Tekst: Alexander Kokkedal // Foto: Jacob Kjersgaard

Universitetsløbet i september

Man er lige kommet over sommerferien og skal til at begynde på næste – måske det første – semester af sin uddannelse. Således træder man ind i en hverdag præget af forelæsninger, projektarbejde og hundredvis af siders teori. Man tropper op på skolen og møder en masse mennesker, der læser mere eller mindre eller præcist det samme som én selv.

For nye studerende er september en hektisk måned, hvor de meget hurtigt skal få styr på mange ting som undervisningsformen, lokaler, IT og det nære foreningsliv. Studerende med et par semestre bag sig skal skifte fra ’feriemode’ tilbage til ’studiemode’ og genopfriske relationerne til deres medstuderende, inden det endnu engang går løs med intensiv læsning og opgaveløsning.

Måske kunne det være meget rart med en pause fra det hele? Ikke en ”nu lægger jeg mig på sofaen og ser Daredevil i et døgn”-pause, men tværtimod en pause i form af fysisk aktivitet, som en slags kontrast til den mentale aktivitet – det at studere.

Dejligt er det på den front, at Aalborg Universitet har sit eget universitetsløb, UniRun, der finder sted netop i september – altid på den sidste fredag i måneden, hvilket vil sige d. 29. september. Her kan studerende løbe side om side med universitetets ansatte og mødes med folk på tværs af fakulteter – alt sammen i venskabelig konkurrence, eller blot for hyggens skyld. Mere information om UniRun og de seje frivillige bag eventet følger her.

 

Løb, jog og hyg

UniRun foregår ude på Campus – der hvor de fleste studerende på AAU Aalborg har deres daglige gang. Ruten ændrer sig år for år, men der er mulighed for at løbe 5 eller 10 km.

Man kan også vælge ikke at løbe den overhovedet – det står én frit for at gå eller jogge ruten, og det er sket før, at deltagere klæder sig ud som eksempelvis julemanden eller tager hestehovedet på.

Langs ruten står frivillige klar til at guide løberne på rette spor, så man ikke farer i den gale retning mod Gudvedhvor. De frivillige på dagen er iklædt hjælper-T-shirts og vil også være at finde ved boden ved stranden på plænen foran Kroghstræde 3, hvorfra løbet også starter. De frivillige vil være i sving med at sætte tidsmålere og scene op, så alt er klart og parat til start, og under løbet vil de stå for uddeling af frugt og vand.

Under selve løbet vil der på pladsen for fremmødte tilskuere også være noget at tage sig for. Bl.a. kan det nævnes, at sponsoren Jutlander Bank vil være til stede med en konkurrence med mulighed for at vinde 500 kr. til Føtex, og RX’d, og derudover vil en eventvirksomhed med fokus på crossfit ligeledes møde op og lave nogle konkurrencer.

Café Campus stiller også op med en bod, hvor der vil være mulighed for køb af mad og drikke – både for tilskuere og løbere. I øvrigt kommer Red Bull i deres karakteristiske bil og deler ud af drikken og skaber stemning med god musik.

 

Stort event med fede præmier

Bad og omklædning sørger man selv for. Løbetrøje afhenter man sammen med sit løbenummer og andet godt enten forud for eller på selve dagen i de goodiebags, der er blevet lavet til alle tilmeldte løbere. Såvel på Campus som inde i byen vil man kunne afhente goodiebags op til løbet – for nærmere information kan man følge UniRuns Facebook, @unirun.aau.

Trøjen forsynes med et nummer, og numrene går fra 1 til X antal løbere, der sidste år lå på omkring de 600, hvor man i år håber på at kunne nå op på ca. 650 tilmeldte. Rektor deltager af tradition også i løbet og får nr. 1. Man beholder selvfølgelig sin løbetrøje efter løbets afslutning – en lille souvenir at huske løbet på.

At deltage koster den nette sum af 50 kr. – og så er alt betalt, inklusiv trøjen. Prismæssigt ligger løbet altså i den lavere ende af spektret, hvilket til dels kan tilskrives de tilskud, der kommer fra rektor – i øvrigt grunden til det fine nummer på trøjen.

Oven i alt dette vil der også være lækre præmier, der vil blive uddelt til løberne. Eksempelvis har Comwell Hotel støttet med en enkeltpræmie med overnatning for to personer med morgenmad.

Der gives præmier til 1., 2. og 3. Plads for både hurtigste mænd og kvinder på både 5 km og 10 km. Der kan fx også vindes gavekort til Aalborg City og årskort til Aalborg Zoo, billetter til AaB’s hjemmekampe og billetter til Fårup Sommerland.

 

Hvem står for UniRun?

Bag UniRun står en koordinatorgruppe af seks seje studerende med deres forskellige arbejdsområder, der spænder over hvervning af frivillige til at møde op på selve dagen, det PR-mæssige, kontakten til sponsorerne, at søge de nødvendige tilladelser og at sørge for det administrative med Spurto og Bibchip, som står for tidstagningen samt bestilling af trøjer.

På trods af, at løbet kun varer en eftermiddag, så har planlægningen været i gang siden april. For koordinatorgruppens medlemmer – der alle selv arbejder frivilligt – giver det et stort udbytte både at være frivillig i forhold til planlægningen og det praktiske med at afvikle eventet.

”Jeg kan godt lide at have noget ved siden af studiet – noget som ikke er så studierelevant, men hvor man stadigvæk har et ansvar. Man møder mange fra andre studieretninger, som man ikke kender nogen fra. Det er også godt til ens CV at sige, at man har været med til at planlægge universitetsløbet for Aalborg Universitet, hvor der er omkring 600-700 deltagere,” siger PR-ansvarlige Camilla Ann Fjelsted. Hun studerer Translationel Medicin – en kandidatretning til Medicin med Industriel Specialisering og var frivillig på dagen ved UniRun 2016.

Den ansvarlige for hvervning af frivillige, Sofie Friis, der læser på kandidaten Medical Market Access, ser den gode læring, der er at hente i at være med som koordinator: ”Det er fedt at få et andet ansvar, end man har over for sit studie. Vi ved, at hvis det ikke fungerer i vores gruppe af seks personer, så bliver der ikke noget universitetsløb. Derfor bliver man nødt til at yde sit, kommunikere godt med hinanden og få skabt en god dag for løberne til den tid.”

Og som sagt i indledningen giver det at være frivillig i det hele taget god afveksling fra studiet. ”Sidste år, hvor jeg bare var frivillig, fik jeg en god dag og muligheden for at snakke med nogle andre, men også bare lige det med at få et afbræk i studiet,” fortæller Frederikke Schou Truesen, som læser Matematik på 3. semester og er sponsoransvarlig i UniRun: ”Der var jeg selv 1. semester, så der handlede alt om rusperioden og selve opstarten, og man skulle lige ind i, hvad et projekt var og sådan noget. Der var det rart, at det hele ikke bare handlede om projekt eller om mit eget studie.”

 

Tilmeld dig UniRun i dag!

Hvis UniRun lyder som noget, du kunne have selv den mindste interesse at være en del af, then do it! Studier, studerende og ansatte bliver rystet sammen, og man får set campus i et større perspektiv og får dannet sig en god forståelse for, hvordan alt hænger sammen.

Tilmelding foregår over https://spurto.com/event/1075, hvor tilmeldingsfristen er midt i september for at nå at bestille løbetrøje i korrekt størrelse. Dog kan der tilmeldes lige indtil løbsdagen.

Hvis det at være frivillig på dagen lyder spændende, eller hvis du gerne vil vide mere om løbet, kan UniRun kontaktes på deres ovenfor nævnte Facebook, hvor der også løbende vil blive lagt information op om eventet.

Lad os løbe starten på et nyt semester af os!