Og prisen for året blegeste studerende går til… trommevirvel… MIG!

Tekst: Ida Elisabeth Agerkvist

I år vender jeg muligvis tilbage på studiet som årets absolut blegeste, fordi jeg kom langt bagud med sommertannen pga. en rejse til Færøerne. Men at misse min daglige dosis d-vitamin er en okay pris at betale, fordi Færøerne! Havde det her været en artikel til fx Femina eller Woman, havde titlen klart været “Færøerne til fods – hun fandt sig selv i fjældene”.  

Efter 4 års parforhold med en færing besluttede jeg, at det var på tide at lære Færøerne at kende – ikke mindst for at komme tættere på den mand, jeg nu har brugt min femte sommer sammen med.  

Rejsen bestilte vi tilbage i april sammen med vores venner, som også danner par, efter vi, som unge og uanstændige mennesker af og til gør, havde drukket os fulde i en blanding af æblebrændevin, whiskey, øl og rødvin. Hvordan dælen ender man ellers med at bestille hele 14 dages double couple ferie? 

SU-venlige kår
Fordi jeg har fået flyskræk på en helt ny måde end tidligere, efter jeg (som så mange andre) er blevet bekymret for klimaet, valgte vi at sejle dertil. Vi brugte dermed 3 døgn på selve sejlturen og havde selvfølgelig medbragt frugt til overfarten for at sikre, vi ikke fik skørbug på den lange, lange rejse. SU-en kunne ikke finansiere andet end de mest skrabede soveforhold på færgen; køjesenge med smækdør, der gabte et underbens længde fra gulvet, så alt, der kunne minde om privatliv var fuldstændigt fraværende. Og for det ikke skulle være nok var der placeret et kæmpe glohul i midten af døren, der til forveksling kunne ligne et koøje.  

Færøerne er 18 øer, hvis areal sammenlagt er meget mindre end bare lillebitte Nordjylland, og det fandt jeg ud af, fordi jeg tænkte “Hvad fuck er Færøerne?” og panik-googlede inden afrejse. Mine 3 rejsemakkere havde nemlig været afsted i forvejen, så jeg var jo nødt til at læse op på sagerne på forhånd.  

Foruden at rejse til Færøerne for at forstå det folkefærd, min kæreste er født af og ind i og senere flyttet væk fra, ville jeg afsted pga. naturen og vejret. Jeg havde hørt, at man kunne opleve samtlige årstider på én dag, og det var jeg på forhånd meget fascineret af. Jeg havde glædet mig til at give mig selv og mit humør hen til vejrets omskiftelighed.  

Mit hidtidige billede af færinge+ var begrænset. Det er dem, der kommer og vinder x-factor og Paradise Hotel. Og så er Lars Løkkes kone vist nok derfra. Og noget med en masse får. Fjælde. Og at det er en del af Danmark! 

Tilfangetaget af tågen
Det, der gjorde størst indtryk på turen, var klart tågen. Den var der alle dage. Vi forsøgte flere gange at trodse tågen ved at bevæge os langt, langt væk fra, hvor vi boede. Men den var en fast følgesvend – især på vores mange vandreture i fjældene. Den fik mig til at have det helt Tove Ditlevsen-agtigt og tænke, at jeg skulle have været digter! Hvis jeg skal putte et par ord på det, så var det særligt poetiske over tågen dens spøgelses-agtige svæven, at den ligesom listede omkring. Omsluttede os. Åd udsigten. Alting kunne på få sekunder blive totalt udhvisket omkring én, så man kun kunne se 20 meter frem. Forestil dig at stå på toppen af et flere hundrede meter fjæld og ikke kunne orientere dig ordentligt i dine omgivelser.

Forestil dig, at du ikke kan se toppen af det fjæld, du er ved at bestige, og at du heller ikke kan se nedad det, men at du kan høre havets susen. Lige dér, der lærte jeg noget. Tågen talte til mig som en anden Svend Brinkmann. På fjældturene handlede det virkelig om at turde gå glip. Man kunne planlægge nok så meget at bestige et fjæld for udsigtens skyld, men tågen tillod det ikke. Så gik vi der og kunne kun se lige foran os. Højre og venstre ben skiftedes til at overhale hinanden i en endeløs konkurrence. Der skete ikke en skid på de vandreture. Lyden af småsten under skoene. Ritsj. Ritsj. Men så et fuglefløjt! Rindende vand! Fordi der var så stille og underligt i tågen, blev man helt hyperfokuseret på de mindste ting. Fornemmelsen af at træde i et blødt stykke mos.

Jeg blev meget bevæget. Tankerne vandrede derudad og endte i afkroge af min langtidshukommelse. Pludselig kunne jeg huske historier om trolde, jeg var blevet fortalt af pædagogerne i børnehaven. Det var simpelthen så syret, hvad naturen kunne sætte i gang i hovedet og kroppen på én. Totalt terapeutisk.

At savne storbyen en smule
Der var dog en dag, hvor jeg var mættet af naturoplevelser og bare gerne ville ind til civilisationen, så jeg tog til Tórshavn. Den lille hovedstad med en befolkning på bare 20.000, hvilket svarer til antallet af studerende på Aalborg Universitet. På vejen så jeg en bygning, Anonyme Alkoholikere, og tænkte over, hvor anonym man mon kan være i et land, hvor der bor, hvad der svarer til en fjerdedel af Aalborgs befolkning. Der var i hvert fald ikke meget af storbyens anonymitet dér.

Da mine rejsemakkere og jeg eksempelvis sad og spiste pommes frites ved havnen, stoppede nogle af min kærestes familiemedlemmer op midt i et lyskryds for at tilbyde os et lift hjem, og lige præcis den oplevelse, synes jeg, beskriver Færøerne godt. Et hjælpsomt folkefærd, som ikke har travlt og kan tillade sig at stoppe op midt i en rundkørsel for at samtale ud af en bilrude, uden nogen bagved hamrer hornet i bund.  Der var en langsomhed over livet dér, som jeg ellers ikke mærker til i mit liv i midtbyen på 3. sal i Aalborg. Langsomheden og tågen er indkapslet i mig, men ikke som andet end et minde, jeg kan drømme mig tilbage til, for jeg tror simpelthen ikke det findes andre steder end på selve Færøerne.