Tekst Roklubben

Mobilen vibrerer, klokken er 4:40 og det er onsdag. Jeg ved, ligesom alle andre studerende, der er kommet lidt for sent i seng, at jeg ikke bliver mere vågen ved at udsætte min alarm. Derfor svinger jeg benene ud over sengekanten og rejser mig. Jeg tjekker vejrudsigten. Det bliver 13 grader, ingen risiko for regn og de næste par timer, blæser det 3 meter i sekundet.

Det er oftest det tidlige mødetidspunkt, der forbavser folk, når snakken falder på universitetsroning. Det er dét aspekt, der ville invadere deres hverdag mest, siger de, men når det kommer til sport, vil der altid være momenter, der slår skår i lykken. Dette er faktisk gældende for alt, hvad der udvikler os – ikke bare som sportsudøvere, men også som individer. Hvordan vi håndterer disse udfordringer, afgør i hvilken retning, vi udvikler os. Bliver vi bedre til det, vi foretager os eller lader vi stå til? Tager vi kampen op, når adrenalinen pisker igennem systemet eller lader vi musklerne slappe af og stopper op, inden målet er nået?

For mig er det langtfra det tidlige mødetidspunkt, der er det hårdeste – hvilket ikke umiddelbart sælger sporten, men læs roligt videre. Der er lys for enden af den her tunnel. At afslutte et løb, velvidende at man kunne have givet sig mere, dét er en hård selvindsigt. Roning har gennem sådanne øjeblikke ikke bare givet mig en større fysisk styrke og udholdenhed end jeg nogensinde har haft. Den har givet mig en vilje til at fortsætte, når mine muskler fyldes med syre og mine lunger brænder. Den har givet mig lysten til at stå op klokken 4:40 en grå onsdag morgen. Dette skyldes ikke kun sportsdisciplinen, men i den grad også de fantastiske mennesker, der ligeledes orker at stå op, før Fanden får sko på. I bådhallen opstår der en særlig solidarisk stemning, ja, nærmest sekt-agtig, når vi alle, lidt dugøjede, står og venter på, at vores træner leverer beskeder og uddelegerer mandskab til bådene. Og selvom vi oftest deles ud i herre- og damebåde, lette og tunge, så samles vi alle efter dagens træning og spiser morgenmad sammen.

Det kan for uindviede lyde som en helt skør og unødigt hård måde at starte dagen på, men universitetsroning er vitterligt, hvad man gør det til. I år har vi sendt tre både til European Universities Championship (EUC) i Jönkôping med fine placeringer, og for nyligt har vores dameotter vundet danmarksmesterskabet i kategorien masters- og motionsroning.

Hvis nogle af de ovenstående dyberegående indsigter i roning har vakt en interesse så forsøg at se forbi de umiddelbare hindringer og tal med en roer.

Lad snakken falde på det dynamiske aspekt af årer, der fungerer som knive gennem en spejlblank overflade med lyden af vand, der risler om båden. Og lad snakken falde på det mandskab, du deler bådens byrde med. De, du skal over målstregen med eller de, der hepper fra land, at du kan arbejde lige dét hårdere op mod målstregen.

Idet jeg cykler forbi havnen, ser jeg det rolige vand og trykker lidt hårdere i pedalerne, for snart skal jeg sige godmorgen til alle de dejlige mennesker i roklubben og forsøge at blive en my bedre end jeg var i går.