Fri mig for Studenterpolitik

Tekst: Dianna Korshøj, ansv. Chefredaktør

Det lyder måske lidt voldsomt, men for at være ærlig, vil jeg allerhelst trisse rundt i mit eget lille paradigme; med mit studie, mine bøger og min passion. Det er der, jeg er i flow, og jeg forestiller  mig, at det er selv samme følelse, jeg får af det, som andre får, når de tager euforiserende stoffer. Desværre skal jeg tage en stor bid af virkeligheden, når familie og pligter kalder. Misforstå mig ikke, jeg elsker at være sammen med min familie, og jeg hygger mig! Det er sjældent, men det sker da også, at jeg får et lige så stort kick ud af det, som ved mit arbejde – For eksempel, når min 11 årige datter fortæller, at hun i sit VALGFRIE oplæg i skolen, har argumenteret for, at vi alle kan gøre noget godt for klimaet: “Vi behøver ikke blive vegetare og bo i skoven, men hvis vi alle bare samler vores affald op, går eller tager bus en gang imellem, i stedet for at blive kørt, og generelt tænker over, hvad vi gør, har det en stor betydning for klimaets fremtid!”. Ja, jeg er fan! Så bare giv mig et glas vin og en samfundsdebat, og jeg kommer som kaldet! Vinen, sammen med hende, venter dog en håndfuld år sammen med hende – fanden tage samfundskonventionerne!

Tilbage på sporet… Da jeg blev optaget på Sociologi, blev jeg ellevild! Jeg havde endelig fundet min krog i verden. Jeg kommer ikke fra en akademisk familie, så mine naive tanker om universitet, er hvad jeg har set i amerikanske film med collage-kultur: åbne dialoger mellem de studerende og deres undervisere, studerende som stiller kritiske spørgsmål i undervisningen og samfundsdebatter på græsplænen udenfor undervisningen. Jeg blev slemt skuffet – vi er jo “bare” studerende, uddannelsen tiltrækker åbenbart ikke kun folk som kan lide samfundsdebat – who knew?

Da jeg startede, troede jeg, at jeg have fundet et sted, hvor jeg kunne dele min passion, hvor jeg mødte ligesindede, og hvor jeg kunne blive klogere og mere nuanceret i debatten. Ikke nok med at mange studerende ikke er enige, når jeg siger at pensumlæsning er “hyggelig”, så var de fællesskaber, der blev skabt på mit studie, sjældne og ofte fest-orienterede med høj musik og alkohol.

Hvad skal man så stille op? Ja, først blev jeg skribent på bladet her, hvilket jeg dengang, og stadig, hygger mig med. Men det ændrede jo ikke på, at jeg manglede et fagligt fællesskab på mit studie.

Jeg tog til generalforsamling i min studieforening, i håbet om, at det måske var her, folk med samme interesser holdt til. Trods fabelagtige mennesker, var der kun én, som havde bare lidt af det, jeg søgte. Bestyrelsesarbejde var ikke lige mig, men de manglede en, som kunne noget af det jeg kan, og VUPTI, var jeg en del af min lokale studieforening. Det lød fanme tørt, men det var jo hyggeligt!

Jeg blev provokeret til at tage min opfattelse af, hvad en sociologi-studerende egentligt er, op til revision.Hvis der ikke var den studiekultur, jeg søgte, var det så fordi mine medstuderende generelt ikke var interesserede?

Min søgen efter medsammensvorene fortsatte, og da studieforeningen nogle måneder senere, manglede folk til studienævnet, kunne jeg da også godt hjælpe. Men kun til studienævnet, hvor det handler om mit eget studie, for jeg gider altså ikke tør studiepolitik! Bonussen var heldigvis, at jeg, på samme tid kunne ‘mænge mig med de kloge hoveder’(underviserne), og få en følelse af, hvad DE egentlig tror på og ønsker for de studerendes tilgang til faget.

Så fandt jeg stedet! Mit sted! Der hvor passionen er! Selvfølgelig er der også folk i studienævnet, som har en mere afslappet og pragmatisk tilgang til faget end mig, hvilket der bestemt også er plads til, men hovedparten ønsker virkelig, at de studerende ikke blot har en uddannelse på den anden side, men også deres helt egen sociologiske fantasi!

Det var egentlig acceptabelt for mig, at det kun var her, jeg mødte den faglige passion og ambition. Det var fint! Lille private mig, behøvede ikke mere og havde egentligt heller ikke mere tid, meeeen… da studenterforeningens formand mødte den kolde mur af færdiguddannelse, blev en medstuderende og jeg enige om, at forsøge at løfte foreningen op på et helt andet niveau. Der skulle skabes et fællesskab! Jeg stillede op som formand, og blev valgt! Min næstformand og jeg havde forskellige interesser, men samme overordnede mål for foreningen: “en fællesskabsfølelse og synlighed på tværs af semestrene”, så vi tog kamptøjet på!

Det var en meget hård og tidskrævende kamp, men nu sidder vi med en fuldt engageret bestyrelse, en frivillig arrangementsgruppe, så produktiv, jeg ikke engang har turdet drømme om, og i næste måned afholdes lige sådan et type fagligt debat-arrangement, som jeg manglede, da jeg i 2016 startede mit studie!

Nu sidder jeg her, med alt for lidt tid til at læse de original-værker, der står på hylden og blinker drømmende til mig, og alt for lidt tid til at skrive på de bøger, jeg ellers påbegyndte i starten af studiet. Så lad mig slutte som jeg startede. Lad mig være helt ærlig; jeg har intet behov for i at gå i front, være innovativ eller ændre en studiekultur, men jeg har behov for at tingene virker!

Hvis nogen havde gjort det før mig, eller bare én anden havde lyst, og også kæmpede for det der er vigtigt for mig, måtte de hjertens gerne tage den store rolle, så kunne jeg have en birolle som engageret medstuderende og samtidig omgås de skønne mennesker, jeg har har mødt på min færd og ellers arbejder sammen med.

Nu synes du måske, at jeg er unødvendigt kritisk, og at jeg egentligt bare burde finde mig i, hvordan studiet er: Det ‘virker’ jo – jeg ender jo nok som færdiguddannet en dag alligevel. Det er helt rigtigt, men jeg nægter at sidde 5 år i venteposition. For mig, studerer jeg verdens fedeste uddannelse, og jeg vil bare gerne have mulighed for, at mødes med andre og dele mit lille paradigme i glødende passion!

Det er okay at stille krav, også til din uddannelse! Selvom den “virker”, så tag ansvar, stem til valget, og bak op om dem, der deler din sag, og kæmper din kamp, og vigtigst af alt: vær villig til at træde til, hvis du ser noget som bør ændres, og ingen tager kampen op. Fællesskabet kan være virkelig hyggeligt og givende – også selvom det teknisk set er “studenterpolitik”.