Hvad har monumentale svampe, CoBrA-kunst, et roterende hotelværelse og duften af en kunstners forældre med hinanden at gøre? Som en installatorisk justeringslussing rykker Carsten Höller ved opfattelsen af det forventelige og genkendelige – og hvem vil ikke gerne vågne i Alvar Aaltos museumsbygning med et amfetaminlignende stof til nabo?

Tekst Søren Malthe

December. Umiddelbart en måned hvor relationen til sine nærmeste har førsteprioritet for mange. Hvor interaktionen fylder på godt og ondt. Til julefrokosten, mandagen derefter, familiesammenkomster og juleklip, men også gågaders og stræders menneskeoverload. Under åg af diverse arrangementer fylder relationer, samvær og interaktion i denne måned. Og arrangementer er noget, Aalborg kan byde på. Fra kulturhuset Nordkraft, der danner rammen om biografoplevelser, restaurationer, eksperimenterende samtidskunst, spillested og en enorm klatrevæg, til byens mange gallerier og koncertoplevelser. En af disse mange muligheder er udstillingen Behaviour på Kunsten Museum of Modern Art.

Carsten Höller – Behaviour
Udstillingen, der løber fra 26/9-2019 til 23/2-2020, inkluderer enorme skulpturelle svampe, medikamenter i form af rød/hvide piller og svingdøre i spejl. Det er blot nogle af de elementer den belgiskfødte kunstner Carsten Höller har udvalgt til udstillingen Behaviour. Her hvor Höllers skulpturelle svampe – omkranset af CoBrA-malerier af kunstnere som Asger Jorn og Else Alfelt – fremstår som monumentale iscenesættelser. Og det er da også med en vis del anspændthed, at jeg som mere eller mindre lægmand træder ind i udstillingen med henblik på at bedrive en refleksion over denne. Allerede inden jeg træder ind i museets Store Sal, varsles det, at eventuelle lysfølsomme personer bør genoverveje hvorvidt de skal entrere salen. Jeg mødes nemlig med en varsel om flimrende lys. Det bliver klart, at jeg nu har bevæget mig væk fra Ovenlys- og Sidelyssalenes mere konforme rammer.

Medikamentet – udstillingsrummet som organisme?
Jeg møder først Höllers værk Pill Clock (red and white pills). Værket fremstår umiddelbart som en bunke af røde og hvide pillekapsler på gulvet. Det viser sig hurtigt, at værket er foranderligt, da en rød og hvid pille falder fra loftet hvert tredje sekund. Medikamenternes snarlige overtagelse af udstillingens gulv kan dog forhindres af mig selv: En vanddispenser er placeret som en åbenlys opfordring til at sluge en pille. Indholdet af pillerne er uvist. Shit. Første konfrontation. Jeg overvejer hvad pillen, medikamentet, egentlig er for en størrelse. En lille kapsel af medicin der både kan lindre og helbrede gennem en intervention med kroppen. En art injektion i organismen. Her i udstillingen intervenerer pillerne med udstillingsrummet, og mine tanker ledes hen på rummet som en organisme. Som gæst er jeg altså medansvarlig for pillernes indflydelse i rummet, og mit eget fravær af interaktion har ligeledes indflydelse herpå. I en lind strøm af overvejelser om min potentielle konsumering af medikamenterne fanges mit blik af en seng.

I seng med kunsten?
En opredt seng. Placeret i forskellige niveauforskelle på roterende glasskiver sammen med øvrigt inventar, fremstår installationen som den netop er tituleret: Revolving Hotel Room (2008). Sengen, der umiddelbart giver konnotationer til hjemlige omgivelser, er installeret i udstillingen. Netop som hotelværelset generelt kan fremstå som en situeret version af det hjemlige, lægger Höller op til, at man som gæst skal indgå i en interaktion med værket. Og det er da også muligt: Gennem den online markedsplads for udlejning Airbnb, kan gæster booke sig ind på hotelværelset med den roterende seng. For 3500 kroner kan maksimum to personer vågne op med udsigt til Höllers værker og en privat omvisning på museet. Umiddelbart fremstår værket for mig først aldeles udført i det øjeblik gæster overnatter i installationen, og med den eksklusive og lidet flatterende pris, der mestendels inviterer Hasseris-segmentet til en kuriøs kunstoplevelse, virker Höllers værk som et brud med udstillingens sammenhængskraft. Men er der en sådan? Måske er det netop her jeg selv bliver konfronteret med min egen idé om, hvad en udstilling på et kunstmuseum er. Museet som ramme udvides, ekskluderer og inkluderer gæster og taler til en helhedsoplevelse, der ikke blot samler delene i Höllers udstilling til en helhed for ferierende gæster, men omrokerer museet som institution til en sanselig eksponering af hvad der kan beskrives som institutionens oeuvre. Og netop sanseligheden er et element, der gennemsyrer udstillingen.

Sanserne i samspil
Höllers værker er overordnet karakteriseret ved en brug af mere eller mindre bastante materialer, herunder enorme svampe, værket Double Mushroom Circle, der på insisterende vis indtræder i rummet og stiller spørgsmål ved størrelsesforhold og vores perception af genkendelige elementer. Flimrende lys, værket 7,8 Hz (2001), forstyrrer Store Sals eksisterende belysning med en frekvens på 7,8 Hz hvert tiende minut – selvfølgelig, fristes man til at sige, i samspil med værket Decimal Clock (White and Pink) (2018). Hvem sagde organisme? Der er altså flere sanselige elementer i spil i Carsten Höllers udstilling, og de omfavner og faciliterer tilsammen den nærmest uundgåelige interaktion med værkerne – og værkerne imellem. I modsætning til værker som Double Mushroom Circle, Revolving Hotel Room og Revolving Doors, sætter Höller lugtesansen i spil i værket Love Drug (PEA). Værket består af en mindre beholder med phenylethylamine – et stof, der bl.a. indgår i amfetamin. En inhalering af stoffet vil bevirke en “(…)en forstærket medfølelse for andre mennesker, som kan vare i over en time”, beskrives det i udstillingskataloget. Men gør det nu også det? Sikkert er det, at værket stiller krav til mig som gæst, da min interaktion med den gådefulde beholder medvirker til at fuldende værket. Og netop den overordnede interaktion med Höllers udstilling skaber det fuldkomne. Hvis der overhovedet kan være noget fuldkomment.

Gæsten – en kunstens kurér
Et andet værk, der skriver sig ind i den overvejelse, er værket Smell of My Father / Smell of My Mother (2017). På et laboratorium er duften fra Höllers forældre genskabt ud fra deres beklædningsdele, og duften har potentiale til at sprede sig til det øvrige museum, og kan ligeledes forgrene sig til verdenen uden for institutionen, ja, sågar mit eget hjem. Behaviour indtræder således i museet, og det bliver i højere grad klart for mig, hvorfor værker fra den faste samling også optræder i denne udstilling. Det hele bindes sammen på en art Höllers’sk vis. Et rum i rummet. Interaktionen er ikke blot et mellemværende med værkerne og mig som gæst, men også et lige dele samspil og konflikt mellem værkerne, museets faste samling og Kunsten Museum of Modern Art som rum.

Kunst i relationernes tid
At gå rundt i Carsten Höllers udstilling sætter krav til mig som gæst. Foruden de værker, jeg har nævnt, kan gæsterne blandt andet forsøge sig med Upside-Down Goggles, der vender verden på hovedet. Som udstillingstitlen Behaviour indikerer, så bliver jeg løbende i udstillingen opmærksom på min egen adfærd i de mere eller mindre konfrontatoriske møder med værkerne. Og jeg må konstatere, at denne løbende refleksion over min egen adfærd ligeledes afstedkommer en ændring i denne. Jeg sluger ikke den pille før en af de øvrige gæster har gjort det. Og selvom museet, der umiddelbart må tænkes som en art autoritet, har placeret en vanddispenser, har jeg i situationen mere tillid til en endnu ukendt museumsgæst end kunstinstitutionen. Så undskyld mit franske: Behaviour fucker med mig! Med det velkendte og min vanlige adfærd. Med min opfattelse af det genkendelige og med relationerne til de øvrige gæster. Og måske er det netop en sådan servering af Höller’sk adfærdskorrigering der kan give et særlig samvær i denne vinterens første måned?