Tekst: Ida Elisabeth Agerkvist

Jeg er for nyligt flyttet fra ét kollektiv til et andet og har altså for anden gang aktivt taget et valg om ikke at bo sammen med min kæreste gennem 4 år. Folk er lige dele forargede og fascinerede af min beslutning. Nogen spørger, hvorfor fanden jeg ikke vil bo sammen med min kæreste, mens andre synes, jeg er en cool, fri kvinde, der insisterer på fællesskabet. Et fællesskab, der rækker langt udover tosomheden, og som er langt mere tilfredsstillende. I hvert fald hvis man spørger mig.  

Folk tror ofte, at et liv i et kollektiv er præget af drama, at det er ligesom i de gamle 70’er-kollektiver, og at vi deler tandbørster, trusser – endda bytter kærester og deler senge såvel kropsvæsker. Den myte vil jeg gerne aflive. Omgående! 

Jeg tror generelt på, at kollektivet er for flere, end man lige skulle tro, og at kollektivet som boform kan kurere det meste – kærestesorger og ikke mindst ens egen elendighed og ensomhed. Jeg har selv erfaring på området.  

Det her handler ikke om, at jeg ikke er glad NOK for min kæreste, tværtimod. Det her handler heller ikke om, at jeg vil være en stærk og uafhængig kvinde, der ikke behøver nogen mand. Det handler måske snarere om, at jeg simpelthen er totalt afhængig af andre mennesker og slet ikke kan forestille mig, at det ville være nok for mig at dele hjem kun med ét andet menneske.  

Jeg kender folk, der er pishamrende ensomme. Endda folk, der er i parforhold. Jeg kan selv have en tendens til bare at ligge og scrolle kilometervis af sociale medier, hvis ikke jeg lige er omgivet af folk. Men her er det så, at kollektivet ligesom får mig til at hanke op i mig selv. 

Forpligtende fællesskab
Selvfølgelig forpligter det, den slags. Min i virkeligheden er det et meget frit liv at bo med andre. Mine medkollektivister og jeg er vidt forskellige mennesker med vidt forskellige liv, som vi selvfølgelig har lov til at leve udenfor fællesskabet i kollektivet. Vi er ganske vist alle blevet valgt ind i kollektivet via en samtale, har nogenlunde samme referenceramme, er ok kreative og har næsten alle hang til havremælk og den slags sager, men vi er dælme også forskellige individer, og det er ligesom det smukke sammensurium, som skaber den fede dynamik mellem os. Så samles vi omkring aftensmaden de fleste af ugens dage, skiftes til at kokkerere for hinanden og hører, hvordan hinanden har det. Det er ikke fordi, man hver dag skal levere dagens gode historie. Nej, vi taler da også bare om vinden og vejret. Vi samles ligesom bare omkring aftensmaden som en selvvalgt familie, møder hinanden og får det lidt mindre mærkeligt over dét at være menneske.  

Selvfølgelig kan man godt have et vældigt socialt liv uden at bo i kollektiv. Det har jeg også selv. Jeg vil også bare gerne bare gå rundt og være søndagsgrim sammen med andre og have mine nære relationer inden for husets fire vægge. Jeg vil gerne dele aftensmad og bord med folk, jeg ikke deler blod med. Jeg holder da også af kaffeaftaler, men synes sommetider, det kan føles så stift at stå foran spejlet og gøre mig smuk nok til selskab inden. I kontrast til kollektivet vil jeg være tilbøjelig til at kalde kaffeaftalerne for perifere venskaber. Intet slår dét, der opstår mellem mennesker, når man deler hjem sammen.  

Fremtidsforskningen peger på
Der ses generelt et opsving i kollektive initiativer. Ikke bare for studerende, der gerne vil have et sjovt liv, men også pensionister, der flytter i bofællesskaber. Flere fremtidsforskere er ude at sige, at det her er fremtiden! Måske er det ikke lige de klassiske kollektiver, men flere bofællesskaber skyder da generelt op rundt omkring i Danmark. Og det giver bare så god mening, hvis man tænker over, at vi mennesker nok unægteligt er mere flokdyr, end det her individualistiske samfundet er indrettet efter. Overvej statistikkerne over folkesygdomme som stress, depression og angst. Tillad mig at være en idealistisk hippie og tillad mig at gentage mig selv. Jeg tror på, at kollektivet kan kurere det meste!  

Selv hvis man ser bort fra den åndelige stimuli, det kan medføre at bo i kollektiv, vil jeg stadig slå et slag for den måde at bo på. Tager man klimakrisen i betragtning. Ja, vi befinder os jo nok i den største miljømæssige og humanitære krise nogensinde. Så giver det bare ekstra god mening at investere i en eller anden form for fællesskab. Jeg tror i bund og grund, at vi alle skal investere mere i fællesskabet og den vej fjerne fokus fra det overforbrug, vi efterhånden har indset ikke holder i længden. Og her spiller fællesskabet nok en afgørende rolle i at afværge krisen. Jeg tror i hvert fald ikke på, at vi bliver mindre ensomme og forbruger mindre, hvis vi er så mange, der fortsat skal leve som eneboere.  

Bevares, jeg ender nok selv med at have en mere småborgerlig tilværelse en dag, hvis jeg vælger at få børn. Men i mellemtiden vil jeg gerne leve på en måde, som for mig er meget mere meningsfuld og bæredygtig – for mig selv og ikke mindst Jorden.