Indsendt af Mathias Botoft Hansen, talsperson for STEM Students, de studerendes politiske netværk i IDA

Danske Universiteter bør i høj grad revurdere udmeldingen fra 19. marts om, hvor meget man ønsker at fortsætte onlineundervisning efter Coronakrisen. Vi studerende ønsker os mere end et glorificeret brevkursus, og frygter at universiteternes begejstring for online-undervisning bliver en glidebane.

Online-undervisning må aldrig blive den primære undervisning, og hvis man tror at studerende er så uambitiøse, at de vil lade sig spise af med 5 år med zoomforelæsninger, så må man tro om igen. Vi vil være en del af et miljø og træde ind i en tradition. Kun sådan kan vi danne det faglige og sociale fællesskab som kendetegner en sund, lærerig og værdig uddannelse. Fjerner eller reducerer man det fysiske miljø på landets universiteter, fjerner man også dannelse fra uddannelse.

Det kan jo undre, at studerende ikke bryder sig om onlineundervisning, når alt peger på at teknologiske løsninger, vil sikre os øget frihed gennem en digital revolution. Alt kan klares hjemme fra skrivebordet med en kop kamillete i hånden og en halvspist morgenbolle. Ingen grund til at hoppe på cyklen en kold forårsmorgen med styrtende regn. Tilmed bliver forelæsningen optaget, så det er muligt at se den igen. Vi medgiver, at det lyder fuldstændig fantastisk, men virkeligheden er desværre en helt anden, end det glansbillede som males.

Tilbage i oktober kunne man læse corona-dagbog fra to undervisere på datalogisk institut på Københavns Universitet. Med gaffatape og lightere måtte de brænde og klistre sig igennem utallige afbrydelser, når internettet vel og mærke virker. Det var bestemt ikke en succes hverken for studerende eller undervisere. Det understøttes af Danske Studerendes Fællesråd, der oplyser at 4 ud af 5 studerende oplever at kvaliteten af online undervisning er dårligere end den fysiske. Desuden viser en undersøgelse blandt IDAs studiemedlemmer, at isolation og fjernundervisning trækker dybe mentale spor hos studerende, hvor op mod hver anden har oplevet øget grad af ensomhed og stress under corona-nedlukning.

Når universiteterne i samlet flok nu insisterer på at fortsætte onlineunderviseren efter corona-krisen er drevet over, er det ganske enkelt tudetosset. De forholder sig ikke til virkeligheden, og den feedback der kommet på den digitale undervisning. Det er derfor på tide at universiteternes rektorer logger af, genetablerer jordforbindelsen og får øjnene op for teknologiens mangler inden de giver deres universiteter tommelskruer på, og sender dem på en digitaliseringsmission som er dømt til at fejle. De må erkende, at den digitale undervisning bør være et tilvalg og højst et minimalt brugt onde ved almindelig undervisning.

Nej, kære rektorer, lad os i stedet stå værn om det uddannelsesprojekt vi ved, at I også brænder for. Lad os skabe fysiske læringsmiljøer, som giver forskning og uddannelse i verdensklasse. Lad os tro på mødet, på dialogen, frem for monologen.

Fremtidens ingeniører, cand. scient.er og it-professionelle skal ikke udklækkes gennem fjernundervisning af tvivlsom karakter. Vi skal kunne møde fysisk op, så vi kan få et rigtigt studieliv, hvor social omgang og faglig sparring er muligt.