Projekt, eksamen, eksamen, ferie, forældre, sommer, regn, SEMESTERSTART! Man bliver næsten forpustet ved tanken om de næste måneder. Det er næsten umuligt at begribe, at midt i eksamener er der lige straks sommerferie. Kontrasten er stor, men vi pakker jer ind i bobleplast, og viser jer vejen til at få mest muligt ud af det.
Tekst: Dianna Korshøj
I en tid med gruppearbejde, eksamener, fritidsjob, familie og venner kan man føle sig presset fra alle sider. Man har ikke de noter, man skal bruge, relevante teorier har gemt sig et sted i sokkeskuffen, og gruppearbejdet ville være så meget nemmere, hvis folk bare holdte deres kæft og fik udrettet noget. Balancen mellem arbejde og fritid bliver så nemt forstyrret, og de søvnløse nætter banker på døren. Vi skal alle igennem de pressede situationer, og det er svært at finde et system, som bare fungerer. Det er ikke muligt at lave en struktur, som passer alle, men der er tre parametre, som kan hjælpe godt på vej:
Planlægning, dedikation og distraktion.
De fleste har planer for projektskrivning, forberedelse før eksamen og selve eksamen, og selvom ambitionerne for at følge planerne er høje, ender mange op med at sidde og mangle søvn de sidste uger op til aflevering eller eksamination. Var det en del af planen? Var planen realistisk? Tog du højde for den periodiske, manglende interesse? Svaret på disse er oftest et rungende ’NEJ’. Men hvad gør vi så for at gøre det bedre til næste gang? Teorier fortæller, at vi skal reflektere og planlægge realistisk. Ved du for eksempel, at du kører død, hvis du sidder mere end 3 timer med dit projekt, så planlæg efter det. Du behøver ikke være perfekt, for det er menneskeligt at fejle, men hvis du som udgangspunkt planlægger efter det, gør det situationerne mere legale. Du skal prøve at gøre dig selv klar over, hvad du har svært ved, for på den måde ikke at skuffe dig selv og give dig unødige stressfaktorer. Det er okay og normalt, at vi i perioder bliver stresset. – Den kortsigtede stress kan gøre os mere fokuserede og effektive, men hvis du overraskes over det, der kommer, er det svært at få det bedste ud af det. Alt i alt – gør den realistiske planlægning mere sandsynlig at gennemføre, og så slipper man for at banke sig selv (lige så meget) i hovedet.
Når planlægningen først er realistisk, bliver det en smule nemmere at være dedikeret, når du sætter dig. Læg din telefon væk eller sluk den. Fordyb dig i det, du skal, og find en positiv motivationsfaktor. Det vil være helt optimalt, hvis du hygger dig med det, du arbejder med. Prøv at finde din fascination for arbejdet. Om det er en åbenbaring om, at det hele giver mening, et afsnit, du finder spændende, eller bare en sætning du synes er lækker, er ikke vigtigt, men find det positive i arbejdet, så bliver det hele en del nemmere. Hvis du ikke kan finde en motivation i arbejdet, kan du skabe en motivation for arbejdet. Beløn dig selv for et veludført arbejde! Tillad dig selv en tur på café med en veninde, en øl med en kammerat eller bare den marsbar, der ligger i skuffen. Beløn dig selv! Hvis du har en grænse på 3 timer, så sæt fra start en timer og stop, når den ringer, også selvom arbejdet ikke er helt færdigt. Hvis du har lavet en realistisk planlægning, er der plads til dette.
Overspringshandlinger
Stop gerne arbejdet midt i et afsnit. Hvis du allerede har tanker og planer for at videreføre arbejdet, så skriv det i stikord og sluk computeren. Dette giver den kreative del af hjernen plads til at arbejde på egen hånd. Det er nemlig vigtigt med distraktion og at komme væk fra arbejdet engang imellem for ikke at køre død. Når man sidder alt for lang tid og kæmper med et emne, kan man blive snæversynet. Planlæg små pauser undervejs og udnyt dem. De fleste vil nok lige tjekke de sociale medier for at se, om der er sket noget spændende, mens man har arbejdet. DET ER DER IKKE! Alt det, du kan se på de sociale medier, skades ikke af, at du venter, til din arbejdstid er færdig. – De er der stadig. Formålet med en pause er at give hovedet plads og frirum. – Ikke at give det et andet fokus. Anette Prehn, sociolog og forfatter, fortæller i et interview med Go’morgen Danmark, at overspringshandlinger ikke altid er en dårlig ting:
» I stedet for at tvinge dig selv til at blive siddende ved computeren, så kan det være en god idé at lade tankerne brygge i hjernen og så lave noget andet. (…) Når vi kropsligt gør noget andet – samtidig med at vi har et spørgsmål liggende ’til hævning’ – så fremmer den tilstand kvaliteten af det, der skabes i øverste etage.«
For lige netop ’hævningen’ er vigtig ifølge hende. Det er nemlig her, man kan få de idéer og løsninger, vi kæmpede for at finde. Hvis man i pausen aktiverer kroppen i stedet for hjernen, har den plads til ’hævning’ i stedet for at være fokuseret på et andet emne, selvom dette måske har et helt andet fokus. Så rejs dig fra stolen og hop på cyklen, gå eller løb en tur i stedet for at finde de sociale medier. Tag den nye lydbog eller den gode musik i ørene og lad kroppen styre slagets gang, så hjernen kan få en pause.
Forvent, forebyg og håndter dit stress
Lige gyldigt hvor realistisk planlægningen end bliver, oplever de fleste at blive småstressede, hvilket er helt okay i kortere perioder. ’Stress er en folkesygdom’ lyder det fra medierne, og forskningen i stress er næsten uendelig. Lærer du din krop at kende, kan du udnytte den ekstra produktivitet, stresshormonerne skaber. Det er ikke noget, der skal fremprovokeres, for selvom kortere stressede perioder er mere produktive, kan det på længere sigt kortslutte hjernen. Det eneste, man kan gøre, er, at kende kroppens signaler på stress og håndtere det fornuftigt. På siden www.forebygstress.dk kan man få hjælp og råd til, hvad man kan gøre for at reducere og forebygge stress. Vi har fremhævet et par fingerregler, som kan hjælpe dig i dine pressede situationer:
Prioriter
Vær realistisk og prioriter det vigtigste, for man kan ikke altid nå alt.
Få din nattesøvn
Hjernen kan ikke håndtere stress, hvis den ikke kan ’genstarte’ om natten.
Vær fysisk aktiv
Pulsen kommer lidt op og lægger fokus på kroppen i stedet for hjernen.
Skab de optimale forudsætninger for din stressede hjerne og giv plads til ’hævning’. Brug kroppen og udnyt faciliteter omkring dig. Vi giver ingen garantier, men følger du fingerreglerne, har du et godt udgangspunkt. Ingen er perfekte, og man er generelt alt for gode til at banke sig selv i hovedet. Det er vigtigt med ros, selv når den kommer fra én selv. Husk at rose dig selv for de ting, du får ordnet, og accepter når der er noget, du ikke kan nå, eller ting du ikke kan finde ud af. Det er ikke et handicap at spørge om hjælp, og du kan opdage, at det kan gøre situationer i livet lidt nemmere.
Det grønne bord
Kristian Koch er karrierecoach og står for siden www.presentationskills.dk. Han har de sidste år afholdt foredrag på AAU om at styrke sin mundtlige præsentation og blive en troværdig formidler. Pladserne til foredraget er hurtigt væk, så var du heldig at få en plads, da han var forbi i marts, var du en af de heldige. Kristian ville dog gerne hjælpe os med at komme med god indsigt til dem af jer, der var knap så heldige.
Han fortæller, at der er to vigtige ting, man skal have fokus på ved en eksamenssituation: Forventninger og nervøsitet. De to hænger dog tit sammen, og han fortæller glædeligt om en af sine egne oplevelser: Da han i slutningen af sit studie skulle lave sit afgangsprojekt, blev de i gruppen enige om, at et 7-tal ville være okay. Det sænkede presset, og man kunne tydeligt se en forskel mellem dem og de andre grupper, som stræbte efter et 12-tal. Da dagen kom, var de noget mere afslappede og scorede over forventningerne, et 10-tal. Hvis man gør forventningerne opnåelige, er det nemmere at have ekstra overskud i en eksamenssituation.
Hvad forventer man af situationen? Mange har en urealistisk forventning til ’det grønne bord’ og bliver forskrækket, hvis eksaminator eller censor sidder afventende eller virker sure. Gør man noget forkert? Har man misforstået noget? Måske, men sandsynligheden er større for, at de enten bare lytter eller har en dårlig dag. Det kan også være, at de kæmper for at finde ud af, om du ved, hvad du snakker om, fordi dit kropssprog fortæller noget helt andet. Nervøsitet gør, at man kan komme til at ligne Døden fra Lübeck i en presset situation. Det er svært at håndtere, men hvis man justerer sine forventninger, afmystificerer situationen og indser, at det er okay at fejle, er man nået langt. For lige præcis det at fejle lægger Kristian meget vægt på, for som han siger:
» Frygten for at lave fejl er værre end at lave fejl «
Han fortæller, at det at fejle kan være en kæmpe gave. Det handler om, hvordan man håndterer fejlen. Hvis døden fra Lübeck formår at redde situationen på en god måde, viser det ressourcer, overskud og en god forståelse af det, man snakker om.
Så hvis du afmystificerer, forventningsafstemmer og accepterer, hvis du fejler, er du nået langt. Næste skridt er at få styr på kropssprog og førstehåndsindtryk, som han også fortalte meget mere om i sit foredrag. Så fang foredraget hvis det kommer næste år eller besøg hans hjemmeside, hvis du tørster efter mere, for en god eksamen starter med en god forberedelse og slutter med en god afrunding.
Artiklen fortsætter efter podcastet
Vil du have lidt let underholdning, har vi lavet et lille podcast i form af en lille fortælling om Rikke, som er på vej til eksamen – Lyt med og hvordan hun let og “elefant” kommer ud på den anden side.
Rigtig god fornøjelse.
Sommerferien
Når nu eksamen er (vel)overstået, er der kaldt til en længe ventet sommerferie. Genopladningen skal startes, og bøgerne skal lægges væk… Eller skal de? Vi har snakket med årets undervisere fra de forskellige fakulteter for at finde ud af, hvad de mener er den optimale balance mellem eksamen, sommerferie og opstart. Der er tre ting, de fleste er enige om:
Genoplad, hold din viden ved lige og kom forberedt
Når man skal genoplade, er det vigtigt at aflaste det ellers så belastede hoved, og for at tage stressforskningens anbefalinger er det vigtigt, at man blandt andet husker sin søvn og bevæger sig. På den måde giver man hjernen de optimale forudsætninger. Hvordan man ellers genoplader bedst er meget individuelt, hvad end det er i få timer i en presset situation, eller det er længere tid som en hel sommerferie.
Få det ind under huden
Ana Maria Macias synes, det er uhyre vigtigt, at man husker, at bare fordi man har ferie, betyder det ikke, at man er helt væk fra det. Man skal holde sin viden ved lige. At studere er et arbejde, og i de tre måneder, man er uden undervisning, skal man stadig vedligeholde sine kompetencer. Ana gør en aktiv indsats for at give de studerende muligheden for at holde det ved lige, for hun sender opgaver ud, man kan løse efter behov i ferien. Nogle studerende ser det som en fordel, mens andre ikke udnytter muligheden. Ana oplever, at de, der holder det ved lige, har lettere ved at starte igen efter ferien. Som hun understreger, er det vigtigt, at det ikke tager to uger for at kunne modtage undervisning efter sommerferien, for det er der desværre ikke tid til.
Ikke kun spanskkundskaber er vigtige at vedligeholde. Selvom ikke alle undervisere selv sender materiale ud til de studerende, peger de på vigtigheden af, at man ikke glemmer det, man har lært. De tidligere semestre understøtter og er ofte grundlag for de senere semestre, så hvis man holder en pause på tre måneder, skal man grave dybt for at finde det frem igen. Det betyder dog ikke nødvendigvis, at man skal bruge ferien på at læse eller løse opgaver. Der er gode måder at holde tingene ved lige, selvom du ikke er motiveret til direkte at studere. Dine medstuderende gennemgår samme ophold i undervisningen som dig, og dette er en god måde at pleje både de sociale relationer og vedligeholde din viden. Køb en kasse øl eller sæt en kande kaffe over. Debattér emner, stil hinanden spørgsmål eller opgaver; hvis det er svært at finde på, så find tidligere opgaver fra semesteret eller stil hinanden kendte problemstillinger, I hjælper hinanden med at løse. Hvis dine bedste venner på studiet er på sommerferie væk fra dig, kan du bruge muligheden for at lære andre på dit hold bedre at kende. I har alle det samme mål: at få den tillærte viden ind under huden.
Find en stabil fart
Når sommerferien lakker mod enden, og et nyt semester starter, er årets undervisere rungende enige om, hvad de vil se fra eleverne ved første forelæsning: Forberedte elever! Det er vigtigt for dem, at du ved, hvad du er gået ind til. Få fat i dine bøger, find ud af hvad der står i semesterplanen og kend formålet med de forskellige moduler, så du er klar til semesterstart.
Vi har nu rundet kontrasternes tid, så hvis du husker at genoplade, er fysisk aktiv samtidig med, at du aktivt reflekterer, prioriterer og vedligeholder din viden, er det muligt at få mere ud af denne skønne tid. Lad være med den opslidende indre kamp og planlæg i stedet realistisk. Jan Brødslev Olsen understreger nemlig, at det er drænende i længden, når man skiftevis trykker på henholdsvis speeder og bremse. Find et jævnt tempo: afslut en ting før du starter en ny og vær klar over, hvad du går ind i, før du påbegynder noget nyt. Om det så betyder, at du skal løse problemerne fra gruppearbejdet, før du definitivt holder sommerferie, eller at du skal erkende overfor dig selv, at du ikke får købt bøger før dagen før semesterstart, så få det gjort. Først når du aktivt og realistisk planlægger og reflekterer, er du helt klar til at møde kontrasterne, når de opstår.
Ud i det blå
Når der er styr på en realistisk planlægning, giver det dig mulighed for at få styr på din genopladning og sidespring. Heldigvis befinder vi os i Aalborg, som har mange flere muligheder end begrænsninger. Selvom det er en travl by med en del mennesker, hvor bymiljøet er det, de fleste studerende kender bedst, rummer den meget mere. I perioder er vi alle pressede på grund af studiet, og at sidde på biblioteket eller i diverse grupperum synes næsten uoverskueligt. Nogle gange har man brug for at tage et sted hen for at få ro, inspiration eller at være social uden alkohol – dette tilbyder Aalborg også. På Facebook-grupper som ’Gratis fornøjelser i Aalborg og omegn’, eller www.visitaalborg.dk kan du finde utallige forslag til aktiviteter og oplevelser, men her er et udpluk af nogle af dem, så du kan komme hurtigere op og afsted.
NOSTALGI – Kan du lide en gåtur hvor nostalgien og gamle bygninger præger billedet, kan du tage ind til midtbyen. Lige bag gågaden ligger den skønne brostensbelagte Hjelmerstald med små skæve huse, hvor du momentalt vil føle dig i den gamle by i Århus. Mens du er der, kan du betragte de smukke bygninger på Nytorv. Her er bygninger som Jens Bangs Stenhus og Jørgen Olufsens Gård, som er tilbage fra 1600-tallet. Der er flere skjulte historiske steder, som kan bringe dig langt tilbage til både vikinger, oldtidsfund eller minder fra krige, der engang var, om det så er marine eller garnison. Forskellige seværdigheder afholder også arrangementer hen over sommeren. For eksempel kan du tage til vikingmarked i Lindholm Høje og prøve, hvad det vil sige at være en rigtig viking.
ARRANGEMENTER – Aalborg er en kulturby, og hvad end du er til karnevallets kulørte farver, bluesmusikkens følsomme beat eller sandslotte på stranden, har vores skønne by noget til dig.
Aalborg Karneval lever endnu, og de letpåklædte, sambadansende piger danser igennem byen d, 27. maj, men alle festlighederne starter allerede weekenden før med masser af aktivitet i byen. Årets tema er ”Verden er fuld af…”, så du kan sætte din helt egen fortolkning af temaet med et farverigt kostume. Hvis du er mere den observerende type, kan du nøjes med at se andres fortolkninger af temaet til lyden af farverige sambarytmer på deres tur gennem byen. Alt dette kan du læse meget mere om på deres hjemmeside: www.aalborgkarneval.dk.
Nibe Festival – tidligere kendt som Den Lille Fede, er igen i år til at finde i Skalskoven i Nibe d. 28. juni til d. 1. juli. Programmet indeholder i år fantastiske musikere som Suspekt, L.O.C., Lars Lilholt Band, D-A-D, Magtens Korridor, Dúné og mange, mange flere. Se hele programmet på www.nibefestival.dk.
Aalborg er fyldt af arrangementer i foråret og sommeren, og vi kan umuligt nævne dem alle, men i år kan du blandt andet opleve det internationale regatta, mange forskellige koncerter, og er du til festivalstemning, kan du både opleve den med blå, kultur, opera og meget mere – mange gange uden at tage pungen op af lommen. Se mere på www.aalborgfestivals.dk.
Sammen løfter vi mere, så skal din underholdning have et formål, er det endvidere muligt at tilmelde dig som frivillig til de forskellige arrangementer. Din indsat er altid værdsat, og ofte har din indsats også frynsegoder.
NATUR – Er det naturen, der trækker, er havet og stranden ikke langt væk. Bølgernes brusen og en kold dukkert er at finde både på havnefronten, men har du bil eller tålmodighed til offentlig transport, er både Blokhus og Øster Hurup strand ikke langt væk. Her er sommerstemning, hvad end man er til is-spisning eller diskodans. Livet er et andet i strandbyerne, end det er i Aalborg, og du kan endda tage et telt med og campere steder, hvor de nøgne fødder nemt kan begraves i sand eller vand.
Hvis græs og træer er dit drug, kan du i gåafstand fra centrum komme langt fra byens stress med en tur på Egholm. Her sejler den tøffende færge dig fra livet i midtbyen til en guldklump af stilhed. Du kan sågar tænde et lille bål på bålpladsen, synge lejerbålssange, og hvis aftenen bliver lang, kan du overnatte i en af de store sheltere på øen. Skal du lidt længere væk fra byen, kan disse faciliteter også findes i fx Hammer Bakker eller Lundby Krat. Nogle af stederne er der endda både muligheder for vand, brænde og das på stedet. Alt det kan du finde flere oplysninger om på en side som www.udinaturen.dk. – Hvor du også kan finde andre gode steder i Danmark, du kan tage familien med hen i sommerferien, uden at spendere en krone af dine efterhånden udslidte SU-penge.
Hvordan du vælger at planlægge og prioritere din tid er dit valg, men her på Agenda ønsker vi, at du får de bedst mulige forudsætninger i din studietid. Vi har nu givet dig viden og andre menneskers kloge ord, så du velinformeret kan imødekomme kontrasternes tid.
God fornøjelse, og god sommer.