tKom med ind i et univers af tanker, når redaktionens titler og faste rammer brydes. Vi kan alle have tanker, meninger og opråb, hvor det sitrer i hænderne for at komme ud. Læs med her, hvor redaktionen får frit løb, og ordene udelukkende er et udtryk for afsenderens meninger og holdninger.

Blandet voksen for en 5’er.

Tekst: Dianna Korshøj ansv. chefredaktør

I mine to år som skribent for Agenda har jeg afholdt en del interviews. Jeg har snakket med rigtigt, RIGTIGT mange mennesker om mange forskellige ting, men ét emne sniger sig næsten altid ind: det at være voksen.

Personligt kan jeg ikke huske at have tænkt om det på den måde andre fremstiller det. Om det er fordi jeg , eller fordi jeg per tu skal være på tværs, ved jeg ikke, men det er heller ikke vigtigt! Ena Spottag fortæller problematikken så fint i min 2. artikel til Agenda (citatet er pudset til):

”Vi havde regnet med, at en eller anden dag ville man ligesom vågne, og så ville man være voksen. Det bliver man jo ikke! Det var virkelig skræmmende”

På dette tidspunkt var Ena 27 år, havde egen lejlighed og havde fundet sin plads som skuespiller, og da jeg snakkede med hende som 31-årig, følte hun sig egentligt ikke mere voksen end i den givne situation, selvom de fleste nok ville kategorisere hende sådan.

Den voksne kaliber

Hvad er det vi TROR kategoriserer os som voksne? Jeg kender folk med fx børn, bil, hus og endda PBS-aftaler, som stadig ikke føler sig voksne. For mig er et voksent menneske et som fuldt ud kan stilles til ansvar for sine handlinger, og det kan vi i Danmark når vi er 18 år, så gæt engang: DU ER VOKSEN!

At være voksen er både et spørgsmål om alder og følelse, men i sidste ende handler det vel også om idealet voksen; hvad vi forbinder med det, og hvornår vi identificerer os med det. Jeg har hørt om folk som på sit dødsleje stadig ikke følte sig voksen, og jeg har oplevet pensionister blive unge igen.

Jeg tror der er mange studerende, som kigger på underviserne og tænker, at det er de voksne, og hvis man er til møde med sådanne mennesker, vil man jo nok også tit synes at de var af en væsentlig anden og mere voksen kaliber end en selv? Men hvorfor? Problematikken generer mig.

Mens jeg har gået her på universitetet, har jeg aldrig haft svært ved at hive fat i eller sludre med de ansatte, heller ikke at lave lidt lir (forstået som humor, sjov, pjat osv.) når vi snakker – slet ikke faktisk, hvilket til tider har efterladt mine kammerater målløse. Det gør man jo (åbenbart) ikke. Men hvorfor ikke???

Du bliver klogere

Jeg tror egentligt mit generelle problem med det her er, at det giver nogle mennesker mere eller mindre værdi, afhængig af perspektiv. Som studerende kategoriseres vi ofte som unge ß Det er sådan nogle mennesker som fester, pjækker hvis de vil sove lige, og hvis de ikke har læst før en forelæsning, er det blot fordi de ikke gider. Til gengæld er det også sådan nogle mennesker som virkelig BRÆNDER for det de tror på, som er initiativtagere og som lever livet!

I det andet ringhjørne finder vi de voksne. Lige meget hvilke unge de ser, kan de altid kigge på dem og sige: ”du bliver klogere min ven”. Og det er rigtigt. Vi bliver klogere! Hele tiden faktisk! Det er simpelthen fantastisk, som det fungerer! Det er dog sjældent ens viden der hentydes til. Det er perspektivet, vægtningen og fornuften ved det man snakker om, som jeg ser det – Ens holdninger, viden og følelser kan simpelthen blive degraderet i sådan en sætning. Det er synd![1] 

Ansvaret

I min optik skal ingen degraderes på den måde – faktisk synes jeg slet ikke man bør rangeres sådan. Ingen er mindre værd og alle fortjener respekt. Man er ikke mere værd når man er uddannet eller har et job, for både før, under og efter studielivet står man til ansvar for sine handlinger og har værdier som skal respekteres. Derfor går den også begge veje: Vi studerende skal respekteres som ligeværdige individer, som tager ansvar for vores egen lærling i en undervisningssituation, og underviserne skal lige ledes respekteres som ligeværdige individer, som har knoklet for at være i stand til at lære fra sig – Ingen af os er perfekte, men jeg synes at man burde gå ud fra at folk lever op til det ansvar de har, for vi har i bund og grund alle sammen selv sagt ”ja” til det.

Er det det der betyder at man er voksen? At man er ansvarlig? Jeg ved det stadig ikke, men jeg ved, at dit perspektiv er det helt rigtige for dig lige nu. Jovist, det kan ændre sig om fem minutter, en uge, et år, eller ti år, men lige nu er det den rigtige, så smid forestillingen om at være voksen i skraldespanden, for lige meget om du føler dig voksen eller ej, er du myndig og ansvarlig for dine valg og handlinger på samme vis som dem du ellers anser som voksne.

Tag med til Ønskeøen

Ja, Ønskeøen er muligvis fantasi og pure opspind fra eventyret Peter Pan, men der er alligevel en smule virkelighed i det. Selv her er der krav; andre mennesker som skal respekteres, og som man skal leve i fornuftigt samspil med. Det er måske ikke det stereotypiske voksen-billede, men i min optik, er det stadig virkelig vigtige kompetencer i den fagre voksne verden. Ønskeøen kan give os et fantastisk perspektiv, fordi her kan vi også se vigtigheden og glæden ved kærlighed, ømhed og det at have det sjovt og tage sig selv uhøjtideligt.

Jeg ser ikke voksenlivet er ikke synonym for depression, men til gengæld myndighed og muligheder! Jeg kan betale mine forsikringer og møde til tiden, men jeg kan også pjatte og hoppe i vandpytter uden gummistøvler på. Er jeg så voksen? Jeg aner det ikke, men jeg er spændt på hvilke muligheder og perspektiver resten af livet bringer.


Stærk sætning!