Kvinderne er for længst blevet udsluset fra hjemmets kødgryder til arbejdsmarkedet, er blevet selvstændige og uafhængige spice girls og de er blevet boss ladies, der kan producere børn alene. Mændene derimod, de skal være følsomme familiefædre, ligesom vores allesammens fantastiskes ’rigtige mand’ Kronprins Frederik. De skal gå op i madlavning, deltage i de huslige pligter, samt tage en større bid af barselskagen.

Tekst // Heidi Gram Wallin

Det senmoderne samfunds individualisme er så småt ved at have nedbrudt de traditionelle kønsroller. Og hey, det er jo fantastisk. Så er mennesket vel frit? Frit til at vælge karriere i den retning, det lyster og evner? Svaret er et stort, rungende – NEJ. Det danske arbejdsmarked er kommet langt, men der er brodne kar.

Håndværkerbranchen – en velbevaret forhistorisk institution?

På Christiansborg var det kvinder som Ritt Bjerregaard og Mimi Jakobsen, der tog slæbet og banede vejen for en ændret kultur omkring kvindelige politikere. På byggepladsen er det mureren Mette Schak Dahlmann, eller Murer-Mette, som medierne med vanlig originalitet og kreativitet har navngivet hende. Du er højest sandsynligt stødt på hendes navn eller ansigt i løbet af de sidste måneder. Hun dukker jævnligt op i aviserne, på sociale medier og på tv. For nyligt peakede hun, da hun talte ved et event arrangeret af ILO, som er Den Internationale Arbejdsorganisation, i Geneve, i anledning af kvindernes internationale kampdag.

Passende, kan man sige; Mette kæmper nemlig en kamp. En kamp imod det kønsopdelte arbejdsmarked. En kamp imod den diskrimination, hun, som kvinde, oplever i et mandefag. Dette i en tid, hvor vi hyppigt og ivrigt hylder Danmark som et ligestillet og mangfoldigt land.

Mette er, som sagt, murer og i medierne har man kunnet høre om den diskrimination, hun oplever i sin hverdag på de østjyske byggepladser. Men hvad er egentlig hendes vurdering af, hvorfor hun og andre kvinder bliver udsat for forskelsbehandling og diskrimination i håndværkerbranchen. Jeg tog en snak med Mette om hendes oplevelse af de forhold, der tegner hendes arbejdsdag.

Faglig forkærlighed

Mettes mission er strukturel og ikke personlig. Hun har stor forkærlighed til sit fag og ønsker, for branchens skyld, at gøre op med det kønsopdelte arbejdsmarked. Strukturen i byggebranchen og i håndværkerfagene generelt, betyder at Mette ofte skifter arbejdskolleger fra de forskellige fagområder. Hun understreger, at hun har det godt i det firma, hun er ansat i og blandt kollegerne fra sit eget firma, og fortæller at diskriminationen kommer fra kollegerne i andre faggrupper på de byggepladser, hun arbejder på. Hun nyder ikke at hænge disse kolleger ud for deres diskriminerende opførsel, tværtimod, men ser det som en nødvendighed for at belyse sagens omstændigheder og omfang.
Overordnet set, handler det om, at Mette oplever fordomme imod hende, som kvindelig håndværker og ser derigennem en tydelig forskelsbehandling på hende kontra hendes mandlige kolleger. Når hun møder nye kolleger fra andre firmaer, bliver hun ignoreret, talt ned til og bliver mødt med en generel mistillid til sine faglige kompetencer. Hun skal hele tiden bevise sit værd og oplever i den forbindelse, at der bliver holdt ekstra øje med hende. Udover mistilliden til Mettes faglige kompetencer, skal hun også håndtere grænseoverskridende kommentarer af seksuel karakter, dette både på baggrund af, at hun er kvinde og at hun er lesbisk. Kommentarer, som i de fleste andre brancher vil blive betragtet som uacceptabel opførsel – og som absolut ikke egner sig til at blive citeret her i bladet.

Gammeldags mandschauvinister?

Hvis man nu tror, at Mette beskylder sine mandlige kolleger for at være dumme, onde mandschauvinister, tager man fejl. Hun udviser stor grad af forståelse for sine mandlige kolleger. For Mette handler det særligt om norm, vane og maskulinitet:Majoriteter vs. minoriteter

1. Majoriteter vs. minoriteter
Mette er altid et synligt fremmedlegeme på grund af sit køn. Langt størstedelen af hendes kolleger er hvide mænd, som derfor tilhører en stor majoritetsgruppe. De passer ind i normen og skiller sig ikke ud. Mette tænker, at de derfor ikke ved, hvad det vil sige at være udenfor normen, hvad det betyder og hvilke konsekvenser der kan have.

2. Vanedyret
Mennesket er et vanedyr og sædvanen er, at håndværkere er mænd. Vaner, der brydes, betyder fornyelse og nyt og anderledes er ikke nødvendigvis rart. Mette argumenterer for, at det måske er mere oplagt at nedgøre noget, der er nyt og anderledes, end at prøve at forstå det og tage det til sig. Nye forhold betyder, at man skal lære at begå sig i andre situationer, end man er vant til og den slags ændringer tager tid at lære.

3. Den maskuline håndværker
Diverse reklamer og tv-programmer som ’Rigtige Mænd’ proklamerer håndværkere, som værende maskuline mænd og viser at en del af håndværkeres stolthed og identitet ligger i maskuliniteten. Mette åbner op for muligheden for, at hendes virke som håndværker måske truer mandens maskulinitetsfølelse. Hvis Mette, som kvinde kan gå ind og gøre det samme stykke arbejde, som de kan, forsvinder deres maskulinitet så? Når hun, som kvinde, går ind over deres grænse, ved sin tilstedeværelse og gør krav på at være der, kan de måsket opfattes som værende intimiderende.

Mette betragter altså udelukkende sine kollegers adfærd som menneskelige naturlige reaktioner på et, for dem, fremmedlegeme, de pludselig skal forholde sig til. Dette viser sig ofte, da byggebranchen er præget af skiftende arbejdspladser og dermed skiftende kolleger fra andre faggrupper. Men selvom Mette nogle gange føler sig meget alene i kampen, udviser hun stor forståelse og rummelighed, når hun fortæller om kollegers fravær af opbakning i diskriminerende situationer.”Det kunne jo selvfølgelig være rart, hvis majoriteterne kunne tale minoriteternes sprog, men det kan jeg ikke forvente”.

Modarbejdet ovenfra

Hvor Mette har stor forståelse for sine håndværkerkolleger på byggepladsen, er hun ikke helt så rummelig, når hun oplever modstand ovenfra. Hun fortæller om en tillidsrepræsentant i et stort københavnsk firma, som har udtalt i medierne, at Mette ødelægger hele håndværkerbranchen og håndværkernes identitet og ry og at hvis der skal ske en ændring, skal der ske en revolution. Mette virker normalt rolig og fattet, men denne udtalelse gjorde hende vred: “Ja forhelved, så laver jeg sgu da bare den revolution.”. Selvom det måske kan lyde voldsomt, så skal forandring starte et sted og uanfægtet denne udtalelse, kan man vel sige, at målet for debatten er en revolution på området.”

Rom blev ikke ’bygget’ på én dag

Byggepladsens homogene sammensætning skal undergå en holdningsændring oppefra og ned, indefra og ud, hvis der i fremtiden skal være plads til kvindelige håndværkere. En holdningsændring, der selvsagt også er foregået i vores akademiske verden. Så mange år er det ikke siden, at universitetet var forbeholdt mænd, men i dag er det anderledes. Og det er netop det samme, Mette ønsker for hendes branche. Det er en kamp for radikale ændringer i branchen og der er brug for det. Man har hørt om kvindelige håndværkerlærlinge, der dropper en fremtid som håndværker, fordi de enten ikke kan få læreplads, eller fordi de ikke trives i jobbet. Man har hørt om mestre, der ytrer, at de ikke vil have kvinder ansat. Man har hørt om negativ italesættelse af kvindelige håndværkere både fra arbejdsmænd, ansatte på tekniske skoler og endda blandt tillidsmænd. Mette har altså ret i, at det er en strukturel kamp. Byggebranchen selv, har erklæret, at de mangler hænder og man kan vel betragte kvinder som en oplagt mulighed? Men når man siden år 1190 har brugt ordsproget ”Rom blev ikke bygget på én dag”, er det fordi, det er sandt. Al udvikling og alle ændringer tager tid. Det kræver tålmodighed. Men frem for alt kræver det italesættelse og kamp.  

Kan Mette tæve Jens?

Jovist, vi har stadig udfordringer med hensyn til ligestillingen mellem mænd og kvinder, for eksempel på lønområdet, men holdningen om, at man skal være af hankøn for at være dygtig, er efterhånden forældet i de fleste afkroge af dagens Danmark, men ikke i håndværkerbranchen. Mettes erfaring er at: “Jens behøver ikke være stærk eller fagligt dygtig, men fordi han hedder Jens, har han en fordel.” Som det er nu, er det Jens og ikke Mette, der får lærepladsen eller jobbet hos håndværksmesteren, men i fremtiden…

I fremtiden går lærepladsen ikke til “det rigtige køn”, men den rigtige kandidat. Mette Schak Dahlmann tror på det, jeg tror på det.