Tekst og foto: Alexander Kokkedal
’Den studerendes advokat’
På Vesterbro 50, 1. sal, ligger Aalborg-afdelingen af Studenterrådgivningen.
Hvad der for 50 år siden startede i København som et tilbud, der skulle hjælpe unge studerende godt igennem studiet med forskellige former for rådgivning, har i dag bredt sig landet over med afdelinger i landets fire store byer og i nyere tid også med kontorer i bl.a. Esbjerg, Holstebro og Kolding.
Studenterrådgivningen i Aalborg henvender sig til studerende på AAU og UCN, der har forskellige problemer med fx eksamensstress, perfektionisme og mangel på struktur. Med såvel socialrådgivere og psykologer som tilknyttede psykiatere står de parat til at give den studerende viden om alt fra teknikker til mestring af angst til god eksamensteknik og gennem deres telefoniske rådgivning om reglerne for SU, barselspenge og bolig.
Oprindeligt var tanken med Studenterrådgivningen at være ’den studerendes advokat’ forstået på den måde, at man støttede op om den studerende på alle ledder og kanter for at hjælpe vedkommende igennem studiet. Efter der kom direktør på i 80’erne, begyndte man i højere grad at snakke om at undgå frafald, men kerneydelsen er stadig den samme.
Hjælpen starter med en forsamtale
Hvis du som studerende sidder fast i studiet og har brug for hjælp til at få styr på de problemer, du måtte have med fx specialeskrivning eller i eksamenssituation, og du tør række ud efter hjælp, er Studenterrådgivningen et godt sted at finde den.
Efter at have taget den indledende kontakt til Studenterrådgivningen, enten ved at ringe til på det nationale fællesnummer eller ved at skrive til Aalborg-afdelingen pr. mail, kan du få aftalt en forsamtale. Under forsamtalen bliver det afklaret, om dine problemer er nogle, som Studenterrådgivningen kan hjælpe med.
Hvis det viser sig at være tilfældet, kan du efterfølgende komme på et individuelt forløb af op til fem samtaler, hvor du i samarbejde med en socialrådgiver eller psykolog kan lære at tilrettelægge din dag, holde dig rolig under eksamen og give slip på dine tanker om, at intet du gør, er godt nok.
Det faglige personale på Studenterrådgivningen er også i stand til at vurdere, om dine problemer er af så tungtvejende karakter, at en psykiater i højere grad ville kunne hjælpe dig. Her sørger Studenterrådgivningen for at sende dig videre i systemet, hvis du ønsker det.
Problemhåndtering gennem grupper
Et andet behandlingstilbud end det individuelt orienterede er de mange grupper, som Studenterrådgivningen løbende opretter, hvor hver gruppe enten har et konkret problem, der skal arbejdes med, fx deres selvværdsgruppe, eller hvor gruppen er sammensat af studerende med særlig baggrund, fx den engelsksprogede gruppe for internationale studerende.
Her mødes man op til 8 studerende plus en rådgiver fra Studenterrådgivningen, hvor gruppen mødes ca. 4-10 gange fordelt således, at man hver uge mødes én gang i ca. 2-3 timer og arbejder med det problem eller de problemer, man har til fælles.
Studerende sparrer om stress i workshop
Som noget andet afholder Studenterrådgivningen løbende workshops, som det er alle forundt at deltage i, uanset om de før har været i kontakt med Studenterrådgivningen.
Til eksempel kan nævnes eksamensworkshops, hvor de studerende i dialog med hinanden efter et oplæg fra Studenterrådgivningen giver sig i kast med øvelser, der har til formål at give den studerende en forståelse for, hvordan man kommer godt igennem eksamenen.
Der er to styks her i år, og de afholdes henholdsvis d. 24 november og d. 1. december – begge dage fra kl. 9-12 i Studenterhuset på Gammeltorv i mødelokalet over caféen. Der kan højst være 20 deltagere på hvert hold, og tilmelding sker over www.srg.dk/workshops.
Der afholdes i øvrigt en workshop om afslutningsproblemer og eksamensstress med fokus på studerende, der er ved at skrive speciale. Her er datoen d. 22. november, også i mødelokalet over Studenterhusets café, hvor det så er fra kl. 13-15. Tilmelding foregår over samme side som ovenstående.
App skal give studerende værktøjer til angst- og stresshåndtering
Som noget ekstra har Studenterrådgivningen lanceret appen ’Eksamenshjælp’ henvendt til dig, der lider af eksamensangst eller er stresset op til eksamen. Den kan downloades over Google Play og App Store.
Appen byder dels på værktøjer, der hjælper dig med at genfinde roen, dels på gode råd til mundtlige og skriftlige eksamener dagene op til og under disse, og dels på værktøjer til at forebygge eksamensangst og studierelateret stress.
På Studenterrådgivningens hjemmeside, www.srg.dk, kan du finde meget informationsmateriale i form af pjecer og brochurer vedrørende bl.a. angst- og panikanfald, gode råd til gruppearbejde, specialeskrivning samt revalidering og handicaptillæg.
Studenterrådgivningens Aalborg-afdeling kan kontaktes pr. mail på aal@srg.dk. For at komme i kontakt med Studenterrådgivningen overordnet set, kan du ringe på 70 26 75 00, der sætter dig i kontakt med en ansat sekretær, som befinder sig på et af Studenterrådgivningens kontorer rundt omkring i landet.