Tekst: Lina Mancini, skribent.

Juni 2016 blev jeg student og oh wow, det var ordentligt fedt. Fuck alt, ses venner. Nu skulle jeg rigtig ud og være voksen og tjene kæmpe penge i mit sabbatår. Jeg havde besluttet mig for, at jeg skulle kun have et sabbatår, fordi to var for meget for mig, og jeg skulle jo i gang med en eller anden stor karriere og tjene endnu større penge. Men for at have gang i en klasse god karriere skulle jeg have gang i en uddannelse.  Så kom jeg med den bedste idé: jeg skulle da være ejendomsmægler! Det lå fandeme lige til højrebenet, kan jeg fortælle dig, og det gjorde det netop fordi, at jeg har formået at binge watche Million Dollar Listing New York i flere år. Jeg åd det råt. Ordentligt godt program. Den nye Ryan Serhant, det er sgu mig. Endelig vidste jeg, hvad jeg gerne vil arbejde som, indtil jeg går på pension, gerne som 60-årig. Det føltes som en åbenbaring, for alle de gange, hvor jeg har været i tvivl, så havde jeg bare brug for at den rette sti endelig kom til syne. Og det gjorde den.

The Great Dane 
September 2017 startede jeg på finansbachelor på UCN, og jeg var bare ægte klar til at lære om alt og ingenting, så jeg kunne blive Danmarks mest succesfulde ejendomsmægler. The Great Dane indenfor det førnævnte erhverv. Nu kom mine penge. Little did I know, at tre uger efter studiestart droppede jeg ud, for jeg fandt hurtigt ud af, at det ikke var noget for mig alligevel og wow, hvor fik jeg dog en lettere identitetskrise af det, så dumt som det nu kan lyde. Bye bye Ryan Serhant.

Drop ud = svag og ubeslutsom
Min forsinket teenageidentitetskrise skyldes, at min uddannelsesvej altid har været crystal clear. Da jeg gik i folkeskole, vidste jeg godt, hvilket gymnasie, jeg skulle på, og hvilken linje, det skulle være. … Jeg har altid været stolt over, at jeg godt vidste, hvad jeg ville, og det resulterede i, at jeg opfattede dem, som droppede ud af deres uddannelser, som værende svage og ubeslutsomme. Jeg måtte gerne være i tvivl om, hvad jeg gerne vil uddanne mig som, så længe jeg bare valgte rigtigt første gang, for Gud forbyde at jeg nogensinde dropper ud. Da det utænkelige skete var det for sent at starte på en ny uddannelse, og min skudsikre plan (ét sabbatår, uddannelse og til sidst fedt job) faldt om og døde af sine skudhuller. Fuuuuuck, fuck, fuck, FUCK! Imma be real with u, jeg var helt ved siden af mig selv, da jeg stod med mit andet sabbatår, for nu var jeg jo blevet til dem, som jeg så som værende svage eller ubeslutsom, ikk’ sjovt. Er jeg svag eller ubeslutsom? Eller begge dele?

En tur igennem Asien
Fire måneder og et højskoleophold senere blev det endelig september 2018, og jeg startede på Engelsk Almen. Her er jeg stadig, det ret nice, og jeg er endda blevet tutor for 2019 optaget. Mit andet sabbatår var som en selvopdagelsesrejse på tre måneder igennem Asien: jeg havde tid til at reflektere over mig selv, surprise. Min tanke var træls, og jeg har lært, at det er okay at droppe ud, og det gør dig hverken svag eller ubeslutsom eller alt muligt andet, væk med den dumme tanke. Der er så mange muligheder indenfor uddannelser, at det er svært at vælge rigtigt i første forsøg. Vælger du forkert i starten, så prøver du bare igen med noget andet. Værre er det ikke. Afsted med dig.

Stadig tys-tys emne
Imma be real with u again. Det er stadig et emne, som jeg ikke nævner særlig ofte, for jeg tror, at jeg stadig er lidt flov over det, dumt I know. Men jeg er glad for, at jeg trodsede min gamle tankegang, for jeg er glad for at læse engelsk. Jeg er glad for at være en pladderhumanist, og jeg er glad for, at jeg ikke længere tænker sådan om folk, der dropper ud. Men én ting er sikkert! Jeg vil stadig pensioneres som 60-årig.