2016: 12-tals år eller med røven i vandskorpen?

Vi understreger på det kraftigste, at disse horoskoper har grobund i den astrologiske, astralske, humanistiske og humoristiske videnskab også kendt som astrologi. De skal derfor tages lige så alvorligt som din sidste karakter. Horoskoperne er skabt ud fra stjernernes vurdering, men da Rasmus Seebach og Christopher var travlt beskæftiget med ingenting at lave, så måtte nogle andre stjerner klare jobbet i stedet.

Tekst: Maria Boll Hansen

 

Karakterskalaen

12: Du vinder alle Facebookkonkurrencer

10: Et okay år, men din vens år er bedre

7: Et intetsigende år

4: Dit liv er på tærsklen til 25+

02: Av av, det skal mor ikke høre foreløbig

00: Er du ikke droppet ud endnu?

Vædderen – Karakter 10

Vi har hørt dig. Vi hørte dig godt første gang, så du behøver ikke blive ved med at bræge løs. 2016 er ikke året, hvor du på magisk vis mister den opmærksomhed, du er vant til. Til gengæld burde du tage en dyb indånding og give plads til andre. F.eks. i køen ved købmanden. Du dør ikke af at lade den ældre dame komme foran. Det er kun endnu et plus i din charmebog. Hvis du begynder at kede dig omkring sommertid, så findes der parkourkurser, hvor du kan få lov til at eksperimentere lidt med liv og død, som du jo plejer at gøre i gaden ved at provokere tatoverede typer fra Nørresundby. Du forbliver også single for evigt, du fylder for meget.

 

Tyr – Karakter 7

Du skal altid være så skide praktisk. Slap nu lidt af. Bare fordi der er tilbud på toiletpapir, behøver det ikke betyde, at du pludselig løber tør, hvis ikke du køber de sidste to paller. Hvis du har en kæreste, så er denne heldig, for Tobias fra kagekampen har intet på dig. I år lærer du nemlig at bage kanelkage kun ud fra al det overskydende kanel fra din 25-års. Og giv nu bare den øl næste gang, din nærigrøv! Det kommer tifoldigt tilbage, når du kommer i himlen, din stædige satan.

 

Tvilling – Karakter 7

Tvilling rimer på killing, men du har aldrig været god med dyr. Svigermors drøm den ene dag, kærestens mareridt den anden. Vi gider ikke koge mere suppe på, at tvillingen er tvetydig og aldrig rigtig finder sig til rette. I stedet kan vi fortælle, at du skyder en fuldtræffer i alle dine eksaminer i år. Hvis du da kan beslutte dig for, om du vil tage dig sammen og stoppe med at læne dig tilbage i gruppen. Giv citronmåne næste gang og åbn munden. Eller læn dig tilbage og scroll lidt mere Instagram. Ja, vi kan også være tvetydige. Skideirriterende, ikke?

 

Krebs – Karakter 4

Tør øjnene eller tag en tudekiks til. Nu må du bestemme dig. Skal 2016 være dit år, eller skal du bare lade livet suse forbi dig, som du har for vane? Hvis du vælger det første, vil du mærke en prikkende fornemmelse i underlivet, der signalerer, at det modsatte køn nok skal få øje på dig, hvis du stirrer længe nok. Vælger du derimod det sidste, så gider vi ikke læse flere deprimerende Facebook-stati, som du alligevel ikke føler for at uddybe. Det er pinligt. Og skift nu den garderobe ud. Sort er ok til begravelser, men hvorfor skal du se ud som om, livet er én lang begravelse?

 

Løve – Karakter 12

Du tror, dit liv er som taget ud af Løvernes Konge, og at du regerer sletten også kendt som gaden. News flash! Du er ikke en rigtig løve, og i Afrika spiser løver altså desmerdyr. Du er faktisk mere den halvpsykopatiske Gaston i Skønheden og Udyret. Fuld af fis, alt for store muskler, har et overforbrug af proteinæg og en lille ven, du altid gør grin med. Til gengæld har du humor. F.eks. synes du, det er sjovt, når pigerne i gaden tror, at du virkelig er pilot og kun har én nat i Danmark.

 

Jomfru – Karakter 02

Har du nogensinde hørt om Mac? Det er lige noget for dig. Intetsigende, wannabe-spændende og en evig forsvinden af punkter. Ganske ligesom din sans for humor. Du er god at være i gruppe med grundet din perfektionisme, men den er også grunden til, at du ikke skal med, når de andre tager en øl. Du skal hjem og rette på dine Haypuder og sørge for, at Kählervaserne står planlagt tilfældigt ulige. Men du narrer ingen, og din grupper pønser faktisk i hemmelighed på at bruge dine Royal Copenhagen tallerkener, når du vender ryggen til. Ærgerligt, men måske du næste gang skulle købe tallerkener, der faktisk må bruges.

 

Vægt – Karakter 4

Bourdieu eller Gadamer? Drake eller Kanye? Sushi eller torskerogn? Du er god nok inderst inde, men det er bare så langt inde, at ingen rigtig ser det, og derfor ser de dig kun som en ubeslutsom slendrian. Din hud fejler dog intet, og du ligner din mor på en prik, og det er jo altid sjovt at få at vide af gamle mennesker fra hjemegnen. Dette er desværre også grunden til, du sjældent er hjemme, og det burde du, for du er et rigtigt familiemenneske. Så længe børnene bare ikke er dine egne, men man kan jo aldrig vide.

 

Skorpion – Karakter 4

Det er ikke for sjov, at de fleste seriemordere er født i dette tegn. Hvis dette var gymnasiet, ville du i din blå bog blive kåret som ”årets stalker”, ”årets creep” og ”årets snushane”. Du lyver også meget, og derfor skal dine venner ikke tro dig, når du fortæller om karakterer, weekendernes udskejelser eller at dine pomfritter smager bedre end deres. Heldigvis er du en god kæreste, og den får ikke for lidt på forkælelsesfronten. Måske du endda kommer af sted til den koncert med Slipknot, som du gerne vil?

 

Skytte – Karakter 10

Du er ret intelligent, hvilket er heldigt, for du er også ret doven. Gadgets og teknologi er dine bedste venner, så med lidt held får du nok alligevel et ok job hos Apple, Microsoft eller hos Elon Musk. Men regn ikke med at dine venner kommer vrimlende med likes, for du skal måske lige skrue lidt ned for arrogancen. Det her er Danmark, fister, og vi klapper kun i hænderne, hvis vi andre får lidt af kagen. Du kan derfor med fordel flytte til USA og aldrig vende tilbage. Dine venner og familie vil dog savne dig, når de skal have IT-hjælp.

 

Stenbuk – Karakter 02

Du er født både negativ og gammeldags. Men du kan også være positiv, for hvad gør dét at være negativ og gammeldags, så længe du altid har ret? Bagklogskab er dit bedste fag, men du scorer også højt med gamle mennesker. Og er du sød at lade være med at række hånden op i timen og gengive præcis, hvad underviseren har sagt bare med dine egne ord? Du er dog sjovt nok ret ferm til at pakke gaver ind, så vi vurderer, at du måske skal skifte studie fra dansk til arkitektur og design, hvor de ikke rigtig bruger hænderne til andet end at klippeklistre.

 

Vandmand – Karakter 00

Vidste du godt, at man med den moderne teknologi er kommet ret langt og faktisk kan fjerne dine intetsigende tatoveringer? Du tjener dog ikke så mange penge, for sofaen er din bedste arbejdsplads, og når du pjækker, er sengen din anden chef. Du elsker realityprogrammer, og du er toptrænet i trutmund, duckface og muskelposeringer. I år får du nok en ny livret, og dit gruppearbejde er voldsomt sat på prøve af din nye hvidløgskur. Til gengæld er du toppen af poppen, når det kommer til at lave gækkebreve.

 

Fisk – Karakter 02

Netflix og chill? Det er det nye, men det har du ikke rigtig opfattet, så du vil i år befinde dig i mange sjove og anderledes situationer. Du har også to ben på den negative side, så selvfølgelig er det samfundets skyld, at du ikke fik den gode karakter, som du virkelig havde håbet, du kunne snyde dig til. Du er dog en smooth talker uden lige, så du kan nok låne lidt noter. Og ellers gælder charmen også i gaden, hvor du vil drukne i gratis shots og pizza slices.