Tekst: Rasmus Uhrenfeldt

Med fremkomsten af moderne teknologi og internettet er fysisk afstand ikke længere en begrænsning. Du kan hente nyheder, informationer og viden fra hele verden. Kommunikere, sende mails og møde mennesker. Du kan shoppe og modtage universitetsundervisning – alt sammen uden, at den fysiske krop direkte er involveret i disse interaktioner.

Årelange venskaber og forhold kan foregå virtuelt uden fysisk samvær. Du kan skabe hele virtuelle identiteter på nettet i form af fiktive karakterer i chatsystemer og computerspil. En nyere opfindelse inden for området er Virtual Reality-briller – et visuelt display, der dækker hele øjenpartiet, og som giver dig mulighed for at forsvinde helt ind i den virtuelle ’virkelighed’. Med VR-briller kan du få serveret den virtuelle virkelighed, du ønsker, og du har mulighed for at være alt fra hovedperson i et gyserspil som Paranormal Activity til at være en selvvalgt superhelt. I den virkelige verden har vi ikke denne luksus, fordi vi ikke kan bestemme over det visuelle input – vi må leve efter verdens og hverdagens lovmæssigheder. Vi er begrænsede til én krop og til én verden. Det er derfor forståeligt, at utallige mennesker dykker ned i en virtuel virkelighed – en virkelighed, som med tiden er blevet mere ægte og altomsluttende, og som måske, ude i fremtiden, bliver umulig at skelne fra den ikke-virtuelle virkelighed.

Men hvad er der på spil for mennesket i en nutid og i en fremtid, hvor den virtuelle verden har større tiltrækningskræft og autenticitet end nogensinde? Hvad sker der, hvis menneskelivet udleves virtuelt?

 

Et uægte liv?

 

Den amerikanske filosof Robert Nozick har konstrueret et tankeeksperiment: forstil dig, at der findes en ’oplevelsesmaskine’, som er i stand til at give dig alle de simulerede oplevelser, du ønsker. Denne maskine kan give dig oplevelsen af at bestige et bjerg eller oplevelsen af at gøre en stor videnskabelig opdagelse, alt imens din fysiske krop flyder i en tank med elektroder forbundet til hjernen. De simulerede oplevelser sendes til hjernen og opleves på præcis samme måde, som hvis du virkelig oplevede dem. Når din krop placeres i tanken, og maskinen aktiveres, er du ikke bevidst om, at du er i tanken – alle simulerede oplevelser opfattes på samme måde, som de gør uden for tanken. Før du træder ind i maskinen, vælger du selv hvilke oplevelser, du vil have, og det er således muligt udelukkende at vælge positive og opløftende oplevelser. Nozick spørger: ville du tilkoble dig maskinen?

Nozicks egen formodning er, at kun de færreste vil tilkoble sig maskinen. Grunden til, at de færreste vil indtræde i denne simulerede virkelighed, er ifølge Nozick, at vi gerne vil være en bestemt person. En person, der er tilkoblet oplevelsesmaskinen, er bare en fysisk krop i en beholder. Vi ved intet om, hvem personen er, ej heller kender vi personens overbevisninger, ambitioner eller karaktertræk. Personen har således ingen reelle menneskelige træk. At tilkoble sig maskinen vil ligeledes betyde, at vi begrænser os til en virtuel verden uden nogen egentlig kontakt til en dybereliggende virkelighed. Nozick påpeger med dette tankeeksperiment, at vi bekymrer os om meget mere end blot om, hvordan livet opleves indefra. Vi vil gerne være personer og ikke bare have oplevelsen at være en bestemt person.

Den mest avancerede form for VR-teknologi vil sandsynligvis aldrig kunne tilfredsstille vores interesse i at være personer frem for blot at få simuleret oplevelsen af at være én.

 

Hvad så med nuværende VR-teknologi såsom de før nævnte VR-briller? Med VR-briller får du netop serveret en virtuel oplevelse, alt imens din fysiske krop ikke er involveret i situationen på samme måde, som kroppen traditionelt anvendes i den fysiske verden.

Hvilken betydning har den fysiske krop for oplevelsen? Spurgt på en anden måde: hvori består forskellen på en simuleret oplevelse og en levet oplevelse? At være til stede i en virtuel virkelighed er en væsentligt anderledes oplevelse, end vi ellers oplever vores normale liv. Det har ingen væsentlige konsekvenser for os, hvis vi vælger at slukke for spillet. Dette er en betydelig forskel, idet en stor del af konteksten for vores levede liv er at overkomme modgang. Hvis vi ikke ønsker livet mere, er vi nødt til at foretage en dyb og væsentlig handling – i en simuleret verden er det blot et spørgsmål om at slukke for spillet. Den grundlæggende bevidsthed om, at du kan slukke for spillet uden seriøse omkostninger, farver således hele oplevelsen af at være i den virtuelle virkelighed. Dette grundvilkår adskiller sig markant fra det levede liv.

 

Den amerikanske filosofiprofessor Hubert Dreyfus påpeger ligeledes, at det er vores fysiske krop, der gør, at vi er følelsesmæssige, intuitive og sårbare væsener. Det er vores fysiske krop, der gør, at vi kan have en fornemmelse af kontekst og stemning. Vi er i stand til at fornemme en stemning og have forståelse for en kontekst ved at være fysisk til stede. Han påpeger, at hvis vi er fysisk til stede ved en bestemt begivenhed, er det nærmest umuligt for os ikke at opfatte og dele den begivenheds enten opløftende eller nedsættende stemning. Vi kan således ikke fravælge at føle en bestemt stemning, hvis vi er i situationen

 

Med moderne VR-teknologi kan vi sidde i hvert vores rum og pleje vores venskaber virtuelt. I det virtuelle rum kan vi mødes, hvor vi vil, og når vi vil. Men Dreyfus påminder os igen, at det er vores kollektive fysiske tilstedeværelse, der er væsentlig for disse venskabelige eller romantiske forhold. Det kræver, at du er i samme fysiske rum for overhovedet at have fornemmelsen af, at den anden person er i stand til fysisk at påvirke dig, og det er denne følelse af sårbarhed, der muliggør, at du har en relation til en anden person. Denne sårbarhed kommer således af, at du er til stede qua din fysiske krop. Ifølge Dreyfus er det virtuelle rum ikke en tilstrækkelig erstatning for den kropslige betydning i vores relationer. En moderne livsførelse, hvor virtuelle relationer og oplevelser fylder mere og mere, er muligvis en livsførelse, hvor kroppens væsentlighed for intuitivt og følelsesmæssigt at være engageret i verden er blevet reduceret.

 

Men er det ikke positivt at udvikle måder, hvorpå vi kan løfte os selv fra kontekst og sårbarhed? Er vores fysiske kroppe ikke blot en begrænsning? Enkelte mener, at netop dette er tilfældet. En gruppe futurister mener, at teknologiske fremskridt som VR er et af de indledende skridt mod menneskehedens ultimative fremtid – en fremtid, hvor den fysiske krop ikke længere er nødvendig. På samme måde som vi uploader billeder, filer og musik, så forudser en gruppe af futurister, at vi på sigt bliver i stand til at uploade vores minder, personlighedstræk, ambitioner og følelser. Det endegyldige formål med dette er intet mindre end at leve virtuelt – for evigt. For disse futurister er dette fremtidsperspektiv positivt: hvorfor ikke skifte en defekt hardware (kroppen) ud med en ny? Vores fysiske kroppe er endelige – de ældes og uddør. Vores kroppe kan udsættes for sygdomme, deformiteter og skader. Vores kroppe begrænser os ligeledes til én fysisk position og til ufrivilligt at være engageret i nedsættende eller depressive stemninger.

Men hvis Dreyfus har ret, er det netop dét at være følelsesmæssigt engageret og fysisk indlejret i en kontekst, som er det, der muliggør en meningsfuld menneskelig tilværelse.

 

Måske er det virtuelle liv i sidste ende et liv, der ikke er værd at leve?