Tekst: Andreas Rytter

 

Du skal nu være vidne til en Tour de Force i ordgøgl og underlig adspredelse, som foregår i Aalborg. Dette er ikke for ingeniører og andre slags naturvidenskabelige gøglere. Dette er humanisternes mekka, en vigtig begivenhed som holdes for os, og af os. En slags ananas i egen juice, hvor alle de ”ikke værdifulde” mødes og lugter til hinandens prutter. Og der er heller ingen penge i det.

I den følgende beretning kan du følge mig, mens jeg udfordrer mig med forskellige kulturelle arrangementer. Jeg besøger et arrangement, hvor hovedpersonen har en bøllehat på. Jeg møder en af Danmarks bedste digtere til en rigtig digterseance. Jeg afprøver mine fingerfærdigheder med arrangementet ”Sy din egen bog”, og jeg er til ”Nøgenoplæsning” i en sauna.

Ordkraft starter på denne måde…

Mads Nygaard. Venligbo. Nordjyde.

Jeg entrerer Nordkraft. Vild i varmen. Ladet med Ordkræfter. Mit første offer bliver Mads Nygaard, som har skrevet ”Ømme ord fra Hirtshals havn”. Den elegante vært Elsebeth Dissing lægger kækt ud med følgende bemærkning om forfatterens hjemstavn, hvor han endnu bor: ”længere er du ikke kommet”, ”Næh” svarer Mads, og hvorfor skulle han også være det. Der er vel, hvad man har brug for. Mads er typen, der bruger bøllehat, og hvad jeg er orienteret, så har den da også fået den helt store modegenkomst i København… Hirtshals og andre steder. Og selv om Mads har bøllehat på, så er han ikke latterlig, modsat Rasmus Brohave. Han har et venligt udseende, og er da også Venligboer. Vi skal høre om begrebet, som de elitære københavnere kalder Udkantsdanmark. Dér hvor der stadig bor mennesker, som elsker at bo dér. For dér er ikke så meget pis. Dér kan man ikke sælge luft, som Rasmus Brohave. Og som Mads bemærker ”Jeg opfinder aldrig noget”.  Og hvorfor skulle han også det, har vi brug for hele tiden at opfinde den dybe tallerken? Mads fortæller om Hirtshals, at den tidligere var den fyldt med kuttere, nu er den en kulturel kirkegård. Igen alt for meget københavneri er skyld i dette.

Vi bevæger os til Mads Nygaards oplæsning, som er hovedtemaet for denne seance. Historien, som Mads læser op, minder i stilen om Johannes V. Jensens myter. Den handler om den blinde fisker, Slukøjet. Han ejede kutteren, Sylvia, og en dag mistede han sit syn, mens han barberede sig på kutteren på havet. Det manglende øje resulterede i en tur til England og andre lande, hvorefter han begav sig hjemover. Da han nåede Hirtshals, havde han et skæg, og med sit skæg kunne han binde sine sko. Han trak Sylvia efter sig, og hun trak et spor igennem Europa. Slukøjet søgte sin hjemstavn, og fandt lykken, da der den dag i dag stadig er folk, som tager den blinde fisker op og kører ham til sin kutter.

Og det er lige præcis pointen. Skråd up med københavneriet, vi elsker vor landsdel! Det er her, de virkeligt venlige findes!

Pia Tafdrup. Digter. Lyriker. Heltinde.

Jeg møder Pia Tafdrup i Nordkrafts biograf sal A. Samtalen skal dreje sig om hendes forfatterskab, som har fokus på de store emner i verden, men også natur, som er Ordkrafts tema for dette år.

 

Tafdrup er bekendt med naturen. Hun er vokset op på landet, med alt hvad der hører sig til. Der er så dejligt ude på landet.

Pia Tafdrup oplæser distinkt. Distinkt oplæsning gør mig glad. Esben Lunde Larsens natur er distinkt. Det er den virkelige natur ikke. Pia Tafdrups måde at være distinkt på er dræbende god. Esben Lunde Larsen dræber det gode. Pia Tafdrup udtaler ”Det er forfærdeligt at ødelægge andres glæde”. Esben Lunde Larsen udtaler ”Når jeg som minister ikke modtager underskriftindsamlinger, så er det simpelthen, fordi jeg ikke vil. Jeg vil simpelthen ikke.” Han ødelægger folks glæde.

Vi er natur, proklamerer Pia Tafdrup. Og det er vi jo. Vi følger på forrygende vis den udlagte plan, først vækster vi, så går vi i forfald. Vækstparadigme here we go. Esben Lunde Larsen fastholder, at en landmands mark er en naturoplevelse. Nok om ham. Pia Tafdrup er her. Hun er klog. Hun skriver, når noget er svært, og det giver hende mulighed for at tænke over ting, hvorfor hun fremstår mere velovervejet end de fleste, og som hun siger ”mine digte fører mig ud i verden”. Tafdrup deler sine tanker med folk. Esben Lunde Larsen udtaler ”Jeg mener, det er en sygdom i vores samfund, at der bliver søgt om aktindsigt i alt mellem himmel og jord”.

Pia Tafdrup viser overskud og bruger det norrøne ord ”sanke” om at hente brænde, og hun bliver irriteret, hvis folk stjæler hendes brænde. Der dvæles ved de små ting, de små fantastiske ting.

Vi føres fantasifuldt ind i den fantastiske naturs verden. Vi føres gennem lugten af sne, smagen af stål, lyden af skyer og andre sanseindtryk. Jeg er kæmpe fan. Jeg mindes om sanseligheden, et studie i sanselighed og husker på de vise ord, som en forelæser i organisationsteori engang artikulerede ”Verden er banal og kalder på banale forklaringer”.

Inden Pia Tafdrup afslutter sin formidable samtale med Lene Høg, bruger hun udtrykket ”Olfaktoriske receptorer”. Jeg forundres over elegantheden i dette ord, snuser ind og nyder hendes forståelse af verden.

Tak Pia Tafdrup. Du har gjort min verden større!

Skam dig Esben Lunde Larsen!

Maja Elverkilde. Kreativ. Forfatter. Håndarbejdslærer.

Jeg starter dagen meget fint. Klokken er 11:30, og jeg skal til mit første arrangement. Jeg befinder mig på generatorscenen. En scene som er en sjov blanding af dansk hygge og grotesk noir-stemning. Billeder på væggene af kroppe, med en fantastisk (i Todorovske termer) skyggeside, giver scenen en nørdet og skæv fremtræden. Jeg har udfordret mig selv. Jeg skal sy en bog. Dette er en udfordring, fordi jeg, som spæd folkeskoleelev, terroriserede min håndarbejdslærer, hvilket på 2 år resulterede i en produktion af et symaskinekørekort, som senere blev mig frataget, og en øm hæklet bold, som jeg brugte cirka halvandet år på at færdiggøre. Mine kreative evner blev, så at sige, ikke stimuleret tilstrækkeligt i folkeskolen.

Der er en DIY-stemning over forfatteren Maja Elverkilde, som ud over at sy sine egne bøger også bor på en ødegård i den svenske vildmark. Hun er ikke den typiske tingeltangeltype med selvgjorte fodformede sko, bastskørt og strikketrøje, hvilket man kunne formode, nu hun selv syer bøger, men hun er jo også fra Aalborg. Jeg har mange fordomme om denne workshop, det stammer nok fra en traumatisk folkeskoletid. Vi starter friskt ud, eller Maja gør. De fleste deltagere sidder på behørig afstand af ”scenen”. Maja fortæller livligt og passioneret om at skabe sine egne bøger, om at gøre dem unikke, hvilket hun gør til fulde. To skrivemaskiner er linet op foran hende, og hun griber chancen til at fortælle, at hun på to timer har skrevet og syet en bog, som hun viser frem. Og den er ret sej, skulle du spørge fra nogen? At sy sine egne bøger er et slags oprør mod forlagenes bureaukratiske proces, hvor man i stedet for at få den tamme følelse af at aflevere et færdigt manuskript og først se produktet flere måneder senere, får en umiddelbar tilfredsstillelse med et konkret produkt i hånden. Min goodwill i forhold til dette projekt stiger straks støt med 500 %. Vi vises en masse flotte og kreative selvgjorte bøger, og hidkaldes tættere på scenen, da denne workshop er en, hvor vi selv skal sy en bog. Og her stiger min frygt støt med 500 %, for jeg er virkeligt på udebane. Heldigvis for mig, så har Maja Elverkilde en del mere appel (undskyld Lene) end min tidligere håndarbejdslærer. Hun starter pædagogisk med at forklare, hvordan man skal folde papiret, og selvom jeg ikke fatter det første gang, så får jeg til sidst så meget hjælp, at jeg får et fint antal sider. Umiddelbart herefter skal vi tråde en nål… Jeg ved ikke hvem, der har opfundet det begreb, men det lader til, at man skal have fingerspitzgefühl som Jørgen Clevin, for at fuldføre denne opgave. Det lykkes mig dog, og jeg føler mig som en krydsning mellem Hulk med meget fine motoriske færdigheder og batman, altså Michael Maze, da han vandt bronze ved OL i Athen. Det er en præstation ud over det sædvanlige.

Jeg syer en bog med min trådede nål, og jeg fornemmer straks den glæde og stolthed, som strømmer igennem mig, da jeg færdiggør mit første forlæg. Jeg føler mig formidabel, som havde jeg pølset et askebæger af ler i første klasse, og jeg gemmer denne bog i mit hjerte, inden jeg stolt afleverer den til min udkårne, som taknemmeligt tager imod ofringen.

Det her har været oplysende og udfordrende. Tak Maja Elverkilde. Du har et fantastisk projekt. Jeg kommer til at sy flere bøger.

 

Morten Ramsland. Nøgen. Min helt. Forfatter.

Jeg er et nøgent menneske. Når jeg ikke har tøj på. Jeg har haft en saunaoplevelse. Det var sammen med Morten Ramsland og otte andre nøgne mennesker.

 

Nøgen; Adjektiv, norrønt nakinn * beslægtet med latin nudus ”nøgen”. ikke dækket af tøj om person, krop eller legemsdel

 

Begrebet nøgen. Vi sidder i en sauna, vi er ikke dækket af tøj. En journalist synes, det er enormt spændende, og tilbyder at vi kan få et webkamera med ind, så han kan dokumentere seancen, det takker vi nej til, da vi har nok i hinandens nøgenhed, og da han i øvrigt ikke selv ønsker at deltage, virker hans forespørgsel en smule malplaceret. Arrangementet handler om dette: ”På Ordkraft Festival 2017 undersøger vi grænserne for det naturlige – og hvad er mere naturligt end at være nøgen?” Spoileralert, det er ret naturligt at være nøgen. Det er ikke underligt, og det er bare en nøgen krop. Fuck bornerthed. Vi sidder ti nøgne mennesker, som man oftest er, i en sauna, og det mest interessante er, at Morten Ramsland skal læse op. Alt andet er ligegyldigt.

Og Morten Ramsland er sej. Han står op, modsat os andre som sidder i den trange sauna på vores håndklæder. Jeg har tidligere læst Hundehoved, og var helt betaget af Ramslands evne til at skildre en absurd familie på en utroligt humoristisk måde. Herefter læste jeg Sumobrødre, hvor to drenges opvækst i villahaverne udpensles med alle de små kampe, som hører sig villakvarterene til. Denne gang har han skrevet en bog om en sindslidende dreng, som køres til sin morfar, som er ekspert i sindssyge historier. Vi føres til 1300-tals Danmark, hvor historien udvikler sig, og vi hører om børnebyttere, hængepatter og andre mytiske væsner. I saunaen nyder vi hinandens selskab. Ramsland læser op. Jeg tørrer sved af mit underlår og opdager, at de andre også sveder abnormt. På nøgne kroppe er det let at se den glinsende sved. Vi hører på Ramsland og sveder sammen. Historien er underholdende, men det mest distraherende ved oplæsningen er, at der er så fandens varmt i saunaen. Vi hører en passage om, hvordan en kvinde behandles i den beskrevne by fra 1300-tallet, og hvordan det uforståelige gøres mystisk, hvordan der afsøges forklaringer på fejlene i mystiske fortællinger, og hvordan en kvinde onanerer med forskellige grøntsager og kalder sit afkom for halvt menneske, halvt grøntsag. Det er utroligt underholdende. Da de tyve minutter er gået, er vi alle klar på at komme ud, da varmen, trods vandholdige forsyninger fra forsynet, er ret kvalmende. Jeg tager mine underbukser på, og jeg tager min exit fra saunaen, hvorefter jeg straks får stukket en mikrofon og et kamera i ansigtet. Dertil spørgsmålet ”Hvordan var det at høre en oplæsning nøgen?”

Hvorfor er dét, det mest interessante?