I denne tid, hvor kulden bider i kinderne, og solen efterhånden leger en gemmeleg som synes umulig at afslutte, søger gruppearbejde og eksamensforberedelse ofte ly i de oplyste og opvarmede grupperum. Desværre har vi fundet ud af, at disse lokaler ikke altid er så betryggende som en moders kærlige favn.

Forleden begyndte vi at vi at modtage mails ang. uforklarlige hændelser forskellige steder på AAU, og trods travlhed på redaktionen, kunne vi ikke være situationen overhørig! Vi sendte en rapporter på sagen, og fundene er langt mere foruroligende end forventet.

Vi begynder fra starten

I starten af november modtog vi en mail fra en projektgruppe som arbejdede på Create, hvor de fortalte at de hørte underlige lyde når de sad og arbejdede om eftermiddagen. Vi på redaktionen slog det hen, da vi vurderede at det nok bare var andre studerende, men da vores mailboks efter et par uger blev fyldt med lignende mails, blev vi bekymrede. Vi fik mails fra alle dele af universitetet, og selv velrespekterede undervisere skrev til os: ”Jeg har prøvet at råbe de styrende organer op, men ingen vil tage det seriøst. Derfor skriver jeg til jer i håbet om at I kan belyse problematikken i en sådan grad, at de ser sig nødsaget til at tage sagen alvorligt!” lyder starten af en mail fra en velkendt underviser som ønsker at forblive anonym – Derfor blev vi nødt til at skride til handling!

Vidner

Siden da har vi i døgndrift interviewet samtlige afsendere, og forhørt os blandt intetanende studerende for at nå til bunds i sagen. Fortællingerne var mange, men gennemgående var det de samme sære fænomener, som ingen synes at kunne finde forklaring på. Påvirkede studerende beretter at hændelserne har stået på over en længere periode, men er de sidste dage eskaleret væsentligt, til irritation, frustration, og sågar angst hos nogle studerende.

Nogle af observationerne kan måske negligeres som indbildning eller manglende it-kompetencer, men vi på redaktionen tager vores læsere alvorligt, og så mange enslydende beretninger er næppe det rene luftkastel.

Julefortælling_Observationer

Indlæggelse give gennembrud

Gennembruddet i sagen kom i tirsdags, hvor en af vores tidligere kontakter, panisk ringer til vores redaktør; hendes veninde er blevet akut indlagt på psykiatrisk afdeling, grundet en hændelse som skete mens vores kontakt var på toilettet under gruppearbejdet.

Pigen stod ved printeren i færd med at printe et udkast af deres opgave, hvor hun hørte en underlig lyd. Hun kiggede over mod glasdøren som lukkedes med et smæk, og da hun igen kigger på printeren, er alle papirerne væk. Hvem end døren smækkede efter, havde stjålet deres print! Hun ville konfrontere gerningsmanden, så hun eftersatte, men synet der mødte hende kunne ingen have forudset.

Signalement

Gentagne gange mens hun fortæller om hændelsen, bliver hun så panisk angst, at sygeplejere må tilkaldes for at berolige hende – Alligevel insisterer hun på at fortsætte; gerningsmanden skal fanges!

Hun fortæller, at gerningsmanden vurderes til at være en midaldrende mand af anden etnisk oprindelse end dansk og mellem 95 og 110 cm af højde. Han var iført rød og hvid pelsjakke, grønne bukser, sorte lædersko med messing spænder, samt en rød og hvid vinterhue med kvast. Hun fortæller, at hun så ham forlade gerningsstedet på et rensdyrlignende transportmiddel hvor den røde tågelygte var monteret foran.

Har i flere ledetråde bedes I hive fat i den nærmeste bygningsbetjent, for vi fraråder på det kraftigste at drage til selvtægt, da mistænkte potentielt kan være bevæbnet med drillerier, og farligt fyldt af julehumør.

 

Glædelig jul