Skrevet af: Jonas V. Stadelhofer, sociologistuderende på 1. Semester 

Mit navn er Jonas, jeg er 21 år gammel og studerer sociologi på Aalborg universitet. Da jeg tilbage i september fik kastet det her nye begreb, ”PBL” i hovedet, havde jeg ikke den fjerneste idé om hvad det skulle indebære, udover selvfølgelig at det var en læringsform. Igennem 3 år på handelsskolen, har jeg lært at arbejde i grupper og skulle løse et problem som senere skulle give en bredere forståelse for emnet, men dette er intet sammenlignet med da jeg blev kastet ud i mit 1. semesters projekt.

Vi startede allerede i september med at lave grupper til vores semesterprojekt, vi var 180 elever, som alle stod præcis samme sted, og sandsynligvis tænkte det samme som jeg, Hvad i alverden skal det her betyde? Vi blev tutorgruppevist inddelt i 2 hold som efterfulgt af hinanden skulle til gruppeinddeling. Da vi møder på selve dagen, bliver vi selv kastet ud på banen med det samme, hvor vores underviser beder os om at nævne nogle problemstillinger som vi finder interessante, hvor underviserne i plenum diskuterer hvorvidt denne problemstilling er mulig at bygge et projekt omkring, SÅ

Vi får, efter en lidt turbulent start, dannet de grupper som vi skal arbejde i frem imod slutningen af 1. semester. Allerede første uge opstår der de første problemer, Hvad skal vi nu gøre? Hvem må vi spørge om vejledning? Og selvfølgelig også de, måske, mere ledelsesmæssige udfordringer, Hvem går forrest? Hvem sørger for alt det formelle? Og vigtigst af alt, ANSVARET?!

Med en masse spørgsmål og stor usikkerhed i rygsækken, går vi i gruppen i gang med vores projekt. Vi sidder 6 mennesker i gruppen og snakker om hvordan vi lige skal gribe det her an, og hvornår vi får mere af vide, for når man laver noget selvstændigt, har man altid sin egen opfattelse af hvordan tingene skal se ud, men i en gruppe på 6, hvor ikke én ved hvordan man laver et sådant projekt, er det som et bål, hvor flammen bliver større for hvert minut der går. Udover projektet havde vi undervisning i PBL, hvilket fyldte mange af vores undervisningstimer til at starte med, hvilket havde været meget fedt, hvis vi rent faktisk også fik lidt hjælp udover en knap ugentlig tid hos en vejleder på 30 minutter.

Man bliver sgu lidt træt, det gør man virkelig! Ikke nok med at man får en masse nye fagområder man skal til at sætte sig ind i, så bliver det sociale kastet ind med 180 km/t. Det kan nogle dage føltes lidt som at have spist de sidste stykker slik, man ved godt at man får det skidt.

Selvom gruppen og jeg selv, havde en presset start hvor uvidenhed fyldte ca. 80% af mine tanker omkring studiet, har det fået nogle sider frem i mig, som jeg ikke selv var klar over at jeg havde; nemlig at tage initiativ for min egen læring. Det kan næsten lyde kvalmende, at man kan sætte sig ned og sige at man på 2 måneder føler, at man har lært noget nyt om sig selv, men selvom processen til tider kan være fuld af spørgsmål og forvirring, så skaber det en selvstændighed hos hvert enkelt gruppemedlem, og man bliver tvunget til at finde hvert medlems styrker og svagheder, hvilket kan gøre projektet mere personligt, og har mulighed for at opbygge venskaber. Alt i alt er det også bare en fed følelse at have lavet en forskning allerede på 1. semester, som kan bruges af andre.

Selvom følelsen af en personlig udvikling fyldte meget i mit hoved de første mange dage, så kom følelsen ikke uden kamp. Forsinkelser, planlægning, kalenderorganisering, moodle, skrivedage, initiativ, disskusioner, booking af grupperum, puha… Det var jeg slet ikke forberedt på. Jeg kom tit for sent, og til tider havde jeg helt glemt at møde op, da gruppen ringede over 5 gange og var negative, tænkte jeg for mig selv, nu tager du dig simpelthen sammen, ”TA ANSVAR FOR DIG SELV!” Selvom det var en hård kamp rent psykisk, ville jeg aldrig have været det foruden. Det kan for nogen måske virke overdramatisk, men følelsen af at opfatte sig selv som voksen på arbejde, giver en stor styrke og mod på at fortsætte og udfordre mig selv endnu mere i livets aspekter.