Tekst: Frederikke Østergaard Jensen

Nogle gange er det nødvendigt at knibe sig selv i armen, for at finde ud af om man befinder sig i virkeligheden, eller det rene drømmeland. Jeg kniber mig i armen, men er stadig ikke helt sikker!

Crooked Hillary, Lyin’ Ted, Little Marco, Pocahontas, Cryin’ Chuck og Rocket Man – det lyder næsten som karaktererne i en ny science fiction film. Virkeligheden er bare en anden, du genkender det måske, hvis du færdes på det sociale medie Twitter. Manden bag disse øgenavne havde to års jubilæum d. 20 januar i år og lovede at gøre ”America great again”, hvilket der er delte meninger om er lykkedes. Den kække læser har nok gættet, at den famøse person er den 45. Præsident i rækken, Donald Trump. Alle øgenavnene kommer fra hans tweets om de politiske modstandere. Men det er ikke kun de politiske modstandere, som får deres ”15 minutes of fame” på præsidentens Twitter-profil, Trump valgte nemlig at fyre sin udenrigsminister, Rex Tillerson, på Twitter. Her kan vi tale om en præsident, der ikke hviler på laurbærrene og som især har taget den teknologiske udvikling til sig, bogstavelig talt. Det paradoksale er, at præsidenten en uge forinden fremhæver på Twitter, at han ønsker en stærk dialog, før han tager en endelig beslutning omkring en afskedigelse af medarbejdere. Det løfte holdt så en uge, måske en rekord ville nogle mene? I hvert fald fandt Rex Tillerson ud af, at han ikke havde ”great energy” og kunne derfor passende holde fri efter det daglige tjek på de sociale medier den dag.

Fup eller fakta

Ordet ‘ærlighed’ beskriver ret godt måden, som Trump fremfører sig på Twitter, han lægger ingen fingre imellem. Derfor er Donald Trumps twitter profil et besøg værd for dig, som ønsker en ekstraordinær ufiltreret indsigt i præsidentens tanker. Heksejagt, ja så tænker du sikkert tilbage til renæssancens tid, hvor uskyldige kvinder blev henrettet, men hvis du spørger ’The commander in chief’, så har piben en anden lyd. Da Donald Trump stod overfor Hillary Clinton i det amerikanske præsidentvalg i 2016, skulle Rusland efter sigende have en finger med i spillet i Trumps kampagne. Derfor har DNC, Den Demokratiske Partiorganisation, valgt at sagsøge blandt andet Putins hær og The Tweet Boss’ valgkampagne. Dette har fået Trump op fra sin chikke stol på 1600 Pennsylvania Avenue og hen til tasterne, hvor han har tweetet: ”FAKE NEWS” og ”Witch Hunt”. Putins propagandahær har på de sociale medier fremhævet det republikanske parti og Trump igennem valgperioden tilbage i 2016. Men hvorfor skulle Putin dog hjælpe Trump? Det ville han da aldrig gøre, eller måske havde Putin udforsket præsidentens Twitter-profil og fundet det tweet om ham som den nye Miss Universe i Moskva? Der lovede Trump jo, at hvis Putin vandt, ville han blive Trumps nye bedste ven. OG, når ja, så var der jo også tale om et byggeprojekt i Moskva. Men Michael Cohen, hvor kommer han ind? Han VAR Trumps advokat indtil han erklærede sig skyldig i at lyve for den amerikanske kongres om byggeprojektet som Trump havde planlagt i Moskva. Cohen skulle efter sigende lyve sig til en mildere fængselsstraf. Trump selv hævder på Twitter, at han ikke gav nogle garantier, penge eller gennemførte projektet i Rusland – hvad skulle han dog også kalde en skyskraber i Moskva?  Trump Tower er jo besat. Et skud fra hoften, så kunne han altid kalde det Trussia eller Cheeto-Tower indtil videre da.

Stativ, stakit, kasket

Den kære præsident har mange meninger og holdninger for ej at glemme MUREN. Åh, den kære mur, som har lukket det amerikanske statsapparat ned. Trump selv skriver på Twitter, at grænsen må lukkes fuldstændig, hvis ikke der bevilliges 32 mia. kroner i finansloven til muren. Demokraterne og flere af de republikanske senatorer har stemt imod. Men det får ikke The Cheeto-In-Chief til at sænke farten, i stedet tyer han til andre metoder. Lige nu overvejer han at indføre national undtagelsestilstand, da han ifølge loven kan tage unilaterale beslutninger, såsom at bygge en mur uden om kongressens godkendelse. Men hvad mon udfaldet bliver? Vil Gentle Donald afpresse kongressen? Hvis Mr. Trump vælger at anvende sine afpresningsmetoder, så bliver det pebret, når der skal afregnes ved de næste forhandlinger, hvis det skal fortsætte i samme tempo. Præsidenten selv mener, at årsagen til modstanden er præsidentvalget i 2020, hvor demokraterne jo allerede har tabt og derfor må den stakkels mur tage imod frustrationerne over dette endnu ikke afholdte eller afgjorte valg. Det er simpelthen ren chikane, skriver Trump, men han bliver nødt til at indgå et kompromis for den 150 mia. kroner dyre mur, betaler jo ikke sig selv. Ja, se det har præsidenten jo allerede tænkt over, snedig som han er. For hvad er næstbedst efter en mur? Et hegn, netop! Så mexikanerne kan se frem til en lækker stålbarriere i stedet for beton skriver Trump på Twitter. Men lad os nu se, det kræver jo undtagelsestilstand.