Film: Søstrene Gusmãos Usynlige Liv
Instruktør: Karim Aïnouz

TEKST Bertin Arpac

Så er vi tilbage i den varme stol. Denne gang prøver jeg med noget lidt nyt, en filmanmeldelse! Biffen Nordkraft har været så søde at give mig en ekstraordinær før- forpremiere til den Cannes nominerede og dybt sørgelige dramafilm Søstrene Gusmãos Usynlige Liv. Er det længe siden, du sidst har været i biografen, er det måske på tide, at du støtter op om den dybt ramte industri, og jeg kommer her med et forslag til, hvad du kan se. 

Ved første øjekast på traileren må jeg indrømme, at filmen ikke virkede helt fængende for min smag, men lur mig ikke om, jeg til slut forlod biffen på randen til at fælde en tåre – jeg er ihvertfald glad for, at der ikke var andre i salen! Fra start til slut var det en veludført æstetisk oplevelse i 50’ernes Rio De Janeiro med god musik, farverige kjoler, klassiske biler, en smøg i den ene hånd og et glas whisky i den anden. Her følger man to søstre i et konservativt middelklassehjem og ser, hvordan deres nogenlunde ens liv ender med at udfolde sig vidt forskelligt. Min mest analytiske kommentar til filmen er nok, hvordan den formår at tage nogle af de vigtigste øjeblikke i livet og fuldstændig vende dem på hovedet gennem disse kvinders perspektiv. Den ene søster, Guida, forelsker sig som ung og dum i en græsk sømand og stikker af, men da hun vender tilbage gravid og uden ham (surprise), kan faderen ikke tilgive hende, og hun bliver smidt for porten. Hendes søster Euridice følger, som en kontrast, vejen der er lagt for hende og bliver gift med sønnen til en af sin fars forretningsforbindelser, hvilket på overfladen virker som et lykkeligt ægteskab, men langt fra er det. Bag facaden ser man, hvordan deres sex snarere er, hvad man i dag kan kategorisere som voldtægt, og hvordan hendes stort set eneste drøm, om at gå på musikkonservatoriet for at spille smuk klavermusik, fuldstændig bliver negligeret af hendes dominerende mand. 

Det er så dybt tragisk, hvordan al den sorg kunne være undgået, hvis blot der var mere tilgivelse, og man havde mulighed for at sige, hvad man føler. Det ironiske er, hvordan Euridice, der i modsætning til sin søster, har gjort præcis som hendes forældre ønskede, alligevel ender med at have det lige så slemt som søsteren, der blev efterladt for sig selv. 

Noget af det jeg elskede i filmen, var de mange subtile kommentarer, der løbende kom. Som når Euridice sidder hos gynækologen og ud af det blå spørger “Har du set Peter Pan?” Det er både komisk, men sætter også nogle tanker igang om overgangen fra barn til voksen og følelsen af at være ung for evigt. Et andet citat jeg også bed mærke i, var da Guida gravid vendte tilbage til sin vrede far og som en sidebemærkning nævnte “Hvor underligt. Solen skinnede lige, nu regner det”. Endnu en sjov kommentar, der symbolsk beskriver stemningsskiftet før og efter hun møder sin far.

Der er nok materiale til en hel dansk analyse, men vi afslutter den her, og så må i selv sørge for at se den. Det har været en yderst positiv oplevelse, og jeg har været glad for at se noget, jeg måske ikke selv ville have set, hvis ikke jeg fik lagt en billet i hånden.