Interview med Svend Brinkmann

Den populære psykologiprofessor

 

Svend Brinkmann er efterhånden et velkendt navn. Han dukker op på skærmen i programmer som Vi Ses Hos Clement og 21 Søndag. Hvis man læser aviser, har man sandsynligvis lagt mærke til ham. Radioformatet har han også været omkring, og det er meget muligt, at du følger ham på Facebook. Desuden gør han sig i at holde foredrag, skrive bøger, bedrive forskning som psykologiprofessor på Aalborg Universitet og være familiefar. Mister du pusten? Man får indtryk af en mand, der har fart på. Men han er heldigvis også at finde, helt stillesiddende, på sit kontor på Kroghstræde en tirsdag eftermiddag. Først gør vi noget, som Svend Brinkmann ellers ikke er fan af – vi kigger indad og drøfter hans popularitet i medierne. Siden kigges der udad med et kritisk blik på det samfund, vi alle lever og ånder i.

Tekst: Signe Buchholtz // Foto: Kaali M. Karolussen

Populær i medierne men ingen guru!

Kim Bildsøe Lassen indledte 21 Søndag-indslaget med at sige, at Svend Brinkmann nærmest er blevet én, der har opnået gurustatus. Hov, stop lige en halv. Det har nu aldrig været meningen, udtrykker Svend. “Det skal mere være en kritisk position – det skal ikke være en ny sandhed. Når jeg har været ude at holde foredrag, har jeg set folk, der sidder i forsamlingen med nej-hatte, siger han med en snert af forundring. Der er ingen tvivl om, at han er blevet en populær herre. Men hvordan har han det egentlig med i stigende grad at være en del af mediebilledet? Han fortæller, at selvom det er et privilegium, er det også overvældende til tider:

“Det er selvfølgelig rigtig rart, at folk lytter til det, jeg siger. Det er jo et privilegium. Men der følger bare en masse med, for det har fået et omfang nu, som faktisk er lidt overvældende. Jeg har skullet vænne mig til, at alle mulige mennesker har en mening om mig uden, de kender mig. Jeg har jo skrevet den her bestseller, som mange har læst og diskuteret, og som nogle er meget uenige i. Der har været nogle angreb fra højre og venstre, som har været lidt besværlige. Nu lyder det som en lang klagesang. Det skal det jo ikke være, for i udgangspunktet er det jo en rigtig god situation og vældig privilegeret. Men jeg bruger rigtig lang tid på at sige nej til folk, der vil have mig til at tage stilling til alt muligt, deltage i alt muligt, være med i underholdningsprogrammer på TV. Jeg bruger i hvert fald en time hver dag på bare at skrive afslag.

 

Mobilen i lommen ringer ironisk nok omtrent lige her. Der er bud efter Brinkmann, og det er med god grund. Han mestrer nemlig kunsten at formidle sine budskaber og forskning i medierne, så det kommer ud over universitetets mure og bemærkes af flere. Sidste år var det “Stå Fast – et opgør med tidens udviklingstrang”, der blev det helt store samtaleemne, og i år er det bogen “Diagnoser” lavet i samarbejde med sociologen Anders Petersen.

Flere som Svend Brinkmann?

Til spørgsmålet om hvorvidt flere forskere burde gøre som ham selv og være mere synlige i medierne, falder dette svar:

“Jeg synes ikke, det er et krav, man kan stille til folk. Det er ikke alle, der trives med det. Det kan også, som vi allerede har været inde på, være lidt hårdt at være i søgelyset. Men jeg synes da godt, man kan opfordre folk til, at hvis de beskæftiger sig med noget, der har offentlighedens interesse, og som er et vigtigt samfundsmæssigt anliggende ikke nødvendigvis kun inden for samfundsvidenskab, så skal man ytre sig og blande sig.

Han tilføjer desuden, at vi på Aalborg Universitet er gode til det. At man meget ofte, i forhold til hvor relativt lille universitetet er, ser forskere herfra, der bidrager til debatten. Det ligger på en måde i ånden – man vil gerne være et samfundsengageret universitet.

Dumt at spare på uddannelse

Et vigtigt samfundsmæssigt anliggende lige nu må siges at være fremdriftsreformen og uddannelsesbesparelser i stor stil. Svend Brinkmann har flair for at være samfundskritisk, og dette emne er ingen undtagelse:

“Jeg er meget kritisk over for store dele af den udvikling, der foregår på universiteter. Både hvad angår den måde, forskningen bliver organiseret, hvor det i stigende grad handler om outputs, det målbare, at optimere forskernes præstationer og publicere mere næste år end vi gjorde sidste år.

Svend Brinkmann bruger ordet ‘overvågningsregime’, og han mener, at det gør sig gældende både på forskersiden og studentersiden, og det har konsekvenser:

“Vi ser hurtigere, mere effektive uddannelsesforløb, men det som burde være kernen i universitetet er fordybelsen, eftertanken og tid til at lave skæverter. At gå en vej som ikke bar frugt, men som giver en erfaring, og det er jo også det, vi skal som forskere. Vi skal have den frihed, at vi kan bruge tid og kræfter på noget, som viser sig at være en blindgyde. Men så ved vi det. Og det får vi ikke nogle artikler ud af eller kan gøre karriere på, men der skal være en tryghed i systemet, der gør, at den slags er muligt.

Der skal altså være denne tryghed i systemet og tid til eftertanke, fordybelse og skæverter for både studerende og forskere, men:

“Det bliver der i stadig mindre grad. Det er der ingen tvivl om. Det bliver jo så begrundet i økonomiske hensyn hver eneste gang. ”Der er bare ikke flere penge”, hører man gang på gang. Men alt er jo et spørgsmål om prioritering. Det virker dumt at spare på det område. Det er jo det, der langt hen ad vejen skaber vækst i et samfund.

Snakken falder i øvrigt på, at Svend Brinkmann har svært ved at forestille sig, hvordan han selv ville finde sig til rette i et system som nu, dengang han studerede. Han startede med at læse filosofi i to år i 1995 men skiftede siden til psykologi. Han sprang fra en uddannelse, hvilket ville kunne ses som en “fejl”, og noget man skal undgå, hvis man så det i et regneark. Men at han først læste filosofi og siden psykologi har været værdifuldt for ham, og noget han har brugt lige siden. Det rungende budskab er, at der bør være plads til den slags i systemet.

Diagnoser – et samfundsproblem?

For at fortsætte i det samfundskritiske spor: Hvad undrer Svend Brinkmann sig særligt over, når han ser på vores samfund?

“Jeg arbejder meget med psykiatriske diagnoser og er interesseret i, hvorfor der bliver stillet så mange diagnoser. Hvad er baggrunden for det? Jeg synes, der er et gennemgående problem i vores tid; at vi tilsyneladende lider så meget, som vi gør, psykisk set. Det er unge, voksne, gamle og børn. Vores måde at håndtere det på er ekstremt individualistisk. Vi diagnosticerer den enkelte, giver den enkelte en behandling, psykologhjælp, stresshåndtering osv. Og glemmer lidt at se på de grundlæggende strukturelle og sociale mekanismer. Det synes jeg er et problem.

 

Pointen i “Diagnoser” er netop, at det er vigtigt at kigge nærmere på årsagerne, der ligger bag de mange stillede diagnoser. Men han tilføjer, man naturligvis er nødt til at hjælpe individerne også, det er jo dem, der mærker problemerne. Det gør det til en svær diskussion, men den er vigtig at tage, fordi:

“Det er en stor procentdel af befolkningen, der er på en eller anden form for psykiatrisk medicin. Så på trods af vores velstand og velfærdssamfund går mange folk egentlig og har det ret skidt. Det er unødvendigt og enormt ærgerligt. Det er i hvert fald et samfundsproblem, som så også hænger sammen med tusind andre ting, man også kunne tage fat på.

Instrumentalisering – hey, hvad med egenværdi?

Stik imod det faktum at Svend Brinkmann ikke bryder sig om at blive kaldt guru, bliver han nu – på meget abstrakt vis – bedt om at komme med et par “guruagtige” råd til os mennesker.

Han påpeger, at der foregår en problematisk instrumentalisering i vores samfund:

“Der er en gammel filosofisk idé om, at det vigtige i tilværelsen er det, vi gør for dets egen skyld, og ikke det vi gør for at opnå noget andet. I dag er det som om, vi gør rigtig meget for at opnå noget andet end det, vi er i gang med. Tingene bliver instrumentaliseret. Vi fordyber os ikke i vores fag, fordi det er vigtigt i sig selv at forstå det her, men fordi vi kan bruge det til noget bagefter.

Psykologiprofessoren opfordrer altså til eftertanke med hensyn til, hvad der har egenværdi i vores liv og til at være kritisk over for instrumentaliseringen:

“Hele vores samfund, hvis man ser lidt dystert på det, er gennemsyret af den her instrumentalisering. Der kunne jeg godt tænke mig, at vi allesammen prøvede at finde ud af: Hvad er egentlig dét, som er et mål i sig selv? Hvad har egenværdi? Og det er der jo masser af ting, der har; venskab, leg, kærlighed, viden… Alle mulige menneskelige fænomener har værdi, uanset hvad de kan bruges til. Den der idé om at alt skal kunne bruges til noget, alt skal være nyttigt, synes jeg, vi skal gøre op med.

Ikke alt kan reduceres til økonomi

Hvad kan vi så gøre for at bevæge os væk fra denne instrumentaliseringstendens og i en anden retning? Brinkmann har et bud:

“Man kan jo altid skelne imellem, hvad man selv kan gøre i sit liv, hvad kan man gøre i fællesskab med andre, og hvad der kræver en hel samfundsændring. Jeg vil ikke sige, at vi nødvendigvis skal ændre hele samfundet. Det er klart, at man skal lytte til de politikere, der ikke reducerer alt til økonomiske spørgsmål. Vælge de politikere der gerne vil tale politiske idéer. Det har ikke så meget at gøre med, om de er røde eller blå. Der findes folk på begge fløje, som er optaget af, at f.eks. universiteter har en værdi i sig selv for et samfund. Det handler ikke kun om, at vi skal forøge statens BNP. Det handler også om, at vi vil have en kritisk institution i samfundet. Så det er sådan nogle politikere, vi skal vælge.

 

Men vi kan også gøre noget selv hver især lige nu og her. Vi kan sætte os ned og tænke over, hvad livet egentlig handler om, for som han siger:

“Måske handler livet ikke om konstant optimering og instrumentalisering. Måske kan det også handle om netop at fokusere på dét, som har egenværdi, dét som er et mål i sig selv.

Drop fitnessmanien – prøv en roklub

Afsluttende giver han med et smil på læben et helt konkret bud på, hvad man yderligere kan gøre: “Man kan melde sig ind i en roklub fremfor at stå ensomt og træde på stepmaskinen i fitnesscentret.Vi lader sætningen stå et øjeblik som et glimrende billede.

Som bonusinfo kan det fortælles, at Svend Brinkmann selv er medlem af et fitnesscenter, og at det understreger pointen om, at han ikke er nogen guru. Vi runder af og giver plads til dyb eftertanke. Klar, parat, start.