Dette er onlineversionen af artiklen, hvor I har har eksklusiv mulighed for at komme endnu dybere ind i bogen og tankerne de ansporer.

Dybt begravet mellem flyttekasser, tomme hylder og stablede stole påtrænger spørgsmålet sig: ”Hvad er et menneske?”. Svend Brinkmann byder os velkommen i kaosset mellem filosofi og flyttekasser.

Tekst: Katrine Dethlefsen

Hvad mener vi egentligt, når vi siger, at vi alle sammen er mennesker? Et menneske er et vidt begreb og kan derfor have forskellige betydninger alt efter, hvem du spørger og hvilken kulturel baggrund vedkommende har. Men du er helt sikkert ikke den eneste, der har tænkt på det. Måske har du ikke brugt mange timer på det filosofiske spørgsmål, men det har Svend Brinkmann i sin nye bog, der udkom den 22. august.

Bogen adskiller sig fra andre af hans bøger, der netop er faglige og har til udgangspunkt at lære os noget eller reflektere over noget. Den nyeste af Brinkmanns bøger er en skønlitterær bog, der skildrer en dannelsesrejse som hovedpersonen Andreas er på. Selvom bogen er skønlitterær, har den stadig en stor værdi, når det handler om, at vi skal forstå livets store spørgsmål om, hvad et menneske er med et fagligt perspektiv.

Unikke eller ens?
Den tendens, der er i samfundet om, at vi konstant skal forholde os til os selv, hvordan vi bliver en bedre udgave af os selv, betegner Brinkmann som den partikulære person. Han mener, at vi før end at vi kan svare på, hvem vi selv er, så er vi nødt til at forstå det mere almene spørgsmål om, hvad et menneske er. Han mener, at vi er nødt til at kunne sætte parentes om spørgsmålet om, ’hvem er jeg’. I snakken om den måde vi i dag fremstiller os selv og den måde, vi som individer retfærdiggør os selv, kommer han ind på en bog af Anders Reckwitz ’Singulariteternes samfund’, hvor pointen er, at vi fokuserer på alt det singulære og alt det individuelle. Brinkmann ønsker at tydeliggøre, at det selvfølgelig ikke er en forkert opfattelse, men han mener, at det skal balanceres med nogle mere almene spørgsmål. Brinkmann gør det klart, at et menneske ikke skal forstås som én ting; det er alt fra følelser til fornuft og mellemmenneskelige relationer.

”Vi er væsener, der forholder os til os selv, så vi kan derfor også være moralske væsner, og vi kan drages til ansvar for det vi gør.”

På baggrund af det, er det også relevant at vide, at det ikke er noget, der sker af sig selv. Man bliver ikke bare et menneske, men det er proces, hvor vi dannes til det. Til det knytter Brinkmann en kommentar om, at det også er derfor, at bogen har fået undertitlen ’en filosofisk dannelsesrejse’ – man må nemlig ud af sig selv, møde andre end sig selv. Man må se naturen, kulturen, historien og idéerne, og det er også det hovedpersonen i bogen gør. På denne måde er han i færd med at danne sig selv som et menneske og på denne måde også ved at blive sig selv – uden at det var dét, der var hensigten.

Fiktion eller fakta?
Jeg vil ærligt sige, at da jeg gik i gang med at læse bogen, var jeg en smule betænksom ved, at Brinkmann havde skrevet en skønlitterær bog. Jeg tænkte: ”Kan en forsker overhovedet bidrage med noget brugbart, når det er så abstrakt? Og hvad skal jeg få ud af det?”, men jo længere jeg kom ind i den første del af bogen jo mere begyndte det at give mening for mig. Jeg kunne pludselig se en sammenhæng mellem det faglige og det fiktive. Jo mere jeg læste i bogen desto mere glædede jeg mig til at finde ud af, hvad der skete med Andreas og hans farmor, men også til at lære noget mere om det Andreas læste

Da Svend Brinkmann startede sine første overvejelser om bogen, havde han regnet med, at den kun skulle bestå af den faglige del, men så blev en anden bog udgivet om samme emne. I bogen ’Kampen om mennesket’ har forfatterne også gjort brug af en masse homo betegnelser – flere end ham selv – som Brinkmann kalder det. Her nåede han at tænke ”Ej, nu gjorde de dét der, så kan jeg jo ikke gøre det samme”. Det blev derfor en oplagt mulighed for Brinkmann, som længe havde overvejet at afprøve den fiktive verdens mange muligheder. Han forsøger – i bogen – at skabe en kontrast mellem Andreas’ liv og indholdet fra den faglige del. Dette gør han til dels med sproget, idet sproget i den faglige del kan fremstå som gammeldags, men samtidig fanger det læseren interesse, men også ved navngivningen af de forskellige dele af bogen, der står med de latinske betegnelser.

De forskellige menneskesyn
Homo Sapiens skal forstås som det første menneskebillede, og er den biologiske artsbetegnelse for mennesket. Det betyder også, at vi er en dyreart og deler biologi med andre levende væsner og nogle ligner os ret meget. Vi deler gener med eksempelvis chimpanserne langt oppe i 90%.”Det syntes jeg jo er meget imponerende” fortæller han med et smil på læben, og fortsætter: “indtil jeg hørte, at vi måske deler 70% af vores gener med persille! Vi er altså bare beslægtet med alt andet levende.”. Det er det, der gør os ligesom alt andet, men dét, der gør, at vi kan skille os ud er, at vi i højere grad end andre levende væsener selv skaber vores livsbetingelser. Vi omskaber verden, men i en sådan grad, at den verden vi skaber, også er en verden, der socialiserer os. Der er en konstant vekselvirkning mellem organismer og omverden – den har alle væsner. Hos andre dyr sker det helt mekanisk, hvor det hos mennesker er en proces, der kan tilrettelægges. Det er ikke unaturligt for os at være kulturvæsner, det er faktiske lige præcis vores måde at være natur på. Og på den måde forsøger Brinkmann at gøre op med den gamle dikotomi om natur overfor kultur.

Ifølge Brinkmann er dét, der er vigtigt for at kunne forstå det rationelle menneske dét, at vi kan træde tilbage fra de processer, der eksistere i naturen og vurdere vores handlinger, følelser og tanker i lyset af de normer, der er i samfundet vi lever. Det er tankerne om, at det kan godt være, at jeg har lyst til at gøre det her, men bør jeg gøre det? Det er det her spørgsmål, der gør, at vi kan stille hinanden til ansvar for handlinger og være moralske væsner. Det er artsbestemt – og italesat helt tilbage i det gamle Grækenland – at vi er et fornuftigt dyr, som kan bruge begreber og distancere sig fra egne impulser. Dét er det, der også gør, at vi kan deltage i demokratiske beslutningsprocesser. Vi fødes som udgangspunkt ikke som et fornuftigt menneske, men vi fødes derimod med potentialet til at blive det. Det er godt nok ikke noget, Brinkmann kommer ind på i bogen, men han tilføjer, at det faktisk er denne fornuft, der gør, at vi kan have videnskab og eksempelvis kan opbygge universiteter. Med et smil i stemmen tilføjer han: ”men det må komme med i 2’eren ’hvad er et menneske nu?’”.

Hvor er meningen?
Hvis der er nogle steder – i de forskellige menneskesyn – hvor der kan opstå konflikter, er det i forbindelse med det følsomme menneske. Hovedpersonen, Andreas, bliver opmærksom på konflikterne mellem fornuften og følelserne, men det behøver ikke være sådan. Følelser kan nemlig være fornuftige, men fornuften kan også være følelsesladet. I bogen prøver han at relatere de forskellige menneskebilleder til hinanden. Dét Andreas oplever undervejs i historien skulle gerne fremstå som værende almindelige oplevelser, såsom forelskelse, behovet for andre og andres behov for ham. For Brinkmann var det vigtig at fremstille historien på en sådan måde, at flest mulige kunne identificere sig med Andreas´ tanker og oplevelser – derfor skulle det gerne være alment menneskeligt. Ligesom vi kunne se ved fornuften, så håber han også at vise, at der er nogle følelser, der er mangelfulde hos andre dyrearter, men der udmærker vi os som mennesker, såsom ved skyld og skam.

I forbindelse med det religiøse menneske er det vigtigt for Brinkmann at pointere, at det ikke skal forstås som et krav til mennesker at tro på en guddommelig magt. Han siger også, at han ikke selv tror på et højerestående væsen, men han respekterer de mennesker, der gør det som en menneskelig mulighed. I bogen bliver det også tydeligt, at det for os – som mennesker – er uomgængeligt at tage stilling til det med tro, da det ikke ser ud til at religionen vil forsvinde. Ifølge postsekulariseringen kunne det godt se ud til, at religionen er kommet for at blive, selvom det ikke var den overbevisning man havde for bare 50 år siden. Det er nemlig menneskeligt at tro på noget, men det er ikke noget Andreas gør, selvom han begynder at få en forståelse af, hvilken betydningen troen har på mennesker. Det bliver især tydeligt, når man ser på, hvordan generationer griber ind i hinanden. Troen behøver nemlig ikke at have noget med en tro på en højerestående magt at gøre, men det kan lige så meget være troen på hinanden. Det betyder ikke så meget, hvad vi tror på, men mere, at vi tror på noget. Den danske filosof, Løgstrup, siger – så fint – at vi ikke kan have med et andet menneske at gøre, uden at have noget af dets liv i vores hænder, og dét tror jeg er en vigtig pointe. Vi skal huske på, at selvom vi får at vide, at vi en asocial generation, en generation, hvor vores venskaber foregår på de sociale medier, og hvor vi egentlig tænker mere på os selv end på dem omkring os, så har vi alligevel noget med hinanden at gøre. Vi kan nemlig stadig såre hinanden med diverse udtalelser på sociale medier, men vi kan også glæde hinanden eller blive glade på andres vegne over dét andre oplever.

Fremtidens menneske
Ifølge Brinkmann, den del, der var sjovest at skrive, da det også var her, han oplevede at være mest fantasifuld – både da han skulle opfinde fiktive forskere og steder, men han tænker ikke, at det ville være helt urimeligt, at vi kunne komme dertil. Vi ved, at mennesket er ved at være kommet til sin afslutning, men vi kan, ifølge Brinkmann, ændre vores livsbetingelser – ikke kun i ydre forstand, men også i indre forstand ved hjælp af genetik. Vi kan designe os selv og på den måde overskrider vi os selv. Her kan man tale om homo deus – altså gudemennesket. Vi holder op med at være menneske – altså posthumant – og begynder at blive mere som en Gud, der kan opnå et evigt liv. Det kan for eksempel være ved at uploade vores psyke til en supercomputer, og på den måde forsvinde fra vores skrøbelige menneskekrop.

”Umiddelbart tænker jeg, at det er skræmmende perspektiver og også temmelig skøre perspektiver. Det kalder på en undersøgelse i sig selv om, hvorfor så mange mennesker tager det alvorligt.”

Fremtidens mennesker handler ikke kun om det mere science fiction-agtige perspektiv, hvad der skal ske med os eller, hvor vi ender henne. Det handler ligeså meget om dét at være lykkelig, dét at kunne tage sagen i egen hånd, samt at kunne eliminere lidelse. ”Ellers må vi indse, at der er nogle menneskelige grundvilkår, og overskrider vi dem, så bliver vi måske ikke lykkelige, men umenneskelige?”. Det her syn på mennesket – synes jeg – er i særlig grad interessant, da vi netop ikke kan se, hvordan det vil ende og vi kan heller ikke vide det. De andre menneskesyn har været en del af os gennem flere hundrede år, hvor synet på det fremtidige menneske endnu ikke kan ses eller gribes fat om.

For at forstå den sidste dimension af dét at være et menneske fortæller Brinkmann om det sociale menneske. Han starter med at fortælle, at det jo kun er et menneske, der kan være umenneskeligt. Dét menneske, der både er fornuftigt, følsomt, religiøst og biologiske, er også dét menneske, der har muligheden for at handle ondskabsfuld. Det er ikke en egenskab, vi ser ved andre dyrearter. Brinkmann kommer med et eksempel om, at løven ikke er ond, når den nedlægger, da den er en løve, når den gør det og det er dens væsen. Vi mennesker skal hele tiden forholde os til os selv, og når vi ser tilbage på menneskets historie, så er den rig på eksempler, hvor mennesket har handlet ondskabsfuld – både under holocaust i Europa, men også under slaveriet i Amerika. Som Brinkmann også nævner, så er ondskaben taget med i synet på, hvad et menneske er, for at vise, at det ikke alene er rosenrødt, sødt og dejligt – det har nemlig også en negativ pris. Vi er den eneste dyreart, der har forsøgt systematisk at udrydde sin egen art. Hvis vi ser på chimpansen, som vi – som nævnt – deler gener med, så vil de ikke udrydde hinanden, selv ikke, hvis en chimpanse fra én gruppe placeres i en anden – det kan godt være, at den ene vil blive slået ihjel, men der har ikke været eksempler på, hvor de har forsøgt at udrydde sig selv. Grunden til, at Brinkmann vælger at tage det med i bogen, er netop fordi det er en del af vores historie som menneske.

Hvad så nu?
Til sidst i interviewet spørger jeg Brinkmann om, hvad han, som forsker, har lært ved at skrive bogen, hvortil han svarer, at det egentlig ikke var et spørgsmål han havde stillet sig selv eksplicit.

Han har nu fået lov til at afprøve fiktion, og han glæder sig til at se, hvordan det bliver taget imod af læserne og anmelderne. Han er selvfølgelig klar over, at meget kan gå galt, men samtidig havde han også lyst til at afprøve genren. I processen har han lært noget om formidling, men også selv lært noget om selve spørgsmålet ud fra det fiktive – også i udformning af hovedpersonen, der gerne skulle fremstå så naturlig som muligt. Oprindeligt havde han lavet en epilog, hvor han havde skrevet om, hvordan fremtiden så ud for Andreas, men det ville han hellere lade være op til læseren selv at digte videre på.

Brinkmann håber, at læseren oplever, at der bliver taget en byrde fra personens skuldre, i og med at vi har et selvrealiserings imperativ – vi har et krav om at skulle være os selv. Men han håber, at læseren også tænker ”Hey, det er også okay, bare at være et menneske”. Det er mere rimeligt end at skulle være den unikke ener. Derfor håber han også, at det har vakt en nysgerrighed for muligheden for at fordybe sig i noget, fordi ”Det bedste værn mod at blive selvoptaget er at finde ud af, at der er noget andet end mig, der er super interessant.”.

Den reflekterede læser
Når Brinkmann snakker om den unikke ener, kommer jeg til at tænke på, at vi lever i et samfund, hvor netop den unikke ener, er efterstræbelsesværdigt. Vi er nødt til at skille os ud, for at blive lagt mærke til af andre. Men hvis jeg skal være ærlig, så synes jeg ikke, at det er så vigtigt at være noget for sig eller være den unikke ener. For mig er det egentlig nok bare at være et menneske – altså være et menneske med alt det, der hører til. Jeg tænker, at hvis vi ’bare’ er mennesker, så er vi kommet et godt skridt imod dét at opdage, at der netop er noget andet end os selv, der er interessant. Brinkmanns bog fik mig til at tænke over, at der jo egentlig ikke er et behov for at skille os ud – der er faktisk et dybere lag. Fordi for at vi kan skille os ud – hvis det skal være et krav – så er vi nødt til at have de grundlæggende menneskelige værdier på plads, og det er lige netop dét, der er hele essensen i vores tilværelse. Vi skal være gode mennesker, for at kunne være os selv på en værdifuld måde.

Ind i bogen
”Hvad er et menneske?” udkom – som nævnt før – den 22. August 2019, og adskiller sig fra andre af hans bøger, der netop er faglige og har til udgangspunkt at lære os noget eller reflektere over noget. Den nyeste af Brinkmanns bøger er en skønlitterær bog, der skildrer en dannelsesrejse som hovedpersonen Andreas er på. Selvom bogen er skønlitterær, har den stadig en stor værdi, når det handler om, at vi skal forstå livets store spørgsmål om, hvad et menneske er med et fagligt perspektiv. Andreas modtager netop et manuskript af sin farmor, der hedder ”Hvad er et menneske?”. Dette manuskript skal han læse undervejs på sin dannelsesrejse, som han skulle have været på sammen med sin farmor, men fordi hans farmor bliver alvorlig syg, tager han afsted alene. Dog er han ikke helt alene, da ham og hans farmor skyper i løbet af rejsen, hvor hun fortæller ham om de steder han skal hen, samt snakker om det han læser i manuskriptet. Andreas har – som mange af nutidens unge – haft psykiske problemer i form af angst og depression tidligere i sit liv, og derfor har han altid været lidt af en outsider.

Bogen er bygget op på den måde, at vi – som læser – følger Andreas på sin dannelsesrejse rundt i Europa, og når Andreas går i gang med at læse i manuskriptet om, hvad et menneske er, så skifter skriften farve og vi får en tværfaglig forståelse af, hvordan mennesker både adskiller sig fra andre væsner, men også hvordan vi på visse områder er ens. Den består af seks dele: Det biologiske menneske, det fornuftige menneske, det følsomme menneske, det sociale menneske, fremtidens menneske og til sidst det troende menneske. Denne opdeling stemmer overens med Andreas’ oplevelser undervejs på sin rejser, og vi som læser føler at være med på turen, samtidig med at vi lære noget – både kulturelt, fagligt og personligt.

Da jeg gik i gang med at læse bogen var jeg en smule betænksom ved, at Svend Brinkmann havde skrevet en skønlitterær bog og jeg tænkte: ”Hvordan skal jeg lære noget af det skønlitterære?”, men jo længere jeg kom ind i den første del af bogen begyndte det at give mening for mig, og jeg kunne pludselig se en sammenhæng mellem det faglige og det fiktive. Jo mere jeg læste i bogen desto mere glædede jeg mig til at finde ud af, hvad der skete med Andreas og hans farmor, men også at lære noget mere om det Andreas læste.

Mennesket som en dyreart
Andreas befinder sig i Frankrig, hvor han skal se nogle hulemalerier for at lære om det tidlige menneske. Her lærer Andreas – og os – at det kun er mennesker, der kan være menneskelige og dermed også umenneskelige. På grund af de kulturelle normer vi har i vores samfund, så kan vi ikke bare lade os drive af vores lyster. Vi kan altså ikke bare have sex, hvor vi har lyst eller med hvem vi har lyst, og vi kan ikke bare te os, som det passer os. Det kan vi vist alle sammen nikke genkendende til, men hvem er det, der har bestemt det for os? Er det vores forældre gennem vores opdragelse, eller er det måske samfundet? Men kan det ikke også være den udvikling, vi som mennesker har gennemgået. Ifølge Darwin, der er kendt for evolutionsteorien, er vi et socialt væsen lige som andre dyrearter, og i den forbindelse bliver vi nødt til at forstå, hvad det vil sige at være mennesker før vi kan sige, hvem vi er på et mere individuelt plan. Freud, der er psykoanalysen fader, bliver ligeledes nævnt i forbindelse med det biologiske i mennesket, da han siger, at vi ikke er herre i eget hus, da vi er styret af nogle ubevidste processer og dynamikker, der har rod helt tilbage til vores barndom.

Vi bliver som læsere dermed gjort opmærksomme på, at natur og kultur er tæt forbundet ved dét at være menneske og det forekommer derfor næsten helt unaturligt at skille dem ad. Men kan det virkelig passe, at vi som mennesker skal sammenlignes med andre dyrearter? Som levende væsen på jorden anser vi os selv som værende intelligente og bedre end andre dyr, men er vi egentlig så anderledes end dem?

Mennesket som rationelt tænkende
Nu er Andreas på vej til Rom, hvor han i toget støder på en pige, der hedder Sally. Hun kommer fra England, så deres samtaler foregår på engelsk. I Rom skal Andreas lære om det fornuftige menneske, der netop er særligt for os, da fornuften ikke ses hos andre dyr. Fornuften er det grundlæggende for den udvikling, vi som mennesker har opbygget, hvor vi kan tage demokratiet som et eksempel. Andre dyr er bundet til deres instinkter, hvor vi mennesker forsøger at handle ud fra en fornuftig tankegang. Vi fødes som udgangspunkt ikke som et fornuftigt menneske, men vi fødes derimod med potentialet til at blive det.

Når vi skal forstå mennesket som fornuftigt er vi nødt til også at forstå sondringen mellem en flok og et folk. En flok interagerer og organiserer gennem dominans og underkastelses, hvilket særligt kommer til udtryk hos dyr, hvor et folk har en fælles historie, kultur og sprog, og gruppen organiseres ud fra et sæt af normer, der kan diskuteres og ændres, hvilket særligt kommer til udtryk hos mennesker. Her tænker jeg, at det bliver tydeligt, at det dyriske handler mere instinktivt, hvorimod mennesker er mere i forhandling med hinanden, og bruger fortidens erfaring til at sige noget om, hvad vi skal gøre i nutiden og fremtiden. Vi er dermed mere reflekterende.

Andreas og Sally snakker rigtig meget sammen, og det går op for Andreas, at han må være blevet forelsket. MEN er det virkelig fornuftigt at blive forelsket, og så kun efter ét møde? Når vi tænker over, hvad det vil sige at være rationelt og fornuftigt, kommer vi tit til at forbinde det med, at vi kan forholde os til fakta, verdenssituationen og at vi kan kontrollere og handle på en måde, der giver mening logisk set, men kan vi egentlig sige, at alt vi gør, er fornuftigt og rationalt?

Mennesket som et følsomt væsen
Andreas og Sally bruger meget tid sammen og snakker også om følelser, men han tør ikke fortælle hende, at han faktisk er forelsket i hende. Sally mener, at kærlighed er en grundlæggende følelse, og at følelser såsom tristhed, had, vrede og skyld må være sekundære, netop fordi de sekundære følelser opstår på grund af manglende kærlighed. Kort efter skilles deres veje, hvor Sally fortsætter sin rejse sydpå og Andreas tager til Firenze, hvor han møder en gammel folkeskolekammerat.

Undervejs læser han i manuskriptet og lærer, at mennesket ikke alene er et biologisk og fornuftigt væsen, men at der ligeledes også er følelser involveret. Aristoteles er en græsk filosof, der mente, at vores følelser er en kilde til erkendelse, og at fornuft og følelser derfor hænger sammen. For eksempel kan den frygt vi oplever, når vi møder en bjørn være et tegn på en trussel, og dermed handler vi fornuftigt på den følelse vi oplever. Derfor kan man sige, at uden vores følelser, så ville vi ikke vide, hvad der var vigtig. Men det er også vigtigt, at vi – som mennesker – er opmærksomme på, at vi ikke altid handler fornuftigt på baggrund af vores følelser, da følelser også kan medføre ufornuftige handlinger, eksempelvis i forbindelse med kærlighed.

Vi har dog nogle følelser, vi deler med andre dyr og det er glæde og frygt. Men for Søren Kierkegaard, der er en dansk filosof, var det angsten, der interesserede ham. Han fandt nemlig ud af, at frygt er rettet mod en konkret genstand – ligesom i eksemplet med bjørnen – og følelsen af angst er uden genstand og dermed mere åndelig funderet. En anden følelse, der også er med til at gøre os til mennesker, er følelsen af skyld. Vi kender den alle sammen, og vi har alle prøvet at føle os skyldige. Nietzsche, der er en tysk filosof, mener, at bliver refleksive væsner, når vi bliver bedt om at redegøre for vores handlinger, og det er også i den proces, hvor skylden vil komme til syne. I dag er det svært for nogle at skille skyld og skam fra hinanden, men følelsen af skam stammer allerede tilbage fra skabelsesberetningen, hvor vi – ifølge religionen – fik muligheden for at se os selv gennem andres øjne og det er dét, der gør, at vi kan føle skam.

Tidligere fandt vi ud af, at vi er et biologisk væsen ligesom andre dyr, vi er fornuftige og rationelle væsner, der kan handle logisk, men samtidig er vi også et væsen med følelser. Hvordan kan alt dette hænge sammen? Kan vi sige, at vi kan handle fornuftigt, når vi handler på baggrund af følelser? Hvordan kan det være, at Andreas synes, det er så svært at fortælle Sally, at han godt kan lide hende? Har det noget at gøre med, at det ikke er alle mennesker, der mener, at følelser er rationelle?

Det umenneskelige menneske
Andreas’ dannelsesrejse gennem Europa bliver kortet af, da hans farmors sygdom er blevet værre, og derfor skal han allerede videre til Prag dagen efter. Her skal han se det ondskabsfulde i mennesket og læse om det sociale menneske. I Prag skal Andreas se en koncentrationslejr fra anden verdenskrig, for at få et indblik i ondskaben hos mennesker.

I og med, at vi som mennesker er sociale, så giver også muligheden for, at vi kan være antisociale. Vi kan nemlig både være gode og onde, samt bygge og opbygge, og som vi også så tidligere, så er det kun mennesker, der kan være umenneskelige. For den tyske teolog og filosof, Hegel, betød dét, at mennesker er sociale, at vi har muligheden for at se os selv gennem andres øjne og dermed forholde os til os selv. Vi vil gerne anerkendes af andre og vide, at vi er gode nok som vi er. Det er helt fundamentalt for os, og hvis du tænker over det; hvor tit gør du så noget i hverdagen for at få anerkendelse af andre? Det kan være over for din kæreste, ægtefælle, forældre eller børn. Vi vil alle sammen gerne være gode nok, og det er nok også derfor, vi lever i et præstationssamfund, netop fordi vi alle sammen gerne vil være gode nok og gerne bedre end de andre. Men vi er alle sammen ligeværdige, netop fordi vi alle sammen er mennesker, så findes der mennesker, der kan være bedre end andre? Vi udvikler os selv igennem anerkendelsen fra andre, og det er én af grundene til, at vi er sociale væsner.

Kilden til at forstå mennesket, er i psykiatrien, hvor man ved at undersøge det afvigende menneske, kan få en forståelse af, hvordan det almene menneske er. For at blive et menneske, skal vi være opmærksom på meningen, da det er dét, der gør os til mennesker, og derfor skal vi kunne se en mening med det vi gør. Holocaustet under anden verdenskrig er netop en påmindelse om, at vi mennesker kan være ondskabsfulde og umenneskelige. Dét, der skete under anden verdenskrig, var en dehumanisering af jøderne, der gjorde, at nazisterne og dem, der hjalp til, ikke så jøderne som mennesker. Det vigtigste for at kunne blive et menneske, er derfor, at vi ser hinanden som mennesker. Vi er sociale væsner, der kun kan blive mennesker inden for en social orden, der anerkender hinanden som mennesker.

At vi kun kan blive mennesker, ved at anerkende andre og selv blive anerkendt som mennesker kan godt være svært at forstå. Hvis hele vores samfund og eksistens er hængt op på, at vi anerkender hinanden som dem vi er, hvordan kunne anden verdenskrig så finde sted? Hvordan kan vi som sociale og fornuftige væsner begynde at dehumanisere hinanden? Og er meningen med vores tilværelse, at vi skal lære af vores fejl, så vi ikke begår dem igen, eller er det bedst, at vi glemmer den ondskab, der er i verden? Lad os antage, at vi glemmer, at ondskab overhovedet findes; vil vi så have en mere lykkelig og fredelig verden, og vil vi i så fald have lært noget af det? Kan vi risikere, at vi bliver umenneskelige igen, hvis vi lader som om, at vi aldrig har været det, og kan anerkendelsen være vejen frem for en bedre verden?

Senere på dagen modtager Andreas et opkald fra Sally, der er sur og ked af det. Hun har været udsat for et voldtægtsforsøg, så de aftaler, at mødes i Berlin, hvor Andreas skal hen næste gang.

Menneskets fremtidsudsigter
Andreas er nu ankommet til Berlin og eftersom, at han skal mødes med Sally her, så har hans farmor booket et andet hotel, så der er plads til dem begge. Undervejs havde han gjort sig nogle tanker om fremtidens menneske. Han havde en klar forståelse af, at mennesket altid havde haft en forståelse af, at der måtte være en tid foran dem. Det var især kommet til syne ved hulemalerierne, da Andreas mente, at det måtte være for, at generationerne forud for dem selv, kunne huske og lære noget af de tidligere. I manuskriptet læser Andreas om fremtidens menneske, hvor transhumanister og posthumanisterne nævnes. Transhumanisterne mente, at man kunne nedfryse menneskekroppe for at kunne genoplive dem i fremtiden, hvor de havde en idé om at kunne skabe det evige liv. Men kan vi tale om, at det er etisk forsvarligt, og hvem skal have ret til det evige liv? Posthumanisterne er – som det ligger i ordet – interesserede i, hvad der er efter mennesket. Altså, hvor skal vi hen, og hvad sker der med os i fremtiden?

Nu kunne jeg godt tænke mig, at du – som læser – tænker på nogle spørgsmål, jeg fik, da jeg læste bogen. Kan vi virkelig ændre mennesket? Og kan vi med hjælp fra teknologien og medicinen gøre mennesker mere kreative og måske endda mere lykkelige? Kan vi rent faktisk stoppe verdens ondskab med teknologi? Vi mennesker opfører os som om vi er Gud, altså som om, vi kan være herre over vores egen art, men giver det mening, at vi er det?

Vi er vist alle sammen enige om, at lykken er væsentlig for mennesket, og mange vil endda også hævde, at lykke er et valg man tager. Men ifølge de gamle græske filosoffer, så var lykken skæbnebestemt og mere held end forstand, og derfor mente man, at lykke ikke var noget man selv kunne bestemme over. Det var altså noget objektivt. Sokrates, der var en græsk filosof, var dog én af dem, der mente, at lykken kunne påvirkes af ens egne valg, hvilket mange af os i dag vil være enige i eftersom vi – med liberalske tanker – siger, at man er sin egen lykkes smed. Med fremvæksten af kristendommen blev lykke kædet sammen med tanken om frelse, og i 1800-tallet blev lykke forstået som dét, der gjorde én glad. Men handler lykke om det indvendige? For kan vi ikke sige, at vi kan blive lykkelige af at gøre andre glade? Vi har som mennesker en idé om, hvad lykke er, men ved vi egentlig ikke kun dét, fordi vi har oplevet ulykke? Hvis jeg selv sidder og tænker over det, så tror jeg ikke, at jeg ville kunne forklare, hvad lykke er, uden at henvise til, hvad det ikke er. For lykke er ikke at være ked af det, det er ikke at ligge i sengen hele dagen i en længere periode, lykke er ikke at være syg. Lykke er derimod at være glad, lave noget med andre mennesker, have et godt helbred, gøre noget godt for andre og generelt bare være positiv og i balance med sig selv. Lykken kan også findes i fællesskab med andre, for eksempel en kæreste eller familien.

Mennesket og behovet for religion
Da Andreas har sagt farvel til Sally, forsøger han – dog uden held – at komme i kontakt med sin farmor. Når han tænker tilbage på dannelsesrejsen, kan han mærke, at den har haft en terapeutisk effekt på ham. Han havde fået ro, og nu vidste han, hvad han gerne ville med sit liv. Som afslutning på rejsen vil han læse det sidste i manuskriptet om, hvad et menneske er.

Mennesket er nemlig også religiøst, altså ikke sagt, at man skal være det for at kunne blive set som et menneske, men dét at tro på noget er eksistentielt for mennesker. Det behøver ikke at være en højere guddommelig magt, da det også bare kan være troen på sig selv eller andre. Brinkmann nævner også selv – i interviewet – at han ikke tror på et højerestående væsen, men at man sagtens kan respektere dem, der gør. Dét med troen på sig selv og andre er vigtigt, og især i et samfund, hvor vi egentlig er på vej væk fra hinanden med individualiseringen. Løgstrup er en dansk filosof og teolog, der siger – så fint – at vi ikke kan have med et andet menneske at gøre, uden at have noget af dets liv i vores hænder, og dét tror jeg er en vigtig pointe og noget vi kan lære noget af. Vi skal huske på, at selvom vi får at vide, at vi en asocial generation, en generation, hvor vores venskaber foregår på de sociale medier, og hvor vi egentlig tænker mere på os selv end på dem omkring os, så har vi alligevel noget med hinanden at gøre. Vi kan nemlig stadig såre hinanden med diverse udtalelser på sociale medier, men vi kan også glæde hinanden eller blive glade på andres vegne over dét andre oplever. På den måde er vi netop sociale væsner, der er gensidigt afhængige af hinanden og hinandens anerkendelse og tro.

Troen er også knyttet til vores erkendelse af dødelighed. Den sorg, vi føler, når vi mister dem vi holder af, er en del af dét at være menneske. For at kunne føle sorg, må vi nemlig føle kærlighed. Kærligheden er en svær følelse at erkende, fordi vi dermed også indser, at noget andet end os selv er virkeligt. Følelsen er kun mulig, hvis vi accepterer, at der er en verden uden for os selv, og det kræver ydmyghed og ærlighed. Sorgen er derfor et fundament i vores samfund, da det viser os, hvor vi kommer fra. Når vi ser på gravsteder og mindesmærker, er det med til at hjælpe de efterladte videre, men det er også med til at skabe en tråd til fortiden og give en selvforståelse og et tilhørsforhold for de levende. Troen og religionen behøver ikke at være knyttet til døden, da troen er meget mere end dét. Det handler lige så meget om, at vi har et behov for at tro på ’noget’, og det betyder ikke så meget, hvad dette ’ noget’ er.

Det, der gør os til mennesker, er måske muligheden for, at vi kan sætte os i andres sted og forestille os, hvad de gennemgår. Vi kan anerkende dem for den måde de agerer, men vi kan også tro på, at de gør det rigtige. Vi er måske endda sociale mennesker, der har brug for hinanden, vi har brug for kærligheden til hinanden, også selvom vi ved, at med kærligheden kommer også sorgen.

Hvad skal jeg nu?
Nu har du fået et indblik i, hvad Svend Brinkmann kommer ind på i sin nye bog. Hvis du har lyst til at vide, hvordan det ender for Andreas og hans farmor, så vil jeg anbefale dig at læse den. Det er nemlig ikke bare en helt almindelig skønlitterær bog, men samtidig er det heller ikke en helt almindelig faglitterær bog. Brinkmann forsøger – på en rigtig god måde – at forbinde de to genrer, så du både får en medrivende fortælling om Andreas og hans udvikling, men du får også et fagligt indspark, der kan sætte gang i nogle tanker hos dig, så du får et anderledes syn på, hvorfor vi gør som vi gør og hvem vi egentlig er.

Derudover synes jeg også det er vigtigt at huske, at du ikke behøver at være perfekt på alle aspekter i dit liv – vi er ’bare’ mennesker, og som vi altid siger, så laver mennesker fejl en gang i mellem og dét er HELT okay! Når du nu ikke behøver at være perfekt, så prøv i stedet at finde ud af, hvilke menneskelige værdier DU synes gør sig gældende, når man skal være et godt menneske. Snak eventuelt med din familie eller omgangskreds om, hvad der er vigtigt for DIG. Måske kan i inspirere hinanden til at blive bedre mennesker sammen og måske bliver det bare fedt at sætte fokus på det, da vi tit glemmer det i hverdagen. Så HUSK: Vi er alle sammen ens og ligeværdige, fordi vi er alle sammen mennesker!