Skæbnen og samtalen herom. Her skåler arbejderen med millionæren i en hof fra kassen. Det er rammen om tragedier som komedier. Beverdingen, vandhullet eller den brune stue – umulig at komme udenom. Det er fortællingen om værtshuset!
Tekst Søren Malthe
Vi kender fortællingen om Aalborgs 150 meter lange, gyldne dame. Jomfru Ane Gade. Beruselsens bastion og manifestationen af Tinder. Som en eskapismens mastodont. Kun ganske få studerende har ikke i en eller anden grad stiftet bekendtskab med gaden. Men i periferien af gaden skifter beruselsen karakter. Fra plukning af imaginære æbler til en mere eller mindre intenderet realisering af samtaledemokratiet. Flaskeøl og raflebæger på bordet. Scenen er sat. Velkommen ind på værtshuset – for velkommen, det er man altid! Aalborgs brune værtshuse er før omtalt på den nationale scene. I 2017 udgav Rasmus Prehn og Anders Fuglsang bogen ”Det Brune Aalborg”. Her præsenterede forfatterne Aalborgs særdeles brede palet af brune værtshuse. Det blev til en række fortællinger fra livet på værtshusene – fortalt i tekst og billeder. Og netop fortællinger er noget, der karakteriserer et værtshus. Men hvor kommer de fra disse værtshuse? Hvad er det for en by, der danner rammen for dette brune miljø?
Arbejderbyen Aalborg – en værtsby for værtshuse
Historisk har Aalborg været en industriby, hvor skorstenene som et industriens eksspiration har vidnet om pulserende produktion. Fra spritfabrikkernes aqua vitae til cementproduktion og tobaksindustri. Tusindvis af faglærte og ufaglærte kvinder og mænd har dagligt haft deres gang på byens fabrikker. Og ligesom industrien historisk har været en dominerende del af Aalborg, har byens beværtninger også været fast inventar. I dag er den tunge industri i højere grad skiftet ud med viden og service, men de mennesker, der tidligere har svedt ved industriens dampende kedler, er stadig i byen. Nok ligger værtshusene ikke længere som lokkende naboer til murstensindpakkede produktionsapparater, men blandt glasfacader og administrationsbygninger gemmer de sig. Historierne. Beretninger fra det industrielle Aalborgs storhedstid lever. Aalborg er arbejderens by. Fortællingen om arbejderen – fortalt af arbejderen – lever, og epicenteret for den fortælling? Det er værtshuset.
Værtshuset – tragedien og komedien
Værtshuset er en mangefacetteret arena, hvor der gerne hersker en uhøjtidelig og til tider rå tone. Hvor jeg tidligere beskrev værtshuset som arnested for arbejderfortællinger, bør det pointeres, at det ligeledes har karakter af at være en blanding af alskens personligheder: Her mødes arbejderen og millionæren over en øl og en cigaret. En smeltedigel af de ressourcestærke og de skæve eksistenser; af tragedierne og komedierne. Det udgør således en vigtig note: Værtshuset rummer skæbnerne. De mennesker for hvem øllen er maden og taburetten i baren er dagligstuens lænestol. De mennesker for hvem hverdagen er værtshuset. Sørgelige skæbner? Ynkelige skæbner? Måske. De er der i hvert fald. Jeg ved det fordi jeg ser dem. Skåler med dem. Forundres når en flok studerende skåler fra hjørnebordet i skyggen af en stamgæsts tårer over en afdød hund. Her bag brune vægge kommer mangt en person til fejring og sorg.
Med himmelhunden i hånden – go’ nu nat kammerat!
Desværre sker det også, at stamgæsterne stiller træskoene. På et værtshus, hvor jeg selv kommer, husker jeg tydeligt sidste gang en stamgæst tog afsted. Kim kunne velsagtens være min far. En særdeles kendt personlighed på Centralcaféen. Et roligt gemyt, der kun i ny og næ lod stemmen hæve. Ikke for at skælde ud, vel at bemærke. En humoristisk kommentar havde blot gemt sig længe nok, og en blanding af gnæk og grin spredte sig på værtshuset. ”Kim er død”, lød det så lavmælt en dag. ”Hvad? Kim?”. Med den ordveksling som tragisk udgangspunkt startede det: ”Kan I huske dengang…?”. Stemningen blev vendt for en stund. Da dagen kom, hvor Kim skulle bisættes, samledes vi på værtshuset. I taxaen mod kirken i Vejgaard husker jeg, at Povl Dissings ord ”go’ nu nat og gå nu lige hjem” kørte på repeat i mit hoved. Først under bisættelsens postludium afløstes Dissing ord af et højstemt orgels version af Teddy Edelmanns Himmelhunden. En kamp mellem tårer og smil. Hermed farvel. Tilbage på værtshuset til gravøl. Mellem os der deler minderne om Kim. Da stamgæsterne begynder at forlade beværtningen igen, slår Dissings ord mig. Go’ nu nat – og gå nu lige hjem.
Alt det vi deler – holdningernes rendevouz
Beretningen om et farvel til en stamgæst, der stiller træskoene, er også en del af værtshuset. Der bag de brune vægge, hvor hver en mønt vendes sidst på måneden og livets mønt vendes hver dag. Her vendes stort og småt, og diverse politikeres ageren diskuteres jævnligt. Det handler om samtalen. Millionæren og maskinarbejderen der, placeret i baren en onsdag eftermiddag, diskuterer skattepolitik. Verbale tæsk flyver mod såvel rød stue som blå stue – lige her på brun stue – og når bølgerne går rigtig højt, er der så alligevel aldrig langt til et spil billard eller tænkeboks. Trods enhver forskellighed er der meget, der samler. Fra førnævnte værtshusspil til hits fra jukeboksen, og ikke så sjældent vil snakken gå på, hvor mange penge der nu kan vindes på det tvivlsomme lotterilignende spil ”døde duer”. Fra politik til døde duer – dét er værtshusets kvalitet.
At være velkommen i andres hjem
Som den årvågne læser muligvis har opfanget, så er denne beværtningens beretning ikke født af en orientering i encyklopædier. Ej heller som andenhåndsberetning eller noget i den dur. Fra første parket har jeg oplevet og interageret i denne verden. Som et break fra studiet og et alternativ til Jomfru Ane Gade. Og velkommen, det har jeg altid følt mig. Om det er til en øl, mange øl, en sodavand eller bare et spil billard. Mit bedste bud er, at det skal opleves. Døren er altid åben – i hverdag som weekend. Og har man in mente, at værtshuset for mange stamgæster er deres dagligstue, går man aldrig galt i byen. Døren til denne dagligstue er døren ind til skæbner og skærmydsler. En arbejderlingo omfavnet af røg og duften af Arnbitter. Med lige dele ydmyghed og kækhed i lommen går du aldrig galt i byen – og slet ikke på en af Aalborgs brune stuer!
