Gør op med urealistiske idealer, for det er tid til at øge bevidstheden

Sidste måned kiggede vi på Præstationssamfundet med konklusionen som peger på, at det er helt okay at fejle. Men er det okay? Hvad er standarden egentligt for dig, og hvilken standard er der for andre? Læs med når vi sætter fokus på diskrepansen mellem fejl og idealer.

Tekst: Dianna Korshøj

Artiklen indeholder baggrundsviden, samfundsperspektiver og
teorier, så ønsker du blot det personlige perspektiv, kan du med
fordel gå til overskriften: “ Hvem er det så synd for? ” sidst i
artiklen.

Der vil nok altid være en forskel på hvordan vi ser ud og opfører os derhjemme kontra ude blandt andre mennesker. Derudover kan der på samme tid være store forskelle mellem den vi er når vi er på campus, på job, til fester – eller sågar hvordan vi fremstiller os selv på henholdsvis Facebook, Instagram og LinkedIn. For mange, er denne forskellighed en selvfølge; forskellige steder har jo forskelligt formål og forskellige mennesker

Denne skildring er bestemt ikke noget nyt. Tager vi et hurtigt kig ind i Renæssancens poesi kan vi læse:

“All the world’s a stage,
And all the men and
women merely players”

William Shakespeare 1623: “As You Like It”, Akt II, Scene VII, Linje 138

Som Shakespeare så fint skrev det, så kan vores adfærd ses som et scenegulv, hvor vi opfordrer os som foreskrevet i manuskriptet. Det givne manuskript er de sociale normer og forventninger som den konkrete “scene” foreskriver. Den canadiske sociolog, Erving Goffman, teoretiseret lige præcis den interaktion som bestemmes af de forskellige sammenhænge, vi bevæger os i – og ikke mindst; hvad der sker, når denne interaktion mislykkes. Han påpeger nemlig, at vi som mennesker ønsker at interaktionen lykkes. Eksempler de fleste kan relatere til kan være, når vi laver et opslag på sociale medier, men det ikke får de likes man håber, eller hvis man siger noget klogt eller sjovt i en forsamling, og alt man mødes med er skeptiske blikke. Det resulterer ofte i en form for utilpashed – med mindre selvfølgelig, at skepsis og normbrud var intentionen.

Skønhedens realitet
De seneste år har der været en stærk modreaktion til den perfektionisme der ellers dominerer blandt andet markedsføring og sociale medier. Det viser sig både i private opslag, hvor folk viser hvor fejlfulde de selv er, men også i et markedsføringsaspekt. Tilbage i 2004 søsatte DoveThe Real Beauty Campaign“, da de ønskede at sætte fokus på kvinders selvfølelse af skønhed. Denne kampagne udsprang af en omfangsrig undersøgelse om hvordan skønhed italesættes og føles blandt kvinder verden rundt. Trods fine ord, må der åbnes for en hvis skepsis for undersøgelsens baggrund, da deres italesatte fokus om at kunne “[…] talk to women around the world about female beauty” nok primært er målsat ud fra at kunne markedsføre deres produkter bedst muligt. Alligevel er dette nok lige den rette situation hvor midlet helliger målet, for salgstal til side, så var dette startskuddet til en bevægelse, som rækker langt ud over Doves produkter.

Flere virksomheder har siden da taget del i ‘kagen’ og forsøger at gøre op med idealet om hvad skønhed i virkeligheden er. I Danmark ses det blandt andet i Matas nyere markedsføringskoncept “Skønnere sammen“, hvor de spørger hvad ‘skønhed’ egentligt er, mens de understreger at det er noget individuelt.

Læs mere om den konkrete markedsføring her

I videoen inviterer de os til at tage ejerskab i skønheden, og i diversiteten blandt statisterne i videoen, viser de at de alle på hver sin måde er skønne. De ønsker at skabe et nyt syn på skønhed, vi alle er en del af; vi skal alle føle os skønne og dele det, så dem der måske ikke har følelserne skal få det.

I tråd med deres skønne reklame, vil de fleste nok sige at mennesker er smukke på hver deres måde – hvilket bestemt er sandt, men det afhænger også af øjnene der ser, og måske vigtigere endnu; perspektivet der vurderes med.

Mediernes magt
Når man snakker om mediernes magt, er der mange (læs: VIRKELIG mange!) ting i spil, og mange af dem er vi som forbrugere slet ikke bevidste om. Med danskkundskabernes analysebegreb kalder vi det ‘virkemidler’, men i hverdagssprog kan vi kalde det en helt almindelig omgang

Manipulation!

Manipulation!

Manipulation!

Det kan lyde voldsomt, og selvom den umiddelbare opfattelse af begrebet muligvis kan forekomme nogle steder i medierne, er det her ment i dets renest mulige form – uden konnotationer. Dog er dette ikke altid så nemt, når et simpelt opslag i ordbogen allerede tillægger ordet en negativ betydning: “Manipulation forekommer almindeligt i hverdagen, hvor de såkaldt kloge narrer de mindre kloge, der ikke er i stand til at gennemskue den reelle hensigt“. Her ser vi konnotationerne i ordsproget, når manipulation handler om at ‘narre‘ og at det går ud over de ‘mindre kloge‘, for egentligt, så sker det selv for ‘de kloge’ og man behøver heller ikke sidde tilbage med en følelse af at være ‘blevet narret’, hvis man opdager at man har været udsat for manipulation. I hverdagen oplever og UDØVER alle en blid form for manipulation Det kan være alt fra at købe et par bukser, fordi man har set en lækker reklame, til at fortælle kæresten at man har ondt i ryggen, for at få en god omgang massage. Manipulation behøver ikke at være groft eller med negative intentioner, men blot hvis noget udelades af sammenhængen, for at opnå det ønskede mål, kan det komme i kategorien.

At nå målgruppen
Når noget skal markedsføres, taler man om at skulle nå sin målgruppe; altså at den konkrete markedsføring skal nå ud til kunderne, læserne eller lignende. Det kan helt konkret handle om at mennesker skal få øje på ens reklame, hvilket langt fra altid er lige nemt. Ser man fx en tv-reklame, bladrer igennem et blad, eller scroller igennem de sociale medier, skal der faktisk en del til, for at folk først bemærker, og derefter husker reklamen godt nok til at handle på den – der skal simpelthen mere til en nogle få sorte ord på en hvid baggrund.

Det at ‘fange’ sin målgruppe er en kunst, som kvalificerede mennesker kan tjene rigtigt meget på, for det er langt fra lige til:

En lækker tekst forsvinder i et intetsigende layout. Et lækkert layout går i glemmebogen uden formål. De rette kanaler bliver ligegyldige, hvis folk blot scroller videre. Et godt tilbud bliver ikke brugt, hvis folk ikke kender til det.

Det kræver derfor stor finesse at lave markedsføring som virker, og man må aktivere ting som følelser, værdier og fornuft hos målgruppen for at opnå succes med sin markedsføring. Man kan sige at virkemidlerne bruges til at understrege budskabet med markedsføringen og derfor uskadeligt, men dog stadig et eksempel på blid manipulation. De fleste vil nok alligevel finde en given markedsføringsstrategi etisk forsvarligt, når en virksomhed i sin markedsføring skaber hygge og familiestemning om et produkt, for at give målgruppen en nostalgisk følelse. Det er måske endda rart, at reklamer ikke blot er et blankt papir eller skærm med produkterne listet.

Vores produkter
Mamelade, flere varianter_____ Vejl. udsalgspris: 25,95 .-
Frugtdrik, flere varianter______ Vejl. udsalgspris: 24,95 .-
Gelé, flere varianter _________ Vejl. udsalgspris: 24,95 .-
Kirsebærsauce _____________Vejl. udsalgspris: 24,95 .-

Det er hårdt og måske endda overvældende at blive bombarderet med information hele tiden, så når tingene bliver leveret på en lækker måde, kan det både give en god mavefornemmelse og lette den daglige navigation i informationsjunglen.

Der er selvfølgelig også markedsføring, som opfordrer mere til handling frem for en god mavefornemmelse og produktsalg. Disse skal være lige så veludførte som anden markedsføring, men spiller blot på andre følelser og andre appelformer. Det sjove er, at det er mange af de selvsamme ting, som også gør sig gældende og ‘fanger’ dine følgeres opmærksomhed i et privat opslag på de sociale medier.

Markedsføring er mere en bare et salg
Virksomhedernes blide manipulation har langt større betydning end tal på virksomhedens bundlinje og et bidrag til den personlige kapitalisme. Følelserne som bliver aktiveret og sat i spil i et markedsføringsaspekt, påvirker os nemlig meget mere end vi går og tror.

Lige som vi for eksempel socialiseres til at forstå hvordan en fødselsdag fejres, socialiseres vi altså generelt til at forstå hvordan vi skal forstå verden. Den franske antropolog og sociolog Pierre Bourdieu betegner dette som ‘Habitus’; et system af konstante og foranderlige dispositioner. Mediekulturen er i dette perspektiv med til at præge vores habitus livet igennem, og jo mere et bestemt perspektiv bekræftes, jo stærkere bliver ens overbevisning. Dette er i høj grad noget som har betydning når vi snakker om normer og værdier. Ifølge Bourdieu, er det altså muligt at forandre disse, men jo mere de bliver bekræftet, jo mere robust bliver habitus.

Det globale scenegulv
Med globaliseringen har vi mulighed for at kommunikere på tværs og lære andre mennesker, deres samfund og værdier at kende. Globaliseringen gør dog også, at vi er utroligt tæt på andre mennesker. Derfor er det i langt større grad end nogensinde muligt at sammenligner os med hinanden – eller i hvert fald andres online selv. Den måde vi fremstiller os selv på, kan ses som en form for markedsføring af os som person – både online og offline.
Vi forsøger at have kontrol over situationen og hvordan vi fremstår overfor andre – en kontrol som er lettest i egne opslag online. Det er svært at bestemme hvad andre poster, men vi kan sørge for at egne opslag giver det indtryk vi ønsker, og derved fremstille os selv på bedst mulig måde efter hensigten. Hvis et billede ikke ser ud som man gerne vil have det, kan man blot tage det om indtil det har det udtryk man ønsker, så det lever op til den ‘rolle’ man spiller på det givne online ‘scenegulv’.

Ifølge Goffman (1990) bevæger vi os mellem mange forskellige sociale arenaer, hvor der er prædefinerede normer. Han skelner mellem ‘backstage’ og ‘frontstage’, hvor sidst nævnte er selve præsentationen, som skal leve op til interaktionens krav. Backstage er derimod det sted, hvor det er okay at fejle, og der hvor en interaktion forberedes. Et velkendt eksempel kan være at en kvinde tager et sæt tøj på og derefter spørger kæresten om hvordan det ser ud. Dette kan ses som et generalprøve for den sammenhæng, hun senere skal befinde sig i. Kærestens svar kan kvinden, ses som det mest sandsynlige udfald af den forestående situation.

Backstage kan udtrykke sig på mange måder, men generelt er det rummelige steder med stor fejlaccept. Derfor argumenterer Goffman også for, at vi på ingen måde ønsker at ‘publikum’ kan smugkigge derind, for hvis det skulle ske, vil det efterfølgende være meget svært at levere en troværdig præstation når ‘forestillingen går i gang’.

Den autentiske forestilling er begyndt
Det tidlige 21. århundredes skønhedsidealer viste os at der var en meget lille fejlmargen, når det kom til kvinders skønhed – hvilket til dels også fremgår af Doves undersøgelse. Dette kan ses som et tydeligt eksempel fra en tid, hvor ‘spillereglerne’ for forskellige sociale arenaer, på godt og ondt, var væsentligt tydeligere. Var man elev, skulle man gøre hvad man fik besked på – uden tanke for hvad der ‘virker bedst for mig’, og var man til jobsamtale, skulle man være præsentabel, give hånd og tale relativt formelt. Det var en tid, hvor individet synligt, men rollen var en man eksplicit skulle være i stand til at spille når situationen krævede det.

I dag er tiden en anden. Goffmans perspektiver er stadig aktuelle, men grænsen mellem backstage og frontstage er udviskede. Hvor det tidligere var en nogenlunde tydelig rolle man skulle spille i forskellige situationer, er det i dag det autentiske selv, som er i højeste kurs:

Vi vil have dig som du er!

eller…? Det er i hvert fald det, meget markedsføring vil give indtrykket af. Vores samtid dikterer at man skal have lyst til og virkelig brænde for det man laver. Hele verden er vores østers, så det er bare at finde den gren hvor vi kan leve lykkeligt og passioneret resten af livet, for her er det DIG der er i fokus! Problemet her er bare, at det autentiske selv vi bliver fortalt, vi skal være blot bliver endnu en rolle vi skal portrættere. Det er ikke rart at vise andre ens hele og fulde selv, for virkeligheden er, at de fleste af os stadig stræber efter at være bedre, for derved at ‘opnå ens fulde potentiale’. Det lyder godt når man hører sætningen blive brugt, for det uskyldige lille udsagn rummer tanken om at perfektion er opnåelig.

Vi som mennesker har det altså bedst, når vi har en troværdig frontstage som er mulig at afprøve i trygge omgivelser backstage – derfor bliver vi tvunget til at spille rollen som os selv troværdigt, så ingen fatter mistanke. Vi bliver dog hjulpet lidt på vej på jobmarkedet, for mange virksomheder røber lidt om hvordan du bedst spiller rollen som dit autentiske selv, når de opslår stillingsannoncer. Buzzwords som

Robust, samarbejdsvillig og omstillingsparat

dominerer diskursen og fortæller os, at dine interesser og private holdninger egentligt er mindre vigtige, så længe du kan samarbejde og varetage de opgaver du får tildelt.

Med andre ord, er det de almene sociale og interpersonelle kompetencer som vægtes højest, så ligger man over middel i kategorien som acceptabelt menneske, er man okay. Derfor vil man blive mest attraktivt på jobmarkedet, hvis man så er et særligt vellidt og kompetent menneske – de selv samme kompetencer, som gør sig gældende i privatlivet. Når dette perspektiv holdes overfor forståelsen af at perfektion er noget vi kan opnå, møder vi noget som virker genkendeligt; præstationssamfundet med kronisk stress.

Vil du vide mere om efterstræbelsen af de interpersonelle kompetencer, kan du med fordel læse artiklen ‘KOMPETENCEUDVIKLING – PSYKOLOGISK INDERLIGGØRELSE PÅ DÅSEFORM’

Der er derfor lige her, vi slår hovedet på sømmet! Til spørgsmålet om hvad der forventes af os som mennesker, er svaret: At du kan begå dig. Stiller vi derimod et spørgsmål som: “hvad ønskes fra os?” er svaret lige pludselig et som sprænger skalaen.

Den uundgåelige diskrepans
Når vi snakker om hvad der ønskes af os fra omverden, er det vigtigt at huske på den førnævnte socialiseringsproces. Vi socialiseres nemlig i høj grad, til at internalisere samfundets værdier og normer. Det vil sige, at selvom de nære relationer under opvæksten og videre i livet måske går imod samfundets strømninger, vil de aldrig være nogle vi helt kan fravælge. De er blevet indlejret i vores habitus, og den måde vi ser og opfatter os selv og andre, om vi vil et eller ej.

Denne habitus kan man i eksistenspsykologien blandt andet se som ‘trosopfattelser’. I dette perspektiv ses selvopfattelsen i udgangspunktet som dynamisk, men i mødet med andre (familie, venner, medier osv.), opstår der aflejrede trosopfattelser, som er med til at stadfæste hvordan vi ser os selv. I bogen “Livets dilemmaer” af Bo Jacobsen (2009:170), beskrives hvordan en given selvopfattelse ofte bliver en selvbekræftende selvopfattelse:

“Da dynamikken i de aflejrede trosopfattelser er utrolig stærk, er det mest almindelige, at virkeligheden må indrette sig efter trosopfattelsen. Det sker ved, at personen benægter eller omtolker det aspekt ved virkeligheden, der modsiger selvopfattelsen. Hvis et menneske fx har ”erfaret”, at han eller hun er grim, og dernæst får en ægte ment kompliment, vil den pågældende let blive afvisende og tro, at den der siger det, er ude på at opnå noget, og hvis en person ser sig selv som ekstremt god til alt bogligt og får en negativ vurdering af en opgave, vil den pågældende let blive krænket og anse kritikken for at være uretfærdig i stedet for at se den som noget, vedkommende kan lære af.”

Som beskrevet, er det derfor meget nemt at havne i en offerrolle, eller en opfattelse om at man selv er fejlfri på et givent område. Virkeligheden tilpasses derfor i hvis grad efter ens forudindtagelser, selvom disse måske er langt fra beviser man bliver konfronteret med. Så selvom omverdenen i disse dage fortæller os, at det er okay, og måske endda ‘skønt’ at være et uperfekt eller fejlfyldt menneske, lever det ikke nødvendigvis op til ens gældende trosopfattelse – specielt ikke, når perfektionisme måske synes indenfor rækkevidde. Derudover ønsker man også oftest at fremstå så godt som muligt, for på den måde at spille den rolle, man vurderet er krævet af situationen.

Selvom trosopfattelser er rigide, er de ikke fastlåste. Bo Jacobsen fortæller nemlig, at der er håb forude hvis man åbner op for refleksion. Bevidsthed om ens trosopfatteser og refleksion over dens gyldighed, kan derfor åbne muligheden for at bryde uhensigtsmæssige trosopfattelser. Konstant refleksion er dog ikke nøglen til himmerige, så det handler om at reflektere der, hvor det er mest oplagt eller hensigtsmæssigt for alle parter.

Hvem er det så synd for?
Vi er ofte meget hurtige til at dømme os selv og andre, men spørgsmålet er om det overhovedet er nødvendigt? Er det synd for dig når andre er utilfredse med at du ikke har lavet det aftalte arbejde, når du kommer til et gruppemøde? Der kan være helt legale grunde i dine øjne: din computer er brudt ned, en ven havde brug for støtte, børnene var syge, dine forældre kom på besøg osv. Vi kan alle have gode grunde til ikke at overholde en aftale, men det ændrer ikke på, at en aftale er brudt og andre mennesker kan føle sig svigtet.

Man er ikke nødvendigvis et offer for omstændighederne, men til gengæld en medspiller i omstændighederne. Man tyer ofte til at ‘retfærdiggøre’ et aftalebrud, så andre er enige om din prioritering, hvis din trosopfattelse er at du ikke bryder aftaler. Hvordan ‘retfærdiggør’ man det så? Ved hjælp af blid manipulation. Problemet er her, at hvis manipulationen virkelig virker, kan modparten ende med at have dårlig samvittighed over at vedkommende egentligt var utilfreds med aftalebruddet fra starten, og så ender det med at DE undskylder. I en sådan situation blev aftalen nedprioriteret – om det så var en aftale om at mødes i Århus, men hele transportnettet står stille, så er prioriteten blevet lavet i fraværet om andre løsningsforslag (selvom disse måske være urimeligt dyrt eller overbelastning af benene). I en sådan situation handler det om at ligge sin trosopfattelse på hylden, og være åben for den faktiske situation – for begge parter.

Det er dog ikke altid man er konfronteret med andre i mødet med en trosopfattelse. Synet vi har på os selv og andre udtrykkes ofte både implicit og eksplicit i den måde vi tænker og taler på. Hvis en kvinde for eksempel er letpåklædt, kan hun omtales som ‘billig’. Selvom det ikke virker af meget blot at have tanken, sætter det standarden for hvordan man vurderer at kvinder burde klæde sig. Der er en mulighed for at det tøj hun har på, er lige det, der får hende til at være selvsikker, eller veltilpas på andre måder. Kort sagt: det er hendes valg. Hvis det er en man kender, kan man spørge ind til valget af påklædning. Det er ikke sikkert at hun var klar over det kunne opfattes sådan, men det kan lide ledes være at hun ikke har taget aktivt stilling til tøjvalget, men blot at det ikke er ‘afprøvet’ backstage forinden.

Et tilsvarende sæt tøj kan måske endda vurderes fuldt acceptabelt på en anden og/eller i en anden situation – det handler ofte om hvad man forventer af rollerne der bliver spillet i en given situation.

Tankeeksperiment
Er der situationer hvor du tænker at det er okay
når du selv gør det, men vil dømme andre
væsentligt hårdere, hvis det var dem?

Situationen er også ofte omvendt, hvor man kan være væsentlig mere kritisk overfor sig selv end andre. Når vi ved at perfektion er opnåelig, kan detaljeblikket være skærpet hos sin værste kritiker; sig selv. Hvis en i omgangskredsen for eksempel fik karakteren 7 på en opgave, kan man komplimentere vedkommende for den fine karakter, men hvis man selv får den gode karakter, synes man ikke den er god nok.

Det personlige perspektiv
På en gennemsnitlig dag er vi i kontakt med mange forskellige mennesker, hvor vi særligt bemærker folk som skiller sig ud – både positivt og negativt. De der giver negative indtryk kan få os til at have det lidt bedre med os selv, og de der skiller sig positivt ud, giver os ofte noget at stræbe efter. At have noget at stræbe efter kan være en god ting, men med ‘præstationssamfundets’ tankegang, kan det også have en meget negativ slagside. Vi skiller os alle positivt ud på nogle måder, så spørgsmålet er hvordan man lader sig påvirke når andre skiller sig positivt ud.

I min daglige færd møder jeg mange mennesker som skiller sig positivt ud. Mit studie er fyldt til renden med særligt kompetente mennesker – både fagligt og socialt, men ikke nok med det, så er mange af dem også meget smukke mennesker. De mestrer deres frontstage, for selvom der nok er fejl og mangler i deres rollespil, er det dog sjældent noget jeg bemærker.


Der er en skøn kvinde på mit studie, som er et perfekt eksempel på dette. Det er meget begrænset hvad jeg har snakket med hende, men fra starten af studiet må hun have gjort et særligt (positivt) indtryk. Hendes navn er Benedicte Mygind, og fra tid til anden har jeg bemærket hendes posts om hendes blog. Selve bloggen handler primært om trends og mode, som ikke har særlig interesse for mig, men i min vurdering, så ved hun en ting eller to om det, for hun fremtræder altid upåklageligt.

Måske ligner hun ikke modellerne fra Christian Diors nyeste kollektion, men jeg vil til hver en tid hellere se et af Benedictes skønne smil og lækre outfits, end et populært modeshow hvor der åbenbart ikke længere er noget at smile af.
Det er selvfølgelig smag og behag, og jeg vil forsøge ikke at pådutte jer min habitus og trosopfattelse, for ærligt talt: hvis jeg så denne model i virkeligheden, hygge sig, smile og grine, ville jeg nok ikke længere have noget negativt at sige om hende.
I skrivende stund ærgre jeg mig faktisk en smule over at have dømt billedet som ‘modellerne fra’, når det egentligt blot er billedet og det manglende smil, jeg forholder mig til. Men det er lige dét den øgede bevidsthed er til for. Den kan gøre de forudindtagelser vi har mere åbenlyse.

Jeg beundrer Benedicte og synes hun er en utrolig smuk kvinde, men ved på samme tid at hun (lige som jeg selv er) et ganske almindeligt menneske. Jeg kan på ingen måde mærke at hun har påtager sig en rolle, så på den måde kan man vel sige, at hun er autentisk som det italesatte ideal ansporer. Hvorom alting er, så har min egen øgede bevidsthed nok gjort, at jeg bliver glad og varm indeni når jeg ser en kvinde som Benedicte. Hendes skønhed beriger min dag i stedet for at give mig komplekser over eget selvbillede, som det nok nemt kunne med de idealer vi lever blandt.

Konklusionen må være…
… at det er okay at sætte krav og standarder, men det er på tide at den uforlignelige illusion om idealer ikke længere kolliderer med virkeligheden. Mennesker har mange muligheder, og forskellige mennesker har forskellige ressourcer og kompetencer. Hvis vi giver plads til en øget bevidsthed fra tid til anden, kan vi måske komme til et punkt hvor vi alle blot bliver en smule mere realistiske – både overfor os selv og vores medmennesker.

Så hvem er det egentligt synd for? svaret er os alle sammen, da vi er socialiseret ind i nogle urealistiske forventninger til os som individer, men det hjælper ikke at anklage hverken omgangskreds, medier eller tidligere generationer. Lige som tidligere eksempel, så er der blevet begået et implicit aftalebrud ved at lave urealistiske og uopnåelige idealer, men her drager ingen fordel af en undskyldning.

Artiklen giver dig mulighed for at øge din bevidsthed – tør du tage udfordringen op?