repræsentanter for Studentersamfundet i AAU’s bestyrelse
Hvorfor et studiemiljøudvalg?
Vi studerende er en vigtigt del af universitetet, derfor er det også vigtigt, at vores mening og ideer bliver medtaget, når der skal sættes retning på universitetet. Vi håber, at der i Studiemiljøudvalget kan blive debatteret og taget hånd om de udfordringer, vi møder som studerende på AAU. Da AAU i en periode ikke havde et studiemiljøudvalg, har vi allerede nu en lang liste med temaer og problemstillinger, som vi glæder os til at diskutere med både jer og Studiemiljøudvalget.
Blandt andet følgende temaer:
- Hvordan kan det blive endnu bedre at være studerende på AAU?
- Hvor skal vi studerende lave gruppearbejde, når vi ikke længere har grupperum?
- Hvorfor har AAU ikke læsesale hvor vi studerende kan få ro til fordybelse?
- Hvorfor skal mange på AAU skrive speciale på fire måneder, når vores medstuderende på andre universiteter har seks måneder?
Vi vil altid gerne høre om dine erfaringer. Hvis du der udfordringer med studiemiljøet på dit studie, eller hvis noget har fungeret virkelig godt, så må du meget gerne skrive til vores ordfører på politik@studentersamfundet.aau.dk
Hvad er studiemiljøudvalget?
Studiemiljøudvalget er det sted, hvor de store studiemiljøproblematikker for hele universitetet diskuteres, og vi vil rigtig gerne have dine input. I udvalget sætter vi den overordnede retning for udviklingen af vores studiemiljø, både de fysiske men også psykiske rammer. Vores prorektor for uddannelse, Inger Askehave, er formand og ansvarlig for hele uddannelsesområdet og dermed også udvalget. Studiemiljøudvalget har ret til at indstille studiemiljøtiltag direkte til universitetets daglige ledelse, kaldet direktionen. Så vi får direkte indflydelse på de store områder, der berører vores dagligdag som studerende.
I udvalget repræsenterer 6 studerende dig og alle dine medstuderende på Aalborg Universitet. De seks studerende vælges blandt dine repræsentanter i de akademiske råd, et fra hvert, samt de to studerende i Aalborg Universitets bestyrelse. Herudover deltager repræsentanter fra det videnskabelige personale, skolerne samt studieforvaltningen og teknisk forvaltning. Vi studerende ser frem til at udvikle studiemiljøet i samarbejde med jer.