Klumme af Emma Blæsbjerg Frølich
Jeg har egentlig altid elsket at læse. Det startede med Troldepus, så kom Gåsehud, Twilight og flere kom til. Min reol på teenageværelset var fyldt med bøger frem for Vi Unge-plakater, og jeg elskede at fordybe mig, men hvad skete der? Hvordan gik jeg fra at være den eneste under 50 år i kø til bogudsalget ved den lokale boghandler til at miste min læselyst totalt?
Det begyndte nok for alvor i gymnasiet. Man fik flere læselektier for, og læsning blev samtidig en pligt, der var lige så fængende som leverpostejsmadder.
Da jeg begyndte på universitet, forsvandt min læselyst, som i virkelig forsvandt. Jeg læser til de enkelte forelæsninger, men det er også dét. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har haft en bog i hånden, fordi jeg inderst inde havde lyst til at læse. Jeg har mistet min motivation til at læse, og jeg har mistet mit overskud, er det sådan at være voksen?
Førhen var bøger mit frirum. Jeg læste for at blive underholdt, og for at blive klogere. Nu har universitetets alfabet slugt min motivation. Inderst inde ved jeg godt, at jeg selv er skyld i den manglende motivation. De sociale medier er min tidsrøver, og det er på en anden måde mere krævende at sætte sig stille ned og fordybe sig i noget, end det var førhen. Jeg føler, jeg mangler noget. Bøger giver mig noget andet end Kim Kardashians posts på Instagram, Trumps tweets og underteksterne på Netflix. Bøger sætter også gang i ens fantasi på en anden måde, måske det er den, jeg også har mistet? Jeg føler, jeg mangler noget. Jeg føler jeg mistede en del af mig selv, min identitet, da jeg mistede motivationen til at læse. Jeg tror egentlig, at alle på et tidspunkt i deres liv mister motivationen, men at miste motivation til at læse og skabe dette frirum, er nok det, jeg ærgrer mig mest over. Jeg vil have motivationen tilbage til at læse.
