Af Christina Nielsen
19. december 2016. Kan du huske, hvad du lavede den dag? Forhåbentlig var du i gang med et studie, som du brænder for. Forhåbentlig havde du ikke planer om at skifte til et andet studie, hvis du allerede har én færdiggjort uddannelse i bagagen. Forhåbentlig har du ikke planer om at tage flere uddannelser på samme niveau.
Den 19. december blev det omstridte uddannelsesloft vedtaget af Regeringen (Venstre, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti), Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Formålet med loftet er at begrænse såkaldt ”dobbeltuddannelse”, hvor samme person tager flere uddannelser på samme niveau eller lavere – eksempelvis ved at begynde på en ny bachelor, selvom man har færdiggjort en anden. Og hvad så, kan man jo spørge. Er det ikke lige meget, at 2200 personer årligt vælger at tage en ny uddannelse? Er det nogensinde dårligt at uddanne sig mere? Og hvorfor er uddannelse pludselig blevet fjenden i den politiske debat? Hvorfor skal uddannelse angribes, fordi det på kort sigt er dyt? Hvorfor ikke tage det langsigtede perspektiv med?
Siden krisen har der været sparepolitik på den politiske dagsorden. Det er ikke noget nyt, at der skal spares, og på et eller andet tidspunkt måtte det jo også komme til uddannelsessektoren. Men jeg synes alligevel godt, at man kan stille sig kritisk over for det. Som karakteren Paten sagde i filmen Fidibus: ”Det er ikke pengene, det er princippet”.
Der er noget principielt forkert i at spare på uddannelsessektoren, når det samtidig siges, at viden er vores vigtigste ressource i den internationale konkurrence, og at Danmark skal leve af viden. Vi er et videnssamfund. Hvordan kan det så give mening af spare på uddannelsessektoren? Hvordan kan det give mening af begrænse mulighederne for at blive klogere? Hvis viden, som jo blandt andet kommer af uddannelse, er fremtiden, men man sparer på uddannelse, hvad står vi så tilbage med? En dårligere fremtid? Der er noget logisk forkert i argumentationen. En landmand fodrer heller ikke sine grise mindre, for at de skal blive federe. Han giver dem mere mad.
Nok giver uddannelsesloftet en gevinst på kort sigt. Der spares penge ved, at staten ikke skal finansiere flere uddannelse på samme niveau til den samme person. Disse penge skal så bruges til at lukke et hul i dagpengesystemet. Men hvor kommer det næste hul? Hvor skal vi tage penge fra, næste gang der kommer hul i skuden? Der er for mange huller og for få propper. På lang sigt vil der ikke være propper nok, og hvad står vi så tilbage med? Ville det ikke være bedre at uddanne besætningen ombord på skuden Danmark, så ikke kun kaptajn Løkke og styrmand Thulesen-Dahl, Samuelsen og Pape var de eneste, der fandt på løsninger. Ville det ikke være bedre, hvis hele besætningen arbejdede sammen, blev klogere og fandt en løsning? Man fristes til at tro, at kaptajnens svar vil være nej.
Jeg tror, det er vigtigt at have det langsigtede perspektiv med, for selvom et forslag er godt på kort sigt, kan det jo risikere at have negative konsekvenser på længere sigt. Christiansborg trænger vist til at få pudset sine langsigtede briller.
Arbejdernes Erhvervsråd (AE) regnede inden jul på Regeringens planer i forhold til uddannelsessektoren (de seneste to finanslove og regeringsgrundlaget), og frem mod 2020 skal der samlet set spares 10 mia. på uddannelsessektoren. Det er en del penge. Kan man opretholde kvaliteten, hvis man skal spare? Kan unge få en lige så god uddannelse som før? Det er svært at svare på, og det kan være svært at blive ved med at tro på, at alting bliver bedre, hvis vi sparer. Kan vi blive ved med at spare os ud af problemerne? Ender det ikke blot med en synkende skude med for mange huller og for få propper. De langsigtede briller skal på igen, selvom der ikke er særlig mange stemmer i forslag, hvor effekten først ses om flere år. Og hvad så? Vil vi ikke hellere stå stærkere over tid, end at have en skattelettelse lige nu?
Tager man alle disse politiske forslag om besparelser og det vedtagende uddannelsesloft i betragtning, kan det være vanskeligt at se, hvordan vi står som unge mennesker. Kommer det til at gå ud over vores uddannelse? Man kan jo frygte, at besparelser og uddannelsesloft kan føre til dårligere uddannelse – du må få én halvdårlig uddannelse. Hvordan skal vi blive rige af det i fremtiden?
I sin nytårstale 1. januar afsluttede Lars Løkke med en bekymret ung piges spørgsmål om, hvorfor de unge ikke skal frygte fremtiden. Hans svar var: ”Luk ørerne, når nogen siger, at ”alting var bedre i gamle dage” – det var det ikke. Husk fortiden, men grib fremtiden. Den er jeres! Vi skal gøre alle til fremtidens vindere”. Hvem er vinderne? Er vi ikke alle tabere, hvis vi bliver dårligere uddannet og dermed begrænser en af vores vigtigste konkurrenceparametre?
Så kære Lars Løkke og co.: det er ikke pengene, det er princippet. Det er ikke antallet af kroner og ører, men princippet om en god uddannelse af høj kvalitet. Den koster penge, men se det som en investering i fremtiden. Det bliver vi alle sammen rigere af. Så bliver vi alle fremtidens vindere.
