Af Andreas Rytter

 

Sidst jeg fældede en tåre var d. 10 oktober 2015. Efter otte timers fødsel stod jeg med et lille menneske på armen. Jordemoderen sagde ”og så må du gerne tjekke kønnet”. Jeg kiggede ned og sagde ”det ligner en pige”, hvilket det, heldigvis for min evne til at bedømme køn, også var. Seksten timer forinden havde jeg været til afslutningsfest på mit studie i rusperioden, jeg modtog efter 5 øl en besked fra min kæreste, hvor der stod ”så må du gerne komme hjem”. Jeg blev panisk, hvad skulle jeg nu gøre, hvorefter en af mine søde studiekammerater, som ikke havde drukket, kørte min kæreste og mig på fødegangen. Vi blev sendt hjem igen, men næste morgen kunne det ikke vente længere, og klokken 13 kom min datter til verden, hvorfor jeg måtte fælde en tåre. Min datter har, ligesom min kæreste, den mest perfekte timing i verden. Hun valgte at komme i starten af efterårsferien, og jeg havde derfor 10 dages barselsfri, inden jeg skulle starte i skole igen. Det er nok de hurtigste 10 dage i mit liv, og man forbløffes over, hvor lang tid man kan bruge på at sidde med et lille menneske på 3,5 kg. De kan ikke rigtigt noget i starten, altså ud over at skrige og spise. Forskere siger, at de godt kan lide øjenkontakt og klassisk musik, så vi så hinanden i øjnene, mens vi hørte Mozart, i 10 dage. Så startede hverdagen igen, og jeg oplevede igen, hvad det vil sige at savne.
Jeg har en antagelse om, at mænd, og jeg taler om ALLE mænd, har en evne til at lægge følelser væk. Og når vi så får børn, så finder vi dem frem igen. Jeg har opdaget hengemte sider af mig selv, som jeg ikke troede fandtes. Eksempelvis når jeg efter fem minutter ude af døren pludselig længes efter at komme hjem igen. Eller tidspunktet hvor verden står stille, når fem minutters gråd føles som en evighed. Eller det omvendte når man kigger sit barn i øjnene, og timer passerer, som var de sekunder.
Livet er en sjov størrelse, og på sekunder ændres det. Jeg er blevet det, man kalder en far:

Far; mandlig forælder eller dyr af hankøn set i forhold til dets biologiske afkom.

Det betyder, at jeg, modsat moren, kan gøre præcis som jeg plejer. Det troede jeg i hvert fald. Jeg ser på min kæreste hver dag, og jeg forbløffes over, hvor meget hun kan nå. Jeg ser på mig selv, skvattende ned af trappen over Benny-elefant, med havregryn i hele skærmen efter morgenmåltidet, evigt i tvivl om jeg nu har husket alle tingene, når jeg afleverer min datter i dagpleje. Jeg er vildt dårlig til at synge, jeg kan ikke huske nogen børnerim eller remser, jeg forsøger forgæves at lære Thomas O’Malleys sang fra Aristocats, men selv efter forsøg nummer 300 hænger den stadig ikke fast. Min datter virker ret ligeglad, hun kigger bare på mig og smiler. Så råber hun noget halvt uforståeligt, peger på et billede, som har hængt på væggen i et halvt år, og siger ”se”. Jeg kigger på det, og undrer mig over, at jeg ikke tidligere har lagt mærke til detaljerne. For hende er hver ting spændende og nyt, og det tror jeg, at jeg kan lære en del af.

Barn; menneske i det første afsnit af livet, fra fødslen og indtil puberteten.

I starten kunne hun ikke noget. Hun lå bare der og så sød ud, drak lidt mælk og pruttede lidt i en ble. Men pludselig går det stærkt, så begynder babyen at smile, så får den en tand, så kravler den, så rejser den sig, og nu både går hun og er så småt begyndt at tale. Hendes mest anvendte ord er ”se”, og hun synes, det er umådeligt morsomt at gemme sig iblandt vasketøj på et tørrestativ og sige ”bøøhh”. Og nu jeg tænker over det, så synes jeg også, det er morsomt. Sådan bliver man jo så underlig som forælder.

Hver morgen klokken 6.30 vågner min datter. Hun smiler de første fem minutter, og så bliver hun vanvittigt sulten. Og hvor vi andre kan udsætte vores behov, indtil maden er færdig, så er det ligesom om, at denne funktion ikke findes ved børn, som er 15 måneder gamle (ej heller ved mænd, som er 30 år gamle). Scenen er derfor den, at jeg står med en ble i håret, et skrigende sultent barn på armen, mens jeg febrilsk forsøger at lave kaffe, havregrød, smøre madpakke og drikke juice med den anden arm. Det kan godt være en udfordring. Men forestil dig så at være mor:

Mor; kvindelig forælder eller person, begreb, institution el.lign. som er forudsætning for eller danner grundlag for noget andet.

De første seks måneder er barnet ret afhængigt af moren. Hun er den primære kilde til føde. Hun er derudover den bedste trøster, den sjoveste ven og den, som kender alle behov bedst. Jeg forsøger langsomt at krænge mig ind som den bedste trøster og sjoveste ven, men det er ligesom om, at den utrolige nærhed som er skabt mellem mor og barn, den er svær at overvinde. Min kæreste står op, gør vores datter klar på den mest tjekkede måde. Hvor jeg normalt finder en praktisk heldragt, som er nem at give hende på, så formår min kæreste at give hende de smarteste kjoler med tilhørende strømpebukser på. Hun formår at lave havregrød uden bleer på hovedet, at spise hende af uden at svine og pakke hende let og elegant sammen, klar til dagpleje.

Vi er begge begyndt i skole igen. Vores datter er begyndt i dagpleje. For os som gennem livet er institutionaliserede af samfundets institutioner, så burde det jo ikke være den store sag at aflevere guldklumpen. Men her er en stor udfordring, og den skal overvindes. Bekymringerne hober sig op, straks man er trådt ud af døren, kan dagplejeren, som oftest har mange års erfaring og børn selv, nu finde ud af at dække mit barns behov, stimuleres hun rigtigt, har hun det godt, slås hun med de andre børn, får hun lov at fyre fyrværkeri af, og andre ulogiske tanker flyver igennem hovedet.

Hun har dog klaret det første halve år uden problemer, og hun smiler, når vi henter hende, så langt så godt. Vi kommer hjem, og dagen fortsætter, nu skal der leges:

Legetøj; ting som nogen, især børn, bruger til at lege med.

Legetøj er noget, man falder over, noget som ligger spredt i hele din stue. Alt er legetøj: stearinlys, skåle, skeer, Playstation-spil, fjernbetjeninger, bøger, vaser, blomster, jord og stakke af papirer. Det bedste legetøj er naturligvis det, man ikke må lege med. Nytårsaften valgte min datter at lege med læbestift, hvilket resulterede i en ny, smart lyserød hårfarve. Festligt så det ud. Når vi kommer hjem fra dagpleje, så leger vi. Jeg påfører min hånd hånddukken Andrea og starter forsigtigt ud med Kajs sang ”Kaj Kaj Kaj, ja det er mig, dub-i-dub-i-dub-i-dig”, igen er jeg utroligt dårlig til sange, men den her er ret let. Og heldigvis ved min datter ikke, at Andrea er en hunfugl. Efter en halv times tid bliver jeg kedelig, og hun trisser med små, forsigtige skridt ud til sin mor, som forbereder den første eftermiddagsmad. Det nye sort, for os, er at spise aftensmad klokken 17. Tidligere kunne vi spise klokken 20, men det er som om, at det ikke fungerer længere, når vores datter insisterer på at sove klokken 19. Bliver klokken 17.15, så er der dårlig stemning, og det bliver hurtigt italesat med et skrigende barn, at maden skal stå på bordet på faste tider. Og efter vi er begyndt på dette, så er det nu mig, som bliver sulten og gnaven, hvis ikke vi spiser klokken 17. Efter vores tidlige aftensmad, så er der putteritual, og jeg har rig mulighed for at øve mig på mit repertoire af sange, som tæller to: ”Thomas O’Malley” og ”Myggen og Elefanten”. Inden jeg når det sidste vers i ”Myggen og Elefanten”, så sover min datter. Så har vi fritid:

Fritid; tidsperiode hvor man har fri fra arbejde, undervisning eller andre pligter.

Fritid var, før i tiden, den periode, hvor man tog på værtshus til en enkelt, som altid blev til to. Det var alt den tid man havde, når man ikke var på universitetet. Nu betyder fritid: tid til at læse. Tid til at forberede morgendagens opgaver, tid til at vaske tøj, støvsuge og rydde op. Fritiden bruges til at gå tidligt i seng, så man er klar til morgendagens strabadser.
Det er fedt at være studerende og forælder. Der er mange fordele ved den fleksible måde, som man kan planlægge sin tid på i forhold til sit studie, dette gør, at man kan bruge lang tid med sit barn, man kan ofte aflevere senere, hente tidligere og man har lange ferier, hvor man kan hygge sig sammen. Den evige tilfredsstillelse ved at se et grinende barn bruge en støvsuger som hest, mens håret blæses lige op i luften af blæseren, det er en evig fornøjelse for enhver.