Tekst: Alexander Kokkedal
Valget venter!
Winter is coming – og det gør valget også!
Som bekendt er der AAU-valg fra 29. november til 1. december, hvor man vil have mulighed for at stemme på de kandidater, der kommer til at repræsentere én i studienævn, institutråd, akademiske råd og universitetsbestyrelsen. Hvis man er i tvivl om, hvad arbejdet på de forskellige organer indbefatter, kan man kontakte sine lokale repræsentanter eller konferere sig med Agendas tidligere artikel omkring valget.
Fokus for denne artikel er at kunne bringe nogle portrætter af tre styks målrettede, resolutte og i studenterpolitik engagerede studerende, som hver repræsenterer én af de studenterpolitiske organisationer, der stiller op til bestyrelsen.
Fra Frie Borgerlige Studerende har vi Anton Meedom, foreningens spidskandidat til studienævn og bestyrelse og i øvrigt opstillet til institutrådet og akademisk råd på SAMF, der læser Economics and Business Administration på 3. semester.
Fra Studentersamfundet har vi Lukas Bjørn Leer Bysted, der udover at stille op til bestyrelsen stiller op til akademisk råd på TECH og genopstiller til studienævnet. Han læser Interaktionsdesign på 3. semester på instituttet for datalogi.
Fra Frit Forum har vi Tobias Bøgeskov Eriksen, der foruden bestyrelsen stiller op til studienævnet, institutrådet og akademisk råd på SAMF. Han læser Politik og Administration på 3. semester.
I det følgende ønskes det at give et indblik i kandidaternes foreninger, mærkesager, værdier og forhåbentligt også deres indbyrdes forskelle ud fra de spørgsmål, de er blevet stillet. Lad os da endeligt starte!
Hvad er din forenings værdigrundlag?
Anton: Vi er en borgerlig forening. Det vil sige, at vi har de borgerlige værdier i vores blod. Det er for eksempel frihed under ansvar – at det er de studerendes ansvar at studere. Det er ikke universitetets eller andres. Vi fokuserer meget på kvaliteten af uddannelsen. Der skal ikke skæres på hverken undervisningen eller fagligheden, de skal derimod styrkes på så mange punkter som muligt. Det er dybest set de borgerlige værdier, der går igennem hele vores politiske program.
Lukas: Vi giver alle de studerende mulighed for at skabe et godt studiemiljø på AAU gennem de forskellige grupper v har og de arrangementer, vi står bag. Lige meget om man gerne vil stå i en bar, lave fester eller noget med studenterpolitik, så prøver vi at skabe noget rum og nogle steder, hvor man kan gøre det sammen med nogle andre – at få nogen i ryggen som kan hjælpe én.
Tobias: Frit Forums ideologiske ståsted ligger i socialdemokratismen, som har tre nøgleord: frihed, lighed og solidaritet. Med frihed menes det, at frihed skal være for alle og ikke kun for de få. Derfor kæmper Frit Forum for at bekæmpe ulighed og uretfærdighed, som fastholder mennesket i ufrihed, for de studerende. Lighed indebærer, at alle skal med i fællesskabet. Ingen er til på sidelinjen. Derfor vil Frit Forum hjælpe og vise, at vi tror på de studerende. Solidaritet i forhold til Frit Forum er at sætte hensyn til fællesskabet og helheden over særinteresser.
Hvem søger I at repræsentere?
Anton: Vi repræsenterer alle på universitetet, fordi vi er en studenterpolitisk organisation. Vi har selvfølgelig nogle holdninger, men forsøger altid at være de studerendes stemme og snakke deres sag. Derfor repræsenterer vi alle, men fordi vi netop har det borgerlige værdigrundlag, vil folk, der er enige med vores holdninger, som ofte er borgerlige eller har mere liberale holdninger til studenterpolitik, selvfølgelig altid have størst betydning. Men vi repræsenterer simpelthen alle, fordi vi altid prøver at være de studerendes stemme frem for at sige, at vi repræsenterer nogle.
Lukas: Vi søger at skabe noget, der er åbent for alle til at komme ind og være med. Den første mandag i hver måned holder vi Studenterforum inde på Studenterhuset, hvor vi opdaterer de fremmødte på det studenterpolitiske arbejde. Vores møder i Studenterpolitisk Direktion er også åbne møder, selvom tempoet er lidt højere, og stoffet tit er noget mere indforstået. Hvis man er i tvivl om, hvor man skal starte, kan man altid skrive til politik@s-et.aau.dk.
Tobias: Som person vil jeg gerne repræsentere alle studerende, men jeg kan ikke repræsentere alles holdninger, fordi nogle vil være uenige i de budskaber og meninger, jeg har. Derfor søger jeg selvfølgelig at repræsentere dem, der er enige i de budskaber og værdier, jeg går til valg på.
Hvordan vil I være synlige på valgdagene?
Anton: Vi vil forsøge at være så synlige på de sociale medier som muligt. Vi har sagt, at vi ikke har et stærkt brand, ligesom Studentersamfundet har i form af deres navn, men vi har til gengæld nogle ret kompetente kandidater, der selv skal ud og være med til at føre deres egen kampagne. Det er ved at være ude og lave noget på universitetet, ved at gå rundt i kantinen og snakke med folk eller gennem venner. Vi prøver at lave nogle arrangementer, hvor vi vil invitere alle til at komme ud og høre om os, og hvad vi står for. Vi vil prøve at dele lidt materiale ud, som folk kan læse og prøve at få en forståelse af, at der faktisk er et alternativ til både Studentersamfundet og til nogle af de andre derude.
Lukas: Vi kommer til at have morgenvalgsfester, valgboder i de store kantiner: Create, Basis, Frederik Bajers Vej, Fibigerstræde 15 og Kroghstræde. Vi har også plakater, som vi hjælper folk med at hænge op, og vi prøver at fortælle om de enkelte studerende, der stiller op rundt omkring, og gøre dem synlige der, hvor de kommer til at være tillidsmænd.
Tobias: I form af at have plakater hængende rundt forskellige steder – både på campus, på Create og andre steder her på universitetet. Vi vil være synlige gennem Facebook, hvor vi vil lave opdateringer, valgvideoer og andre opslag. Så vil vi være synlige i forhold til at komme ud til forelæsninger, snakke og være vedkommende ved at stå på de forskellige kantiner både på Kroghstræde, Fibigerstræde og så videre for virkelig at komme i kontakt med de studerende og fortælle vores budskab.
Hvad er dine mærkesager?
Anton: Hvis man skal fokusere på én mærkesag, så vil det være dimittendledighed, for den dækker over, hvad jeg føler er vigtigst på universitetet. Universitetet skal uddanne til, at man skal være jobparate og være produktive for samfundet. Når vi snakker dimittendledighed, er det faktisk den gruppe af studerende mellem 25 og 29 år, der havde den højeste ledighed på arbejdsmarkedet her i september 2016. Det dækker ind over en mærkesag, som er optagelsessystemet. Jeg føler, at vi har for meget karakterræs i gymnasiet, som leder op til, at man skal have et bestemt gennemsnit for at komme ind på en uddannelse. Jeg tror, at kvote 2 er vejen frem. Vi skal ikke uddanne mange med lavt fagligt niveau. Vi skal til gengæld uddanne de nødvendigt mange og så give dem det højeste faglige niveau, vi kan, og det gør man blandt andet ved at kigge på, hvilke uddannelser har meget høj dimittendledighed og måske skære lidt ned på dem og så fokusere på de uddannelser, som er vigtigst for samfundet – som giver mest produktivitet.
Lukas: Det er vigtigt at styrke de studerendes forståelse af de forskellige organer, som er der for at sikre deres uddannelse. Så sent som i starten af denne uge snakkede jeg med et hold, der sammen havde skrevet en klage over en underviser, og de var ikke sikre på, hvor de skulle sende den hen. Jeg foreslog, at de sendte klagen til studienævnet, og allerbedst ville det være, hvis de brugte semesterevalueringer, for så bliver det en sag, som man er nødt til at forholde sig til. De vidste altså ikke, at studienævnet er til netop for at sikre, at man kan få formaliseret klagerne, så de bliver behandlet og taget til efterretning.
Tobias: Jeg mener, at de studerende skal gøres jobparate, fordi vi har en dimittendledighed, der er den anden højeste i Danmark. Derfor går jeg til valg på, at vi skal have en nytænkning af projektarbejdet, og vi er nødt til at kigge på, om bestået/ikke bestået eksamen er den rigtige løsning, da jeg mener, at den gør de studerende ukonkurrencedygtige i forhold til de andre universiteter.
Hvordan vil du realisere dine målsætninger, når du kommer i bestyrelsen?
Anton: Jeg vil arbejde benhårdt for at gå ud og høre på de studerende, hvad der rører sig på universitetet. I stedet for bare at sidde og være meget inaktiv, er det vigtigt, at man kommer ud og snakker med de studerende. Det kunne være i studienævnene på de forskellige uddannelser, og folk kunne komme til mig, hvis de har noget, de gerne vil undersøge, og så er det min opgave at tage det videre til bestyrelsen, frem for at jeg sidder og kører hele showet selv. Men så har jeg også nogle meget faste holdninger om, at man ikke skal skære på fagligheden, men man skal skære på administrationen, når der nu skal skæres. Jeg vil forsøge at arbejde for at bringe så meget som muligt til bestyrelsen, som jeg overhovedet kan, og virkeligt snakke for de studerende, frem for bare at prøve at søge det her kompromis. Så jeg vil nok være den meget stålfaste person, som har nogle principper, men som også arbejder for at kunne tage alle de studerende med.
Lukas: Det ene er, at vi udadtil i bestyrelsen sørger for, at der kommer den rigtige kommunikation – at der bliver fortalt om de her steder, hvor man rigtig gerne vil have input fra de studerende. Aarhus Universitets egen kommunikationsafdeling laver nogle rigtig fede videoer, hvor man fortæller om, hvad man laver de her steder, og hvem der sidder der – og at semesterevalueringer er effektive, når der faktisk er flere studerende, der besvarer dem. Jeg vil også gerne have, at Aalborg Universitet tager det ansvar seriøst. Indadtil skal vi være bedre til at styrke de indvalgte, både fra universitetets og Studentersamfundets side.
Tobias: Jeg vil gå meget pragmatisk til tingene. Når man stemmer på mig, så ved man, hvad mine budskaber, holdninger og værdier er, men dermed ikke sagt, at når der kommer nogle konflikter i bestyrelsen, som der vil gøre i form af, hvis jeg ikke kan få indført det, jeg gerne vil, så bliver jeg nødt til at se på de løsningsforslag, der så er. Derudover vil jeg hele tiden informere de studerende om, hvad jeg laver, så man rent faktisk ved, hvad der sker i dette organ, og så vil jeg også hele tiden prøve at høre input fra de studerende i forhold til, hvad jeg kan foretage mig i bestyrelsen.
Har du noget, du vil sige til sidst?
Anton: Det er vigtigt at sige, at når jeg stiller op som kandidat, så stiller jeg op for, at Frie Borgerlige Studerende er en organisation, der vil søge at få noget fagligt ud og få noget politisk ind i det arbejde, der er med studenterpolitik, fordi ofte svinder det lidt ud, og vi vil forsøge at blive ret konkrete i det, vi vil. Vi vil altså gerne tage en hel masse idéer med og så føre dem ud i livet. Det vil være mit sidste ord.
Lukas: Det vigtigste at forstå er, at det ikke er de studerende mod trælse undervisere eller universitetet. Når vi deltager, så deltager vi som en del af en proces. Den vigtige grund til at deltage, der gælder både, hvis man stiller op, eller hvis man deltager ved at bruge fem minutter hvert semester på at udfylde semesterevalueringen, er, at man faktisk giver administrationen og de folk, der træffer beslutninger mulighed for at optimere de steder, der har været problemer – og ikke skærer i indsatsen, der hvor det går godt.
Tobias: Jeg vil opfordre de studerende til at stemme på Frit Forum, fordi jeg mener, at vi har behov for en ny, studenterpolitisk organisation, der sidder i bestyrelsen, frem for Studentersamfundet, der har siddet der i mange år nu.
Foreningernes Facebook-profiler:
Frie Borgerlige Studerende: https://www.facebook.com/FrieBorgerlige/
Studentersamfundet: https://www.facebook.com/studentersamfundetaau/
Frit Forum Aalborg: https://www.facebook.com/FFAalborg/