Tekst: Alexander Kokkedal Billeder: Rikke Sønderby
Vi befinder os på Hovedbiblioteket. Den tidlige eftermiddags kolde, dæmpede sol skinner så smukt gennem panoramavinduerne og tjener sammen med den elektriske belysning til at bringe de utallige farver bogomslag til live på de mange hylder. Selvom det er søndag, er stedet spækket med unge såvel som ældre, der benytter sig af de talrige tilbud, som biblioteket byder på.
Hvor bøger, musik, kunst og leg sætter rammerne for folks handlen, kan man nærmest ikke forestille sig en bedre setting for et interview med en af Nordjyllands store kunstnere, der efter at have tilbragt en del af sin karriere i det mørke Sjælland for nogle år tilbage vendte hjem igen til hyldest og hæder.
Talen falder her på Jakob Ørom, født 1969 og med en bachelor i Dansk fra Aalborg Universitet – dog kendes han i almindelighed under kunstnernavnet Jonny Hefty. Karakteren tog sit første åndedrag i 1998 med sangen ”Jorden er Giftig”, og Ørom tog den heftige ærkenordjyde til sig og brugte ham fremover til at formidle rappens kunst. Han har været flittig til at samarbejde med andre store kunstnere – rapperen Jøden kan han nok siges at arbejde tættest med – og beskæftiget sig på en række platforme, hvor den mest aktuelle er i programmet ”Velkommen i klubben” på TV2 Nord.
Han ankommer til biblioteket i sit fulde get-up med hue, langt hår, skæg og solbriller, klar til interviewet, og lad os da endelig starte!
Du tog en bachelor i Dansk på Aalborg Universitet, som du dimitterede fra i 1996. Hvorfor valgte du netop den uddannelse?
– Jeg har altid interesseret mig for sprog og kultur, og så er jeg lærerbarn, så det lå vist meget i kortene, at jeg skulle den vej.
Hvordan var studielivet?
– Det var min vilde ungdom, hvor jeg røg bong og boede i et dødsmetalkollektiv, hvor vi hakkede en kødøkse ned i sofabordet, og der var bare splatterplakater på alle væggene og heavy metal ud over det hele. Det var en meget vild tid i mit liv.
Så gik jeg også på universitetet, og på en eller anden måde lykkedes det mig at få afleveret opgaverne og projekterne. Faktisk fik jeg højere karakterer, end jeg gjorde på gymnasiet, så jeg var både fanget af det og interesseret i det. Det der med, at man bare sidder og analyserer en splatterfilm i et halvt år, det er helt fantastisk. Det var en uddannelse, hvor man kunne det og måtte det. Men jeg husker det nok som en meget rodet tid, netop fordi jeg både røg bong og var forsanger i et dødsmetalband, og jeg arrangerede faktisk også alle metalkoncerter og -festivaler i Aalborg. Jeg havde én fod ude på universitetet og én dybt nede i undergrunden.
Levede studiet op til dine forventninger?
– Ja. Det var nok mere mig, der ikke levede op til studiets forventninger om, hvor tit man skulle komme, men jeg tror altid, jeg har været typen, der lige fik indhentet det til sidst. Så tog jeg bare nogle hårde ture, hvor jeg bare fik læst en masse og fik lavet tingene færdige. Jeg var faktisk rigtig glad for det, når jeg tænker tilbage på det, og jeg har lært rigtig mange ting af det.
Før har du snakket om, at hvis du skulle vælge en ny uddannelse, så ville det være noget med digitalt design, events, branding og kommunikation. Hvorfor tiltaler det dig?
– Jeg har jo brugt min uddannelse til at blive Jonny Hefty, altså til at blive en eller anden form for mærkværdig, graffitimalende, digtende, poetry slam’ende, rappende, lokal helt synes jeg selv.
Netop sådan noget med branding og noget med at kunne sælge sig selv bedre havde nok været mere relevant i dag end at sidde og analysere digte og bøger og sådan noget. Selvom der måske er mange, der tænker, at ”han er da bare en dum rapper, der står og råber røv”, så har jeg mange gode begrundelser for, hvorfor jeg står og råber røv. Jeg har tænkt meget over det, og jeg synes måske også, at jeg fortæller nogle historier og laver nogle billeder i min rap og i min musik og i de ting, jeg laver – i forhold til mange af de der unge kunstnere, der bare står og råber ind i en eller anden autotunereffekt. Det, jeg prøver at sige, er, at jeg egentlig er klogere, end man går og tror, fordi jeg har læst på AAU.
Du kan faktisk bruge din bachelor i Dansk til at komme ind på en kandidat i Kommunikation. Ville det være noget at overveje?
– Jah. Det er jo ikke sikkert, at jeg kan leve af at rappe, indtil jeg skal pensioneres, og det kunne vel godt være, at man skulle gøre ligesom sine forældre og blive lærer. Nu er jeg 47 år, så det er måske lidt for sent at begynde og hoppe tilbage på SU’en og bongen og så læse videre. Men jo, jeg tror, min mor ville kunne lide det spørgsmål og tanken om, at jeg bliver sådan rigtigt færdiguddannet en dag. Men det passer vist også meget godt til Jonny Hefty, det der med at ville være det, man kalder en halvstuderet røver – lidt street og lidt intellektuel. Det tror jeg både er en del af min personlighed og min character, Jonny Hefty. Og nu må man heller ikke blive alt for klog, for så taler man hen over hovedet på folk, og jeg føler, at jeg meget er i øjenhøjde med dem, jeg laver det til.
Du var sammen med rapperen Jøden vært i programmet ”Velkommen i klubben”, der løb på TV2 Nord fra november til december 2016. Hvad går programmet ud på?
– Rammehistorien er, at vi har arvet et klubhus fra en fattig onkel i Amerika. Så bliver vi jo nødt til at lave en klub, når vi har et klubhus, og det er egentlig bare en undskyldning for at tage ud og besøge nogle små fællesskaber i en verden, hvor alle er på Facebook og Instagram og sådan noget.
Der er det bare befriende, at der findes 70 gutter, der kører rundt på en Puch Maxi på Mors med rævehaler og mælkekasser og har et super grineren, lille fællesskab kørende der. Jeg har spillet walkie-talkie-banko, og jeg er blevet wrestler og fået tæsk i Randers og været ude sammen med Jøden i rigtig mange små fællesskaber, og det har faktisk været skidesjovt at lave og meget lærerigt og pissehårdt nogle gange også.
Det er meget improviseret ligesom vores sceneshows, så vi har ikke skrevet noget ned, og vi har ikke lavet en hel masse spørgsmål, inden vi kom. Vi kommer simpelthen bare væltende på vores tandemknallert og siger: ”Hvad så dér?! Må vi være med i jeres klub – bare lige indtil vi får vores egen?” Så sker der et eller andet, der som regel bliver underholdende tv.
Hvordan kom I på idéen til programmet?
– Det var et produktionsselskab, der hedder Dansk Film og TV, der tænkte, at ”de der to halvgamle gøglere, de er sgu meget underholdende. Lad os prøve at lave et eller andet med dem og nogle klubber,” og så har vi lidt udviklet stilen i samarbejde med dem.
Nogle gange ligner det en musikvideo, og nogle gange ligner det en tegnefilm, og nogle gange er vi bare blevet skidefulde og kommet hjem, sådan ”har vi nu det hele?”, og så har vi fire timer.
Vi har haft et helvede med at sidde og klippe det ned til 28 minutter, men vi er også blevet bedre til at lave det hen ad vejen. Det er lidt nemmere, når man har set et program, man laver, at finde ud af, hvad det egentlig er, vi har brug for, og hvad vi godt kan skære lidt ned på.
Hvad var det, I ville med programmet? Hvad var visionen bag det?
– Visionen var jo egentlig bare at prøve at fortælle – i hvert fald i første omgang Nordjylland, at der er mange små fællesskaber i den globaliserede verden, og det synes jeg egentlig er lykkedes meget godt.
Nu hvor I været igennem programmet og mødt de forskellige foreninger, hvad er så jeres opfattelse af jysk foreningsliv?
– Det lever i bedste velgående – og helt old school og analogt. Nu var jeg jo en dreng, der kom meget på biblioteket som barn og lidt af en nørd, selvom jeg selvfølgelig også er en badass, men det der med, at vi behøver ikke alle sammen at sidde og lægge selfies ud på Twitter. Vi kan også godt sidde og være sammen på en lidt mere gammeldags måde, altså køre en tur på knallert eller spille banko sammen i walkie-talkie, hvilket i sig selv er fuldstændig vanvittigt, for du skal gå ned i en hal og købe pladerne og så gå hjem og spille banko.
Der er mange flere nørder derude, end man tror, og der er mange flere små foreninger, og der er mange flere små fællesskaber, end man lige umiddelbart tror, netop fordi verden er blevet så globaliseret. Så det er faktisk en meget dejlig ting at konstatere, at folk stadigvæk går og hygger sig sammen, og at de ikke bare lever i sådan en virtual reality.
Under sidste folketingsvalg afholdt du og Jøden her på Hovedbiblioteket et valgarrangement, der var en blanding af poetry slam og så politik. Hvorfor afholdt I det?
– Fordi vi fik løn for det. Det var biblioteket, der afholdt det, og så havde de hyret os som de underholdende ordstyrere og rappende værter. Det er sådan lidt svært at leve af at lave dansksproget musik. Hvis ikke man er Rasmus Seebach eller Nik og Jay, så er det lidt svært at leve af bare at kunne spille hele året og året efter. Så det er med hele tiden at blande det ind i nogle andre ting – for eksempel et vælgermøde, eller hold kæft vi har lavet mange skøre ting, hvor det er lidt af det samme, vi laver, men når man sætter det ind i en ny sammenhæng, så virker det på en anden måde og får et andet publikum.
Vi har været på tour med TV-2 og Steffen Brandt og hans gæve svende, hvor vi virkelig bare kommer ind og rapper det samme nummer, vi plejer, men lige pludselig er det deres publikum og dem, der står og spiller musikken, og så får det et nyt udtryk og et nyt publikum, og der tror jeg bare, at vi er blevet så gamle og drevne gøglere, at vi sådan hele tiden får blandet kortene og roder os ind i nogle nye konstellationer, og det her var bare én af dem.
Hvor stor en rolle fylder politik i din virksomhed som rapper?
– I starten var det meget ”fri hash” og sådan noget – man skal have noget at gøre oprør over. Men jeg tror, jeg har fundet ud af, at jo mindre man siger, hvem man holder med – og det gælder både politisk og med fodboldhold – jo flere mennesker tror jeg, du kan ramme, fordi de ikke føler sig ekskluderet af, at man står og råber ”AaB”, eller at man stemmer på ”de rø’e” eller et eller andet. ”De rø’e” er vist fodbold.
I forbindelse med, at Europa-Kommissionen i 2016 kårede Aalborg som Europas lykkeligste by, roste du Aalborgs forandring fra industriby til kulturby. Hvordan kommer den forandring til udtryk?
– Det har jeg fortalt om og lavet foredrag og shows om. Jeg plejer lidt at sætte det op som et eventyr, hvor den unge Jonny Hefty er en langhåret heavyrocker, der ikke rigtig kan slå igennem i Aalborg, og der ikke rigtig er så meget musikmiljø, og man må tage til København, hvis man gerne vil være noget inden for musikken.
Sådan var det dengang, og da jeg så kom tilbage, så var Aalborg lige pludselig blevet en blomstrende kulturby med gavlmalerier og lovlige graffitimure og et universitet, der lige pludselig havde bragt en masse spændende, nye mennesker til byen. En by der tog sig selv alvorligt som en kulturby og en vidensby.
Før var det mere defineret af spritfabrikkerne og cementfabrikkerne – Eternitten og sådan noget – og lige pludselig var det universitetet og Nordkraft og gavlmalerier. Den unge Hefty, der drog ud i verden, han kom så hjem og blev kronet til konge i kulturbyen Aalborg og har ikke kunnet få hænderne ned lige siden på en eller anden måde. Min egen udvikling og min egen popularitet er også steget i takt med, at byen er blevet mere og mere en kulturby, tror jeg, og det jo bare en god historie.
Godt et år efter, at du kom hjem til Aalborg, blev du ved karnevallet i 2014 kronet til Kong Karneval, hvor du fik hele 64 % af stemmerne. Hvad var din appeal til de karnevalsgængere, der stemte på dig?
– Det er vel nok, at jeg er forholdsvis i øjenhøjde igen og rimelig selvironisk. Selvfølgelig synes jeg, at jeg er den fedeste rapper i verden, det skal rappere jo synes, men jeg har en masse selvironi. Jeg har en masse nordjysk humor, og jeg tror lidt, at folk føler, at det var byens fortabte søn, der var vendt hjem. Og så var det mod Chili Klaus og Jim Lyngvild, som jo ikke var lokale.
Det var faktisk første gang, at det var folket, der kunne stemme på, hvem der skulle være konge, så jeg tror bare, folk tænkte: ”Vi tager the local boy, han skal være vores konge.” Og sidste år var det jo så Johnny Reimar, så han bliver jo så Kong Jo(h)nny den 2., og det gør jo, at man altid tænker på den 1. Det var en meget stor oplevelse at stå foran 60.000 udklædte mennesker og bare sige: ”Jeg elsker også jer, Aalborg!”
Senere samme år blev du hædret ad anden vej. Der vandt du Den Nordjyske Kulturpris. Hvad var din appeal til de mennesker, der udvalgte dig dér?
– De havde vel luret, at jeg var ved at blive folkekær, som en ven udtrykte det. En total lokal helt. Og så var det vel en accept fra den lidt mere højkulturelle del af Nordjylland, føler jeg. Et klap på skulderen til ham der Jakob, der har gået på universitetet. Selvom jeg måske fremstår lidt som en langhåret, hashrygende gadedreng, så er der nogle overvejelser og fortællinger og betragtninger i det, som man nok også har lagt mærke til.
Så det var et rigtigt godt år, 2014, og min mor tænkte efter mange års grå hår: ”Ah, han kan alligevel et eller andet, den dreng dér. Nu har jeg gået og prøvet at få ham til at klippe det hår af og få et rigtigt arbejde og gøre den der kandidatuddannelse færdig.” Og nu kan hun godt se, jeg laver noget, der virker, og at jeg måske bare har brugt min uddannelse til at skabe min helt egen vej. Jeg er før kommet hjem og har sagt: ”Jeg har lavet et fat ass nummer med Johnson,” og min mor har så svaret: ”Det er godt, du laver noget, du kan lide.” Men det her er bare en meget tydelig udmærkelse, som man kan forstå i hendes verden – eller i begge mine forældres verden.
Når nogen kommer og giver én 100.000 kr., som hører med til prisen, så må man have gjort et eller andet rigtigt. Så det var det år, hvor jeg både fik ”pøblens” og højkulturens accept, og så var jeg jo lige vendt hjem fra hovedstaden. Det var en fantastisk tid, og jeg havde lige fået en plade ud sammen med Jøden, været på en kæmpe Danmarkstour og rundt på alle festivaler, og alt var bare vildt. Jeg tror, at jeg spillede over 75 koncerter det år.
Kulturprisen var en slags blåstempling og har selvfølgelig også skabt et fundament for, at nu kender folk mig, og det er jo sikkert også derfor, at jeg har fået lov til at lave ting som ”Velkommen i klubben” på TV2 Nord. Jeg har vist, at jeg kan lave noget underholdning og komme til tiden, som selvfølgelig også er en del af det – at man er til at arbejde sammen med, og jeg prøver altid at lægge noget tid, talent, idéer og kærlighed i det. Om det er Go’ Morgen Danmark eller Agenda.
Jeg er totalt lokal. Jeg er i øjenhøjde med folk, og de kan høre mig tale det sprog, som de selv gør, og ”det er bare Jonny, han er ligesom os og ork satme!” Det er relaterbart, tror jeg, for nordjyder i hvert fald, og københavnere synes sikkert, at jeg er en kæmpe landsbytosse, men sådan nogle er jo også populære i disse tider.
Har du noget, du selv gerne vil have med her til sidst?
– Nu har jeg både lavet tv, jeg har lavet poetry slam, jeg render rundt og maler graffiti rundt i byen – kun lovligt – og jeg prøver hele tiden at udvikle den her Jonny Hefty-ting. Det er sjovt at være et legebarn, og jeg er glad for at være flyttet tilbage til en by, der er én stor, kulturel legeplads. Og der er rigtigt mange, der vil lege med mig, og det er jeg rigtigt taknemmelig for. Så jeg ”holder’n Ålleren for evigt”, og jeg bliver ved med at lege, selvom jeg snart er 50 år og nok burde få taget den der kandidatuddannelse og klippe mit hår. Jeg skal bare lige ud og lege lidt mer
