Bland dig i debatten, kvinde!
Tekst: Mette Viktoria Pabst, debattør og blogger for Jyllands-Posten
»Kan fandeme godt forstå, hvis du er single. Hvilken mand gider høre på sådan noget brok?«
»Det er altid, når det er den tid på måneden, at kvinder tror, de skal blande sig i debatten«
»Du trænger sgu til noget pik«
Det var med sådanne ord, at jeg blev taget imod i den danske offentlige debat. Jeg var 20 år gammel og havde netop skrevet mit første debatindlæg. Jeg var rystende nervøs, før det blev trykt. Havde jeg nu alle mine gode argumenter klar? Kunne jeg argumentere for mine synspunkter, eller ville jeg finde ud af, at jeg ikke var god nok til at debattere? Ville mit indlæg overhovedet skabe debat?
Det viste sig, at jeg ikke skulle have bekymret mig så meget om, hvorvidt mine argumenter sad i skabet. For mine argumenter i debatten blev overhørt. I stedet for var det mit køn, jeg fik kommentarer på.
For i den offentlige debat betyder dit køn noget. Rigtig meget endda. Og det er selvom vi lever i det 21. århundrede og på papiret har ligestilling. I den offentlige debat gælder ligestillingen nemlig ikke. Her får du som kvindelig debattør trukket dit køn ned over hovedet i enhver debat – om den så handler om randzoner, skattetryk eller integrationsproblemer.
Trods mine kun 23 år hænger tonen i den offentlige debat mig allerede langt ud af halsen. For når man for 117. gang i et kommentarspor på en netavis på Facebook eller sågar i private mails får at vide, at man bare er en dum blondine, der trænger til at få noget pik, så bliver man bare lidt træt af det hele.
Ja, jeg er blondine. Nej tak, jeg får den pik, jeg skal have. Og hvad i alverden har mit køn i øvrigt med en debat om manglende ungdomsboliger i storbyerne at gøre?
Jeg er godt med på, at tonen i den offentlige debat generelt er rigtigt, rigtigt grim. Men der er alligevel forskel på, om du debatterer som mand eller kvinde. En undersøgelse fra Time Magazine viser, at mens mænd også oplever chikane, så er det stort set aldrig på baggrund af deres køn. Det er det i langt overvejende grad for kvinder. Mens mænd først og fremmest er personer, så er kvinder – nå ja, kvinder. Og det er åbenbart en særlig dårlig karakteristik, når man vil debattere.
Det kan man også se i debatten herhjemme. I en debat om f.eks. licensbetaling er det ikke mændene, der får kommentarer om, at de ikke bør bryde deres yndige hoveder med beskatningsregler, eller at de nok ikke har en kæreste, for hvem gider dog høre på alt deres mandeævl, vel?
Næh, det er sjovt nok kun mig og mine kvindelige meddebattører, der skal trækkes med latterlige og ligegyldige kommentarer om vores køn. Bevares, mænd kan da også kalde hinanden for tosser eller det, der er værre.
Men mænds meninger bliver ikke konsekvent undermineret med henvisning til deres krop eller hårfarve.
Og det er åbenbart også et helt almindeligt og offentligt accepteret argument, at vi kvinder bliver hysteriske, når vi ikke får sex. Som om lidt mere gang i soveværelset skulle kunne kurere kvinderne for deres hysteriske tendens til at have en mening.
Men kan man ikke bare være ligeglad? Kan man ikke som kvinde bare lukke af for grimme kommentarer om ens køn?
Nej, det kan man ikke. For de her kommentarer rammer altså. Jeg har veninder fra både det politiske og almindelige liv, som har fortalt mig, at de helt konsekvent ikke skriver debatindlæg eller debatterer på Facebook, fordi de ikke vil opleve at blive svinet til på grund af deres køn. De synes simpelthen ikke, at det er det værd.
Og det kan jeg faktisk godt forstå. Jeg har haft de samme overvejelser. Efter mit første møde med den offentlige debat og de grimme kommentarer om, hvor meget pik jeg fik, eller hvor meget jeg som kvinde bare skulle holde min kæft, så begyndte jeg at tvivle på mig selv. Var det mig, der var noget galt med? Smilede jeg mon for meget på mit Facebook-billede? Var mit hår ikke også sådan provokerende blond? Og lagde jeg egentlig ikke selv lidt op til kommentarerne?
Det er sørgeligt, at den offentlige debat er så grim. Og det er sørgeligt, at unge kvinder skal være så hårdhudede for at være med.
Derfor kommer det heller ikke som et chok, at 71 % af alle de debatindlæg, der er i landets aviser, er skrevet af mænd. Det handler ikke om, at vi kvinder ikke har noget på hjertet. Det handler mest af alt om, at vi ikke orker at blive chikaneret.
Så vi lader være med at blande os og lader det være op til mændene at sætte dagsordenen. Og det er et problem. For en skæv samfundsdebat gør, at en masse erfaring, viden og pointer går tabt. En underrepræsentation af kvinder er et problem i vores samfund. Her skal alle stemmer tæller. Ikke kun mændenes.
Men hvordan vender vi så denne udvikling og sørger for, at flere kvinder finder vej til debatspalterne og får sagt deres mening?
Jeg tror, at første skridt på vejen er at anerkende problemerne. Jeg deltog sidste år i programmet ”Ti stille, kvinde” med mine oplevelser om at være debattør i den offentlige debat. Det gjorde flere andre kvindelige debattører og politikere også. Og resultatet var overraskende positivt. Programmerne gjorde folk opmærksomme på de hadske og chikanerende kommentarer og oplevelser, som kvindelige debattører udsættes for. Vi begyndte at tale om, hvad man kunne gøre for at undgå dem. Folk blev mere opmærksomme på, hvordan man taler til hinanden i den offentlige debat.
Og det tror jeg kan rykke noget. For hvis vi alle sammen er mere opmærksomme på det, så kan vi sørge for at sætte grænser i den offentlige debat. Hvis vi griber ind over for nedgørende kommentarer eller offentlig sexchikane, så kan vi være med til at minimere det og på den måde få flere kvinder til at bidrage til debatten.
Så hermed en opfordring til alle kvinder: Bland jer i den offentlige debat! Fortæl hvad I mener om fremdriftsreformen, flygtningesituationen eller vamle mænd i nattelivet. Det er jo ikke fordi, at vi kvinder ikke har en mening om tingene. Vi må ikke acceptere, at nogen sætter begrænsninger for, hvad vi skal blande os i. Vi skal blande os i præcis, hvad vi vil. Bryster eller ej.
