Tekst: Majken Ravnkilde // Oversættelse: Stine Leemann & Clara Wolf

Sagens kerne

Som et resultat af den voksende immigration, så er kultursammenstød noget, der har en stor effekt på vores samfund i dag. Der opstår mange problematikker med disse sammenstød, men der kan også komme noget smukt ud af disse møder. Når disse sammenstød går galt, er det oftest på grund af frygt: Frygt for det ukendte, det fremmede, det uvisse. Af denne frygt udspringer stereotyper, der eskalerer konflikterne til ekstreme opråb fra begge sider og dette skaber en tendens til, at vi trækker os dybere ind i vores egen boble, hvor alt er velkendt, sikkert og trygt. Desværre ender mange af disse konflikter i vold, både fysisk og psykisk, hvor det oftest er minoriteten der underlægges hånende ord fra medierne, råbende folk på gaden og nærmest ingen tegn på at tingene ændre sig til det bedre.

Heldigvis er det ikke alle situationer der ender sådan, og i nogle af disse situationer med immigration, bygger der sig endda en voksende forståelse for andre kulturer og mennesker. I disse tilfælde forsøger både befolkningen og regeringen på at fremme integrationen, eller i det mindste at skabe en mulighed for at leve i et fællesskab hvor alle er lige, trods de kulturelle forskelle. Det er i disse former for samfund, hvor vidunderlige ting blomstrer. Vidunderlige ting såsom nye gastronomiske oplevelser, med nye smagsoplevelser, nye modetendenser, ny musik, nye tankegange og ny handelsmuligheder. Alt i alt er en fællesskabsfølelse et grundelement i sådanne samfund.

Forskellige synspunkter og reaktioner

Det kan synes svært at skabe disse samfund, da mennesker netop er forskellige på mange områder. En måske harmløs joke i en kultur, kan misforstås som hån i en anden. Traditioner, der fra den ene side anses som forældede eller respektløse, kan fra den anden side anses som hellige eller meningsfulde. Et eksempel på dette kan være begravelsesritualerne i den amerikanske by New Orleans, hvor kisten bæres gennem byen, ledsaget af jazzmusik. Her fejres livet af den afdøde, frem for de danske traditioner, der kalder på en mere seriøs tone og hvis dette forekom i Danmark, ville det blive anset som uanstændigt og ligefrem upassende at forstyrre den afdøde og den sørgende familie. Men indbyggerne i New Orleans har et andet syn på ritualet, og i denne kultur er det ikke forkert, det er blot deres måde at vise respekt for den afdøde.

Et andet eksempel, hvori disse kultursammenstød opstår, er mediernes opråb over de “skandaløse” muslimske kvinder, der nægter at give hånden til politikere. Disse kvinder, der i medierne blev anset som respektløse for at ville undgå et håndtryk, undgik det netop for at udvise respekt. Fra deres synspunkt ville et sådant håndtryk blive anset som unormalt, som at invadere politikerens intimsfære. Som noget skandaløst, noget respektløst.

Flygtningekrisen

Desværre lader det til, at det er majoriteten, der dømmer hvad der i disse misforståelser er rigtigt og forkert, hvad der er acceptabelt eller ej. I Danmark har det her været diskuteret heftigt siden 2015, hvor EU-landene var under pres af de mange indvandrer, der flygtede fra det krigsramte Syrien. Mennesker, som flygtede fra utallige brud på menneskerettighederne, undertrykkelse og vold, blev mødt med en lukket grænse, og endte i stedet i immigrations lejre, hvor kampen for at overleve blot fortsatte. Trods modstanden, lykkedes det nogle flygtninge at komme ind i Danmark. Men den generelle holdning til flygtninge ses stadig tydeligt i det politiske kølvand. Specielt muslimer bliver der stillet skarpt på af både politikere og medierne, når disse kultursammenstød skal debatteres. Efter den stigende andel af indvandrer opstod debatten om, hvorvidt danske institutioner måtte servere grisekød eller ej, hvor flertallet mente, at det ville være udansk at lade være. I forsøget på at stoppe strømmen af flygtninge og indvandrer, opsatte man grænsekontroller og indførte en ny ghetto lov. Disse ændringer tvang folk ud af deres hjem og brød samtidig, ironisk nok, Verdenserklæringen om Menneskerettigheder ved at udstede grovere straffe til forbrydelser begået i visse områder. Politikernes seneste påfund var maskeringsforbuddet, hvilket primært var rettet mod de muslimske kvinder, der går med burka.

Denne hældning mod en mere og mere højreorienteret politik sker ikke kun i Danmark, men kan ses som en generel tendens i hele Europa. Det er ikke kun farten, hvormed dette denne ændring har taget fat, der er foruroligende, men også hvordan politikerne bruger vores frygt som et værktøj til at tydeliggøre kløften mellem “os mod dem”. I Danmark er det ikke mere end et par måneder siden, at denne “os mod dem”-taktik blev set, da det Danske Folkeparti lancerede deres valgplakat. Ordene “Smid tørklædet og meld dig ind i Danmark” sendte en klar besked: Muslimer ville ikke være velkomne, hvis det var op til dem. Et andet eksempel på denne “os mod dem” taktik kunne være den danske jurist Rasmus Paludan, der ved flere lejligheder har viklet Koranen ind i bacon og sat ild til den i protest mod muslimer.

Ekstremisme er ikke blot et fjernt begreb

Paradoksalt nok, så er denne fjendtlighed opstået med den overbevisning om, at det er indvandrerne, heriblandt muslimer, der er de religiøse ekstremister og ikke danskerne, der sjældent er religiøse uden for højtiderne og sjældent går i kirke. Men hvad vi ikke ser er, at imens vi udstiller indvandrer som ekstremister, tager vores handlinger og ord en ekstrem drejning. Vi ser ikke hvordan vi alene ud fra religion, hudfarve, tøj eller sprog tilskriver et helt folk en ekstrem stereotyp. Vi ser kun den fremmede, den store og den skræmmende gruppe, men overser at det er mennesker, individer, vi taler om.

Men de ekstreme anklager synes at have skabt deres egen modstander. Anti-demonstrationer opstår mod Paludan, hvor folk opfordres til ikke at møde op så de ikke giver hans protest den opmærksomhed, han søger. Det er heller ikke kun blandt civile, at denne modstander lever, men også ved danske politikere som Pelle Dragsted, der for kort tid siden afslørede en politiker i racistiske udtalelser under en politisk debat. De indvandrer, der bliver påvirket mest af dette forsøg på sammenhold, svarer også igen, hvilket vi eksempelvis så, da Danmark blev ramt af terrorangreb få år tilbage. Tusindvis af videoer og sociale bevægelser sprang frem, hvor muslimer kunne få deres stemme hørt. De fik muligheden for at forsvare deres religion og fortælle, hvordan også de afskyr disse handlinger og at det ikke havde noget med deres religion at gøre.

Flere mennesker, flere problemer

Verden ser i dag til tider skræmmende ud og det tyder på, at fremtiden ikke ser bedre ud. Specialist i klimasikkerhed, Alexander Borum, forudser at der som følge af klimaforandringer er risiko for, at den eksisterende indvandrerproblematik i Europa kun vil vokse, da mennesker fra hele verden kan ende som “klimaflygtninge”.  Han estimerer at dette kan ende ud i at blive op til 65 gange så mange flygtninge som set i 2015. Enten kan vi følge rådet fra politiker og formand for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, der mener vi skal “lukke færre ind og flere ud”, eller også kunne vi i stedet stoppe med at negligere problemet og de påvirkede mennesker ved at forbedre vores eget integrationssystem.